Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi skal nu behandle et andet problem, som har voldt og stadig volder den positivistiske og materialistiske tænkning adskillige vanskeligheder, nemlig den levende naturs tilblivelse og egenart i forhold til universets livløse stoffer. Vi skal med det samme anføre, at sondringen mellem levende og død natur er illusorisk set med Martinus øjne, idet enhver naturproces har et eller flere levende væsener til ophav. Vi skal i dette afsnit forsvare denne opfattelse, idet vi primært vil prøve at vise, at strukturen i den organiske verden må forudsætte styrende kræfter, d.v.s. bevidst skabeevne, og desuden antyde, at hele naturen, de uorganiske stoffer medregnet, er genstand for en guddommelig skabelsesakt.

En af tænkningens største opgaver er at bringe system inden for sit interesseområde, således at det kommer til at fremtræde som et sammenhængende hele uden uforståelige overgange eller modsætninger. Det var derfor en stor dag for biologien, da man gennem kemiske analyser af organisk stof kunne bevise, at det var opbygget af de uorganiske grundstoffer: kulstof, kvælstof, ilt, brint, svovl, fosfor o.s.v. Dette betød, at der ikke var nogen væsensforskel mellem den levende og den døde natur, mellem naturens organismer og mineralverdenen, men at forskellen alene beroede på grad af komplikation, idet de organiske molekyler viste sig at være sammensat af omfattende atomsystemer. Som malende eksempel kan nævnes desoxyribonucleinsyre-molekylet, som er hovedbestanddelen i den dyriske organismes kromosomer. Dette organiske molekyle består af ca. 10.000 led, der hver består af ca. 20-30 atomer. I modsætning hertil kan man tænke på et uorganisk molekyle som vand, der kun består af 3 atomer. Men alene denne forskel rummede et problem. Hvordan kunne det være, at naturens stoffer i så stort omfang indgik i disse komplicerede forbindelser?

Der findes en almen fysisk lov, loven om den voksende entropi, som gælder for legemer, der består af mange atomer og molekyler. Denne lov udtrykker sig derved, at et sådant legeme altid har tendens til at udligne temperaturforskelle og trykforskelle med omgivelserne og desuden forenkle sin kemiske struktur til dannelsen af simple, stabile molekyler. Entropiens endelige resultat bliver således en udligning af alle forskelle mellem legemet og dets omgivelser. På basis af denne anerkendte fysiske lov er det naturligvis mærkeligt, at der kan findes organismer, hvis organer og celler besidder en organisationsgrad, der ligger milehøjt over de uorganiske stoffers simple atomstrukturer. Det er ganske rigtigt, at organismerne "bøjer" sig for entropiens lov, når de ældes og tilsidst opløses, men selve organismens vækstproces og ikke mindst dens evne til gennem formering at genskabe sin komplicerede struktur, er en himmelråbende protest mod denne lov.

Vi skal betragte disse forhold lidt nærmere. Først vil vi stille det spørgsmål, om de første æggehvidestoffers dannelse på jorden (æggehvidestofmolekylet kan betragtes som de organiske legemers byggesten) kan tænkes opstået alene på basis af kendte fysiske og kemiske love, incl. loven om den voksende entropi. Hvis svaret er bekræftende, vil det altså sige, at disse molekyler er dannet ved tilfældigheder, medens de i benægtende fald må tilskrives styrende faktorer. Som nævnt bevirker entropien, at der i naturens stoffer er tilbøjelighed til udligning og ligevægt, således at der ikke normalt opstår særlige eller specielle atomgrupperinger. Dette kan illustreres ved en simpel opstilling. Har man f.eks. to ens kar med vand, som er forbundet med et rør, vil vandmængden regulere sig gennem røret, så der er samme mængde vand i begge kar. Hælder man nu varmt vand i det ene kar, vil der ikke gå ret lang tid, før varmemængden har udbredt sig til hele karret og gennem røret til det andet kar. Tilstanden i de to kar bliver således mere og mere symmetrisk. Hvis det ejendommelige skulle ske, at vandet i de to kar fordelte sine molekyler, således at alle de hurtige molekyler strømmede til det ene kar og alle de langsomme til det andet, ville vandet i det ene kar blive opvarmet (varme = molekylebevægelser), medens vandet i det andet ville blive afkølet, og der ville således være indtrådt en dissymmetrisk tilstand. Undersøger man nu organiske molekyler, f. eks. æggehvidestoffets molekyler, viser det sig, at deres atomstrukturer er overordentlig dissymmetriske. Man kan opstille en sandsynlighedsberegning over molekylstrukturer, idet symmetriske atomfordelinger betegnes som mest sandsynlige, medens dissymmetriske atomfordelinger omvendt karakteriseres som mere eller mindre usandsynlige alt efter dissymmetriens grad. I sin bog "Menneskets bestemmelse" beretter den franske biolog Lecomte du Noüy om professor Guyes' sandsynlighedsberegninger over emnet. Disse beregninger giver udtryk for, at sandsynligheden for dannelsen af blot et enkelt molekyle af høj dissymetrigrad på tilfældig vis og under normale termiske omstændigheder er praktisk talt lig nul. Men på den anden side kan man på statistisk grundlag ikke udelukke, at det kunne lade sig gøre ved et enestående træf, ligesom det ikke teoretisk kan udelukkes, at de hurtige og langsomme molekyler ved deres stadige bevægelser en skønne dag har fordelt sig i hver sit kar. Konklusionen på Guyes' beregninger blev, at chancen for dannelsen af et enkelt æggehvidestofmolekyle med sandsynlighed kunne forekomme 1 gang i løbet af 10²⁴³ milliarder år (ialt 1 efterfulgt af 252 nuller). Når man nu tager i betragtning, at jorden kun har eksisteret i ca. 4,5 milliarder år, og at der ikke blot er opstået et enkelt æggehvidestofmolekyle, men et antal organiske molekyler af astronomisk størrelsesorden, og at disse opbygger celler, organer og organismer, hvis yderligere sandsynlighed for tilblivelse på tilfældig basis hver især kan gøres til genstand for beregning af lignende art, forstår man biologen Edwin Conklins udbrud, at sandsynligheden for, at livet skulle være opstået ved en tilfældighed, kan sammenlignes med sandsynligheden for, at et bindstærkt leksikon skulle blive resultatet af en eksplosion i et bogtrykkeri. Det er således klart, at det organiske livs udvikling og udfoldelse med langt større rimelighed må tilskrives styrende faktorer end tilfældigheder.

Men problemet kan deles i to afsnit. For det første mulighederne for de første æggehvidestoffers dannelse i den biologiske historie, hvilket vi nu har omtalt, og for det andet livs stoffernes evne til at reproducere sig selv gennem formering. Denne sidste egenskab er mindst ligeså bemærkelsesværdig som deres første-skabelse. Hver eksisterende organismeart er i stand til at genskabe sin egen struktur i form af en ny generation, hvad enten det drejer sig om alger, krybdyr eller mennesker. Både for den ukønnede og den kønnede formering gælder det, at reproduktionsevnen er en egenskab ved cellens kromosomer, hvis hovedbestanddel er det ovenfor nævnte stof forkortet til DNA. Genskabelsens mirakel er med andre ord – på basis af biokemikernes nuværende viden – sandsynligvis en virkning af dette stof. Enhver formering er baseret på celledeling og indledes med, at kromosomerne, som har form af små stave, hver især deler sig og trækker sig ud i hver sin ende af cellen. Der dannes derefter en cellevæg mellem dem, og to nye celler er dannet I disse kan kromosomerne på ny dele sig, og to nye celler dannes o.s.v. Under fosterudviklingen viser kromosomerne sig i stand til at dele sig tusindvis af gange, hvorved alle legemets celler bliver til. Hver legemscelle i den voksne organisme indeholder således stadig disse mirakuløse kromosomer, og mange er stadig i stand til ved deling at genskabe sig selv, f.eks. hudcellerne, hvad der viser sig ved sårdannelse. I den voksne organismes dannelse af kønsceller, og formidlet af parringen, fortsætter kromosomerne deres fantastiske delinger i afkommet og således videre generation efter generation. Med undtagelse af visse sjældne ændringer i deres struktur, de såkaldte mutationer, og ændringer i deres indre genkombination på grund af valg af kønspartner, er kromosomerne således biologiske enheder, som fører deres historie helt tilbage til livets urtid. Denne parktisk talt uendelige reproduktionsevne hos kromosomernes kemiske bestanddele er ufattelig. At kunne halveres et uendeligt antal gange og stadig have samme egenskaber, f.eks. dannelsen af hvirvelsøjlen, der er et organisk udstyr langt ned i dyrerækken, identificerer kromosomernes stavformede legemer med veritable "tryllestave", Normalt bliver virkningen af et fysisk stof svagere ved deling, vil måske endda ændre sin virkning eller helt ophøre med den, men kromosomerne fremhæver deres egenart ved en stabilitet, som viser sig i den biologiske artskonstans.

Endelig skal vi omtale træk ved de levende organismers funktion, som ligeledes strider imod entropien og taler for tilstedeværelsen af styrende kræfter. En organisme er ikke blot i sin struktur en kompliceret organisation af kemiske stoffer, men denne organisation befordrer en ligeså beundringsværdig koordinerende virksomhed, der utvetydigt har det formål at sikre organismens beståen under vekslende vilkår og på trods af nedbrydende kræfter fra omgivelserne. Man kan nævne samarbejdet mellem musklerne og åndedrætsorganerne. Forøget muskelarbejde kræver ilt til forbrændingsprocesserne, som skaffes til veje ved øget åndedræt. Man trækker f.eks. vejret hurtigere, når man løber, end når man går. Gennem dette samarbejde øger organismen således sin effektivitet. Eller man kan nævne de varmblodige dyrs temperaturregulering. Synker temperaturen i omgivelserne, bibeholdes legemstemperaturen alligevel, idet regulerende funktioner træder i kraft. Dels mindskes blodcirkulationen i hudens blodkar, og dels rejser legemshårene sig, hvorved varmeafgivelsen mindskes, og dels øges legemets varmeproduktion. Man kunne nævne organismens fælles biologiske forsvarsberedskab, de hvide blodlegemer, som omgående strømmer til ad blodvejene, når fremmede bakterier er trængt ind i organismen, og bogstavelig talt fortærer disse. Desuden dannelsen af antistoffer under visse infektioner, som sikrer en kortere eller længere varende immunitet overfor den pågældende sygdom. Organismens fysiologi er i virkeligheden én lang beretning om vekselvirkning og koordination mellem legemets kræfter, som giver dette sine højt kvalificerede egenskaber. Dør organismen, bryder hele systemet sammen praktisk talt på én gang, netop fordi dets opretholdelse er betinget af alle de fysiologiske enheders samvirke.

Den forklaringsmetode, som har vundet hævd inden for naturvidenskaben i dag, er den kausale, som henviser til materielle årsager. Ud fra den må forklaringen på komplicerede dannelser som en organisme findes i de organiske stoffer, som opbygger organismen, d.v.s. hovedsageligt i æggehvidestoffernes (proteinernes), fedtstoffernes og kulhydraternes kemi. Da disse stoffer i deres molekylstruktur imidlertid også er komplicerede dannelser, må forklaringen herpå ligge i de uorganiske stoffers natur, og man giver således forklaringsbyrden videre, indtil man ender i den teoretiske fysik. Vi har set, at entropiens lov, som gælder i den uorganiske verden, ikke gælder i den organiske verden. Tendensen til at forklare en helhed ved hjælp af delenes egenskaber er med andre ord ikke fyldestgørende. Helheden i form af organismen røber egenskaber som struktur, organisation, samarbejde og koordination, som har en kausalvirkning på delene, således at disse fungerer efter helhedens tarv. Denne kausalitet fra helheden til delene kalder man ofte teleologisk (telos = mål på græsk) eller finalistisk (finis = ende på latin), fordi det ud fra denne betragtning er endemålet eller resultatet, som bestemmer delprocesserne. Det almindelige argument for den fysiske kausalitetslov er, at delene må skaffes til veje og kombineres, før helheden kan fremtræde, og at et finalistisk synspunkt ville kræve, at helheden skulle være til stede før delene, hvilket hævdes er umuligt: huset kan ikke eksistere før murstenene. Da man fra biologisk side ikke vil benægte, at organismer er hensigtsmæssige helhedsdannelser, befinder man sig således i et dilemma.

På basis af Martinus analyser ligger løsningen ligefor. Mennesket har nemlig et førstehånds kendskab til finalistisk aktivitet i form af dets egen skabende bevidsthed. Vi har tidligere fremhævet, at bevidstheden besidder en tidsfaktor, der gør bevidstheden både bagud- og fremadrettet og derved netop kan bruge erfaringer i planlægning for fremtidige projekter. Bevidstheden kan benytte stofferne i sin skabende virksomhed og kan indordne de kausale love under tænkningens love. Når ingeniører bygger en bro, bryder de således ikke de fysiske og kemiske kausallove, men udnytter dem via tænkning til konstruktiv skabelse. Bevidsthedsfænomener besidder med andre ord netop sådanne egenskaber, der kan skabe struktur og helhed. Den endelige forklaring på den biologiske verdens hensigtsmæssige struktur må derfor antages at ligge i bevidste intellektuelle kræfters virksomhed, men vel at mærke bevidsthedskræfter, som i kvalitet ligger uendeligt meget over menneskets bevidste skabeevne. Det må med andre ord dreje sig om en guddommelig bevidsthed.

Sondringen mellem levende og livløs natur førte således til en altovervejende sandsynlighed for, at der bag de organiske væseners organismer ligger skabende bevidsthedskræfter. Men en sådan erkendelse er ud fra Martinus analyser kun et skridt på vejen, idet også den uorganiske verdens stoffer er genstand for guddommelig skabelse, hvilket bl. a. røber sig i den strukturdannelse, som atomer, molekyler og krystaller er i besiddelse af. Endelig må man anerkende, at den organiske verdens fremtræden ikke havde været mulig uden en koordineret vekselvirkning med de uorganiske stoffer, f.eks. solens lys, vand, salte o.s.v. Fra Martinus synspunkt er derfor ikke blot den organiske verden, men hele naturen udtryk for Guds skabende bevidsthed.