Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1965/11 side 12
NYT FRA BREVSKOLEN
Vedrørende bogen; "Det levende væsen og livets oplevelse"
I forbindelse med udgivelsen af anden udgave af "Det levende væsen og livets oplevelse" er det os hermed en glæde at kunne meddele, at det på grund af de med denne udgave forbundne langt mindre fremstillingsomkostninger har vist sig muligt at regulere prisen til læserens fordel. Med øjeblikkelig virkning andrager den således herefter kr. 6,50.
I forbindelse med nævnte udgivelse af anden udgave er der på foranledning af flere opfordringer blevet skabt et tillæg, der vil kunne rekvireres særskilt. Dette tillæg behandler i meget koncentreret form det levende væsens grundanalyse og belyser dermed på en relativt begrænset plads den række hovedargumenter, gennem hvilke Martinus klarlægger sin epokegørende definition af begrebet "liv". Tillægget, der også vil kunne læses selvstændigt, omfatter 16 sider af samme format som moderudgaven. Det kan rekvireres ved henvendelse til Instituttet og koster kr. 2,75. – Udgivelsen vil finde sted ca. 15. juni.
Vedrørende Korrespondancekursus
Til gengæld er det med den største beklagelse, at vi må meddele nødvendigheden af at forhøje abonnementet på vort korrespondancekursus. Det sker meget imod vor vilje, men efter regeringens vedtagelse af det sidste sæt forbrugsafgifter, portoforhøjelse m.v., er det simpelt hen ikke muligt længere at holde den gamle pris. Vi skal derfor meddele en forhøjelse på abonnementet med 30 øre pr. lektion, således at prisen pr. 5 lektioner herefter andrager:
For abonnenter inden for Danmarks grænser: d. kr. 18,00
For abonnenter uden for Danmarks grænser: d. kr. 15,00 eller sv. kr. 11,50
Prisforskellen mellem Danmark og udland beror på, at udland ikke svarer OMS og ej heller bidrager til returporto.
P. B.-J.