Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I 1933 udkom Erik Gerner Larssons første bog om Martinus. Alting var nyt den gang. Første bind af Livets Bogvar udkommet året før, og selv var Erik Gerner Larsson blevet knyttet til Sagen i 1929. I 1945 udkom hans næste bog. Det er forordet til denne bog, vi finder nedenfor. 1945 var jo også det år, hvor 2. verdenskrig blev afsluttet, en krig som fik vældig betydning for manges forståelse og interesse for Martinus' sag. Det var en frisk tid med friske sår og en ny tid med ny energi på at bygge op og komme videre. Det var det, alle håbede på, og som et samlet udtryk for dette håb stod et enkelt ord: Fred! Når vi bringer dette lille glimt fra en svunden tid, er det bl.a. for at illustrere ligheder og forskelle mellem den gang og nu. Hvori består de?

 

En ejendommelig følelse har behersket mig under udarbejdelsen af nærværende lille bog. Trin for trin har den bragt mig i erindring den tid, jeg skrev min første bog om Martinus, men medens jeg dengang skrev om en praktisk talt ukendt mand, er forholdet i dag et ganske andet. For en mængde mennesker er navnet Martinus i de svundne år blevet symbolet på en helt anden verden end den, de her er vidne til. En verden af forståelse og fred, en verden af skønhed og kærlighed.

Man har ofte i de senere år spurgt mig, om der ikke snart kom en ny udgave af min lille introduktion til Martinus' arbejde. Jeg har gerne villet imødekomme dette ønske, men jeg følte, at vi måtte have disse rædselsår bag os, før jeg gik i gang med netop den opgave. Nu tier kanonerne på ny, og det hedder sig, at vi har fået fred. Med angst i hjertet spørger man sig selv, om den fred, vi nu har, kun er en pause, inden skyerne på ny trækker sig sammen til et endnu frygteligere uvejr end det, der netop er draget forbi. Tilsyneladende formår ingen at stille dets angst. Kirken svarer, som den altid har gjort, og videnskaben har intet andet at sige, end at hvis der bliver krig igen, så bliver det, vi har oplevet, for intet at regne imod det, vi da kommer til at opleve. Intet under, at mennesket føler ensomheden gro omkring sig.

Men livet er andet end krig, had, vold og ondskab. Dybt i hver eneste menneskesjæl lever der en længsel efter en tilværelse i ånd, kunst og skønhed. Enhver føler, at hvis – ja, hvis mennesket kunne få bugt med det i dets sind, som kræver denne endeløse kæde af had og hævn, af mord og nederdrægtighed, så ville livet kunne ændre udseende. Overalt tales der om, at der skal en sindelagsændring til, men spørger man om, hvad den skal gå ud på, bliver der tavshed. Mennesket har svært ved at give afkald på retten til at nære intolerance, til at hævne og hade.

Det er på baggrund af en sådan verden, at Martinus er blevet symbolet på lys, på fred og skønhed. Midt i ufordrageligheden fuldbyrder han i det stille et verdensbillede, som sprænger alle dimensioner og kaster et sviende lys ind i den af tåbelig intolerance formørkede sjæl. Men Martinus er ingen svøbe. Selv i sine mest ætsende analyser giver han ikke afkald på den kærlighed til mennesket, der behersker hele hans sind. Hans værk er på én og samme tid dom og defensorat. Han ved, at alle er skyldige i det, vi har været vidne til, men han kender årsagen til denne skyld og føler det kun som sin opgave at vise den enkelte vej ud af alt det, der tvinger til modløshed og depression.

Uden publicity er hans arbejde vokset frem. Bind har føjet sig til bind af Livets Bog, såvel som andre værker fra hans hånd har set dagens lys i de svundne år. Stilfærdigt, som det er hans egen natur, er hans arbejde vokset frem til den ret omfattende virksomhed, det nu repræsenterer. For dets fremtid behøver ingen at nære frygt. Det vil fortsætte sin rolige, organiske vækst og med tiden nå de mål, dets natur indebærer.

For Martinus er kunsten at være religiøs identisk med kunsten at leve. Religionen udgør ikke for ham et i sig selv afgrænset område, men omfatter alt, hvad der kan opleves, alt, hvad der er til. Som følge heraf vil hans livsværk, når det engang er afsluttet, udgøre fundamentet for en kultur, der omfatter alle det levende væsens livsytringer. Det vil være lige inspirerende for videnskabsmanden og kunstneren som for det ganske almindelige menneske, der i sig føler en brændende trang til at forstå livet og sig selv. Ned gennem tiderne vil det blive opfattet som den kærlige håndsrækning i humanismens tjeneste, vor tid havde at række en lemlæstet og lidende menneskehed. I sine strålende analyser indeholder det de beviser for Guddommens reelle eksistens og vor egen personlige udødelighed, vi hidtil har måttet leve foruden. Men, og det bør man gøre sig klart, disse beviser er og kan kun være beviser for den, der i sin egen indre verden har de erfaringsforudsætninger, som kræves, for at analyserne kan opfattes som bevis. Jeg nævner det, fordi Livets Bog ikke i sig selv sigter imod at blive kilde til de diskussioner, som hjælper få og gør flere fortræd.

Om selve værket ved jeg, at Martinus ikke opfatter det som en bog i almindelig forstand. Det er for ham et kildemanuskript, ud fra hvilket utallige bøger vil blive skrevet, derfor dets omfattende natur. Jeg ved, at Martinus kun er behersket af ét ønske: det, så godt det overhovedet er ham muligt, at give udtryk for det idémateriale, han, takket være sin strålende intuition, er opfyldt af og i kontakt med. Han ved, at han har tid nok, og at kun han og han alene har ansvaret for, at dette værk virkelig opfylder den mission, der er den inderste årsag til dets fremkomst.

Om mit eget forsøg på i denne lille bog at give udtryk for hovedtrækkene i Martinus' verdensbillede skal jeg kun sige, at jeg efter bedste evne har søgt at drage de ting frem, jeg mener ethvert menneske vil kunne have brug for, i håbet om, at disse ting vil kunne udløse inspiration til at gå i gang med studiet af selve hovedværket. Skulle dette forsøg blot lykkes inden for et begrænset område, vil jeg føle mig rigeligt belønnet.

Fra: Erik Gerner Larsson:
Martinus – en introduktion
Forlaget Kosmos 1945