Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Den skønneste og dybeste følelse, vi kan opleve, er følelsen af det underfulde. Den er oprindelsen til al sand videnskab. Den, for hvem denne følelse er fremmed – som ikke længere kan undres og stå betaget af ærefrygt, er så godt som død". Disse ord af Albert Einstein bevidner, at han ikke blot var videnskabsmand, men også kunstner, at det på én gang var livets skønhed og livets logik, der talte til ham og lå til grund for hans livsanskuelse, som han selv kaldte "kosmisk religiøsitet". Det er i sig selv underfuldt, når en videnskabsmand taler om "det underfulde" og om at stå betaget af ærefrygt, når livet åbenbarer sig for ham i de små enkeltheder i tilværelsen såvel som i dens love og principper. En forsker og videnskabsmand behøver altså ikke at være et menneske, der KUN beskæftiger sig koldt og nøgternt med tørre tal og nøgne fakta i mål og vægt og beskrivelse af fysiske fænomener. Selve hans arbejde kan også få ham til at tænke på den kraft, som ligger bag fænomenerne og binder dem sammen til en enhed og helhed, så han fyldes af ydmyg beundring for den visdom, som er nedlagt i naturen og, som Einstein også har udtrykt det: "– for den ubegrænset overlegne ånd, som åbenbarer sig i de små enkeltheder i tilværelsen, som vi er i stand til at fatte med vore skrøbelige og svage sind".

Mon ikke følelsen for det underfulde er en forholdsvis sjælden bevidsthedstilstand hos vor tids menneske, i alt fald her i vor vestlige civilisation? Sådanne følelser findes dog i ethvert menneskesind, men det er sjældent, de kommer frem til dagsbevidstheden. Det kan ske, at en stærk og måske helst lidt sensationel begivenhed kalder følelsen frem, der skal som bekendt dommedagsbasuner til for at vække de døde, mindre kan ikke gøre det. Men Einstein kalder jo også de mennesker, som ikke længere kan undres og stå betaget af ærefrygt: "– så godt som døde". I denne brug af ordet "død" ligger han på linie med Martinus' udtryks måde, når Martinus taler om døden og "de dødes rige" som en tilstand, der jordiske menneskehed i øjeblikket befinder sig i, hvor de tror på den døde materie som tilværelsens primære faktor og samtidig udsender langt mere dødbringende energi og kraft mod deres omgivelser, end livgivende og kærlige tanker og handlinger. Ærefrygten for livet, betagelsen af livet og kærligheden til det levende er ikke noget, der er så højt i kurs blandt nutidens mennesker, og der er måske ikke noget at sige til det, for vi mennesker ved jo så lidt om livet, og der er en dyb sandhed i, hvad en anden stor mand, der også var både videnskabsmand og kunstner, har sagt: "Trofast og sand kærlighed udspringer fra stor viden, og hvor du kun ved lidt, kan du kun elske lidt eller slet ikke". Det var Leonardo da Vinci, renaissancemennesket, om hvem det er blevet sagt: "Kunstneren i ham er til stede i hans videnskab, og den videnskabelige betragtningsmåde præger hans kunst". Trangen til at erkende lå bagved hans højeste stræben, han så det underfulde i alt. ikke mindst i det menneskelige legeme, hvis anatomi og funktioner han studerede mere end nogen anden forsker og kunstner i sin samtid. Det gjorde ham dog ikke til materialist og ateist, som lignende studier har gjort det med så mange senere forskere. Han skrev tværtimod: "Hvis menneskets legeme forekommer dig vidunderligt indrettet, så husk, at det er som intet at regne i sammenligning med sjælen, der bor i legemets bygning; for sjælen er i sandhed guddommelig". Det underfulde blev hverken for Leonardo eller for Einstein mindre underfuldt, fordi de nåede en vis erkendelse af det, tværtimod, deres ydmyge beundring og trangen til at trænge dybere til bunds i livsmysteriet blev blot større. De var levende mennesker, levende ånder, der søgte kontakt med universets levende ånd, som de så åbenbare sig overalt. I forhold til dem kan de fleste mennesker karakteriseres som "døde sjæle", i hvem vanebevidsthedens mere eller mindre sløve tilstand dominerer, så vi går rundt som åndelige søvngængere i vor verden af fordomme, klicheer og fasttømrede meninger, hvorigennem vi ser på tilværelsen som en daglig trummerum uden egentlig mening eller dybere betydning. Det kan ikke bebrejdes mennesker, hvis de er "døde sjæle", og livet skal nok før eller senere vække dem af dvale, men der findes iblandt dem mange, som er så utilfredse med denne tilstand, at alene utilfredsheden er nok til at gøre dem mindre "døde" i deres søgen efter andre muligheder. De begynder at nedbryde deres mentale vanefængsels mure og opdage, at de er omgivet af en underfuld verden, som efterhånden også viser dem noget ligeså underfuldt i dem selv. Naturens og kunstens verden begynder at åbne sig for dem. Det, der før kun var bogstaver i naturens bog, bliver til ord og sætninger, til sammenhæng og tale. For mennesker, der begynder at opleve livet på denne måde, vil mødet med Martinus' kosmologi oftest blive af meget stor betydning, det vil også blive mødet med det underfulde, og et møde, der åbner perspektiver, som peger frem mod en stadig mere og mere intens og koncentreret oplevelse og skabelse i kontakt med den underfulde verden i makro-, mellem- og mikrokosmos.

Det underfulde, er det ensbetydende med det overnaturlige eller mystiske, med mirakler og magi? Det var det for de fleste af fortidens mennesker, og det er det endnu for det primitive menneske. Men for åndsforskeren findes der ikke mirakler i betydningen: brud på naturlovene eller livslovene. Hvis man overhovedet bruger udtrykket "mirakel", så er det fordi, hele livet for ham er ét stort mirakel, som på én gang viser både lovmæssighed og individualitet, og som for den uhildede forsker afslører stadig nye variationer og muligheder. Hver årstid har sin måde at vise det underfulde på. I denne vintertid kan vi opleve krystallernes underfulde verden, snekrystaller og isblomster. Man kan i snevejr, måske bedst i lygteskær, i et kort sekund ane de fine krystaller, hvert snefnug består af. Men med vor tids fine teknik kan man mikrofotografere snekrystallerne og dermed fastholde dem. I Amerika og Japan findes samlinger af mange tusinde mikrofotografier af snekrystaller, hvoraf mange er reproduceret i videnskabelige værker. Alle disse skønne krystaller, som må kunne inspirere kunstnere og kunsthåndværkere både ved deres logiske opbygning og deres pragt, er opbygget efter heksagrammets princip. Samme sekstals-system går igen i utallige variationer, men man har aldrig fundet to, der var ens. Helt ned i krystallernes verden gælder altså på én gang lovmæssigheden og individualiteten. Tænk på alle disse millioner af snefnug, der alle består af flere krystaller – og der er ikke to, der er ens. Man kan begynde at forstå, at der kan være noget rigtigt i det gamle bibelord, at selv "vore hovedhår er talte", ja, vi må endda gå videre og sige, at atomerne i vore hovedhår er det, og at de har individualitet og bevægelsesfrihed inden for det område i universet, som er deres verden. I "Faderens hus" er der virkelig "mange boliger!"

En lille dreng spurgte for nylig sin mor, hvorfor isen på ruden altid blev til blomster og ikke til dyr og mennesker. I barnesindet er evnen til at undre sig ikke blevet forstyrret af så meget andet, som den ofte er det i det voksne menneskes sind. Derfor spørger børn så meget og kan ikke forstå, at de "kloge" voksne ikke kan svare –, eller måske endda bliver irriterede over spørgsmålene, især hvis det er en voksen, som selv er ophørt med at undre sig og stå betaget af det underfulde i tilværelsen. Naturligvis er det ubehageligt, når frosten bliver så hård, at der kommer tyk is på ruderne, og man kan irriteres over det og nøjes med at se det ubehagelige. Men man kan også som barnet fryde sig over den junglevegetation, der pludselig er vokset frem i ens umiddelbare nærhed. Bredbladede vækster der slynger sig op over ruden med fligede eller takkede blade og nogle med nåle, fine og tynde, en verden så skøn af de klareste krystaller, blot uden farve og duft. Men hvorfor bliver de altid til planter?

I krystallernes verden findes både lovmæssighed og individualitet. Det er ikke tilfældigt sammensat materie, men materie, som i sin sammensætning røber den største skønhed og logik. Hvad er det, der forårsager, at den fysiske struktur i denne krystalverden viser sig, som den gør? Den fysiske videnskab er begyndt at erkende, at det må være på grund af strålerne og de særlige spændingstilstande i det elektriske kraftfelt, som eksisterer bag den fysiske struktur. Men hvad er elektriske kraftfelter? Det spørgsmål kan den fysiske videnskab ikke besvare. Den kan erkende, at de eksisterer bag alle mulige variationer af fysiske strukturer i mineralrige, planterige og dyrerige, i atomernes og cellernes verden, i klodernes og solsystemernes, ja, at hele mælkevejen faktisk er et gigantisk elektrisk system eller kraftfelt. Her står den fysiske forsker ved grænsen, og har han evnen til det, føler han samtidig, at han står over for det underfulde; hos Einstein fandt det udtryk i disse ord: "Dybt i mine følelser er forankret overbevisningen om et tænkende væsen, en højere magt, som åbenbarer sig i det ufattelige univers. Denne overbevisning ligger til grund for min forestilling om Gud". Her må han standse som Moses, der ser ind i "det forjættede land", det er i øjeblikket den fysiske videnskabs lod. Men det er store og svære opgaver, den har løst ved at føre menneskeheden gennem materialismens "ørken" til grænsen af "det forjættede land", hvilket i denne betydning er den videnskab, som er baseret ikke blot på kendskab til fysiske love og principper, men også på viden om de psykiske love, som ligger til grund for det levende univers, hvori vi lever, røres og er. Med sine kosmiske analyser fører Martinus menneskeheden ind i "det forjættede land".

Hvor den fysiske videnskab taler om kredsløb inden i kredsløb, taler Martinus om levende væsener inden i levende væsener, og at de netop udgør universer og stoffer for hverandre på grund af loven for tiltrækning og frastødning, som virker i deres elektriske kraftfelt. Det er altså ikke tilfældigt, at vi befinder os inden for jordklodens elektriske felt og ikke inden for en anden klodes. Det er fordi, jordkloden og vi er på bølgelængde, så vi passer til hinanden. Og det samme gør sig naturligvis gældende med de organer, celler, molekyler, atomer og elektroner, som oplever deres liv og skæbne i vor fysiske organisme, der for dem danner et helt mælkevejssystem. De passer ind i vort kraftfelt, og derfor befinder de sig netop der.

Men tilbage til isblomsterne og spørgsmålet om, hvorfor de er isBLOMSTER? Det spørgsmål kan besvares udfra de analyser, hvormed Martinus forlænger den fysiske videnskabs erkendelse med et åndeligt perspektiv. Den spændingstilstand, som findes i de elektriske kraftfelter, som tilsammen danner isblomststrukturen, er psykisk set en længsel eller et begær efter en ny livsform, der kan give nye oplevelsesmuligheder, netop den livsform, vi kalder planterige. Den udviklingslære, den fysiske videnskab har grundlagt, supplerer og viderefører Martinus med sine analyser af det levende væsen, af det treenige princip, som ligger ril grund for begrebet "individualitet". Den individualitet, som findes i krystallernes, ja helt ned i atomernes verden, har vi jo også selv, omend i en anden variation af det samme tema. Og vi ved fra os selv, at det er en del af vor individualitet at vi nærer længsler, ønsker og begær på basis af erfaringer, vi har gjort. Denne psykiske tilstand virker som stråler og bølger i vort kraftfelt og i vor nuværende fysiske struktur. Og når vi som foster i moders liv gennemgik en række stadier, som viser menneskets udvikling, var det fordi, vi i vor egen indre verden, som kraftfeltet er udtryk for, gennemspillede det livstema af ønsker og længsler og erfaringer i vor fortid, som har ført frem til vort nuværende udviklingstrin med de nuværende ønsker og længsler. Isblomsterne står længere nede på udviklingsstigen, end vi gør, men de har ikke derfor mindre betydning. Og på et trin mellem plante- og dyrerige står den insektædende eller kødædende plante. Ligesom isblomsten er et overgangsfænomen mellem to riger, mineral- og planterige, viser den kødædende plante et væsen, som nærer begær efter en ny livsform og livsoplevelse. Begæret er en elektrisk struktur, som allerede er begyndt at danne nye organer, som hos højt udviklede kødædende planter viser en hel "mavesæk" med "mavesyre", der fordøjer og senere udstøder den ufordøjeligematerie, Forsøg har vist, at denne ernæring efter dyrerigets principper ikke er noget livsbehov for de kødædende planter. Man har ladet eksemplarer af samme størrelse med samme vækstbetingelser vokse ved siden af hinanden blot med den forskel, at det ene eksemplar havde mulighed for at fange insekter, det andet ikke. Men de trivedes akkurat lige godt. Det er altså en for insekterne højst ubehagelig "hobby" disse planter har, men det er hevidsthedsenergier, som med tiden vil forvandle dem fra planter til dyr, når de energier, der repræsenterer planterigets ernæringsform, mere og mere degenererer og derfor ikke mere dominerer i deres kraftfelt.

Ved omtalen af væsener, der repræsenterer overgangsstadier fra ét rige til et andet, vil det være naturligt at slutte med noget endnu mere aktuelt, nemlig os selv. Også vi er væsener, der rummer to rigers principper i os: dyrerigets og menneskerigets. Ja, men vi ER da mennesker, vil man sige. Efter Martinus terminologi er vi "jordiske mennesker" og endnu ikke "rigtige mennesker". Men netop dette, at vi er væsener, der kan undres og fornemme det underfulde, er noget af det, der viser den forvandlingsproces, vi er ved at undergå. Vi føler også trang til at trænge ind i det underfuldes verden og forstå den og skabe noget underfuldt selv: kunst, videnskab, teknik m.m. Og vi længes efter en verden, hvori der er fred og næstekærlighed. Disse svingninger i vort elektriske kraftfelt vil med tiden også skabe nye forhold i vor åndelige og fysiske struktur og i verden omkring os, og det er af den største betydning for det søgende menneske at kende lovene for denne forvandling, som gælder dets egen fremtid For den, der fordomsfrit vil søge, findes der en uvurderlig hjælp og støtte i Martinus' analyser af vor videre udvikling. Her møder man i sandhed også det underfulde, og her kan man finde en mening med sit liv, der giver livsmod og nye muligheder.