Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Sproget er ofte mere intelligent end os, der anvender det; sproget, og hvordan det anvendes, er det samlede resultat af millioner af menneskers tænkning og visdom gennem århundreder. Talemåder, metaforer og tankesprog indlemmes i sprogets krop og ligger der som upudset sølvbestik; noget vi anvender til daglig, men måske ikke indser værdien og betydningen af.

 

Hvis vi pudser lidt på sprogets sorte lag af sløseri, åbenbares mange skjulte ting, som vi bare overser i vor daglige anvendelse af det. Man plejer f.eks. at tale om, at racismens/nazismens/ fascismens "grimme fjæs"(på svensk: "grimme tryne") stikker frem, når mennesker fra sådanne grupper manifesterer deres meninger i debatter, demonstrationer eller til og med i voldshandlinger. Den svenske metafor "grimme tryne" er velvalgt, den kender de fleste af os, men hvorfor er den så træffende? Det tænker vi nok ikke så meget over.

En "grim tryne" repræsenterer noget dyrisk; grise har f.eks. en tryne, vildsvin ligeledes, måske endog myreslugere, men det spiller en mindre rolle. Det, der er interessant, er, at en tryne repræsenterer noget dyrisk. Begrebet "grimme tryne" passer sammen med den følelse, vi får, når vi ser og hører fascister i aktion. Vi fornemmer, at her er det noget dyrisk, som handler.

Og sådan er det vel – er fascismen ikke et udtryk for dyret i mennesket? Er det ikke vore urgamle dyriske instinkter, som får afløb i det, vi kalder racisme og fascisme? At beherske andre med rå styrke og vold? At nære modvilje og intolerance mod afvigere? En forherligelse af magtprincippet, den stærkes ret? I dyreriget er det kampen for tilværelsen, der styrer alt, og den kamp vindes jo af den stærkeste, den der kan klare mest.

Som mennesker er vi jo ved at vokse bort fra dette urgamle ideal. I vikingetiden var det stadig højeste moral at rage uhæmmet til sig, ja det var jo til og med en ære at dø i strid, for så kom man til himlen eller Valhal, som det hed dengang.

Dette ændredes ved kristendommens indførelse, eller var det måske menneskers forandrede psyke, som banede vej for kristendommens tanker? Med kristendommen kom det højeste ideal til at blive dette at kunne tilgive sine fjender. Det arbejder vi fortsat på. Det er et svært ideal at leve op til. Verden er stadig stort set en krigsskueplads.

Vi kan altså se, at vi i højeste grad er vaklende i denne "nye" moral, som kristendommen indeholdt. At give plads for det menneskelige i sin natur er ikke let, specielt når vor gamle indgroede dyriske natur har overtaget, netop fordi den er gammel og indgroet. Det menneskelige må vi jo bestandigt arbejde på at udvikle. Ikke så underligt at det bliver en kamp mellem det menneskelige og det dyriske inden i os. Allerede apostlen Paulus beskrev jo dette dilemma med sine ord: "Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg."

Når vi altså ser, hvorledes racismen og andre fascistiske ytringer kommer for dagen i samfundet, så er der altså ikke noget mærkeligt ved det. Det er helt enkelt det dyriskes kamp mod det menneskelige, vi er vidne til. Hvis vi vil, kan vi kalde det dyrets dødskrampe, en sidste opflammende lue, et skrig fra dyret i os, der ikke vil dø.

Således ser fascisten imidlertid ikke selv på sagen. Han mener, at de menneskelige idealer, som kristendommen introducerede, er en blindgyde i udviklingen. For ham fremstår det dyriske som raskt og sundt og det menneskelige som ynkeligt, svagt og degenereret. Sådan kan det jo forekomme, når man ser overfladisk på sagen.

Imidlertid arbejder tiden på at omskabe os alle fra dyr til menneske. At tage det dyriske som højeste ideal ville være at forsøge at gå imod udviklingen, og det ville jo være temmelig forgæves. Det er jo også derfor, at alle fascistiske regimer, som kommer til magten, hvad enten de går under betegnelsen nazisme eller bolsjevisme, før eller siden må erkende sig besejret. Deres idealer hører ikke vor tid til, de er et ekko fra en fjern fortid og har ingen egentlig grobund længere. Menneskets længsel i dag er ikke efter krig, men efter fred. Vi er i bund og grund trætte af lidelse, blod og elendighed, det, der bliver resultatet af et fascistisk regime.

Det var derfor, "Hvide Krist" fandt tilhængere her og i store dele af verden; menneskene længtes efter lyset, kærligheden og tilgivelsen, man var træt af mørket og følte, at det nye ideal, som Kristus repræsenterede, var vejen fremad, det, som gav livslyst og -mod.

Vejen til en fuldkommengørelse af Kristi princip, livets eller kærlighedens princip, er imidlertid lang. Det handler om udvikling, og udvikling tager tid. Vi tager ofte to skridt frem og et tilbage og derefter to skridt fremad igen. Det er derfor, det ikke kan siges om os endnu, at vi har besejret det dræbende princip eller dyrets princip inden for menneskeheden, da det som oftest, igen og igen, stikker sit "grimme fjæs" frem.
 

Oversættelse EG