Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Undskyld! – er det første, der kommer ud af munden på os ved blot det mindste smule ubehag, vi måske har påført et andet menneske. Und – skyld! – jeg må så hurtigt som muligt fri af enhver skyld, jeg måtte pådrage mig, derfor hellere sige undskyld en gang for meget end en gang for lidt. De fleste mennesker har et næsten neurotisk forhold til skyld. Denne følsomhed fortæller indirekte om alle de sikkert mange alvorlige konflikter og skyldsspørgsmål, vi har været involveret med gennem vores lange udvikling mod mere menneskelighed.

Skyld er uløseligt forbundet med ansvar, og "ansvar" handler om det, vi "svarer" i de mere alvorlige skæbnesammenhænge i "livets skole". Det følsomme menneske, der gør sig skyldig, har kun én ting i hovedet – jeg må så hurtigt som muligt gøre det godt igen! Årsags- og virkningsloven sikrer, at vi får lov til at gøre alt det onde, vi har påført andre, godt igen. Ansvarsløshed og ansvarsflugt og deraf følgende mørk skæbne og samvittighedsnag skal vendes til en naturlig næstekærlig ansvarlighed i alle livets forhold. Denne udvikling strækker sig over mange inkarnationer, fra at have et naturtalent som kriger til at udvikle et naturtalent som fredsskaber, hvor man efter lyst og pligt involverer sig i religiøse bevægelser, Amnesty International, Røde Kors, Mellemfolkeligt Samvirke, Læger uden Grænser, Unicef, dyre- og miljøbeskyttelse, naturgenopretning, og sådan kunne man fortsætte længe, for listen er meget lang, og kampen for demokrati, ligestilling, frihed og retfærdighed må i den sammenhæng ikke glemmes – det handler om at gøre en forskel og om at gøre noget godt (igen).

Skyld og ansvar – med mørke undertoner – fylder rigtig meget i medierne. Der er altid nogen, der kan hænges ud for at gøre sig skyldige i noget smuds, og skyld er godt stof. Et helt folk kan være præget af skyld, dels fordi mange blandt dette folk var involveret i noget, der naturligt affødte personlig skyldfølelse, men også fordi andre nationers mennesker som det naturligste holder dette folk fast i deres skyld. Ja det kunne være Hitler-Tyskland; det kunne være hvor som helst, skyld mellem mennesker spiller en rolle. Vi mennesker på denne klode er syltet ind i mere eller mindre reelle skyldsspørgsmål. Hele vores politi- og retsvæsen bygger på at finde den skyldige, stille til ansvar og udmåle straf. Folket kræver "retfærdighed", og menneskers dom over de skyldige kan ofte være hård.

Den skyldige skal findes – ja! – men vi er ude i et felt, hvor de fleste er underlagt stærke mentale kræfter fra en primitiv fortid. Kræfter der helt automatisk og ureflekteret kræver straf over syndere. Jesus' visdomsord: "Døm ikke, for at I ikke skal dømmes....", kan intet stille op mod den form for retfærdighedssans, der af vrede kræver hævn – eller i en lidt pænere udgave: "de skyldige skal til evig tid fastholdes i deres skyld!".

Vi ser ikke, at vi i vores optagethed af skyld gør os skyldige, fordi vi med vores dom, dømmer os selv. Et ordsprog på dansk hedder, "man skal ikke kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus!". Jesus udtaler: "Den iblandt eder, som er uden synd, kaster første sten på hende!" Da vi alle "bor i glashuse" og op gennem udviklingen uundgåeligt har "gjort os skyldige gennem synd", gør vi klogt i at vænne os af med at kaste med sten, og vende blikket indad for at se, om der skulle være noget større end en splint i vores øje.

Set med åndsvidenskabelige briller handler hele spillet om skyld og straf om noget andet og større, end hvad det ser ud til. Det handler om udvikling af evnen til at handle retfærdigt på en næstekærlig måde og dermed om at se på "den skyldige" med nye øjne. Begrebet retfærdighed er i sin rene form uforeneligt med spørgsmål om skyld og straf. Martinus gør rede for, at ingen kan begå uret, og ingen kan lide uret. At begå uret og lide uret dækker jo blot over det, vi også kender som: at gøre noget mod et andet menneske, der gør ondt – og det har vi alle gjort af uvidenhed op gennem udviklingen, og gør det stadig af uvidenhed, om end i stadig blidere form. Det betyder uafvendeligt, at vi får præcis det onde fra andre, som vi selv har påført dem. Bøddel og offer er derfor to sider af samme sag. Historien om en bøddel skal for at blive skrevet færdig handle om historien om et offer. Da offeret ofte umuligt kan tilgive bødles handling, fordi det har været alt fra lemlæstende, til ærekrænkende eller bare fornærmende, da skifter offeret helt automatisk fra rollen som offer til rollen som bøddel (igen). "Jeg vil have erstatning, oprejsning, gengæld – skylden skal sones!" Bødlen føler slet ingen skyld over sådanne tanker, for bødlen ser ikke sig selv som bøddel, men netop som offer, der blot vil have, at retfærdigheden sker fyldest gennem gengæld/straf. Interessant! Er det så enkelt?

Vrede gør os til bødler →
Bøddelvirksomhed gør os til ofre →
Ofre bliver vrede →
Vrede gør os til bødler →
Bøddelvirksomhed gør os til ofre →
Ofre bliver vrede →
osv. osv...

Dette er den enkle åndsvidenskabelige forståelse af forholdet bøddel og offer. Det viser også, hvilken vigtig rolle lovgivning, politi og retsvæsen spiller i samfundet. En myndighed må bryde den onde cirkel og indføre ordnede forhold. Disse "samfundsvæsener" er også underlagt en udvikling, der overordnet set langsomt, men sikkert bevæger sig i en mere human retning. Stadig flere erkender, at straf næppe gør mennesket til en god samfundsborger. Når det gælder human behandling af såkaldte kriminelle, er der meget at gøre bedre og godt (igen).

"Forlad os vores skyld som vi og forlader vores skyldnere", står der i Fadervor. Skyld er noget mærkeligt noget, for et menneske kan have gjort de mest forfærdelige ting ved et andet menneske uden at føle skyld. Hvis det forfærdelige er gjort som soldat i nationens tjeneste, kan man endda få rækkevis af ordner for dét, man i en civil sammenhæng ville blive straffet hårdt for. Man kan føle skyld for ting, man har gjort, såvel for ting man ikke har gjort, men føler man burde have gjort. Rigtig tunge skyldsspørgsmål kan et menneske blive plaget af der, hvor det uforvarende kommer til at lemlæste eller dræbe et andet menneske i f.eks. trafikken. Hvordan gøre en sådan hændelse god igen? "Undskyld" er ligesom ikke nok. Et sådant ulykkeligt menneske vil ofte komme til at nære en lammende skyld resten af sine dage, og dette at give næring til skyld ved at være mentalt optaget af den er det samme som at udvikle og styrke en evne – en skyldsneurose. En sådan udviklet evne til skyldfølelse er primært noget åndeligt, som personen tager med sig sammen med alle sine andre evner til den næste fysiske tilværelse. I den næste inkarnation vil alle mørke hændelser fra fortiden være behageligt "glemt", men nu skal der formentlig blot en næsten helt ubetydelig hændelse til, der har med skyld at gøre, for at aktivere det meget velnærede gamle evnekompleks omkring skyld. Der er mange eksempler på, at mennesker blandes ind i ret beset ganske ubetydelige skyldsspørgsmål, der udløser kaotiske virkninger i bevidstheden og giver et lammende og angstpræget forhold til livet, der f.eks. kan bunde i frygt for uforvarende at komme til at gøre et andet menneske fortræd.

I den lille bog "Bønnens Mysterium" gennemgår Martinus hver linje i Fadervor, og ved "Forlad os vores skyld som vi og forlader vores skyldnere", skriver han meget om samvittighedsnag. Skyld kan være et samvittighedsspørgsmål af de helt store. Samvittighedsnagets helvede er formentlig noget, alle i udviklingen skal gennemleve i en personlig form.

Når Kristus på korset udtaler: "Tilgiv dem for de ved ikke hvad de gør!", er det ikke for at formilde en alvis, almægtig og alkærlig Gud, men for at vi mennesker skal blive bevidste om vigtigheden af at tilgive vores næste i enhver situation. Bødlen ved ikke, hvad han gør! Hun/han forstår ikke, at som man sår, må man høste. At der er en hårfin sammenhæng mellem at tilgive andre og selv få tilgivelse. Det gælder også de handlinger, som vi måske i uvidenhed endnu i et eller andet omfang kalder retfærdige, nemlig fordømmelsen, straffen og dette at påføre andre mennesker skyld. Det sker i alle sammenhænge, hvor vi ikke kan tilgive. Her ved vi endnu ikke, hvad vi gør.

Er det virkelig så enkelt, at vi kommer fri af skyldens og samvittighedsnagets tunge åg, dersom vi tilgiver andre deres skyld? Det er ganske i overensstemmelse med loven for årsag og virkning og ånden i mange udtalelser fra Jesus. Men hvad med den skyld og skyldfølelse, der ikke direkte kan relateres til dette at tilgive et andet menneske? Når skyldfølelsen er kommet af hændelser, hvor der ikke er nogen at tilgive udover en selv. Der hvor det er os selv, der behøver tilgivelse fra andre – hvad disse andre måske hverken kan eller vil give. Her er det knap så tydeligt at finde meningen i formuleringen: "Forlad os vores skyld som vi og forlader vores skyldnere". Og dog giver den skæbne – ikke at kunne tilgive sig selv og måske blive gjort skyldig af andre – et "hint" om, at vi finder det lidt for naturligt at dømme andre.

Ifølge loven for årsag og virkning, er dette at lide af skyldfølelse med eller uden synlig årsag i denne inkarnation lige så lidt tilfældigt, som noget andet der sker os. Den eventuelle hændelse, der udløste skyldfølelsen, er ikke det væsentlige. Det væsentlige er selve den lidelsesfulde skyldfølelse. Det er noget, næsten alle kan forholde sig til. Vi ved af en eller anden god grund, at det er noget af det forfærdeligste, man kan opleve. Det kunne vi umuligt vide uden at have prøvet det. Det er det eneste grundlag, vi kan have for at forstå andre menneskers skyldfølelse.

Hvordan da komme fri af sin lidelse og sårbarhed på dette område, der hvor "forlad os vores skyld" og "undskyld" ikke er nok eller muligt? Det må jo handle om at tilgive sig selv, men hvordan gør man det? Nyttigt er det at vide, at det netop formentlig er noget, alle skal igennem i udviklingen. Den ene er altså ikke bedre eller kosmisk set mindre "skyldig" end den anden. Det kan kun være et spørgsmål om, hvor den enkelte står i sin egen udviklingsproces omkring skyld og tilgivelse. Om jeg den hårde og smertefulde vej har lært det, jeg skal lære om skyldsfølelse. Det næste må være at bruge denne overordnede viden og visdom i praksis. Her må det være afgørende at holde op med at dømme, fordømme og påføre andre skyld. Gør vi det alligevel, får vi dommen, fordømmelsen og skylden som skæbne.
 

P.S. På guddommelig vis er vi helt befriet for tanker om skyld, når vi gør noget, der er godtaget som naturligt for os. Kødspisere kan spise kød uden at føle skyld – og hvorfor skulle de dog også det? Jægere kan dræbe dyr for sjov uden at føle skyld – og hvorfor skulle de dog også det? Vi, der har læst Martinus' Det Tredje Testamente, kan måske stadig blive vrede, lidt fordømmende og lidt indignerede måske uden at føle skyld? Det er alt sammen et udviklingsspørgsmål. Ikke at vi skal udvikles frem mod at føle skyld som et endemål. Vi skal derimod efterhånden afvikle vores mørke egenskaber – og dermed også skyldfølelsen. Her hjælper kun en intellektualisering af de mørke følelser kombineret med brug af bøn. Ikke mindst med fokus på de indtil flere linjer i Fadervor, der handler om at være vågen og følsom og trække på de lidelseserfaringer, vi måske allerede har erhvervet – "fri os fra det onde".