Kontaktbrev 1965/19 side 7
Mogens Møller:
NYTTEMENNESKET OG DET LEGENDE MENNESKE
Energiadministration
Det menneske, der ikke lærer at administrere sin bevidstheds og sit legemes energier, vil ikke kunne undgå før eller senere at føle virkningen af den svigtende administration. En sådan svigtende evne er ikke ensbetydende med, at den, der mangler evnen, ikke er et dygtigt menneske. Tværtimod, umådelig mange dygtige mennesker mangler evnen til at administrere deres egne energier, hvilket på et vist tidspunkt resulterer i, at en mildere eller alvorligere form for kortslutning i organismen finder sted, og at deres omgivelser må undvære deres dygtighed i alt fald i en periode.
"Sygdom er hver mands herre", siger man, men den er ikke en lige streng herre over for alle. Modstandsdygtigheden kan være større eller mindre, og der er ingen tvivl om, at det menneske, der er begyndt at udvikle sin evne til at være en god administrator af sine egne psykiske og fysiske energier, har langt større modstandskraft mod sygdom end det menneske, som i perioder er fuldstændig "udbrændt", fordi det i længere tid har været koncentreret om én bestemt opgave og med "skyklapper" på har forbrugt al sin energi derpå. Et sådant menneske er som den sejrende løber, der efter at have sprængt snoren falder om og er døden nær af udmattelse, så nær, at han, selv om han overlever, dog aldrig mere er i stand til at præstere noget af format. Han blev en helt, ganske vist, og helte skal som bekendt helst "dø på ærens mark". De mennesker, der har temperament til at være helte og udføre heltedåd, kan man heller ikke forhindre deri, men det er nu ikke så meget helte, menneskeheden i sin videre udvikling har brug for, som mennesker med en frodigt skabende, konstruktiv fantasi og med evne til at administrere den.
Koncentration og afslapning
Noget meget væsentligt for nutidens travle mennesker er at kunne koncentrere sig i rette tid om de mange krævende opgaver, hverdagslivet stiller. Men det menneske, der er træt og uoplagt, har ganske naturligt svært ved at koncentrere sig. Det søger måske kunstigt stimulerende midler, for at det skal gå bedre, og det hjælper lige i øjeblikket. Men den, der bliver alt for afhængig af kunstige midler, vil erfare, at han eller hun efterhånden ikke kan koncentrere sig uden dem, og at energimængden absolut ikke er blevet større. Tværtimod, man "klapper sammen" endnu mere end før, når arbejdet er slut, og er så træt, at man ikke engang kan finde den naturlige hvile, men må også ty til kunstige midler for at kunne slappe af.
Lige så væsentligt det er at kunne koncentrere sig i rette tid, er det at kunne slappe af og lægge arbejdsbyrden fra sig i rette tid. Det betyder ikke, at man i sin fritid behøver at falde hen i passivitetens dvaletilstand, selv om kroppen naturligvis må have den nødvendige hvile. Med den stadig større fritid menneskene får, bliver der brug for, at vi i en del af fritiden lader hjernecentrer, der ellers ligger mere eller mindre latent, udfolde energi og give os erfaringer i vekselvirkning med omverdenen på en måde, vi ikke er vant til. En fornyelse og berigelse af bevidstheden kan da finde sted, og i visse tilfælde vil det endda vise sig, at det ikke blot har været gavnligt på én måde, at man en stund koblede fra arbejds- og nytteområdet og derved lod de latenter og energier hvile, som man har udviklet der. Man kan også opleve, at de erfaringer, man gjorde, medens man – nærmest i leg – brugte helt andre talenter og energier, pludselig dukker op i den "alvorlige nytteverden" og bevirker, at man tager visse ting knapt så højtideligt som før (hvilket betyder, at man ikke tager dem alvorligt), og at man er lidt mere åben for nye ideer og impulser og for nuancerne i medmenneskenes væsen og væremåde. Man har fået "skyklapperne" af, og det er ikke meningen, at et menneske skal være et "trækdyr" med skyklapper på.
Om at "skifte heste"
Apropos trækdyr har det altid været god skik i gamle dage, da man brugte virkelige hestekræfter, når man skulle tilbagelægge længere afstande, at økonomisere og administrere fornuftigt med disse hestekræfter. Både rejsende til hest, kurerer og hvad det nu kunne være, og rejsende med diligence måtte holde rast, for at dyrene kunne hvile, eller man måtte skifte heste, altså få helt ny energi, for at komme videre på færden. Man vidste, at det var klogt – samtidig med at det også var det kærligste, hvad man måske ikke altid tænkte lige så meget på – at spare på hestenes kræfter ved at forny dem. Akkurat det samme princip gælder for det jordiske menneske i dag, der ganske vist i mindre og mindre grad bruger heste, men som stadig har noget fysisk levende i sin tjeneste, så længe det er inkarneret i fysisk materie, noget levende, som også i allerhøjeste grad bør behandles med både klogskab og kærlighed: dets egen fysiske krop med dens myriader af mikrovæsener, der også er en slags "hestekræfter", man for deres og sin egen skyld må lære at administrere og økonomisere med.
At "skifte heste" vil, når det gælder ens eget energiområde, sige at spænde visse energikombinationer fra og koble nogle nye til. De energikombinationer, der skal spændes fra, er dem, der er udmattende på grund af det daglige arbejde og slid. Men masser af mennesker mangler evnen til at spænde fra. De tager arbejdet med hjem, om ikke bogstaveligt, så i tankerne. De tænker ikke på, at de da er som en kusk, der pisker på sine heste, indtil de dryppende af sved og skummende af fråde er ved at segne – og måske segner – af udmattelse. I eventyrene og romanerne er det noget, der kun forekommer, hvis diligencen er forfulgt at vilde dyr eller røvere. Selvfølgelig kan det endnu forekomme, at en principal eller arbejdsleder eller eventuelle konkurrenter spiller de forfølgende "ulves" eller "røveres" rolle i den daglige tilværelse, men det hører da heldigvis til undtagelserne. I langt de fleste tilfælde er "forfølgerne" noget i "den forfulgtes" eget sind. Det kan være en overdrevent sygelig pligtfølelse, en perfektionisme, der får vedkommende til at føle, at hver lille ting, der ikke er hundrede procent perfekt, er en plet på hans eller hendes "ære" (der har vi helten på en anden måde), eller det kan være prestige eller karrierejagt. Men det kan også være en ganske almindelig og naturlig positiv pligtfølelse og ansvarsbevidsthed, der blot ikke er forbundet med overblik over situationen. For at kunne administrere må man have overblik, og her er det, at kendskab til kosmologien kan være en stor hjælp, fordi den kan lære os at forstå, at vi bag vor nuværende form eksisterer som en evig energiforbruger og -administrator, der netop, ved den måde energierne forbruges og administreres på, skaber sine fremtidsmuligheder, der ikke er ét bestemt mål, der ensidigt og hæsblæsende uden sideblik til højre eller venstre skal nås én gang for alle, men en række mål, der altid er startpunkter for nye mål. Vi kan alle nå med tiden at blive partielle genier inden for videnskab, kunst, teknik, forretningsverden o.s.v., men det er i virkeligheden alt sammen underordnet i forhold til, at vi skal blive geniale mennesker, hvis skabende fantasi på mange områder skal være med til at gøre tilværelsen både mere lykkelig og mere spændende for omgivelserne og os selv.
Det legende menneske og det skabende menneske
"Homo ludens" betyder "det legende menneske", og selv om vi føler os nok så voksne, findes dette menneske inden i enhver af os. Hos nogle er det godt gemt, ganske vist, gemt bag bevidsthedslag af vanetænkning og voksen bedreviden, men det er der. Kristus vidste, hvor betydningsfuld denne "barnlige" del af bevidstheden er og sagde: "Uden I bliver som børn på ny.." Tagore skrev: "Mennesket skal genvinde sin barndom i visdom". Det er ikke barnagtighed, der er tale om, men den åbne af konventioner og fordomme frie tilstand som barnets i H.C. Andersens eventyr "Kejserens nye klæder", barnet, der spontant udbrød: "Men han har jo ikke noget på!"
Det er "homo ludens" i H.C. Andersen, der har skabt dette og så mange andre geniale eventyr, "homo ludens" er kunstneren i mennesket. Kunstneren i os må ikke tage noget som helst i livet mere "voksent" højtideligt end noget andet (heller ikke sig selv). Alt er lige betydningsfuldt som muligheder, alt er af værdi. Kunstneren i os er den, som umiddelbart oplever og gennemskuer en sammenhæng, en særlig energikombination, og som kan give et levende udtryk for sin oplevelse og derved skabe en ny sammenhæng, en energikombination, der på én gang bærer præg af det oplevede og af skaberen og opleveren selv. "Jamen kunstner", vil en og anden måske indvende, "jeg er da ikke kunstner"! Men sandheden er den, at der ikke er et eneste menneske, der ikke – mere eller mindre latent – har "homo ludens", kunstnersindet, i sin bevidstheds dyb. Og det betyder mere, end mange er tilbøjelige til at tro, at man virkelig gør noget for at vække det skabende menneske, der slumrer i ethvert individ.
"Det skabende menneske" og "det legende menneske", hvad har de egentlig med hinanden at gøre? Det første lyder så alvorligt, og det andet, nå ja, det er jo bare leg. Men der er en nærmere forbindelse mellem disse to egenskaber i vort sind, end det alt for "voksne" menneske tror. "Det skabende" har sit udspring i "det legende". Barnet leger ofte lege, der på en eller anden måde viser sig at have relation til det, som det kommer til at udrette i sin voksne tilværelse. Leg er en slags halvt materialiserede dagdrømme. Men barnets verden, altså begyndelsen i et inkarnationskredsløb, er kosmisk set en gentagelse af et princip, der ligger til grund for hele vor tilværelse i en udviklingsspiral eller et spiralkredsløb. Også her udspringer "det skabende" af "det legende". En udviklingsspirals begivenheder har sit udspring i den underliggende spirals salighedsrige, her er væsenet suverænt som en guddom i sin egen indre verden. Gennem sin kulminerende hukommelsesenergi og sin endnu meget stærke intuition har det adgang til hele den tilbagelagte spirals oplevelsesmateriale som "guldkopier". Ud fra intuitionens idéverden kan det nu "lege" med disse oplevelser, d.v.s. kombinere dem på ny måder, i nye variationer af de samme principper. Af længselen efter at opleve sådanne nye variationer i en yderverden opstår det nye spiralkredsløbs muligheder, der skal gøre "det legende salighedsvæsen" til et udadvendt skabende "menneske i Guds billede".
Det er et stort overblik over vor tilværelse, vi får gennem kosmologien. Men dette overblik har kun betydning derved, at vi gennem det bedre forstår vor nuværende tilstand og situation. "Det legende menneske" i os er altså noget af selve tilværelsens urgrund og har relation til selve begrebet livsfornyelse. Det er derfor af stor betydning, at vor dagsbevidsthed har kontakt med denne del af os selv og ikke lader kanalerne gro til med vanebevidsthedens "dynd og andemad". Hvor det sker, stivner mennesket i en konventionel form og bliver marionetagtigt, fordi det har gjort sig til ét med formen. Hvor mennesket ikke selv kan rive sig løs af det formelle og blive administrator af skiftende former eller energikombinationer, vil livet eller skæbnen rive det løs, og det kan være smertefuldt, ja, for en tid føre mennesket ud i afsporinger, før end det bliver bevidst i, at det, som digteren Finn Methling har skrevet det: "danser i mange dragter omkring dette noget, som ikke kan udsiges".
Fritidens aktivisering
Vi lever i mekaniseringens og industrialiseringens tidsalder, og hovedparten af et samfunds energi er koncentreret om produktionen af forbrugsvarer og om administrationen af denne produktion. Mange menneskers daglige arbejde kræver ligefrem af dem, at de er marionetagtige vanemennesker, helt igennem "homo faber" eller nyttemennesker. Mekaniseringens fortsatte udvikling vil ikke kunne undgå at medføre, at det rutineagtige daglige arbejde forkortes i tid, og menneskets fritid bliver da et problem. Da må det gå op for samfundets ledere, at administrationen af menneskenes energi i fritiden er mindst lige så vigtig som administrationen af de energier, de samme mennesker udfolder i samfundets tjeneste. Og da det – som nævnt i forrige artikel – er en vækst mod større friheder, mod et guddommeligt demokrati, udviklingen stiler imod, skal interessen for administrationen af menneskenes fritidsenergier ikke være ensbetydende med et ønske om diktatur over disse, men tværtimod et ønske om at hjælpe menneskene til selvhjælp, til at lære at administrere deres bevidstheds energier inden for nye interessefelter. Her er det, at "homo ludens" kommer ind i billedet. Det af arbejdet trætte menneske, der har fået mere fritid, kan ikke bruge al sin fritid til blot at hvile sig i. Havearbejde og sportsinteresser kan vel udfylde en del af tiden hos mange mennesker. Det førstnævnte vil let forbinde sig med interesser, der før eller senere får nye evner og talenter til at vokse frem. Det sidstnævnte er glimrende som hjælp til at holde sig i form, men rummer store muligheder for afsporinger, så "homo ludens" kvæles i stjernekonkurrence og bifalds- og mishagsytrende tilskuermentalitet. Det er det aktivt skabende element, der skal vækkes i mennesket, og det skal ikke vækkes gennem alt for alvorlig og højtidelig undervisning, men for en stor del ved at mennesket leger kunstneren i sit eget sind frem. Kurser, studiekredse og fritidsskoler vokser frem, fordi der er et naturligt behov for dem, behov for at beskæftige sig med at tegne, male, modellere, musicere, stoftrykke, digte og spille komedie. Alt dette er ikke noget "i sig selv", som skal tages højtideligt, det er midler til at lære at "skifte heste" og køre lidt med andre energikombinationer og derved blive et friere menneske. Kunstneren i os behøver naturligvis ikke specielt at beskæftige sig med de nævnte ting, selv om arbejdet med dem som hobbies kan have den allerstørste betydning ved, at man mærker, at noget sker og gror i ens sind. Mange slags fritidsstudier kan også vække noget nyt til live i sindet, specielt når der ikke står en truende sort eksamenssky forude. Forskeren i os er også en del af "homo ludens". Og for den, der daglig sidder 8 timer på en kontorstol, kan høvlebænken m.m. måske være den bedste hjælp til afkobling. Man kan kort sagt beskæftige sig med noget andet end sit arbejde, noget der har ens interesse og vækker nye tanker og talenter til live i en. Den nyere pædagogik gør mere og mere for at vække børnenes skabende evner, men "inden i" er enhver af os et barn, der trænger til at opleve, at livet er vækst og fornyelse, og at de skabende kræfter ikke blot findes omkring os i naturen, men at de bor i os selv og kan være med til at gøre livet nyt og spændende. Nyttemennesket er netop et menneske i forhold til, som "homo ludens" også udfolder sig igennem det.
Tilbage til artikelregister
Forrige