Kosmos 2005/10 side 299
Fængslende illusioner
af Harry Rasmussen
For mange af os har der siden barnsben altid været noget spændende og fascinerende ved den såkaldte trylle- eller illusionskunst. Dygtige tryllekunstnere eller magikere formår at få tilsyneladende umulige ting til at ske og fremstå som en form for virkelighed, der overrasker og forbløffer os som ukyndige og uforstående tilskuere. Tænk bare på de levende billeder eller filmen, som i bund og grund er ren og skær illusionskunst. I virkeligheden ved vi udmærket, at der er tale om synsbedrag, opnået blandt andet ved hjælp af en næsten utrolig fingerfærdighed, opfindsomhed og en elementær viden om menneskets fysiologi og psykologi. Men hvor mange af os tænker mon i grunden over, at selve tilværelsen i en vis forstand udgør ét eneste stort illusionsnummer, og at Guddommen er den største og mest fantastiske tryllekunstner eller magiker af alle?
En af de psykologiske faktorer, der har spillet en stor og betydelig rolle for menneskeheden i al den tid, denne har haft sit liv og sin tilværelse på jordkloden, er uvidenhed. Dette begreb dækker ret beset ikke kun over manglen på viden, hvilket dybest set vil sige manglen på erfaring, men i nok så høj og afgørende grad over fænomenet illusioner. Sidstnævnte forstået som det forhold, at noget fremtræder som om det eksisterer og repræsenterer en eller anden form for troværdig virkelighed, mens det rent faktisk udgør det modsatte, nemlig at det ikke eksisterer og kun repræsenterer en skinvirkelighed eller et mere eller mindre falsk indtryk eller falsk opfattelse af den såkaldte virkelighed. (1)
Indenfor rammerne af sin kosmologi opererer Martinus bl.a. med et begreb, han kalder "mentale fængsler", og hvorved han mere præcist forstår det forhold, at individet er i uoverensstemmelse med livets virkelige mening og hensigt, som er udtrykt i ordene "Du skal elske Herren din Gud over alt andet, og du skal elske din næste som dig selv!" Men det, at elske Gud, er at elske sin næste og at elske sin næste, er at elske Gud. Så længe individet ikke evner dette, vil det være en slave af sine begær efter alle de med materien forbundne materielle fordele og tilsyneladende goder. Men materien er jo ret beset en illusion, og derfor er dét, at være en slave af den, det samme som at være en slave af illusioner. Som en slags pendant til begrebet "mentale fængsler" har jeg valgt at betegne de illusoriske opfattelser, der i større eller mindre grad har præget menneskeheden i årtusinder og fortsat gør det i nogen grad, for "fængslende illusioner". Som læseren sikkert umiddelbart vil kunne se, kan begrebet både forstås negativt og positivt, nemlig henholdsvis som illusioner, der holder individet fanget, og illusioner, der er fængslende eller interessante. (2)
Perspektivprincippet
Lad os som eksempler på en troværdig, men rent faktisk falsk opfattelse af virkeligheden, tage nogle af de mere markante sanseillusioner, som menneskeheden har levet under siden sine ældste tider, og som faktisk fortsat gør sig gældende og virker den dag i dag. Forskellen på før og nu er kun, at vi i mellemtiden har gjort erfaringer og fået en viden, der fortæller os, at de pågældende eksempler på illusioner rent faktisk dækker over en helt anden form for virkelighed end den, vi i vor uvidenhed hidtil havde fundet troværdig.
Hvor forunderlige vore sanser end er, så har de af flere gode grunde eller årsager tydeligvis deres begrænsninger, særlig når det gælder kapacitet og rækkevidde. De er i henhold til Martinus nemlig blandt andet begrænset af det sanse- og oplevelsesprincip, han betegner som perspektivprincippet. Sidstnævnte fungerer forenklet sagt på den måde, at omverdenen (objektet/det iagttagne) sansemæssigt opfattes ud fra en central og i dette tilfælde fysisk position, som udgøres af den sansende persons (subjektets/iagttagerens) fysiske krop, og på en sådan måde, at ting dels bliver mindre og mindre og dels fortoner sig mere og mere, jo længere borte fra iagttageren, disse befinder sig. Desuden er det kun muligt at sanse indenfor et bestemt og mere eller mindre begrænset område, som for synets vedkommende kaldes synsfeltet. For menneskets vedkommende omfatter synsfeltet normalt omkring maksimalt 180 grader. (3)
I henhold til Martinus fungerer perspektivprincippet oplevelsesmæssigt set principielt på samme måde, som tilfældet er for de fysiske sansers vedkommende, men med den forskel, at der er tale om åndelig sansning eller opfattelse, som dog delvis baserer sig på de fysiske sansers funktioner. I dette tilfælde fremhæver Martinus, at iagttageren oplever og opfatter både sig selv og sin omverden på basis af, hvad han betegner som et kosmisk udsigtspunkt. Ved dette forstår han den kosmisk set udviklingsbestemte eller udviklingsbetingede position et individ bevidsthedsmæssigt eller åndeligt indtager som følge af sin aktuelle position i forhold til spiralkredsløbsafsnittets indviklings- og udviklingsbue. (4)
Velkendte sanseillusioner
Hvad angår den form for illusioner, der skyldes de fysiske sansers funktionsmåde og naturlige begrænsninger, kan nævnes nogle ret nærliggende og umiddelbart troværdige eksempler, som de fleste nok vil kende til. Det er således tilfældet, når vi f.eks. ser, og derfor tror og mener, at Jorden er flad og ubevægelig, og at Solen hver dag står op i øst og bevæger sig hen over himmelbuen for at gå ned i vest. Det er altså, hvad vi med vor synssans normalt og umiddelbart er i stand til at se, et forhold som især dannede basis for ældre tiders opfattelse af verdensbilledet, men som vi altså også umiddelbart ser, selvom vi senere har gjort nogle iagttagelser og erfaringer og har fået en viden, der fortæller os, at Jorden hverken er flad eller ubevægelig, eller at Solen hverken står op eller går ned og heller ikke bevæger sig i forhold til Jorden, bortset fra sin egen rotation, som vi i øvrigt ikke umiddelbart er i stand til at se eller iagttage. Vor viden fortæller os derimod, at Jorden er rund, og at den bevæger sig i en bane eller et gentaget kredsløb rundt om den mange gange større solkugle, der bl.a. betinger årstidernes rytmiske skiften og en del andre forhold, og som kun ser relativt lille ud på grund af afstanden til den.
Vi ved også, at Solens tilsyneladende bevægelse hen over himmelbuen fremkommer ved, at Jorden drejer sig om sin egen akse, i øvrigt med en overraskende hastighed af ca. 2 000 km i timen. Vi ved desuden, at Solen er centrum og kraft- og energikilde i et system af 9 planeter (hvoraf Jorden er den ene) som kredser rundt om Solen i hver deres bane og med hver deres hastighed, Jorden med en hastighed af godt 100 000 km i timen, hvilket svarer til en gennemsnitshastighed af ca. 30 km/sek. Vi ved ydermere, at solsystemet kun er ét system blandt utallige i det endnu større stjerne- eller galaksesystem, der kaldes mælkevejssystemet. Dernæst ved vi, at solsystemet med en hastighed på godt 750 000 km i timen kredser omkring et endnu vældigere omdrejningspunkt i stjernebilledet Lyren, og at 'vor' galakse, som kun er én blandt utallige, ligeledes bevæger sig i kæmpemæssige kredsløb omkring tyngdepunkter, som det endnu ikke er lykkedes astronomerne at fastlægge præcist. (5)
Men om muligt er den almindelig udbredte opfattelse, at vi som sansende individer rent umiddelbart og direkte f.eks. beskuer eller ser tingene i omverdenen, et nok så godt eksempel på en herskende illusion. Virkeligheden er lige den stik modsatte, nemlig at sansningen kun indirekte bringer os i kontakt med den omverden og dens genstande og fænomener, som vi er eller kommer i berøring med. Dette forhold er særlig tydeligt i relation til synssansen, hvis funktionsmåde her kort skal skitseres.
Øje og hjerne
For at forstå det nævnte forhold kræves der måske en nærmere redegørelse for, hvad der principielt set sker, når vi betragter et objekt med øjnene, altså ser en genstand. Lad os som eksempel tage en buket tulipaner i en blå vase. Naturvidenskaben fortæller os, at elektromagnetiske stråler i form af ufarvet lys rammer og reflekteres fra blomsterne og vasen, som objektivt set heller ingen farver har i sig selv. Den fortæller os også, at det hvide lys er sammensat af de syv spektralfarver, som er elektromagnetiske svingninger med bestemte hastigheder, der korresponderer med bestemte nerveceller i det modtagende øjes nethinde og først derigennem bliver til farvet lys. Farver er med andre ord ikke en egenskab ved tingene, men derimod ved vort optiske sanseapparat.
På grund af øjets form og konstruktion opfanges lysstrålerne af øjenlinsen på en sådan måde, at der automatisk bliver vendt op og ned på det billede af tulipanerne i vasen, der tegner sig på hver af de to skålformede nethinder. Det vender kort sagt på hovedet, hvortil kommer at nethindebillederne maksimalt kun er omkring et par centimeter i højden og bredden, men slet ingen dybde har. Genstande, der ligger i forskellige planer i den ydre verden, afbildes altså på samme sted eller i samme plan på nethinden, men med størrelsesforhold, der er betinget af afstanden til beskueren.
Videnskaben fortæller os endvidere, at lyspåvirkningen af nethindens to lag, de såkaldte stav- og taplag, omsættes til en elektrokemisk proces, der forplanter sig gennem de to synsnerver til synscentrene i hjernens nakkelaps bageste, mediale del. Nået hertil udgår der ligeledes elektrokemiske impulser til forskellige centrer, som f.eks. hukommelses- og associationscentrene i andre dele af hjernen.
Normalt vil de to indbyrdes lidt forskudt placerede nethindebilleder herefter blive sammenarbejdet til ét rumligt billede, der opfattes som liggende omkring det punkt, hvor synslinien fra de to øjne skærer hinanden. Bringer man f.eks. ved tryk på det ene øje billedet i dette til at falde udenfor de korresponderende punkter, ser man dobbelt.
Hjerne og illusionisme
Men hvad er nu pointet i alt dette? Jo, det er kort og enkelt sagt det, at uanset hvortil i hjernen man tænker sig at de pågældende mikroskopiske elektrokemiske impulser forplanter sig, og uanset hvor mange og forskellige andre lignende nerveimpulser og hjernecentre, der end måtte være involveret i processen, så er og bliver de dog stadig mikroskopiske elektrokemiske impulser. Hvordan bliver da disse til den bevidste oplevelse af i dette tilfælde en buket kulørte tulipaner i en blå vase, som står der foran en på bordet i stuen i tredimensional og 'solid' udgave?
For helt at forstå rækkevidden af spørgsmålet vil det være nødvendigt at se på et par kendsgerninger i forbindelse med synsprocessen. Man må nemlig konstatere, at vekselvirkningen med omverdenen som sagt ikke er så umiddelbar og direkte, som almindeligvis antaget. Det kan man bl.a. se af den enkle kendsgerning, at hvis f.eks. synsnerven er defekt eller af en eller anden grund skåret over, så at nerveimpulserne fra nethinden derved er forhindret i at forplante sig videre til synscentret, så er man ikke i stand til at se. Men billedet tegner sig godt nok på nethinden, har man konstateret.
Hvad indebærer dette? Jo, kort og godt det, at det på den ene side ikke er øjet som sådan, der ser genstanden, og på den anden side, at vort syn (oplevelsen) af denne er helt afhængig af, at impulserne fra nethinden er i stand til at nå frem til synscentret. Det betyder, at det i virkeligheden er de elektrokemiske processer i bl.a. synscentret, som udgør en væsentlig del af grundlaget for, at synsoplevelsen overhovedet kan finde sted. Men vi oplever jo ikke et omvendt, fladt billede på et par centimeters størrelse, ligesom vi heller ikke oplever det som en elektrokemisk proces. Men denne er imidlertid alt, hvad der i dette tilfælde reelt forekommer i hjernen! Der skal altså andet og mere til for at gøre denne elektrokemiske proces til en bevidst oplevelse af genstanden. (6)
Et komplementært forhold
Her er det, at selv den naturvidenskabelige forsker kan lade sig forlede til den i og for sig forståelige antagelse, at det så må være et hidtil ukendt center eller område i hjernen, eller måske denne som helhed, der på en eller anden indtil videre ukendt måde bearbejder sanseimpulserne og omsætter disse til bevidste oplevelser, men vel at mærke af rent illusionistisk karakter. Det, man i reglen glemmer eller overser i sammenhængen er, at der er tale om ren og skær antagelse, som baserer sig på den kendsgerning, at man subjektivt jo ikke oplever kemisk-elektriske sanseimpulser, men i det anførte tilfælde derimod bevidste tredimensionale, 'solide' synsoplevelser i form af f.eks. andre mennesker, dyr, huse, træer, bjerge og søer mm. Dette forhold gælder principielt også for de øvrige fire sansers vedkommende, hvorfor det generelt må konstateres, at vi aldrig nogensinde har været og aldrig vil komme i umiddelbar og direkte kontakt med det, vi forstår ved omverdenen.
Men hvad er da omverdenen og det oplevende subjekt for 'størrelser'?
For at gøre en lang historie kort, så nødes man til at karakterisere subjekt-objekt relationen som et komplementært forhold, hvilket betyder, at de to faktorer i en vis forstand gensidigt 'udelukker' hinanden og dog først tilsammen udgør de nødvendige betingelser for, at sansning og oplevelse overhovedet kan finde sted. Der forudsættes ligeledes en række nødvendige betingelser opfyldt for, at sansning og oplevelse kan finde sted. Uden lys kan man ikke se, heller ikke, hvis man mangler de øjenlinser og nethinder, der indgår i synsprocessen, og heller ikke, hvis de elektrokemiske nerveprocesser ikke finder sted. Men selvom man i et forsøg på at beskrive den samlede perceptionsproces lægger alle disse faktorer sammen, vil man aldrig på det grundlag nå til en fyldestgørende forklaring af den menneskelige bevidsthed, men havner tværtimod i selvmodsigelsen.
Det altafgørende er her, at vi aldrig nogensinde har kendt eller vil komme til at kende eller opleve andet eller mere end det, der til enhver tid findes i vores egen bevidsthed. Det, vi forstår ved omverdenen, findes som sådan altså kun indenfor vor bevidstheds grænser, og verden er derfor i den forstand gjort af samme stof som det, tanker, følelser og drømme dannes af, nemlig bevidsthedsstof. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at alt er illusorisk, eller at der ikke findes et objektivt, hvilket vil sige et af individet og dets personlige bevidsthed uafhængigt grundlag for det, vi kalder os selv og omverdenen, men dette grundlag er i virkeligheden af en noget anden natur end almindeligt antaget.
En revolution for livsanskuelsen
Konsekvenserne af denne konstatering er faktisk revolutionerende og vidtrækkende for vor erkendelse og livsanskuelse og tåler sammenligning med den omkalfatring af verdensbilledet, der under renæssancen skete i og med skiftet fra det geocentriske til det heliocentriske planetsystem. Jorden, som i årtusinder var blevet betragtet som verdens centrum, blev skiftet ud med Solen, som tilmed kun var et relativt centrum. Hvis vi nu sætter kroppen lig med Jorden og bevidstheden lig med Solen, har vi et sammenligneligt billede af, hvad det vil sige, at bevidstheden sættes i centrum, medens kroppen 'reduceres' til et sanse- og manifestationsredskab indenfor 'bevidsthedssystemets' sfære. Det er også i denne 'sfære', man i virkeligheden finder det, der subjektivt set forstås ved fænomenet omverdenen. Objektivt set udgøres omverdenen derimod af et ocean af mikrokosmiske og såkaldte 'stambevægelser', forårsaget af de levende væseners indbyrdes aktiviteter og sam- og modspil, som vi som bevidste væsener kun indirekte er eller kommer i berøring med. (7)
Hvordan kan det da være, at vi oplever det, som om bevidstheden befinder sig i kroppen, mere præcist i hjernen? Ja, hvordan kan det som allerede omtalt være, at vi oplever det, som om Jorden er verdens centrum og at Solen bevæger sig hen over Jorden fra øst til vest? Svaret er i begge tilfælde, at der er tale om en illusorisk oplevelse, som til dels beror på manglende viden om de faktiske forhold. Siden Kopernikus' dage ved vi som bekendt, at det er Jorden, der dels drejer sig om sin egen akse og dels roterer omkring solen, men på grund af vort perspektiviske 'udsigtspunkt' i relation til både Jorden og Solen, ser det ud som om den førstnævnte står stille, og at det er den sidstnævnte, der bevæger sig. Vor viden ændrer altså ikke ved selve den illusoriske sanseoplevelse.
På principielt samme måde må man sige, at det er vor manglende viden om de faktiske forhold, der er skyld i, at vi mener, at bevidstheden er i kroppen og ikke omvendt. I den viden, vi kan hente i blandt andet Martinus' erkendelseslære, får vi bekræftet, at bevidstheden er en tilstandsform, – tanker og følelser etc. har som almindeligt bekendt ikke tredimensional udstrækning. De rumlige genstande i den omgivende verden er i virkeligheden af præcis samme stof eller natur som tanker, følelser og drømme. Det tredimensionale rum-tid kontinuum er derfor reelt set en tilstandsform, hvilket følgelig indebærer, at de rumlige genstande, herunder det fysiske legeme, også er tilstandsformer i bevidsthedens sfære. Denne må derfor siges at have evne til at projicere sig, idet den indenfor sit psykiske feltområde automatisk omsætter de objektive sanseimpulser fra omverdenen til subjektive – og i en vis forstand illusionistiske – udtryk i form af rum, tid, forvandling og materie. (8)
I henhold til den kosmologiske erkendelseslære kan bevidstheden rent objektivt defineres som et procesfelt, der opretholdes og består af primære parafysiske, dvs. åndelige energier som følelse og såkaldt tyngdeenergi, som i et kontraaktivt samspil danner grundlaget for de øvrige parafysiske energiers medvirken i etableringen af livsoplevelsen. Disse energier kender vi som instinkt, intelligens, intuition og hukommelse. Det er indenfor rammerne af dette parafysiske proces- eller kraftfelt, at livsoplevelsen med overhovedet alt, hvad denne indeholder, opstår, udspiller sig og forgår i en uendelighed. Den fysiske hjerne og dens fantastiske elektrokemiske processer er i det billede et nødvendigt og uundværligt forbindelsesled i den interaktive kommunikation mellem bevidstheden og det fysiske legeme og dermed med dettes omverden. Det er på den måde, at bevidsthederne og dermed individerne eller Jeg'erne er i stand til at komme i mere eller mindre interaktiv, fredelig så vel som aggressiv kontakt med hinanden. (9)
Det kosmiske udsigtspunkt
Men hvordan kan det være, at den nævnte erkendelse endnu ikke er blevet allemandseje? Og hvordan kan det være, at mennesker opfatter tilværelsen så forskelligt, som tilfældet vitterligt er, ja, ikke sjældent direkte modsat af hinanden? Det har Martinus en god forklaring på og logisk begrundelse for, idet han med reference til begrebet "det kosmiske udsigtspunkt" bl.a. opererer med tre mentale hovedkategorier af mennesker, som han betegner som "de troende", "de ikke-troende" og "de vidende". Man kunne sidestille disse tre kategorier med de nogenlunde tilsvarende kategorier indenfor, hvad man kan kalde nyere erkendelsesteori, nemlig 1) sansernes umiddelbare og såkaldt naiv-realistiske verdensbillede, 2) det naturvidenskabelige verdensbillede, som har 'opløst' alt i naturlove, naturkræfter, atomer, molekyler og elementarpartikler, og 3) det kosmiske verdensbillede, sådan som dette foreligger i form af Martinus' kosmologi, der baserer sig på det højeste kosmiske udsigtspunkt, og som i en vis forstand har givet os 'verden' tilbage. (10)
Konklusionen på alt dette må på grundlag af Martinus' Kosmologi blive, at set fra et overordnet, kosmisk synspunkt er 'verdenen' og tilværelsen godt nok illusionistiske fænomener, men set og oplevet 'indefra', hvilket vil sige indenfor illusionernes rammer, fremtræder disse illusionistiske fænomener som den skinbarlige og i en vis forstand 'solide' virkelighed. Man kan derfor nok med rette tillade sig at karakterisere 'livstrylleriets' ophav, Guddommen, som den største og mægtigste troldmand eller tryllekunstner, i forhold til hvilken alle andre er troldmandens lærlinge. (11)
Noter og kilder
1 Vedr. Martinus' opfattelse af begrebet uvidenhed, se f.eks. Livets Bog I, stk. 19.
2 Vedr. begrebet "mentalt fængsel", se småbog nr. 10 b: Mental Suverænitet, kap. 14-5, 19.
3 Man kunne også kalde perspektiv-princippet for et relativitetsprincip, hvilket Martinus indirekte da også gør. Vedr. "perspektivprincippet", se f.eks. LB II, stk. 542. LB III, stk. 809.
4 Vedr. begrebet "det kosmiske udsigtspunkt", se f.eks. LB I, stk. 262-5.
5 Fakta om solsystemet og universet vil man f.eks. kunne læse i Videnskabens Verden. Illustreret Videnskabs Bibliotek, hhv. bind 2 og 5. Bonniers Bøger, København 1987. – Det skal tilføjes, at astronomer og astrofysikere stadig henholder sig tilen viden, som går ud fra, at universet er begrænset og dermed har en alder. Senest i 2004 har man fundet den hidtil fjernestliggende galakse, som menes at ligge 13,2 mio. lysår fra Jorden, og som man antager blev dannet 470 mio. år efter, at universet blev til. Martinus er af den opfattelse, at universet og antallet af galakser er uendeligt, om end de sidstnævnte opstår og forgår, og nye uafbrudt dannes i årmillionernes løb. Se småbog nr. 16 b: Universets mælkeveje.
6 Vedr. sanseprocessen, se f.eks. LB I, stk. 185-244.
7 Om begrebet 'stambevægelser', se Per Bruus-Jensen: "X" – en komplet indføring i Martinus' kosmologi, bind 1. stk. 1.88. Nordisk Impuls 1986.
8 Se det i note 7 nævnte værk, 4. kapitel. – Vedr. tilværelsens illusionistiske karakter, se f.eks. LB III, stk. 783. Særlig indenfor den klassiske indiske filosofi Vedanta fremlægger systemets systematiker, Shankar Acharya, en erkendelsesteori, som i det væsentlige er i overensstemmelse med Martinus' kosmologiske erkendelseslære. Se f.eks. Shankara: Skelneevnens kronjuvel. Oversat og indledet af Sven Damsholt. Sankt Ansgars Forlag, København 1978.
9 Vedr. den kosmologiske erkendelseslære, se f.eks. Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1-2. Borgens Forlag, København 1982.
10 Den vise Buddha opererer ligeledes med tre principielt tilsvarende hovedkategorier af erkendelse eller viden, når han eksempelvis svarer på sin yndlingsdiscipel Anandas spørgsmål om, hvad årsagen er til, at menneskene opfatter verden så forskelligt. Frit citeret lyder svaret sådan: "Jo, ser du, Ananda, for den, der ikke har studeret, er bjerge bjerge, søer søer og træer træer. For den, der har studeret en del, er bjerge ikke længer bjerge, søer ikke længer søer, og træer ikke længer træer. Men for den, der har studeret til bunds, er bjerge atter bjerge, søer atter søer, og træer atter træer." Jr. med "Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier", LB I, stk. 122-157.
11 Vedr. begreberne illusion og virkelighed, se f.eks. LB II, stk. 536-7, og især LB III, stk. 817-20. I henhold til Martinus er livsoplevelsen som sådan af illusionistisk karakter, men det gælder faktisk også dens objektive grundlag, den såkaldte 'stambevægelse', rummets, tidens, forvandlingens og materiens forudsætning. I sin dybeste natur er den nemlig fuldkommen identisk med sit 'substantielle' grundlag: Jeget eller Evigheden, det navnløse X1. I øvrigt udgør samtlige levende væsener i henhold til Martinus Kosmologi jo i virkeligheden Guddommens sanse- og manifestationsorganer, og som sådanne er de levende væsener altså medspillere og medskabere i tilværelsens store eventyr og trylleri. Jf. f.eks. med symbol nr. 7: Livsenhedsprincippet eller det første glimt af en Guddoms eksistens. Det Evige Verdensbillede 1, symbol nr.7; stk. 1-8.
Tilbage til artikelregister
Forrige