Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For at illustrere de forklaringsmuligheder på livsmysteriet, som Martinus verdensbillede rummer, skal vi nu i korte træk benytte dets analyser i forsøg på at løse nogle af de filosofiske grundproblemer, som gennem tiderne har voldt mennesket vanskeligheder.

Det første problem, som er af religiøs natur, kaldes undertiden theodicé-problemet (theos = Gud, dicé = retfærdighed). Hvordan kan man opfatte Gud som retfærdig, når man ser, hvor ufuldkomment hans værk er? Når man betragter naturen og menneskelivet, må man indrømme, at der her findes skyggesider, som kan synes forfærdende. Tænk på dyreriget, som er alles kamp mod alle, eller på de sygdomsepidemier, som har plaget menneskeheden gennem tiderne, for slet ikke at tale om menneskers mord på mennesker, ligegyldigt om det sker med en stenalderøkse eller en atombombe. Det er i og for sig ikke mærkeligt, at mange mennesker ved synet af alt dette har fattet mistillid til den guddommelige skabeevne.

Hvis man gennemtænker, hvilke mulige skabemetoder, der kunne lægges til grund for verdens tilblivelse, er der to forskellige fremgangsmåder, som byder sig til, nemlig den spontane skabelsesakt og den successive skabelsesakt. Den første finder vi eksempel på i den gammeltestamentlige skabelsesberetning. Der hedder det f. eks.: Og Gud sagde: "Der blive lys!" og der blev lys. I det hele taget kan beretningen om verdens skabelse på 6 dage tages som udtryk for ideen om den spontane skabelsesakt, der fuldender verden på én gang, sluttende med den guddommelige konklusion, at alt, som var skabt, var såre godt.

Den spontane skabemetode kan imidlertid ikke bekræftes af vor daglige og heller ikke af vor videnskabelige naturerkendelse. Et stort flertal af forskningsresultater taler for, at jorden er blevet til gennem en milliardårig udviklingsproces og således først gradvis har fået sit nuværende udseende. Dette giver anledning til en nøjere prøvelse af den anden mulige skabemetode, den successive, som man også kunne kalde vækstprincippet. Iagttager man sine naturomgivelser, finder man mange bekræftelser på dette princip. Både planter og dyr er underlagt vækst, begyndende som kim, fortsættende gennem en vækstperiode, der fuldendes med det modne stadium, det fuldvoksne træ i skoven eller den granvoksne hjort, som i sine lemmers hurtighed og styrke repræsenterer sin arts fuldkomne eller modne stadium. Ja, mennesket behøver ikke gå længere end til sig selv for at finde eksempler på vækstprincippet. Hvert voksent menneske har nået sit nuværende standpunkt gennem stadier, der via barndom og fostertilstand strækker sig helt tilbage til den forenede æg- og sædcelle. I styrkeprøven mellem disse to skabemetoder taler den umiddelbare naturbetragtning således afgjort for, at universets og jordens tilblivelseshistorie må forklares på basis af et vækst- eller udviklingsprincip. Det har naturligvis været klart for alle, at naturens livsformer er undergivet vækst, men man har ikke haft dristighed til at drage analogien herfra til sjælens vækst. Der har i religiøs tænkning været en overvejende tilbøjelighed til at anse sjælen for et færdigt produkt, baseret på en spontan skabelse. Når menneskene handlede ufornuftigt eller ondt mod andre mennesker, skyldtes det ikke manglende sjælelig udvikling eller modenhed, men ond vilje. Man gav i virkeligheden udtryk for den opfattelse, at mennesket uafhængig af sin mentale konstitution frit kunne vælge, om det ville være synder eller helgen. Ud fra dette synspunkt er det da også klart, at man måtte opfatte Guds straf over synderne som en naturlig konsekvens. Martinus derimod drager analogien mellem naturens vækstformer og bevidsthedens eller personlighedens udvikling, idet han ligefrem giver udtryk for, at naturen bl. a. har den mission at fungere som levende anskuelsesundervisning for mennesket. Naturens principper kan således for den opmærksomme elev åbne for nye perspektiver i dets eget sind og vise hen til erkendelsen af fundamentale sandheder om dets egen "natur". Vedkommende vil da komme på sporet af, at det selv hører med til naturen og således er underlagt de samme skabeprincipper som den. Nøjere iagttaget viser det sig da også, at menneskets personlighed er genstand for vækst ligesom en materiel organisme. Ligesom denne for at vokse må skaffe sig føde fra omgivelserne, således må også personligheden optage "fødeelementer" fra omgivelserne, nemlig i form af erfaringer; og ligesom organismen øger sin størrelse og befæster sin struktur gennem stofskiftet, således opbygger mennesket også sin personligheds struktur gennem et mentalt stofskifte i form af tænkning, vurdering og kritik og udskiller til sidst ligesom organismen sine kasserede interesser og synspunkter som affaldsstoffer. Gennem de erfaringer, som mennesket uundgåeligt vil modtage hvert øjeblik af sin tilværelse, hvad enten de hidrører fra naturiagttagelser, fra dets daglige arbejde, eller, hvad der er af størst betydning, fra dets omgang med sine medmennesker, vil det med usvigelig sikkerhed blive ført frem mod dannelsen af den modne personlighed, som Martinus kalder kosmisk bevidsthed. Kriteriet på dette stadiums indtræden er, at alle personlighedens komponenter har nået en sådan standard og indbyrdes balance, at deres samlede bestræbelser alene har dette motiv: at skabe glæde og inspiration for sine omgivelser. Denne indstilling er ikke særlig dominerende for mennesker i dag, og det er da også netop dette forhold, som afføder depressioner, sygdom, ufred, krig o.s.v. Men denne mørke side af menneskets tilværelse kan ud fra Martinus synspunkt ikke bebrejdes det, da den er en naturlig virkning af den menneskelige mentalitets ufærdige vækststadier. Som mennesket sår, må det høste, og vi ser da også, hvorledes mennesker uafladeligt møder virkningerne af deres eget sindelag i form af andre menneskers adfærd. Derved erhverves efterhånden den erfaringssum, som er nødvendig for personlighedens afslibning og færdigdannelse.

På basis af vurderingen af henholdsvis det spontane og det successive skabeprincips muligheder må det være berettiget at fremsætte et spørgsmål, som utallige mennesker jorden over har stillet gennem tiderne, nemlig om ikke menneskene ville have været bedst tjent med at være blevet skabt fuldkomne med det samme. For en umiddelbar betragtning er det jo øjensynligt, at menneskene i så fald ville være blevet sparet for alle de lidelser, som de nu må gennemleve. Lad os for et øjeblik gå ind på tankeeksperimentet og forestille os, at mennesket var blevet skabt således indrettet, at det kun kunne handle rigtigt, d.v.s. i overensstemmelse med betingelserne for at kunne opleve glæde og skønhed. På hvilket grundlag ville individet da udløse sine handlinger? Ja, de måtte da betragtes som mekaniske virkninger af den struktur, som ved skabelsen var nedlagt i vedkommende. Dets adfærd måtte være af nødvendighedskarakter, ligesom det er tilfældet med en maskine, der følger sin konstruktion. Der kunne i så fald ikke være tale om fri vilje. Individet ville ikke kende begrebet erfaring, fordi dette forudsætter bevidstheden om andre handlemuligheder, der ville føre til andre resultater. Det er således klart, at et eventuelt ønske om at være blevet skabt i sin færdige skikkelse gennem en øjeblikkelig skabelsesakt ville være ensbetydende med at miste personlighedens adelsmærke, handlefriheden. Et afgørende kriterium på fri vilje er netop muligheden for at handle forkert, det vil sige imod lovene, og det er netop denne mulighed, som effektueres i fuldt mål i menneskenes nuværende situation. Hvis man ud fra dette perspektiv skulle vælge, om man ville foretrække at være skabt fuldkommen eller at vokse gennem erfaringsdannelse med sin frie vilje i behold, ville enhver formodentlig vælge det sidste.

I kirkens historie er fuldkommenhedsidealet gennem tiderne blevet devalueret. Oprindeligt har mange kristne prøvet at leve op til Jesu ord om at blive fuldkomne som deres himmelske fader. Ja, bestræbelserne herpå har undertiden taget så voldsom karakter, at man har pisket og martret sig selv og gennemført de mest umenneskelige former for askese. Men den ærlige sandhedssøger måtte gang på gang indrømme for sig selv, at målet lå for højt. Dette var også Luthers problem. Efter svære sjælelige kriser på grund af fuldkommenhedsbestræbelser fandt Luther det forløsende ord i troen, som for ham blev midlet til menneskets frelse. At blive fuldkommen ligger over vore menneskelige evner, men at antage troen er muligt for alle. Set ud fra Martinus analyser er denne konklusion naturlig på baggrund af kirkens ét-livsopfattelse. Fuldstændigt at ændre sin personlighed gennem et enkelt jordisk liv er en umulig opgave, hvis forsøg i værste fald ville føre til sammenbrud og psykose. Personlighedens vækst må derfor baseres på en flerlivsopfattelse, d.v.s. på reinkarnationsprincippet, så mennesket gradvis gennem en kæde af liv kan fuldende sin sjælelige struktur. Hvorledes man i reinkarnationsprincippet besidder en frugtbar hypotese til forståelse af en lang række menneskelige forhold, skal vi komme ind på i et senere afsnit, som udelukkende omhandler dette emne. Her skal vi nøjes med at anføre flerlivstanken som det logiske led, der i Martinus verdensbillede gør det muligt at forstå menneskets skabelse via vækstprincippet.

Efter disse betragtninger må vor konklusion på det gamle theodicé-problem da blive, at det på basis af Martinus analyser over vækst- og reinkarnationsprincippet ikke blot er muligt at sammenholde Guds retfærdighed med menneskenes åbenlyse ufuldkomne natur, men at en nøjere belysning af denne specielle skabemetodes hensyn til menneskets personlige frihed endogså må aftvinge beundring for Guds skabekapacitet.

Et andet problem i filosofiens historie, som ligeledes har beskæftiget religiøse tænkere, er spørgsmålet om den materielle verdens betydning i et åndeligt livssyn. Er man overbevist om, at den åndelige verden er tilværelsens egentlige realitet, medens den fysiske verden, som i Platons kosmologi, blot er skygger af den åndelige virkelighed, kan det materielle stof jo i det hele synes overflødigt.

Lad os belyse spørgsmålet med udgangspunkt i den gammeltestamentlige myte om paradiset og syndefaldet, da denne beretning ud fra kosmiske betragtninger rummer en kerne af sandhed. På et tidspunkt vandrede Adam og Eva i paradisets have og overholdt Guds påbud. De levede således i fred og glæde. Men en dag trodsede de forbudet mod at spise af kundskabens træ på godt og ondt og blev som følge heraf udvist fra paradiset og måtte derefter som straf for deres ulydighed leve på jorden blandt torne og tidsler. Martinus gør gældende, at alle nuværende væsener på jorden ganske rigtigt engang har levet i en guddommelig verden af åndelig natur, omgivet af skønhed og glæde, fordi de der levede i enhed med de kosmiske love. På et tidspunkt brød de disse love og inkarnerede derefter i mere og mere materielle verdener, mineralverdenen, planteriget for endelig at opleve en jordisk tilværelse af mest gennemtrængende karakter i dyreriget. Men Martinus betoner her til forskel fra den bibelske beretning, at der ikke var tale om nogen straf, men om en naturlig begivenhedsrække, som ikke blot var under kontrol af Gud, men endogså repræsenterede en guddommelig velsignelse af de levende væsener. Forklaringen herpå ligger i et universelt princip, som Martinus kalder loven om sult og mættelse. Adam og Eva havde udlevet den paradisiske tilstand i en sådan grad, at denne ikke længere kunne give dem inspiration til at leve. De var med andre ord blevet mætte af åndelig fuldkommenhed. Der voksede derfor et begær frem i deres bevidsthed imod at opleve en kontrasttilstand til den åndelige verden, nemlig en materiel tilværelsesform med alt, hvad en sådan rummer af muligheder for fare, spænding, vanskeligheder og ikke mindst hvile fra åndelig produktivitet. Det forekommer ofte vanskeligt for studerende af Martinus verdensbillede at forstå bevæggrunden til at forlade de høje åndelige verdener til fordel for en fysisk tilværelse. Men mulighederne for at forstå disse forhold ligger imidlertid inden for hverdagens rammer, idet det må erkendes, at mange mennesker, navnlig unge, har større tiltrækning mod denne verdens farer og fristelser end mod åndelige interesser. De kan lide fart og spænding, som de enten udsætter sig selv for, f.eks. ved motorkørsel, sport eller strabadser i naturen, eller mere indirekte hensætter sig i gennem spændingsprægede og bloddryppende romaner eller film. Et ungt menneske med denne interessesfære ville føle kedsommelighed, ja, lede ved f.eks. et foredrag om åndelige emner, så længe dets sjælelige behov for grove materielle oplevelseseffekter endnu ikke har passeret klimaks. Begæret efter oplevelse af det materielle viser sig imidlertid på endnu mere generel måde i selve dette at spise og drikke. Alle normale mennesker sætter pris på at indtage et veltillavet måltid mad, og dette er meget nær en rendyrket stoflig eller materiel oplevelse. Man må således vedgå, at stoffets oplevelsesmuligheder rummer regulære værdier. – Denne analogislutning røber endvidere en meget karakteristisk side ved Martinus verdensbillede, nemlig at det evige livs kosmiske principper lader sig afspejle i dagligdags begivenheder. Som det er i det store, således er det også i det små, hvorved sandheden om universet altid er lige nær. Det er således hverken mikroskoper eller teleskoper, som skal afsløre livets gåde, men det åbne, intuitivt begavede sind, som i det nære kan erkende det evige. I et evigt perspektiv betegner syndefaldet og den materielle tilværelsesform en kontrasttilværelse, som i virkeligheden fornyer evnen til at opleve. Blandt alle modsatte oplevelsestilstande betegner ånd og materie den mest udprægede kontrast. I "Livets Bog" kan man i detaljerede analyser læse Martinus beskrivelse af, hvorledes disse begreber er pseudonymer for modsætningen mellem det evige livs "dage" og "nætter", dets "lys" og "mørke", repræsenterer spændingen mellem kærlighed og selviskhed og forskellen mellem viden og uvidenhed. Dertil kommer, at disse to begreber i allerhøjeste forstand repræsenterer modsætningen mellem arbejde og hvile. Jo større åndelig begavelse et individ er i besiddelse af, des større er dets forpligtelser og arbejdsindsats. Ånd og arbejde hører således sammen. At være medlem af åndelige verdener er ensbetydende med at deltage i skabende projekter med alle sin bevidstheds evner. I forhold til den åndelige aktivitet udgør stofoplevelsen en hviletilstand, der ikke stiller krav til bevidste kræfter i nævneværdigt omfang, men fuldbyrdes som en næsten passiv absorbtion gennem instinktive automatfunktioner.

Konklusionen på denne kortfattede skitse af det materielles betydning i et åndeligt livssyn må således blive, at ånd og stof er komplementære livsbegreber, som strukturerer den evige livsoplevelse ved at afløse hinanden som tilværelsesgrundlag (uden helt at udelukke hinanden) og endvidere understøtter og forudsætter hinanden i form af loven om sult og mættelse.

(I fortsættelsen vil vi beskæftige os med filosofiske problemer, som har deres udgangspunkt i materialistisk eller positivistisk tænkning.)