Kosmos 2004/1 side 7
Frihed eller tryghed?
af Lars-Olof Hammarberg
Er der en konflikt mellem frihed og tryghed? Kan frihedens byrde blive så tung, at mennesket giver afkald på frihed til en autoritet til gengæld for tryghed?
I romanen "Brødrene Karamazov" har forfatteren Dostojevskij belyst dette spørgsmål. Storinkvisitoren tilbyder masserne tryghed, eftersom den frihed, Kristus gav den enkelte, blev anset for at være alt for krævende. Men Storinkvisitorens motiver er i grunden egoistiske.
Hvilken pris betaler vi, når vi lægger vor vilje og vore liv i hænderne på tryghedens selvbestaltede apostle?
Martinus siger, at vi gradvis bliver mindre og mindre afhængige af autoriteter, men samtidig mere og mere opfyldte af et ønske om at leve for vor næste. Som følge heraf bliver konflikten mellem frihed og tryghed en illusion.
Frihed: gave eller byrde?
Ordet frihed har for de fleste mennesker en overvejende positiv betydning. Længsel efter frihed er en reaktion på, at ens egen frihed er truet eller allerede er blevet mere eller mindre beskåret. Frihed kan dreje sig om forskellige aspekter af livet. Man kan føle sig ufri i såvel et diktatur som i et demokratisk såkaldt velfærdssamfund.
Et interessant spørgsmål er, om frihed kan blive en byrde på samme måde som ufrihed. Den russiske forfatter Dostojevskij har indgående behandlet dette spørgsmål i sine store romaner. For Dostojevskij er kravet om frihed den menneskelige viljes fornemste manifestation. Han har sagt følgende:
"Det, mennesket har brug for, det, det længes efter og vil udvikle sig igennem, er en selvstændig vilje, hvad denne selvstændighed end kommer til at koste, og hvor den end vil føre det hen".
Resultatet af denne drift kan dog meget vel blive, at mennesker havner i ufrihed. Hos Dostojevskijs romanfigurer sker det enten som individuel skæbne som konsekvens af selvforherligelse, eller kollektivt gennem kampen for revolutionen og en fanatisk tro på Det Socialistiske Tusindårsrige.
Legenden om storinkvisitoren
I romanen "Brødrene Karamazov" udtrykker Dostojevskij sine inderste tanker om religionen i kapitlet "Storinkvisitoren." Her sættes frihedstemaet på spidsen.
Den ydre ramme er Sevilla i 1500-tallet. Omkring hundrede kættere er blevet brændt på bålet af kardinalen storinkvisitoren, i overværelse af kongen, adelen, og byens folk. Nu kommer Kristus stilfærdigt gående. Alle genkender ham. Storinkvisitoren befaler vagterne at pågribe ham. Folket, som er helt kuet, lader det ske uden protester. Man bukker for kardinalen, som velsigner dem og går sin vej
Om aftenen indfinder kardinalen sig hos sin fange i inkvisitionens fængsel. Nu udspinder der sig en anklagetale i monologform, men samtidig et skriftemål, hvor storinkvisitoren mener, at Kristus har stillet de svage mennesker over for en håbløs opgave. Kernen i anklagen er, at Kristus har overvurderet menneskets evne til at gå i hans fodspor af egen fri vilje. For mennesket har der nemlig aldrig eksisteret noget mere pinefuldt end friheden, mener han.
Hvor anderledes var alt ikke blevet, hvis Kristus havde forvandlet stenene til brød, var steget ned fra korset eller havde optrådt med en verdslig fyrstes pragt? Da havde menneskene fulgt ham som en føjelig hjord. Ved at Kristus havde nedtonet underet, mysteriet og autoriteten, blev folket frataget de nødvendige ydre attributter, som de kunne hænge deres tro op på, ifølge kardinalen.
Storinkvisitoren mener, at man har løst de problemer, som Kristus havde skabt. Blandt meget andet siger han følgende til Kristus:
"Du tænkte: Hvad var det for en frihed, hvis adlydelsen blev købt med brød?.. men ved Du, at netop i dette jordiske brøds navn skal verden rejse sig imod Dig?.. Visdommens og videnskabens læber skal forkynde, at der ikke findes forbrydelser, og altså heller ikke synd, der findes kun sultne." "Men vi skal give dem føde og med falskhed sige, at det sker i Dit navn. Aldrig nogensinde vil de kunne stille deres sult selv uden vores hjælp! Ingen videnskab skal give dem brød så længe de forbliver frie, men enden på det bliver, at de vil komme og lægge deres frihed for vore fødder og sige til os: Gør os hellere til slaver, men giv os mad! De skal til sidst selv forstå, at frihed og samtidig tilstrækkeligt med brød til alle er utænkeligt, for aldrig, aldrig vil de forstå at dele imellem sig. De vil også indse, at de heller ikke kan blive frie, eftersom de er kraftesløse, lastefulde, uduelige og oprørske."
Storinkvisitoren har følgende at sige til Kristus i anledning af, at han ikke vil tryllebinde folket med den verdslige magts attributter:
"Hvis du havde modtaget verden og Cæsars purpur, kunne du have grundlagt et verdensrige og skænket verdensfred.. Så vi tog Cæsars sværd ... Vi vil overbevise menneskene om, at de først bliver frie, når de afstår deres frihed til os og har underkastet sig os.. Friheden og videnskaben vil føre dem ned i sådanne afgrunde og stille dem over for sådanne undere og uransagelige hemmeligheder, at nogle af dem, de opsætsige og rasende, skal tilintetgøre sig selv, medens andre, de opsætsige, men svage, skal udrydde hinanden, og de der er tilbage, de svage og ulykkelige, skal krybe for vore fødder og råbe til os: Ja, ja, I havde ret, I alene ejede Hans mysterium, vi vender tilbage til jer, frels os fra os selv!"
"Så vil vi give dem en stille og beskeden lykke, lykken for de svage væsener, de er. Vi vil vænne dem af med at knejse, for du ophøjede dem og lærte dem derved at knejse. Vi vil bevise for dem, at de er svage, at de kun er ynkelige børn, men at barnets lykke er den skønneste.. De skal skælve for vor vrede, deres sind skal blive fejt, de skal få let til tårer, med øjne som hos kvinder og børn, men lige så let skal de på et tegn fra os gå over til latter og munterhed, til lys glæde og lykkelige barnlige sange. Vi vil tvinge dem til at arbejde, men i deres ledige stunder skal vi ændre deres liv til en børneleg, med barnlige viser i kor og uskyldige danse."
"Vi vil også bære over med deres synder, de er svage og kraftløse, og de skal elske os som børn, fordi vi tillader dem at synde... De mest pinefulde hemmeligheder i deres samvittighed, alt, alt skal de bære frem for os, og vi skal løsgøre dem, og de skal med glæde bøje sig for vore beslutninger, fordi det befrier dem fra de store bekymringer og de forfærdelige kvaler, deres egne frie beslutninger indebærer."
"Stille skal de dø, stille skal de udslukkes i dit navn, og bag graven skal de kun finde døden. Men vi vil bevare mysteriet og til deres lykke lokke dem med himmelsk og evig belønning."
Storinkvisitoren kan forekomme magtstræberisk og kynisk. Men måske føler han også en vis medfølelse med de svage. Han har jo set, at de kristne krav langt overstiger det, et gennemsnitsmenneske kan præstere. Er det så ikke bedre, at de, der har indset dette, organiserer en stille lykke for de svagere, selvom disse må betale med underkastelse?
Den ægte og den illusoriske gud
Scenen med storinkvisitoren kan tolkes som et angreb på den katolske kirke. Forfatteren opfattede katolicismen som uforenelig med den kristne tanke, eftersom Paven havde påtaget sig en kejserrolle for med magt at forsøge at forene de kristne under sin kirkes lederskab.
Dostojevskij betragtede dog også den totalitære socialisme som en falsk tro. Han var overbevist om, at det ikke kan lade sig gøre at forædle mennesket ved at omstyrte de ydre samfundsformer. Han troede kun på den indre revolutions vej, omvendelse gennem Kristus, dvs. inkarneret menneskekærlighed. Det er derfor ikke umuligt, at storinkvisitoren også er en allegorisk fremstilling af den totalitære socialisme og myten om "Den Store Leder", der skal hjælpe flokken ved at bringe orden og klarhed.
Meget af Dostojevskijs forfatterskab kredser omkring problemet med at afgøre forskellen mellem den ægte og den illusoriske Gud. Spørgsmålet er intimt forbundet med frihedens problem. Den ægte Gud, siger han, bygger sine krav på en frivillig underkastelse. Den falske Gud hævder derimod sin almagt med vold.
Hvor uselviske er tryghedens apostle?
I politiske diktaturer er det et aksiom, at en lille, selvudnævnt "elite" tilraner sig privilegier og frihed, medens masserne er undertrykte og ufri. Det hindrer ikke, at en overfladisk betragtning kan give det indtryk, at der råder "orden og klarhed". Lederne mener altid, at de fører "folkets" tale.
I demokratierne ser det anderledes ud. Her har man fx almindelig stemmeret og ret til at kritisere magthavere. Borgernes frihedsgrad er større sammenlignet med diktaturet. Alligevel eksisterer der subjektivt oplevede frihedsbegrænsninger i demokratierne. Minoriteterne må rette sig efter majoritetens beslutninger. For den, der ofte sympatiserer med minoriteten, bliver friheden derfor beskåret.
Et individ kan føle friheden indskrænket, selv i et materielt velstillet demokrati. Man sidder måske fast med en minimal indkomst, som ikke tillader meget mere end overlevelse. Eller også har man en noget bedre økonomi og en grundlæggende tryghed, men er samtidig cementeret på det niveau, eftersom hverken uddannelse eller ens egne anstrengelser kan ændre billedet nævneværdigt.
Det Tredje Testamente
Martinus forklarer, hvorfor jordmennesket, gennem en vis epoke, har brug for at støtte sig til autoriteter for at bevare sin tro. Så længe man bliver ledet af instinkt og primitiv følelse, tror man rent bogstaveligt på, hvad en person siger, under forudsætning af, at denne har en tilstrækkelig autoritet. De udsmykkede ornater med meget guld og glimmer understreger fx de kirkelige repræsentanters autoritet. Det er nødvendigt, eftersom de i øvrigt mangler den naturlige autoritet, som Kristus udviste. Det får den enkelte til at føle sig tryg i sin tro. Dette guddommelig arrangement tjener kun sin gode hensigt en begrænset tid.
I takt med, at intelligensen vokser på instinktets bekostning, bliver troen på autoriteter dog svagere og svagere. Autoriteternes udtalelser bliver mere og mere genstand for kritisk analyse. Religiøse, men også politiske dogmer, må da underbygges med logiske ræsonnementer for at vinde gehør. Mistroen mod rene paroler og slagord vokser. Menneskene bliver gradvis deres egne autoriteter og begynder at forstå sammenhængen lige så godt eller måske bedre end de gamle herskere. Det er et mentalt frihedsspring for den enkelte. "Inkvisitorerne", både store og små, bliver derved af udviklingen tvunget til at træde tilbage fra deres magtpositioner.
I grunden er alt såre godt
Ingen skal dog lastes, hverken for det, der har været, eller det der er. I grunden er hele udviklingen et udtryk for absolut kærlighed fra Forsynets side. Vi lever hele tiden under de betingelser, der er mest gunstige for vor egen udvikling. Martinus siger, at jordmennesket reflekterer jordklodens mentalitet. På sin vej mod kosmisk bevidsthed resonerer jorden med sig selv. Både egoistiske og altruistiske holdninger findes parallelt i jordens bevidsthed. Blandt de selviske tendenser findes forkærligheden for diktatur og berøvelsen af den enkeltes frihed til fordel for flokken. Jordklodens uselviske tendenser indebærer på den anden side en længsel efter at værne det enkelte individs frihed og beskyttelse mod flokken. Sidstnævnte tendens vil komme til at sejre, medens førstnævnte er under afvikling. Vi kan allerede nu arbejde aktivt på vor frigørelse. Det kræver dog, at vi gennemskuer og finder ud af de virkelige årsager til, at vi føler os bundne. Jordmennesket tror, det kender årsagerne, men famler sig i virkeligheden frem i blinde. Det mest almindelige er at angive forskellige ydre forhold som kilden til personlig ufrihed. Det naturlige er da at lægge skylden på omgivelserne og forlange, at de ændres til ens egen fordel. Så har vi gjort os til redskab for jordklodens egoistiske indstilling.
Den kamp føres dagligt og bestandigt. Når egennytten kræver, at omgivelserne skal ændre sig, vælger man ubevidst ufrihedens vej. Man mobiliserer dyrerigets midler for at nå sine mål. I virkeligheden har de samme metoder været årsag til den ufrie tilstand, man nu ønsker at komme ud af. Der opstår således en ond cirkel. Det mentale fængsel cementeres. Eventuelt bliver der da taget mere og mere grove selviske metoder i brug.
Erfaringerne vil dog vise vejen ud af den onde cirkel. De modgange og lidelser, som den begærledte vilje skaber, øger efterhånden den humane følelse. Da bliver viljen mere og mere ledet af forstanden og valgene klogere. Vi gør os mere og mere til redskab for jordklodens altruistiske tendenser. Friheden vil da øge, fordi vi værner om vor næstes interesser lige så meget som vore egne. Vor næstes frihed bliver ikke mindre magtpåliggende for os end vor egen.
Begrebet frihed har på det tidspunkt fået en ny betydning. Det er da ikke mere det samme som, udfra egoistiske motiver, at være mere eller mindre uafhængig af andre. Friheden er i stedet for med næstekærligheden som fundament at samarbejde med andre individer.
I det rigtige menneskerige vil alle komme til at dele den overbevisning. Da er alle både trygge og frie. Konflikten mellem frihed og tryghed er blevet forvandlet til en illusion.
Oversættelse HL
Tilbage til artikelregister
Forrige