Kosmos 2005/2 side 57
"Falsk" og sand ydmyghed
af Sina Sabbagh
Den kosmiske bevidstheds "røde løber" er ydmyghed. Det er ydmyghedens stilhed og åbenhed, der byder guddommens bevidsthed ind i vor bevidsthed, som harmoniser vor ånd og får den til at blive ét med hans ånd. Før vi har ydmyghed i vort sind, har vi hovmodet. Hovmodet indebærer ganske enkelt, at vi tror vi ved, vi har svaret. Og når vi tror, at vi har svaret, så er der ingen grund til at lytte til andre forslag til svar, der afviger fra vort syn. Man har altså på forhånd dømt alt andet til at være usandheder. Martinus skriver i "Vejen til indvielse", at "hovmodet er den mest effektive tillukkelse af sanserne for højere okkult oplevelse eller kosmisk klarsyn"( 31. kap.) Da har vi altså lukket døren og muligheden for kontakt med visdommen, og vi har tilmed "piggene udad", dvs. vi gør modstand mod det, der ikke passer med det, vi "ved". Det vil livet naturligvis lære os at læse korrektur på, og i form af en kosmisk lov sørge for, at den "der ophøjer sig selv, han skal blive ydmyget, og den som er ydmyg, han skal blive ophøjet".
Martinus gør på flere steder klart, at det jordiske menneske ikke ved noget, og det er netop det, det skal lære. Vi skal ikke her gå ind på ræsonnementet bag dette, men bare notere os, at indsigten om dette er sand ydmyghed. Men inden vi rent organisk er så ydmyge, kan den udtalelse bruges på en måde, der faktisk helt imod hensigten i stedet for bliver en hindring for den åndelige forskning og opnåelsen af kundskab, fx når man læser eller diskuterer. Misforståelsen opstår, som jeg ser det, når denne "ydmyghed" fører til, at man holder op med at tænke, fører til en slags mild opgivenhed. I en dialog kan det se ud som om man bare giver op, hver gang man bliver stillet over for visse spørgsmål, og konstaterer, at "vi kan absolut ikke forstå dette". Men det er skrevet, for at vi skal prøve at forstå det, og det allermeste vil vi efterhånden komme til at forstå allerede inden, vi har fået kosmisk bevidsthed. Hvis man ikke forsøger igen og igen, så vil man selvfølgelig ikke komme til at forstå det. Så bliver det så at sige en selvopfyldende profeti. At forvente sig at man skal forså problemet allerede de første gange, dét er hovmod.
Den falske "ydmyghed" kan også vise sig ved at man ikke tør prøve eller komme med nye ideer og forslag, eftersom man undervurderer eller ringeagter sin egen tænkeevne, ja, det kan føre til, at man holder op med at bruge en af de vigtigste kilder til kundskab, nemlig fantasien og lysten til at gøre forsøg. Martinus siger, at man ikke i sin vildeste fantasi kan overdrive beskrivelsen af virkeligheden. Vore bevidstheder er uhyre begrænsede, og fantasien kan være en lille indgangsport til det ubegrænsede. Kosmisk bevidsthed er faktisk det samme som ubegrænset bevidsthed. Det indebærer, at man har fuld adgang til Guds bevidsthed, og Guds bevidsthed er ubegrænset.
Sand ydmyghed er at vove at tage fejl uden at føle noget negativt ved det. Hvis man oplever negativitet, når man tager fejl, så skyldes det ens indbildte storhed, vilje til storhed, vilje til at brillere, dvs. frygten for, hvad andre synes om én, og der bliver rykket ved ens selvhævdelse. Den overdrevne eller falske "ydmyghed" kan også findes som en mental base, når man læser Martinus' egne tekster, hvilket kan føre til, at man ikke tør sætte spørgsmål ved analyserne, derved tror jeg, at en vigtig vej til forståelsen af analyserne går tabt. Ved "tvivlen" "på analyserne sigtes der ikke til, at man skal være negativt kritisk og forsøge at omstyrte verdensbilledet. Det ville bare være et resultat af hovmod og ikke søgen efter sandheden. Nej, tvivlen handler mere om at stille spørgsmål. Det gælder om ikke bare at læse og acceptere kritikløst. For det er at blive troende og stole på Martinus som autoritet, hvilket ikke er den nye verdensimpuls' princip eller metode. Autoritetstro er at søge efter en leder, hvis ord man skal acceptere og følge, hvilket var Jesu mission. Martinus' mission er ikke at overlade os til bare at tro på en udtalelse, men hele tiden på forskellige måder at motivere og udfordre os til at tænke selv.
Man kan spørge sig selv, om man ikke kommer til et punkt, hvor man kan holde op med at være kritisk mod alt, når man har sat spørgsmålstegn ved det i mange år uden at finde nogen fejl, og så i stedet bare "tage indholdet ind". Men her må man huske på, at hensigten med at sætte spørgsmålstegn ikke i første række var at finde fejl, men at finde sandheden. Man spørger "hvorfor?", "hvordan?", "hvad indebærer dette?", "hvad mener han?", "er det logisk?", "er dette kærligt?", "bliver dette bekræftet af videnskaben?", "bliver dette bekræftet af mine erfaringer?" osv.. Og ofte ser man, at flere af netop de spørgsmål er besvarede fx i stykket efter eller før, hvilket viser den store bevidsthed, Martinus havde om sine læsere, da han skrev netop disse analyser. Jeg tror dog, det er meget vigtigt, at man ikke er bange for at finde fejl hos Martinus. Det begrænser ens bevidsthed. Når der er noget, man ikke forstår, så synes man jo altid, at det på en eller anden måde lyder mærkeligt eller forkert. Hvis man så vælger at tro alligevel, eftersom man ikke kan tænke sig eller er bange for, at Martinus tager fejl, så vil verdensbilledet blive vældig skrøbeligt i ens bevidsthed, og man bliver oftere og oftere tvunget til at konstatere, at "dette er noget, vi ikke kan forstå" eller lignende. Men hvis man er åben for at noget kan være forkert, men er lige så åben for, at det kan være rigtigt, så har man det rette grundlag for at udforske, hvad Martinus mener netop på dette sted, sætte det i relation til resten af verdensbilledet sammen med ens andre kundskaber og erfaringer for at danne sig en opfattelse af sandheden. Og hvis man efter udforskningen stadig synes, at det lyder forkert, så gør det ingenting. Da kan det være en god idé at "lade det ligge" og lade problemet modne i en selv, uden at lade det påvirke ens indstilling til kosmologien i øvrigt. Men det behøver ikke komme så vidt. Ofte mærker man, at det kan betale sig at udforske problemet, eftersom man på en eller anden måde finder et svar eller i det mindste en dybere forståelse. "Den, der søger, han skal finde."
Ved at stille spørgsmål er der altså ikke tale om en negativ indstilling, men om en søgen efter sandheden, en pædagogisk metode. Det er vejen bort fra tro og til viden. Man skal ikke undervurdere, hvilken enorm rolle ens spørgen har for opfattelsen og forståelsen af svaret. Den med flest spørgsmål er ofte den med flest svar. Det er faktisk for en stor del netop dette moment, altså tvivlen, der gør, at forståelsen for analyserne ikke bliver en repetition af, hvad Martinus siger, men i stedet bliver ens egen viden. Da er forståelsen en frugt af ens egen tankevirksomhed og bliver meget stærkere indlemmet i bevidstheden; da bliver det ikke længere "Martinus tanker", men i stedet for "mine tanker".
Sand ydmyghed er altså at turde gå ind i forskningen, være positivt kritisk og tvivlende, vove at svæve ud uden dog at binde sig til de resultater, man kommer frem til, men mentalt at kunne give slip på dem og være lige så åben som før for andre forslag inden for området. Det er dér, nøglen ligger, i den stadige åbenhed. Den ydmyge sandhedssøger har altså lige så meget ret, som han tager fejl, eftersom målet ligger i at finde sandheden, hvor den end er, og ikke i at skaffe sig tilhængere til "sin sandhed".
Man kan ganske enkelt se forskellen mellem falsk og ægte ydmyghed ved at se, om det fører én nærmere til eller længere væk fra kundskaben. Hvis "ydmygheden" bevirker, at man ikke giver sig af med visse emner, ikke er en aktiv medtænker i læsningen, ikke bruger sin fulde tankekraft osv., så er den en hindring for forståelsen. Hvis ydmygheden bevirker, at man er åben for alle forslag fra alle sider og tør eksperimentere med forskellige tanker, selvom der er "risiko" for, at man kan tage fejl, så er den Guddommens egen medvind i den fortabte søns vandring på vejen hjem til "faderens hus". Da er det at åbne favnen for Gud, og at blive taget imod af Guds åbne favn.
Oversættelse HL
Tilbage til artikelregister
Forrige