Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(fortsat)
 

Det første grundproblem i den materialistiske tænkning, vi skal berøre, er en anden udgave af det netop gennemgåede religiøse problem om det materielle stofs betydning i en åndelig livsanskuelse, men denne gang med en fuldstændig ændret tendens, nemlig spørgsmålet om åndelige emners placering i et materialistisk livssyn. Medens man fra religiøs side følte stoffets betydning og realitet problematisk, rettes mistilliden i den materialistiske filosofi mod det sjælelige eller åndelige. For at forstå denne indstilling, må man erindre sig, at materialismen hviler på et empirisk udviklings grundlag, som siden middelalderen har vist sig stedse mere succesfuld med hensyn til at finde mekaniske årsager til livsprocesserne. Takket være den har man klarlagt de fysiske og kemiske processer inden for store områder af den uorganiske verden og er tillige trængt overordentligt langt ind i de levende organismers højst komplicerede fysiologiske funktioner. En lang række af de virkninger, som tidligere tider tilskrev "sjælens kraft", er således en for en blevet gendrevet gennem påvisning af biologiske lovmæssigheder. Så sent som i sidste århundrede var mange forskere endnu af den opfattelse, at den levende organismes legemsvarme var en virkning af et sjæleligt eller "vitalt" princip, altså af ikke-mekanisk oprindelse. Men også denne skanse blev indtaget med opdagelsen og klarlæggelsen af den organiske forbrændings kemiske processer. Det mest overbevisende slag mod sjæletroen blev dog hjernefysiologien, som mente at afsløre sjælelivet som et biprodukt af hjernecellernes kemi. Mangelen på visse stoffer og tilstedeværelsen af andre kan således medføre forandringer i hjernen og forårsage katastrofale ændringer i personligheden. Mangelen på B1 vitaminet kan således forårsage udtalte psykoser. Skjoldbruskkirtelens virksomhed har den allerstørste betydning for hjernens funktion og dermed for sjælelivet. En forskel i dens daglige produktion af tyroxin på nogle få tiendedele af et milligram afgør, om vedkommende skal henleve sine dage som normal eller på en åndssvage- eller sindssygeanstalt. Ret beset er kendskabet til fysiske stoffers indflydelse på sjælelivet ikke udelukkende af nyere dato; det har også tidligere været en dagligdags erfaring, at visse stoffer som alkohol og forskellig slags medicin eller giftstoffer kan afføde visse bestemte sindsbevægelser. Det er vel en særdeles gammel erfaring, at vin gør menneskets hjerte glad. Selv om disse virkninger er kortvarige, må princippet dog siges at være det samme. Man mener f.eks., at vore nordiske forfædre "fik kraft" til at gå bersærkergang gennem indtagelsen af visse svampe, navnlig fluesvampen, som kan fremkalde de heftigste anfald af raseri og voldsomhed. Når en morfinist eller opiumsryger hengiver sig til sin last, benytter han sig af disse stoffers såkaldte euforiserende virkning, d.v.s. en sygelig eller kunstig forøgelse af velvære. Kendt er i denne henseende også meskalinrusen, som erhverves gennem indtagelse af stoffet meskalin, der kan udvindes af en meksikansk kaktusart. I denne rus forekommer verden vedkommende ubegribelig smuk, betagende, tingene forandrer form og farve, banal musik opleves som noget vidunderligt, og eventyrlige visioner forekommer. På basis af disse og mange andre kendsgerninger er det uomtvisteligt, at disse og mange andre stoffers indflydelse på nervesystemet kan afføde virkninger i personligheden af meget varierende karakter. Denne omstændighed fortolkes ofte som udtryk for sjælelivets totale afhængighed af organismens fysiske og kemiske tilstand med den konklusion, at bevidstheden eller personligheden ikke kan tænkes at eksistere uden legemet. Denne slutning er naturligvis forhastet. I Martinus analyse er menneskets organisme kun en enkelt facet i dets samlede bevidsthedsområde. Denne fysiske facet skal på den anden side ikke bagatelliseres, da vi i vor daglige fysiske tilværelse er henvist til at opleve vore medmenneskers samlede personlighed, netop som den kommer til udtryk i den fysiske organismes adfærd. Det er derfor indlysende, at håndgribelige ændringer i netop denne facet må ændre billedet af personligheden, som netop opleves på basis af denne facet. Men dette udelukker ikke muligheden for, at mennesket, som var frigjort fra sin organisme, kunne afsløre en noget anden, ja, i visse tilfælde en væsentlig anden personlighed, hvis der f.eks. har foreligget svære hjerneskader. For at belyse problemet nærmere kunne man anføre, at organismen er som en sold eller si, der i betydeligt omfang begrænser de bevidsthedskræfter, som mennesket uden denne er i besiddelse af. Urenheder i blodet, træthedsstoffers tilstedeværelse m.m. nedsætter f.eks. menneskets sjælelige kapacitet. Omvendt er optimal bevidsthedskapacitet betinget af legemets fuldkomne sundhed, fordi det da i størst omfang kan "huse" personlighedens rent sjælelige ressourcer. Betragter man organismen som det svageste led i personlighedens facetter, og betænker man, at menneskets fysiske tilkendegivelse af sin samlede tilstand netop afhænger af dette led, vil organismens tilstand naturligvis være udslaggivende. Ud fra denne tankegang er det naturligt, at visse stoffer yderligere hemmer de sjælelige kræfter i at komme til udtryk, ligesom en fejl i et radioapparat hindrer radiobølgerne i fuld transmission, medens andre stoffer netop besidder sådanne kvaliteter, at de forøger de åndelige facetters mulighed for at blive "transmitteret" i den fysiske hjerne.

Når man koncentrerer sin opmærksomhed på organismens reaktioner på kemiske stoffer, forledes man let til at blive fikseret i en ensidig årsags-virkningskæde og er tilbøjelig til at overse de modsatte eksempler, d.v.s. vidnesbyrd om, hvorledes karakterstyrke og udholdenhed, bøn og meditation har affødt helbredelser i tilfælde, hvor medikamenter kom til kort. Sådanne eksempler bliver ikke i almindelighed videnskabeligt beskrevet, fordi man ikke vil udelukke, at ukendte organiske funktioner har spillet ind. I Lourdes i Frankrig har man som undtagelse fra regelen nedsat højt kompetente videnskabsmænd til at kontrollere de syge før og efter badning i den hellige kilde. Rapporter herfra melder om helbredelser, som fra et fysikalsk synspunkt må karakteriseres som undere. *)

Kun i negativ retning er det almindeligvis anerkendt, at mentale tilstande kan give sig legemlige udslag, nemlig i form af de såkaldte psykosomatiske lidelser. Tilpasningsvanskeligheder, bekymringer, sjælelig spænding og angst, der vedvarer over lange tidsrum, kan således under specielle omstændigheder udvikle sig til regulære legemlige lidelser med organskaber, som f.eks. forskellige hjertelidelser, for højt blodtryk, astma, basedow, mavesår, tyktarmskatar, hudlidelser og adskillige flere sygdomme.

Nu må man imidlertid ikke tro, at psykosomatiske sygdomme af materialistisk indstillede forskere opfattes som brud på den materialistiske grundanskuelse. Dette er på ingen måde tilfældet. For disse forskere er psykiske funktioner synonymer for komplicerede og til dels ukendte biologiske processer i centralnervesystemet. Samspillet mellem sjæl og legeme er i denne fortolkning udtryk for en vekselvirkning mellem centralnervesystemet og den øvrige del af organismen. Selv om man i praksis bruger psykologiske og medicinske navne i flæng til forklaring af menneskets tilstand og adfærd, er problemet om disse to siders egentlige natur stadig åbent. Kan psykologiske emner som tanke, følelser og vilje presses ind i en stoflig formulering? Kan bevidstheden betragtes som et biprodukt af nervevævets indviklede processer, eller ejer den så karakteristiske egenskaber, at den må karakteriseres som værende af ikke-stoflig natur? Undersøger man problemet nærmere, viser det sig, at åndelige eller psykiske emner på særdeles væsentlige punkter adskiller sig fra materielle emner. Bevidstheden rummer således først og fremmest en jeg-følelse, der forbinder personens forskellige sjælelige sider og giver det fornemmelsen af at være den samme trods alle ændringer. Den voksne person oplever således sit voksne jeg og sit tidligere jeg som barn som værende samme identitet. Jeget er således bæreren af kontinuiteten i individets tilværelse. Desuden opleves jeget umiddelbart som et centrum, hvorfra sjælelivets kræfter stråler ud, og hvor oplevelser udefra modtages. Et andet karakteristisk træk ved åndelige emner står i nær forbindelse hermed, nemlig tidsfaktoren. Dermed hentydes til, at psykiske emner rummer tre tidsaspekter, fortid, nutid og fremtid. I kraft heraf har bevidstheden den bemærkelsesværdige evne at kunne forbinde nuet med en tilbageskuende og fremadskuende tendens. Takket være denne egenskab kan individet føre det fortidige med ind i nuets funktion, nemlig i form af erfaringer, og gøre dette med henblik på et projekt, som tænkes fuldført i fremtiden. Disse to egenskaber, jeg-følelsen og tidsfaktoren hæver bevidstheden og dermed de åndelige eller psykiske emner op på et højere plan end det materielle stof. I vor oplevelse af stoffet, f. eks. iagttagelsen af en bil, som kører på vejen, fremtræder synsbilledet som et "det", altså uden jeg-følelse. Men hvad med tiden? Fremtræder bilen ikke som et fænomen i fortid, nutid og fremtid? Så jeg den ikke før, nu, og vil jeg ikke kunne se den lidt endnu, før den forsvinder ud af synsfeltet? Nej! Bilen opleves kun i nuet, i en række af nuer. I de enkelte øjebliksbilleder kan jeg ikke se bilen i sin tidligere eller fremtidige position, men kun i dens øjeblikkelige position. Begrebet om dens fortidige og fremtidige placering er en egenskab ved den oplevendes psykiske funktion. Kun via "erindring" og "forestilling" eksisterer bilen som et tidsfænomen, men erindringer og forestillinger er jo netop rene bevidsthedsemner. Betragtet således er det øjensynligt, at bevidstheden er en højere og i en vis forstand mere omfattende virkelighed end det materielle stof.

Ud fra disse synspunkter vil det være en grov tilsidesættelse at betragte bevidstheden som et bifænomen i organismen. At identificere sit åndelige væsen med tilfældige stoflige reaktioner er at benægte sin egen primære natur og er således, hvad Martinus kalder en dyrkelse af "døden", nemlig det "døde stof". Bekræftelsen på, at mennesket har en åndelig natur, er ikke baseret på spidsfindige beregninger eller laboratorieforsøg, men er alene betinget af en ærlig og uhildet selvbetragtning. For en sådan viser det sig, at mennesket er mere end de sanseindtryk, som giver det oplevelse af fysisk materie, at det tillige er en lang række tilstande, der kaldes følelser, stemninger, ønsker, overvejelser, tvivl, planlægning, beslutninger o.s.v., der er ordnet i et tidsperspektiv og er koncentreret omkring en jeg-følelse. Disse emner og naturligvis flere med dem er det, vi kalder åndelige eller psykiske.

I menneskets nuværende udviklingssituation spiller dets fysiske organisme en meget betydelig rolle i dets tilværelse, og det er netop dette forhold, som kan forlede til den opfattelse, at det fysiske stof er den primære substans, medens åndelige emner er bivirkninger heraf. Menneskets nuværende bevidsthedsliv er – set med kosmisk målestok – meget uudviklet, og dets tilværelse må derfor i stor udstrækning basere sig på dets instinktive, legemlige reaktioner. Dets fysiske organisme er omvendt en særdeles udviklet og kompliceret mekanisme, der fremtræder som et harmonisk og velafbalanceret univers, hvori organer, celler, molekyler o.s.v. indgår et beundringsværdigt samarbejde. For dyret er dette svælg mellem bevidsthedens og legemets udviklings standpunkt endnu mere slående, idet dyrets liv i naturen praktisk talt fuldstændigt afhænger af reflekser og instinkter. Dyrets tilværelse er hovedsageligt baseret på et automatisk samarbejde mellem dets drifter og et instinktivt adfærdsmønster, medens den bevidste stillingtagen til de forskellige begivenheder er minimal. Menneskets sjæleliv har nået et højere stade og begynder at kunne lede organismen mere og mere bevidst. Det kanaliserer sine legemlige drifter, det studerer næringsstoffernes betydning for legemets trivsel, og det udvikler gennem bevidste overvejelser hygiejniske forholdsregler. Forholdet mellem sjæl og legeme i mennesket kan populært sammenlignes med en rytter og hans hest. Den dygtige rytter er herre over sit ridedyr, han bestemmer vejen og farten. Men han kan ikke handle vilkårligt med sin hest og f. eks. skamride den. Han må respektere dens natur, dens krav på pasning, foder, hvile o.s.v., hvis han vil have glæde af den.

I mennesket er forholdet mellem sjæl og legeme imidlertid endnu mere intimt end i eksemplet, idet den fysiske organisme er en del af menneskets samlede bevidsthed. Vi skal senere ud fra Martinus analyser sandsynliggøre den tanke, at organismen er skabt af bevidste kræfter, bl. a. med det formål at hjælpe individet gennem den passage i dets åndelige kredsløb, hvor dets åndelige evner er degenereret til et minimum, nemlig i plante- og dyreriget. Vor foreløbige konklusion på spørgsmålet om åndelige emners placering i et materialistisk livssyn må derfor være en stadfæstelse af bevidsthedens egenart og en bekræftelse på dens delvise herredømme over det materielle, afhængig af dens udviklingsstandpunkt. (Fortsættes.)
 

*) Jvf. Johs. Dragsdahl: "På sporet af den store virkelighed" s. 96 f.f.