Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ifølge den etablerede evolutionsteori skyldes menneskets opståen af dyret en heldig mutation. Mutationer regnes normalt for at være dødbringende, men den mutation, som det gryende abemenneske havde undergået, var så heldig, at det for alvor indtrådte i en ny evolutionsbane, der bragte det til dets nuværende strålende trin i udviklingen. De øvrige abemennesker til gengæld, der ingen mutation havde undergået, forblev tilsyneladende i den oprindelige evolutionsbane, der åbenbart fastholdt dem i dyreriget.

Ifølge denne fortolkning af teorien skulle mennesket og aben have fulgt parallelle udviklinger efter mutationen og følgelig have gennemgået den samme evolutionstid. Dog med den væsentlige forskel, at de fulgte to vidt forskellige evolutionsbaner, hvor mennesket for alvor trådte ud af det rene dyrerige og udviklede sig til et intelligent væsen, medens aben så at sige forblev i dyreriget. Ydermere antager den etablerede videnskab, at udviklingen kun er foregået én gang, og at de nulevende dyr er bestemt til at forblive dyr, ligesom mennesket ifølge den samme videnskab synes at have nået sin udviklings endepunkt.

Skønt evolutionsteorien har kastet lys over mange aspekter af arternes opståen, er der mange andre aspekter, som den stadig ikke har opklaret, ligesom der er sider ved teorien, som mildest sagt er tvivlsomme. Den danske vismand Martinus har skrevet et monumentalt værk, hvor han i rigt målt har forholdt sig til evolutionen på en måde, der logisk og forklaringsmæssigt langt overgår samtlige beskrivelser, der hidtil er lavet.

Ifølge Martinus er mange af den etablerede teoris antagelser meget fejlagtige. Fx er evolutionen fra dyr til menneske ikke kun foregået én gang, men uendelig mange gange (ude i universet som helhed, red.). Ligeledes vil dyrene ikke forblive dyr, men er fortsat under udvikling og vil i en fjern fremtid (dog ikke her på jorden, red.) have udviklet sig til mennesker med endda skønnere og mere kreative kroppe og organismer. For alt liv skrider fremad fra primitivitet til intellektualitet, fra mindre smukke til mere smukke former, og ikke mindst fra had til kærlighed. Ja, når de nulevende dyr har nået højere former for liv, vil de nulevende mennesker for længst have udviklet sig videre til supermennesker eller "rigtige mennesker", for at bruge Martinus' term, med strålende kærlighed, og de vil have skabt et sandt paradis på jorden.

Udviklingen står nemlig ikke stille, men går evigt fremad til det bedre. Evolutionen er således karakteriseret ved en kontinuerlig forfinelse og forskønnelse af organismerne og en tilsvarende udvikling af intellektet, hvilket menneskets lange vandring fra encellet stadium til dets nuværende stadium tydeligt har demonstreret. Mennesket har derfor ikke toppet i udviklingen, men vandrer fortsat frem mod strålende former for liv. Udviklingen hen imod intelligente væsner, som mennesket jo er, er ikke et held, der skyldes en vilkårlig mutation i evolutionen, men er tværtimod et almengyldigt fænomen i livet. Sagt med religiøse termer udgår alt liv fra GUD og vil en dag vende tilbage til GUD.

Hvis alle var humant indstillede, ville verden ikke være det, den er. Internationalisme og humanisme, som mere patriotiske kræfter har svært ved at forstå og se mening i, er i virkeligheden et udslag af forvandlingen. Jo flere mennesker, der bliver animeret af humanistiske idealer, des hurtigere går forvandlingen med resten af verden. Men én ting er sikker: alle kommer før eller senere til at opnå det, Martinus kalder for kosmisk bevidsthed med en hensættelse i en absolut lykke til følge.

Vejen til saligheden foregår dog ikke smertefrit. Tværtimod, menneskerne må igennem mange strabadser og lidelser af alle salgs. De af globaliseringen medførte lidelsesfulde kriser vil på den anden side øge synergien hos mennesker, der vil føle sig draget mod hinanden i en stærkere og stærkere solidaritet. Så vi må forvente, at fremtiden vil byde på mange omvæltninger, i særdeleshed økonomiske og økologiske.

Alle de mange værdier omkring det frie marked, markedsøkonomi og lignende med deres latente lidelsesfremmende kræfter, vil simpelthen før eller siden kollapse og afføde behovet for en human og mere retfærdig økonomi, Man vil faktisk komme tilbage til noget, der på en måde vil minde lidt om den kommunistiske økonomi, hvor produktionsmidlerne og selve produktionen vil være alles eje. En slags planøkonomi renset for alt det, der har båret kimen til faldet af den kommunistiske økonomi. Man vil kunne finde frem til økonomiske modeller, der vil tilgodese alle uden undtagelse. Mennesket vil til den tid få ringe eller ingen behov for egeninteresse, for det har jo lært både intellektuelt og følelsesmæssigt, at selviskhed er roden til elendighed.

Efterhånden, som det dræbende princip aftager, vil der affødes en trang til at gå nye veje, og der vil komme nye generationer af visionære politikere og forretningsfolk. Med fuld beskæftigelse og en tiltagende teknologi vil samfundet lidt efter lidt kunne skære kraftigt ned på arbejdstiden, så den enkelte får mere tid til sig selv, til dyrkning af studier og andre kulturaktiviteter. Til den tid vil samfundet for længst have forstået, at investeringen i uddannelser og studier er det dyrebareste gode.