Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I filosofi kan det være et problem at få skabt plads til både fænomenet frihed og fænomenet nødvendighed. Især er der problemer, når filosofien tager sit udgangspunkt i et materialistisk grundsyn. Friheden skal da på underlig vis opstå ud af stoffets lovbundne regler eller opstå ud af tilfældighed. I åndsvidenskaben tages der et helt andet udgangspunkt, hvor det er levende væsener, der gennem vilje og vaner skaber en række af de lovbundne fænomener. Friheden er således ikke underlagt nødvendigheden. Tværtimod gøres der i frihed brug af en række nødvendigheder – og der skabes nye nødvendigheder. Martinus' åndsvidenskab giver et bud på, hvordan fænomenerne frihed og nødvendighed kan spille modsigelsesfrit sammen.

 

Frihed og nødvendighed henviser som grundfænomener til to forskellige værensformer. En åndelig værensform, hvor individet – efter sigende – kan handle med en maksimal grad af frihed og gøre det stort set modstandsløst. Og en fysisk værensform, hvor det rent fysiske stof bevæger og forvandler sig efter lovbundne regler. Det er de to ekstremer på frihedens og nødvendighedens akse. Der er imidlertid en tredje værensform – en psykobiologisk værensform, hvor psykens udbredte åndsfrihed spiller sammen med det fysiske stofs lovbundne nødvendigheder. I den psykobiologiske værensform er der således både processer, der udvikler sig automatisk, og processer, der sker efter viljespåvirkning. Til en psykobiologisk værensform regnes de levende væsener, der er tilstede med en fysisk krop. Ligesom alle levende væsener opfattes som noget, der har psykiske egenskaber i en eller anden grad. Væsnerne kan eksempelvis være blodceller, nyrer, anemoner, egetræer, svaler, laks, gorillaer eller mennesker. Det er levende væsener, hvor psyken og det biologisk stof er tæt sammenvævet.

Set i et åndsvidenskabeligt og udviklingsmæssigt perspektiv skaber viljeshandlinger det, der senere bliver til automatiske funktioner. En egenskab, der til ét tidspunkt i evolutionen er underlagt en organismes viljeskraft, kan senere være noget, der foreligger som en automatisk funktion – altså som en nødvendighed. Et væsen skaber således gennem viljeshandlinger vaner, der efterhånden bliver til automatik. Og det er denne skabte automatik, der danner en basis af nødvendighed, der kommer til at udgøre en del af grundlaget for væsenets fremtidige handlen. Mennesket befinder sig som en forholdsvis højtudviklet psykobiologisk organisme et sted midt imellem frihed og nødvendighed. Det er hverken helt bundet i nødvendighed eller helt ubundet i frihed. Mennesket har derimod en delvis fri vilje. Med kroppen er det tilstede i en verden, der i høj grad er præget af nødvendighed – nemlig den materielle biologiske virkelighed og dens automatiske processer. Med psyken eksisterer mennesket i tankernes og følelsernes virkelighed, der har en stor grad af frihed. Denne psykiske virkelighed er dog også præget af en vis grad af nødvendighed, i og med at tanker og følelser er delvis bundet i mønstre – og forløber i sådanne. Det er imidlertid mønstre, der over tid kan brydes og forvandles ved blandt andet at gøre brug af frihed og vilje. At bryde sådanne bundne mønstre og forvandle dem til noget nyt udgør selve livets fornyelse. Forbundet med kroppen og alligevel hævet over den, og forbundet med psyken og alligevel hævet over den, er der ifølge Martinus endvidere et suverænt jeg. Det er evigt og udgør væren.

Når man hylder frihed, kan man umiddelbart have den opfattelse, at nødvendighed blot er til besvær – er en unyttig modstand. Men, hvis der ikke var nogen nødvendighed, kunne der ikke skabes noget som helst på en hensigtsmæssig måde. Nødvendigheden eksisterer som årsagsvirkningskæder. Når jeget udløser en bestemt årsag, skabes der bestemte virkninger. For eksempel kan jeg som forfatter af dette essay kun formulere det skriftligt, fordi tanker kan formes i mønstre af ord på en kulturelt bestemt måde, og fordi det på et konkret niveau er sådan, at når jeg trykker på tasten "g" på tastaturet, skrives der et "g" på skærmen, og senere trykkes dette "g" ud på papir. I computeren er der udelukkende automatiske elektriske processer. Mens der i hjernen er både automatiske nerveprocesser og viljedirigerede processer. Ligesom der i psyken både er frie skabelsesprocesser og så automatiske processer, der giver de tanker – som er skabt i frihed – en konkret sproglig form. At formulere tankerne skriftligt kan således kun ske, fordi der ved siden af friheden er en række fænomener, der finder sted på en nødvendig måde. De automatiske processer i det fysiske stof, i den biologiske hjerne og i psyken er således grundlaget for, at jeget kan skabe og handle på et overordnet niveau ved brug af sin frie vilje. De automatiske processer på de lavere niveauer udgør således frihedens nødvendighed – frihedens grundlag.

I en traditionel naturvidenskabelig forståelsesramme er modsætningen til nødvendighed: tilfældighed. Det, der ikke kan beskrives som nødvendige processer, der følger matematiske forskrifter, bliver betegnet som tilfældigheder, der så kan beskrives statistisk. Livet anskues således i den traditionelle naturvidenskabelige forståelsesramme som et spil mellem nødvendighed og tilfældighed. At det er sådan, er ikke et uundgåeligt resultat, som forskere er kommet frem til. Det er ikke en videnskabelig opdagelse. Det er derimod selve udgangspunktet for den eksisterende form for forskning – ikke et nødvendigt udgangspunkt, men et valgt udgangspunkt. Når man arbejder inden for de etablerede naturvidenskabelige forskningsinstitutioner, arbejder man således inden for en overordnet valgt tankeform, der er bygget op omkring fænomenerne nødvendighed og tilfældighed. Der er intet rum for den frie vilje i den traditionelle naturvidenskabelige forståelses- og beskrivelsesform. Den matematisk-fysiske beskrivelsesform kan ikke rumme den frie vilje. Og i det omfang andre erkendelsesområder som for eksempel humaniora og psykologi tager deres filosofiske udgangspunkt i en efterligning af de traditionelle naturvidenskabelige metoder og virkelighedsbeskrivelser, vil der heller ikke her være noget rum til fænomenet fri vilje.

I åndsvidenskaben er det lige modsat. Her er der ikke plads til fænomenet tilfældighed. "Intet er tilfældigt" er en af grundtankerne i åndsvidenskaben. Det betyder dog ikke, at alt er nødvendigt. Som konklusionen ville være i den naturvidenskabelige forståelsesform, fordi man der anser modsætningen til tilfældighed for at være nødvendighed. Nej, i åndsvidenskaben er modsætningen til både tilfældighed og nødvendighed: fænomenet den frie vilje. Viljen bryder tilfældigheden, og friheden bryder nødvendigheden. Udsagnet "Intet er tilfældigt" betyder således i en åndsvidenskabelig forståelsesform, at alt er præget af vilje – at alt er livsytringer. Og det, der på sin vis er det vanskeligste at forstå for åndsforskeren, er ikke fænomenet frihed, men fænomenet nødvendighed. Åndsforskeren fokuserer først og fremmest på livsytringer og de skabende handlinger, som i sig selv demonstrerer den frie vilje i praksis. Nødvendigheden, der også er en del af virkeligheden, fremstår derimod ikke umiddelbart som en skabelseshandling eller som en livsytring. Og er derfor vanskeligere at forstå for et menneske, der er optaget af livsudtryk. Nødvendigheden ligger blot som en grund – en basis for, at der overhovedet kan ytres noget og skabes noget.

Åndsvidenskabeligt set er universet levende, og livets byggestene er organismer – altså levende væsener. For levende væsener er det karakteristisk, at de tager ved lære af erfaringer, og at de er i stand til i et eller andet omfang at forholde sig til omgivelserne. For planterne sker det gennem anelser, for dyrene gennem anelser og sanseoplevelser og for det jordiske menneske gennem anelser, sanseoplevelser og bevidste og intellektuelle oplevelser. Ved hjælp af sådanne erfaringer bliver levende væsener over længere tidsperioder bedre og bedre i stand til at forholde sig og handle hensigtsmæssigt i de situationer, de befinder sig i. På den måde skaber et levende væsen sig en basis af hensigtsmæssig adfærd, der efterhånden bliver til vaner i form af automatiseret hensigtsmæssighed. Det er den biologiske logik, Martinus mener, gennemtrænger hele naturen. Automatiseret hensigtsmæssighed er således ifølge åndsvidenskaben den logik, som forskeren kan finde ved at studere naturen. Hvis forskeren vel at mærke er i stand til at se hensigten. Det afskærer den traditionelle naturvidenskabelige forsker sig imidlertid fra.

Den materialistisk indstillede forsker kan ikke anse noget i naturen som udtryk for en hensigt. Alt reduceres derimod – i overensstemmelse med forskningens skabelon – ned til at være nødvendighed og tilfældighed. Organismers vækst og handlinger forsøges beskrevet, som var disse fænomener kun nødvendige følger af for eksempel genkoder og sansereflekser tilsat lidt tilfældighed. Ligesom menneskets psykiske processer af materialistisk indstillede forskere forsøges beskrevet, som var de udelukkende en nødvendig følge af biologiske processer i hjernen. Længere væk fra en åndsvidenskabelig forståelse kan man ikke komme. Det er da heller ikke alle forskere, der har et så radikalt livssyn. Ofte er forskerne langt mere vidtskuende, end forskningsmetoderne tillader dem at udtrykke i deres forskning. Men det er det materialistiske livssyn, der følger af snævre forskningsmetoder, som udbygges i forskningsinstitutionerne – og igen og igen offentliggøres i de naturvidenskabelige publikationer. Ligesom det er dette livssyn baseret på spillet mellem nødvendighed og tilfældighed, som de naturvidenskabelige forskere uddannes i. Åndsvidenskabeligt set er der imidlertid ingen grund til at forkaste naturvidenskabens konkrete resultater. De er et hårdt tilkæmpet gode for hele samfundet. Disse resultater skal blot forstås inden for et mere omfattende livssyn. Et livssyn – og herunder et natursyn – som giver plads til både frihed og nødvendighed.

De processer, der i naturen fører til automatiseret hensigtsmæssighed, gør Martinus opmærksom på, at vi kender til fra vores egen livspraksis. Vi ved godt, at vi for at blive gode til noget, må træne dette. Gentagelser er et væsentligt element i vores indlæring og udvikling. Først ønsker vi noget, så øver vi os. Og ved tilstrækkelig øvelse bliver vi gode til det. I sjældne tilfælde kan et menneske endda blive virtuos – altså en der skaber på et højt niveau med glæde og legende lethed. Sådanne præstationer kender vi til – lige fra sport over videnskab til kunst. Ved de velkendte livsfænomener: at ønske noget, at øve sig og at skabe noget, gør jeget brug af den frie vilje. Og det kan jeget gøre, fordi den psykobiologiske virkelighed altid rummer en række muligheder, som jeget kan vælge imellem ved at tiltrække og frastøde forskellige livskræfter i psyken. At der også er en række muligheder til stede i en biologisk organisme, kan man forstå ud fra, at den er en kompleks biokemisk konstruktion, der har mange frihedsgrader. Det vil sige, at der i den biologiske organisme er mange bevægelsesmuligheder. Energimæssigt set vil der være talrige situationer, hvor ét bevægelsesmønster vil være lige så oplagt som et andet. Der er således rum til, at noget kan gribe umærkeligt ind og regulere gennem valg ud fra en række af lige muligheder. Åndsvidenskaben rummer netop begreber om dette noget, der griber regulerende ind og skaber livsudfoldelsen og den høje grad af orden, som vi netop ser i de biologiske organismer. Ligesom dette noget er det, der ønsker og skaber kommunikationen mellem de levende væsener.

Det biologiske stof har ifølge Martinus ikke en helt anden karakter end det psykiske stof. Som nævnt er biologisk stof – åndsvidenskabeligt set – dannet i dets former som automatiseret hensigtsmæssighed og er en udløber af gentagelser af psykiske viljesprocesser. Til celler, organer, planter, og dyr er der i denne forståelse også knyttet jeger – altså et viljedirigerende noget. Det psykiske har således ved de individuelle jegers indvirken skabt de nuværende biologiske former. De former som nu giver en basis af nødvendighed og mulighed, hvorfra jeget kan skabe og kommunikere på nye og højere organisationsniveauer ved at bruge sin delvise frie vilje. Celler anvender det lavere niveaus DNA-strenge. Organer anvender det lavere niveaus celler. Og pattedyr – herunder det jordiske menneske – anvender det lavere niveaus organer i livsudfoldelsen. Nødvendigheden i form af automatiske processer på de lavereliggende psykobiologiske niveauer er således skabt ved viljeshandlinger, der er blevet til vaner gennem den lange evolution. Disse automatiske processer kan derefter bruges til at skabe med fra et højere niveau. Jeget står derfor ikke uden for – eller er fremmed for – nødvendigheden, fordi jeget som en evig realitet gennem psyken hele tiden har været forbundet med de processer, der har skabt de biologiske nødvendigheder, og jeget har således styret disse processer frem til automatiseret hensigtsmæssighed.

Den anden udlægning af begrebet frihedens nødvendighed er, at nødvendigheden – i hvert fald den biologiske – gennem årmillioner er skabt af jeget i frihed. Og i den forstand er det frihedens nødvendighed. Friheden "ejer" så at sige nødvendigheden. At det materiale, hvorigennem livet udtrykker sig – herunder det biologiske stof, – ikke er fremmed for det psykiske formulerer Martinus på følgende måde (Livets Bog, stk. 769): "Dette vil igen sige, at materialet for enhver form for skabelse allerede eksisterer som et produkt af vilje og bevidsthed, er helt eller delvis noget, hvormed et eller flere jeg'er i forvejen har udtrykt eller tilkendegivet deres eksistens. Alt materiale for skabelse er således allerede fremtrædende som bearbejdet af vilje og bevidsthed."

At det biologiske materiale, som psyken virker igennem, er et resultat af psykens tidligere virken, kan også udtrykkes ved en analogi. På samme måde som et træ ved sin vækst danner årringe, danner psyken, når den er inkarneret, ved sin vækst vaner, der over lang tid bliver til automatiske processer i det biologiske legeme. Igennem den årmillioner lange psykobiologiske udvikling lagres essensen løbende af den opnåede erfaring – dog ikke i det skrøbelige og forgængelige biologiske legeme – men derimod i individets overbevidsthed, der er den evige bærer af individets talenter, og som styrer opbygningen af individets nye biologiske legeme i overensstemmelse med individets nytilførte genmateriale. Åndsvidenskabelig set er det således muligt for individet at få udbytte af indhøstede erfaringer og i kommende inkarnationer at få glæde af dette. Det sker ikke ved, at erfaringerne ændrer genmaterialet i individets aktuelle krop. Det sker derimod ved, at individets overfysiske talentkerner beriges gennem erfaringerne. I Martinus' forståelsesramme er det denne berigelse af talentkernerne, der er selve udviklingens basis.

De automatiske processer i biologisk stof svarer i ovenstående analogi til træets årringe. De er i den forstand aflagte psykiske processer. I åndsvidenskaben er der således ikke nogen spaltning mellem det biologiske og det psykiske. Det biologiske kan forstås som aflagt psyke. At det er sådan, gør at åndsvidenskaben undgår det filosofiske problem, der går ud på, hvordan noget psykisk kan virke ind i det fysiske, der traditionelt set forstås som noget principielt andet end det psykiske. Åndsvidenskabeligt set virker jeget ved tiltrækning og frastødning gennem psyken ind i den biologisk form, der er opbygget af fysisk materiale. Det sker for eksempel på celleniveau. Cellen tiltrækker det fysiske stof, den har brug for, og skiller sig tilsvarende af med det stof, den ikke har brug for. Dette foregår gennem biokemiske processer, som reguleres af cellens psykiske kræfter i overensstemmelse med de biokemiske muligheder. Psyken kan åndsvidenskabeligt set gribe regulerende ind i biologiske processer, fordi de biologiske former og processer forstås som noget, der er skabt af psykiske kræfter. Der er derfor ingen uoverstigelig kløft mellem det psykiske og det biologiske. Og da de biologiske former er opbygget af fysisk materiale, bliver det således muligt for de psykiske kræfter gennem det biologiske at virke regulerende ind på det fysiske niveau. Den århundreder gamle og principielle spaltning mellem det psykiske og det fysiske, som filosoffen Descartes (1596-1660) har fået så grundigt etableret i den europæiske filosofiske tradition, eksisterer således ikke i åndsvidenskaben.

Nu til den tredje udlægning af begrebet frihedens nødvendighed. Menneskets jeg har i sin psyke både kræfter, der virker i retning af egoistisk adfærd, og kræfter, der virker i retning af omsorgsfuld adfærd. I en åndsvidenskabelig forståelsesramme er det menneskets opgave gradvist at afmontere de egoistiske vaner i alle deres forklædninger og til gengæld opbygge de omsorgsfulde vaner. I det omfang det lykkes, bevæger mennesket sig væk fra dyreriget – og fra den kamp for at overleve, som hører dette rige til – og frem mod menneskets egentlige natur, der engang vil udfolde sig i at skabe i glæde og kærlighed. Det er således den tredje udlægning af begrebet frihedens nødvendighed, at friheden er en nødvendighed for, at mennesket kan foretage etiske valg. Mennesket udvikler sig gennem tiderne frem mod større grad af frihed. Det sker ved i stigende grad at træffe livgivende valg og handle derefter. Det er disse eksistentielle valg og handlinger, der skaber den etiske gennemlysning af mennesket, og som på sigt åbner til et liv med en dybere glæde.