Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Der var engang", sådan begynder de fleste eventyr. De fortæller om noget, der VAR, ikke om noget, der skabtes af intet eller "blev til". Det er, som om de geniale eventyrdigtere intuitivt har vidst – eller i alt fald anet – at VÆREN ligger bag ved alt uden at skabes eller tilintetgøres. "I begyndelsen var ordet" har vi lært fra Johannes' evangelium, det fortæller også om noget, som var, og ikke om noget, som blev skabt.

Men når eventyrene fortæller "der var engang", er det som regel ikke om ting, men om noget levende, der berettes, om levende væsener. Fortæller H.C. Andersen om "Thepotten", fortæller han om et menneske i en tepottes lignelse og om en tepottes miljø, der er et camoufleret menneskemiljø. Det er skæbne anekdoten i eventyret, der interesserer, kæden af årsager og virkninger, således som de griber ind i og påvirker et levende væsens bevidsthed. Og til begrebet skæbne knytter sig tanken om døden. Her er vi ved det væsentlige, det som al spekulation om begyndelse og afslutning egentlig drejer sig om for mennesket: når kroppen er blevet et lig, og dermed et menneskes fysiske liv har nået sin afslutning, det som begyndte ved undfangelsen og fødselen, er det da ensbetydende med afslutningen på dette væsens liv? Eller er en hvilken som helst afslutning – også døden – ensbetydende med en ny begyndelse og altså dermed et fortsat liv?

Selv om det i visse litterære kredse betegnes som dårlig smag, når en bog ender godt, ligger der alligevel dybt i de fleste læseres sind et ønske om en såkaldt lykkelig slutning. Dette ønske kan forlede nogle skribenter, der først og fremmest ønsker, at deres bøger skal være en god salgsvare, til at lave banale "lykkelige" slutninger. Det er dog også en flugt fra virkeligheden. Men hvordan kan man da løse dette problem? I en del moderne litteratur og dramatik har forfatterne valgt den løsning, at de lader slutningen stå mere åben, så læserne eller publikum selv kan digte videre med deres fantasi. Selv om denne nye måde at skrive på endnu ikke har vundet så stærkt gehør hos publikum, simpelthen fordi man endnu ikke har vænnet sig til at være aktiv meddigter, men er vant til at få det hele serveret, vil jeg mene, at den i to henseender viser frem mod nye positive kunstneriske udtryksformer. For det første, fordi aktiviseringen af mennesket er den væsentlige opgave for kunsten i fremtiden, aktivisering af de slumrende skabende kræfter, der bor i ethvert menneske, evnen til at levendegøre, til bevidst vekselvirkning mellem de indadgående og udadgående kræfter i sindet. Og for det andet, fordi begreberne kunst og liv på denne måde nærmer sig hinanden i et helt nyt perspektiv for at blive til livskunst.

"Mennesket er og bliver X'et, den ubekendte størrelse i vor bevidstheds universelle ligning", skriver den finske forfatterinde Hagar Olsson. I denne universelt-menneskelige ligning indgår der mange faktorer, f. eks. atombomber, koncentrationslejre, kold krig, racefordomme, magtbegær og meget andet af lignende art. Men der er heldigvis også helt modsatte faktorer i ligningen: humanitet, internationale fredsbestræbelser, tolerance og ønsker om menneskelig frihed, lighed og broderskab. Der er både videnskabelige, kunstneriske, religiøse og sociale faktorer af menneskelig værdi, som under ét kan udtrykkes i ordet næstekærlighed. Men hvad med X'et i ligningen, den ubekendte? Hvad er det, der optræder mellem alle disse negative og positive faktorer? Det er det føromtalte NOGET, SOM ER. Selve ligningen er de psykiske og fysiske materiers eller vibrationers tids- og rumdimensionelle verdener, men X'et er udenfor tid og rum. "Uden X ingen ligning" er ensbetydende med "uden dette NOGET ingen livsoplevelse og skabelse". Men på den anden side gælder det også "uden ligning intet X", thi uden psykiske og fysiske vibrationer eller materie ville det ikke være muligt for NOGET af opleve NOGET hverken som bekendt eller ubekendt.

Og lad os så igen springe over til eventyret "Der var engang". "Der var engang en konge – en fattig mand – en prinsesse – en fattig pige – en ond dronning – en god og kærlig moder – o.s.v. – – – og de levede lykkeligt til deres dages ende, og hvis de ikke er døde, så lever de endnu". Det gør de, for det er egentlig os, der fortælles om. De virkelig gode eventyr fortæller en lille smule af livets eget eventyr i mere eller mindre symbolsk og koncentreret form. Og i livets eventyr er VI hovedpersonerne, og vi er alle lige nødvendige og betydelige, selv om det måske ikke ser sådan ud i øjeblikket. I et skuespil er der som regel hovedpersoner og bipersoner, og skuespillet er det perspektiv, gennem hvilket forfatteren søger at udrede især hovedpersonernes skæbnetråde eller -mønster. Men om hver af bipersonerne kunne der også skrives et skuespil, hvor førstnævnte skuespils hovedpersoner ville være bipersoner. Sådan er det, fordi hvert menneske spiller sit eget livs skuespil, hvori det har hovedrollen, eller rettere den ene af hovedrollerne, for der er én til, og den spilles af Gud. "Men der er jo mange andre roller end vor egen i vort livs skuespil", vil man indvende. Og denne indvending er naturlig, da vi alle er opfyldt af livets mangfoldighed. Men mangfoldigheden er kun den ene side af livsmysteriet, den ydre side. Den anden, den indre side, er livets enhed, og det er gennem koncentrationen på den, at livsmysteriet kan løses. Denne enhed er det, vi kalder Gud, universet som levende væsen, hvis JEG eller X er ét med alle levende væseners Jeg.

Dogmet om treenigheden findes i mange religioner, ikke blot i kristendommen, og utallige symboler er gennem tiderne brugt for at hjælpe de troende til en forestilling om dette begreb, som i sin inderste analyse er X, "Noget, som er". For kristendommens vedkommende må man sige, at treenighedsdogmets oldkirkelige formulering har tabt sin oprindelige kraft og er uden betydning for vor tids mennesker. Men det betyder ikke, at menneskene ikke trænger til forståelse af det treenige princip. Tværtimod, er der noget, de jordiske mennesker i vor tid trænger til, er det netop det. Man har brug for at forstå, at det ikke er noget fjernt og "ophøjet", men det NÆRMESTE af alt, fordi det ER mennesket selv!