Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg vil gerne med udgangspunkt i Martinus' analyser her fundere lidt over begreberne tolerance, intolerance og forskelligartethed.

Gennem hele dyreriget har vi trænet os i overlevelse i den ubarmhjertige verden, hvor jungleloven hersker. Dyreriget er egoismens hjemland, her er loven "dræb eller bliv selv dræbt" altbeherskende. Vort lange ophold her har trænet kolossale talenter for sikring af vore egne og vor gruppes eller floks integritet og interesser. Denne overlevelseskamp har i dyret skabt en uvilje og bekæmpelse af dem eller det, der var anderledes eller afveg fra gruppen. Enhver abnorm afvigelse fra de handlemønstre eller den adfærd, der sikrede gruppens overlevelse, måtte nådesløst udryddes for at undgå de svagheder og dermed den undergang, som uprøvede eller afvigende adfærdsmønstre måtte medføre i kampen om overlevelse i konkurrence med andre grupper. Hele denne proces udmønter sig i et talent for intolerance i dyret, eller en instinktiv uvilje mod det, der afviger fra det selv eller dets gruppe. Men der er ikke nødvendigvis noget had bag det rendyrkede dyrs uvilje mod det afvigende. Når f.eks. fugleflokken hakker sin sårede og dermed fra flokken afvigende kammerat til døde, er det en ren instinktiv gerning, da den sårede fugl ellers ville lide en langsom død.

Med det begyndende menneske bliver uviljen mod det afvigende eller intolerancen dog behandlet og dyrket i den begyndende menneskelige bevidsthed, hvor både følelses- og intelligensenergi blander sig med en mængde mere eller mindre ukontrolleret tyngdeenergi. I denne ufærdige menneskelige bevidsthed kan det begyndende menneske opdyrke et kolossalt had til afvigende grupper og individer, som det rendyrkede dyr ikke nødvendigvis har. Hvad denne intolerance kan medføre af lidelser og smerte behøver vi ikke at lede længe efter, hverken i vores verdenshistorie eller vort eget liv.

I Livets Bog 1 findes symbolet med navnet "Intolerance". Her beskriver Martinus, hvordan netop intolerancen holder det ufærdige menneske ude fra lyset eller fastholder det i smerternes og lidelsernes zoner. Han skriver bl.a. således: "Intolerancen udgår fra dyriske bevidsthedstendenser og udgør 'tærskelens største vogter'. Ethvert individ, der udviser intolerance, er udgørende en dyrerigets repræsentant, hvilket vil sige, at det endnu i virkeligheden er henhørende under det rige, hvor rovdyr, orme og padder hører hjemme. Ved intolerance forstår man udløsningen af et væsens indignation eller had mod et andet væsen, fordi dette fremtræder med en anden opfattelse, med et andet livssyn, med andre idealer og dermed med en anden handlemåde end det selv. Og når denne indignation igen kommer til udløsning, skyldes det i stor udstrækning illusion hos dens ophav, idet dette nemlig ikke selv opfatter denne sin uvilje eller den deraf udløste handlemåde som intolerance, men derimod som udtryk for en vrede eller harme, der er berettiget, ja ligefrem 'hellig', og dermed fremtrædende som 'retfærdighed'." (LB1, stk. 159)

I dyreriget er forskelligheden altså ikke særlig velset af de enkelte væsener, men ses som noget, der må bekæmpes og udstødes. Vi ser da også denne bekæmpelse af forskellighed alle steder, hvor det dræbende princip dyrkes i en eller anden form, f.eks. i vore nationers hære. Her er der ikke plads til særlig megen individualitet, den enkelte soldat skal helst fungere som et velsmurt tandhjul i militærets maskineri, indgå som et ikke individuelt afvigende element af hensyn til helhedens effektivitet og overlevelse. Jo mere dyret forvandles til menneske, jo mere får det øjnene op for den store forskellighed, som dets medvæsener fremtræder med. Til slut går det op for det, at absolut ingen er helt ens. Alle står på deres helt individuelle udviklingstrin og er i kraft af deres forskellige livsoplevelser, erfaringer og talenter helt unikke og individuelle væsener. Hele denne erkendelsesproces er en gradvis overvindelse af intolerancen eller de dyriske bevidsthedstendenser, der bevirker, at det ufærdige menneske føler uvilje og modstand eller ligefrem had mod andre væsener, grupper og livsanskuelser.

Mennesket lærer efterhånden at undgå intolerancens forbandelser og fremelske tolerancens velsignelser, idet det efterhånden indser, at det netop er disse forskelligheder væsenerne imellem, der giver livet kolorit og i sidste instans faktisk betinger livets eksistens. Uden forskellighed er der nemlig ingen mulighed for kontraster, og uden kontraster kan der slet ikke skabes nogen sansemæssige oplevelser og dermed ingen livsoplevelser. Tilværelsen fører derfor igen og igen det begyndende menneske ind i situationer, hvor han eller hun påmindes om sine medvæseners forskellighed, så det til slut bliver et talent at elske disse forskelle, at sætte pris på de forskelligheder, der i dyreriget måtte bekæmpes, men som for det rigtige menneske er en absolut livsbetingelse. Det er nemlig også disse forskelle, væsener udviser indbyrdes, der gør, at de kan skabe en interessant livsoplevelse for deres medvæsner. I det rigtige menneskerige vil hvert eneste væsen have så forskelligartede talenter og egenskaber, at det enkelte menneske bliver i stand til at berige sine medmenneskers tilværelse ved hjælp af sin egen helt individuelle fremtræden, karakter og talentmasse. Som begyndende mennesker er der derfor ingen grund til at forbande vore små forskelle, det er disse, hvormed vi skal gøre livsoplevelsen varieret og interessant for vore medmennesker, og dermed er disse forskelle i virkeligheden udtryk for livets kærtegn eller kærlighed over for vore medvæsener. Vores medmenneskers forskelligartethed i forhold til os skal berige vore fremtidige livsoplevelser, ligesom vor forskelligartethed i forhold til dem skal berige deres livsoplevelse og er derfor i høj grad en velsignelse og udtryk for kærlighed.

Martinus skriver i Livets Bog 4, stk. 1342: "At gøre alle menneskehedens enkelte individer til genier i udfoldelse af hver sin særlige farveudstråling af kærlighedens funklende aspekter, således at den samlede jordmenneskehed kan blive en fuldkommen mental stjerneby med sole i enhver af uselviskhedens mest funklende, lysende og varmende farver, er den guddommelige vilje af i dag."