Kosmos 2007/2 side 53
Frygt og forestillinger
af John Klemens Nielsen
Specielt i den kolde vintertid er der en vældig aktivitet på foderbrættet udenfor vinduerne. Masser af mejser, spurve, solsorte og skader kæmper om at få del i den føde, der er lagt ud til dem, medens duerne vugger rundt nedenfor og spiser smulerne. Man kan ikke undgå at bemærke, hvor årvågne de er, selv medens de spiser. De er hele tiden opmærksomme på enhver fare, der kan true deres eksistens, og blot en skygge eller en bevægelse kan få hele flokken til at lette omgående og søge ly i hæk og træ. Uden at tage en rundgang i hele dyreriget kan det slås fast, at det samme er gældende for alle dyrearter, uanset størrelse og fremtoning.
Til forskel fra mennesker er dyrenes "alarmsystem" så velfungerende, at de, få sekunder efter at faren er drevet over, kan ses græssende fredeligt, og fysisk er deres puls og adrenalinproduktion normaliseret på et øjeblik. For dyrene handler det om overlevelse via selvopholdelsesdriften, og hos dem er den instinktive frygtmekanisme en absolut nødvendighed. Dyret har ikke nogen bevidst oplevelse af denne funktion, da dets jeg-oplevelse er helt latent, hvilket ses mest markant i de store dyreflokke, der har en kollektiv "fællesbevidsthed". De fleste af os har sikkert også moret os over at se hunden jagte sin egen hale og gø ad sit spejlbillede.
Det er værd at bemærke, at dyreriget er den eneste livszone, hvor man kan opleve frygt, som jo basalt set er lig med dødsangst. At have dyreriget som livszone, og herunder den sidste del af denne zone, som vi mennesker lever i, er jo det samme som det, Martinus kalder "at dø døden", hvilket vil sige at være uden bevidst kontakt med den guddommelige virkelighed, vi er omgivet af. At der ikke findes anden form for død end tabet af bevidsthed om, at livet og tilværelsen er en evig realitet, er man jo selvsagt helt uvidende om.
At frygt er en af de faktorer, der er mest afgørende for den tilstand, verden befinder sig i, turde være rigeligt dokumenteret gennem det faktum, at krigsindustrien, altså dette at indkøbe våben og materiel til at forsvare sine besiddelser med, er verdens førende indtægtskilde. Det koster enorme summer, penge, som mageligt kunne udrydde sult og sociale skævheder. Man ser naturligvis overgreb mod andre nationer i form af militære angreb og besættelser, men det er jo blot en præventiv handling, som understreger rigtigheden af ordsproget, "angreb er det bedste forsvar".
Martinus skriver i sin artikel "Vejen til freden": Ja, det er netop denne frygt, der næres ikke blot af private personer, men også i allerhøjeste grad af staterne eller folkene indbyrdes. De mobiliserer og opruster alle af frygt for overfald fra andre folk og stater. De umådelige kostbare krigsanlæg, de geniale mordmaskiner, atombomber og andre på bekostning af staternes økonomi og normale velvære opbyggede drabsapparater er alle et resultat af frygt.
Den kollektive frygt
Vi mennesker, som jo egentlig ikke endnu er værdige til denne titulering, lever i en mere eller mindre permanent frygt eller angsttilstand. Det tænker de fleste sikkert ikke over til daglig, præcis som mennesker, der bor op ad en larmende jernbane og ikke længere hører støjen. Man vænner sig til det. En situation, hvor denne frygt er totalt elimineret, forekommer vel nærmest utopisk i vor tid, hvor den overtro, at krig kan skabe fred, er stærkt dominerende, ligesom vold og aggressioner er en daglig begivenhed. Der er mange faktorer, der spiller ind og stimulerer frygtbilledet, og en del af dem hidrører fra kollektive tilstande som f.eks. krig og terror, naturkatastrofer, ulykker, forurening, epidemier o.a. I krigshærgede områder er hverdagen præget af gensidige aggressioner, og frygten nærmest hænger i luften. Det siger sig selv, at tilværelsen her må være noget af en prøvelse. Med Martinus' symbol på "Ragnarok" (nr. 19) toner begivenheder fra det tidligere Jugoslavien, Rwanda, Zimbabwe, Angola, Congo, Mellemøsten, Sudan, Afghanistan, Irak og mange andre steder frem på nethinden i al sin gru, og dette er alene krige fra nyere tid.
Mange vil sikkert undrende tænke, "hvem er det egentlig, der gerne vil disse krige, når det er helt tydeligt, at det kun fører lidelse, tab og smerte med sig?" Det er et stort spørgsmål, men de respektive landes regeringer eller overhoveder bærer en stor del af skylden for dette vanvid. Der er i de fleste lande dødsstraf for at desertere eller unddrage sig militærtjeneste, så her er "valget" om at blive henrettet som desertør eller blive dræbt i kamp som at vælge mellem "pest eller kolera". Hele verden har undrende været vidne til, at mennesker, der tidligere har levet fredeligt side om side, pludselig er blevet dødsfjender, og mange har sikkert tænkt, "hvordan kan man synke så dybt", og "det kunne aldrig ske for mig"!
At "det kunne aldrig ske for mig", sikkert er et korrekt udsagn for mange mennesker, er der ingen tvivl om, men man skal her lige tænke på, at de mennesker, der har boet i de berørte zoner, til daglig har levet i en ekstrem, permanent frygt for deres liv, og det sætter de fleste "menneskelige" funktioner ud af drift. Selvopholdelsesdriften er umådelig stærk. En overlevende fra det frygtelige forlis af færgen "Estonia" for år tilbage fortæller, hvordan han har haft psykiske problemer efter at have oplevet sig selv som umådelig egoistisk, da han trådte hen over sine medpassagerer for selv at få plads i redningsbåden. "I det øjeblik var det kun mig selv, jeg tænkte på," fortæller han. Nu kunne det være nemt at blive forarget over en sådan "umenneskelig" adfærd, men selvopretholdelsesdriften er altså stadig stærkere end den "menneskelige" adfærd for de fleste mennesker. En refleks – et instinkt, der udløses, når man oplever at være truet på livet.
Den kollektive frygt er noget, vi som nationer, interessegrupper, politiske eller religiøse fællesskaber o.m.a. ofte oplever som en trussel fra "de andre", der ikke tilhører vores eget fællesskab. Der er dog en stigende tendens til, at globaliseringen afføder, at der bliver etableret organisationer, der omfatter mange af klodens nationer. Tænk blot på FN, vores eget EU, WHO, Red barnet og Røde kors, som i stedet danner store globale fællesskaber med fælles formål og hensigt, hvilket mindsker frygten for aggressioner fra de øvrige medlemmer, der er omfattet af traktaten.
Den individuelle frygt
Det mest angstprovokerende, vi kan opleve, er de situationer, der berører os direkte. Konfrontationen med en direkte trussel er langt mere reel end f.eks. det at være dansk og være udsat for den muslimske verdens vrede og dødstrusler eller at bo i et område, hvor der er mulighed for et jordskælv eller andre naturkatastrofer.
I dyreriget er "selvopholdelsesdriften" en livsbetingelse, uden hvilken dyret normalt ikke ville leve i mange timer, ligesom "det dræbende princip" i sin ultimative renkultur sørger for, at det ikke dør af sult. Dyret dræber for at leve, det lever ikke for at dræbe.
I menneskets verden er situationen en anden, idet den relativt veludviklede intelligens hjælper der, hvor det dyriske instinkt svigter. Med intelligensens og følelsens hjælp vil man være i stand til at forestille sig begivenheder, der kunne blive en trussel og på denne måde tage forholdsregler, der beskytter mod denne. En af de ting, de fleste mennesker frygter, er at blive udsat for vold eller at blive alvorligt syge. Det er muligt i et vist omfang at beskytte sig mod både vold og sygdom. Vold oplever de færreste lykkeligvis at blive udsat for, så medmindre man selv opsøger det, vil det være udtryk for "karma", hvis man i stedet bliver "opsøgt uden grund". Gennem sunde kostvaner som vegetarisme, ved at afstå fra tobak og alkohol, dyrke moderat motion og at etablere et sundt og stabilt søvnmønster vil man ligeledes kunne sikre sig mod mange af de lidelser, der er forårsaget af vores livsstil. Alvorlige sygdomme har formentlig status af at være værst tænkelige situation, fordi der her er tale om direkte indgreb i kroppens funktioner og velbefindende, hvilket kan føre til "døden", som de allerfleste frygter. Igennem de sidste 10 -15 år er der dog kommet en ny dimension i frygt som oplevet tilstand. Begrebet "grundløs angst" breder sig næsten som en epidemi og forårsages tilsyneladende ofte af, at mennesker befinder sig i en længerevarende situation, de ikke kan magte. Det kan både være arbejdsmæssigt, hvor stress påvirker "alarmsystemet" så voldsomt, at det til sidst fører til et sammenbrud, eller personligt, hvor privatlivet med dets pligter og ansvar afføder samme resultat.
Den danske forfatter, Jane Aamund, beskriver i bogen "Den hvide verden", hvordan hun pludselig rammes af et angstanfald, som et resultat af flere års stræben efter at være det perfekte menneske i alle forhold. Ofte vil de mennesker, der bliver ramt af et voldsomt sammenbrud, efterfølgende befinde sig i et "mentalt fængsel" af depression og angst, en situation, der kan aflæses af et omfattende udbud af terapiformer, udelukkende rettet mod dette problem. Her er frygten rettet indad, idet der ikke er nogen ydre "fjende" eller trussel, og det er en helt ny situation for mennesket at befinde sig i. Normalt er der tre måder at reagere på, når man udsættes for en trussel. Man kan overgive sig, man kan kæmpe, eller man kan flygte. I denne situation er der i kampen eller flugten fra sig selv den mulighed, at "organiseret flugt" tilbydes bl.a. gennem medicinsk behandling med psykofarmaka, "lykkepiller" eller selv at tage hånd om det med alkohol, narkotika o.a. Skønt det ikke er en optimal løsning, kan det dog for nogle opleves som den eneste farbare. Udefra set er frygten helt ubegrundet og uforståelig, så det kan være svært for den enkelte at finde forståelse fra omgivelserne for sin situation. At tage "kampen op" i denne situation, fører meget ofte ad veje, der fører til den personlige indsigt og forståelse for hvilke love, man nødvendigvis må respektere, for at undgå gentagelser, og en fase, hvor kærlighed, omsorg og respekt også omfatter legeme og psyke, tager sin begyndelse.
Den fysiske og psykiske udvikling
Der findes flere teorier om den menneskelige udvikling fra fortidens abestadier og naturmennesket til nutidens menneske, men det rette perspektiv får vi først, når kosmologien kaster lys over, hvor omfattende denne udvikling er. Det udviklede kulturmenneske af i dag har fået udviklet den humane evne så meget, at det ikke kan tåle deltagelse i krig, drab eller stridigheder uden at opleve et voldsomt ubehag, angst og chok. Se blot på de mange traumatiserede unge mennesker, der vender hjem fra krigene, hvor drømme om et heroisk liv er helt afløst af virkelighedens gru og brutalitet. Skønt mange gerne ignorerer det, kan de heller ikke tåle de grove fødevarer, som kødet reelt er, og heller ikke tobak, alkohol, kemisk forurening af luft, vand og jord samt den permanente stress og angstsituation, som mange befinder sig i. Vi ved fra Martinus' analyser, at nervesystemet er legemets ledningsnet og danner broen mellem det fysiske og det psykiske, hvilket vil sige, at det er genstand for den "voldsomme trafik", de nævnte situationers psykiske energier udgør. Virkeligheden er, at den permanente overbelastning af psyke og krop skaber sammenbrud og kortslutninger i nervesystemet, ligesom man i dag kan påvise hjerneskader hos stressramte med voldsomme angst og adfærdsproblemer som resultat. Den på mange måder forcerede udvikling afføder disse problemer, der vil være "stene på menneskehedens vej" frem mod dets fuldkommengørelse, som jo er al udviklings endegyldige mål. Alle oplevelser af lidelse og problemer er dog affødt af manglende viden og indsigt hos de pågældende. Det er ikke et udslag af forfølgelse eller rene tilfældigheder, men derimod et resultat af tidligere tiders "synder" og fejltagelser. Den i vor tid så omtalte stress og de deraf affødte skavanker og lidelser er jo dybest set forårsaget af en meget ukærlig behandling af den fysiske organisme, som igennem år og måneder bliver overbelastet. Det vil jo netop være sådan, at et efterfølgende sygdomsforløb automatisk sætter en stopper for denne adfærd og "indvier" mennesket i dets eget mikrokosmiske univers, kroppen, og udvider forståelsen for, hvordan man bør behandle den, så den tjener sit formål på bedste vis. Denne smertelige erfaring vil give det resultat, at man vil lære at tage vare på sin krop og psyke med den fornødne respekt og kærlighed.
Forestillinger om fjender
En af de mest hårdnakkede forestillinger, mennesket bærer rundt på, er forestillingen om at være omgivet af "venner", – de som gør os "godt", og "fjender", – de som gør os "ondt". Det siger jo sig selv, at det er en overordentlig subjektiv opfattelse af medvæsenerne, når de sorteres efter, hvilken form for behags/ubehagsytring de møder os med. Det er uden tvivl et stort mentalt træningsarbejde, på baggrund af de kosmiske analyser kombineret med dagliglivets erfaringer, der ligger og kalder på det enkelte menneske, og som bryder totalt med de tusindårige vaneforestillinger om fjendebilledet legemliggjort som "de andre". Man kan sagtens sige, at vi står vor egen lykke i vejen, og at den største modstand imod at få "åbnet øjnene for sandheden" kommer fra os selv. Martinus skriver i Livets Bog 3, stk. 701:
Uden denne træning er jordmenneskets sanser uåbnede for virkeligheden. Dets liv er en vandring igennem natsorte, øde og mørke slimhuler, er en dødningedans på det dræbende princips blodige valpladser. Dets åndedræt er savn, sorg, sygdom og lemlæstelse. Dets tale er gråd og tænders gnidsel. "Guds billede" er borte. Det ser endog undertiden sine medvæsener som "fjender", "forbrydere", "djævle", "trolde", "hekse", ja, lever i hele forestillinger om blodtørstige bestier eller rædselsvæsener. Jo, i sandhed, sanserne er her meget tillukkede for Guds åsyns lysvæld.
Ja, stærkere kan det ikke siges, og som Martinus selv har udtalt om virkelighedsværdien i sine analyser: "Jeg skriver udelukkende det, jeg selv har oplevet, intet andet".
Hvis vi således vænner os til at se en hvilken som helst hændelse, det være sig kærtegn såvel som fornærmelser, som en henvendelse fra Guddommen og ikke fra "venner" eller "fjender", så har vi en enestående mulighed for at modtage visdom direkte fra kilden. At møde alle aggressioner med venlighed og tilgivelse vil i dette afgørende nu ændre fremtiden. Jeg tror nok, nogle vil føle, at det kan virke tåbeligt og lidt dumt og naivt at "strække hånden frem" til et menneske, der netop har udløst sine aggressioner og ikke umiddelbart har en forsonende attitude, men jeg kan garantere, at der ikke er noget, der virker mere afvæbnende end et venligt smil og imødekommenhed. Selvfølgelig er det som med alt andet, "øvelse gør mester", og det kan såmænd blive en inspirerende og særdeles nyttig "øvelse", når man oplever de gode resultater. Når man lidt efter lidt fjerner begrebet "fjender" fra sin bevidsthed og kun oplever Guddommen i skikkelse af "venner", der bringer "behagelige goder" eller "ubehagelige goder", så vil tilværelsen for den enkelte forandre sig gradvis i en positiv retning. Hvad kan det andet end at være positivt at komme på bølgelængde med sandheden og retfærdigheden?
Mennesket uden frygt
Hvis man ikke har det indblik i livsmysteriet, som kosmologien tilbyder, kan det som tidligere nævnt virke nærmest utopisk, at det skulle være muligt at leve uden at frygte noget eller nogen. Hvad er frygt basalt set? Det er dødsfrygt, frygten for udslettelse, uanset hvilken styrke eller fremtoning frygten i øvrigt måtte have! Den betragtning, at døden virkelig eksisterer, og at vi ophører med at eksistere, når kroppen "dør", vil klart nok fremkalde frygt. Realiteterne er dog, at døden slet ikke eksisterer, som Martinus udtrykker det ved at sige, "at døden er en tænkt modsætning til livet", og en tænkt modsætning er ikke en realitet, men en forestilling. Denne dødsfrygt får næring fra omgivelserne i form af medvæsenerne eller den omgivende naturs forskellige udslag. Den tilstand af "kosmisk bevidstløshed", vi befinder os i, er afgørende for, at vi oplever omgivelserne som truende eller fjendtlige. Vi ser jo, hvordan der rundt omkring i verden er masser af konfrontationer mellem politiske, religiøse og militære interesser, og hvordan det er et direkte udslag af "frygt og fjendebilledet".
Vores vej til fuldkommengørelse indebærer ubetinget, at vi lærer at tænke rigtigt. Det er hele vores mission eller opgave i vores fysiske tilværelser at udvikle den fuldkomne tænkeevne. Der, hvor vi tænker forkert, oplever vi frygt og fjendtlighed, medens vi oplever glæde og kærlighed der, hvor vi allerede har lært at tænke rigtigt. Denne artikel vil jeg afslutte med endnu et citat af Martinus (fra hans artikel "Vejen ud af dødsfrygten"), der klart illustrerer, hvad der står i vejen for vores oplevelse af det fuldkomne liv.
Kun det menneske, der er nået frem til at være vågen dagsbevidst i sin sjæl eller psyke og dermed har overvundet døden og mørket i sin skæbne, kan være at udtrykke som "Guds billede". Det menneske, der ikke er herre over sin skæbne, er i tilsvarende grad en slave af denne. Vejen ud af dødsfrygten, vejen til lyset går således udelukkende kun igennem vor evne til at tænke fuldkomment. Og vi kan her begynde at forstå, at tankearter, der i manifestation og udløsning afslører, at dets ophav elsker Gud over alle ting og sin næste som sig selv, er alle loves fylde og dermed uundgåeligt gør væsenet til ét med Faderen, til ét med vejen, sandheden og livet, til ét med lyshavet i Guds ånds stråleglorie."
Tilbage til artikelregister
Forrige