Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Spiralens tre første riger er som nævnt i oversigten mineralriget, planteriget og dyreriget. Men hvad siger naturvidenskaben til denne rækkefølge? Der hersker ingen tvivl om, at jorden i ca. den første tredjedel af sin eksistenstid udelukkende har bestået af flydende mineralske materier. Der er også enighed om, at den første form for organisk liv har bestået af kæmpemolekyler, der senere har udviklet sig til encellede væsener som fx. amøber, foraminiferer og flagellater. Disse encellede væsener henregner man almindeligvis hverken til dyr eller planter, men til et såkaldt mellemrige. Hvad er da opstået først, planter eller dyr? Martinus udviklingsbegreb hævder, at planterne (dvs. visse planter, ikke alle planter) var først, fordi planteorganismen som stadium betragtet er primitivere end dyreorganismen. Plantens bevægeapparat og sanseorganer er tydeligvis mere elementære end dyrenes, og plantens ernæringsform er mindre dræbende end dyrenes, der betinger drab af andre organismer, enten planter eller dyr. Ifølge Martinus kulminerer den dræbende livsform i dyreriget, hvilket medfører, at både planteriget, som går forud for dyreriget og det rigtige menneskerige, som følger efter, besidder en mindre dræbende ernæringsform.

Naturvidenskaben har ikke noget sikkert svar på dette spørgsmål, men udtrykker i reglen den opfattelse, at plante- og dyrelivet har udviklet sig parallelt. Dette synspunkt er dog i modstrid med den fundamentale erfaring fra al anden naturforskning, at elementære livsformer går forud for mere komplicerede livsformer, med mindre der er tale om direkte degeneration. Og i denne forbindelse er det tydeligt, at plantelivet på en række punkter er mere elementært end dyrelivet. For en umiddelbar betragtning viser der sig endvidere betydelige overgangstræk fra plantens livsform til dyrets; særligt tydeligt hos de mest primitive dyr, men også hos visse planter. Primitive dyr som svampe og polypdyr er fastsiddende i størstedelen af deres levnedsløb ligesom planter og optager ligesom disse føden (fra vandet) gennem celler på legemets overflade. Først på et højere udviklet stadium som hos goplerne er der kun én mund og ét gat. Mange af disse primitive dyr formerer sig ved knopskydning, dvs. ved ukønnet formering, eller skiftevis ved ukønnet og kønnet formering. Codocigakolonien er fastsiddende og har plantens ydre arkitektur med stamme og grene, men "bladene" er udformet som små lokale maver, hvilket giver en anelse om udviklingshistoriens hovedlinje. Undersøger vi landjorden træffer vi også der væsener, som både har vegetative og animalske træk. Men her er der tale om væsener, der regnes for planter, fordi deres celler har grønkorn og derfor kan optage næring fra luften. Det drejer sig om de insektædende planter som kandebæreren, trompetplanten, fluefangeren eller soldug, som har udviklet en fantastisk omdannelse af bl.a. deres blomster til fangstredskaber for de insekter, som lander på blomsterne. Fluefangeren har ligefrem erhvervet kæber, der slår sammen om insektet på brøkdele af et sekund.

De nævnte eksempler skal naturligvis ikke bevise, at udviklingen er gået fra planteriget til dyreriget (dette må overlades til fagfolk), men tjener blot til at anskue Martinus synspunkt. Til dette formål skal det også anføres, at det hidtil (1963) ældste spor af liv på jorden er fundet i en grafitholdig kalksten nær byen Bulawayo i Sydafrika i form af fossile rester af alger, som voksede der for ca. 2.700 millioner år siden. Den mulighed synes derfor at stå åben, at der har eksisteret et elementært planteliv på havets bund i millioner af år, før de egentlige dyr udvikledes, selv om man ikke i dag ved noget sikkert herom.

Nu er det naturligvis ikke Martinus opfattelse, at alle plantearter er opstået før de primitiveste dyr. Der er tale om, at visse primitive planteformer indledte det flercellede liv på jorden, hvilket blev videreført af primitive dyreformer med vegetative træk som formering, ernæring og fastsiddende tilstand, hvorefter både plantelivet og dyrelivet udviklede mere og mere specifikke former. Planterne har jo fx. udviklet meget specielle former i udviklingshistorien, uden at disse former har hævet planterne til dyrets stade. Det gælder således udviklingen af selve blomsten, der først så dagens lys i kridttiden. Men disse former må betragtes som variationer af plantelivets grundtema og ikke som nogen egentlig fremrykning mod en animalsk livsform. Man kunne tænke sig, at overgangsformer fra plante til dyr kun kunne finde sted på meget primitive plantestadier, hvor livet endnu ikke har udkrystalliseret deres endelige form. Men de insektædende planter er et stærkt modargument herimod, da der her er tale om højtudviklede planter, som har erhvervet umiskendelige dyriske ernæringsformer.

Det sympatiske anlægs særlige natur i det enkelte levende væsen er af fundamental betydning for dets tilværelse. Dette anlæg er aldeles afgørende for individets forhold til sin næste, om dette skal folde sig ud i brændende had eller kærlig hengivenhed, om det skal følge parolen "enhver er sig selv nærmest" eller næstekærlighedsbudet.

Det sympatiske anlæg er i Martinus definition sammensat af to seksuelle poler, den maskuline og den feminine pol. Disse polers indbyrdes forbindelse i individets personlighed er udslaggivende for dets etiske holdning. Hvis begge poler i et individ er i indbyrdes balance, fremtræder det som et helstøbt væsen, for hvem en upartisk kærlighedsevne er en naturlig tendens. Denne tilstand er den normale for de levende væsener i universet uden for jordens område, hvilket netop medfører, at universets grundtone, som nævnt, er kærlighed. Hvis derimod den ene seksuelle pol dominerer på den andens bekostning, vil individet fremtræde som et "halvvæsen", dvs. henholdsvis et hanvæsen eller et hunvæsen, hvilket er almindeligt for væsener på jordkloden. Denne tilstand er ufuldstændig, hvilket fra et kosmisk synspunkt viser sig derved, at disse halvvæseners kærligheds evne dels er nedsat til et minimum og dels ensidigt er rettet mod det modsatte køn. Kun gennem selve parringsakten kan det énpolede væsen opleve en refleks af den virkelige livsglæde. Martinus skriver således (V 1662): "Hankøn" og "hunkøn" er nemlig hver især i sig selv kun et "halvkøn". Det er derfor, at disse to køn må forenes i ægteskab eller parringstilstand. Ved parringsakten kan de opnå et vist elementært glimt af det virkelige livs eller en højere tilværelsesforms salighed. Og kun i dette glimts varighed udgør de tilsammen et "helkøn". Og de oplever således en moment- eller lynoplevelse af den fuldkomne livsoplevelse.

Når den seksuelle oplevelse er så værdifuld for det énpolede væsen, og den kun kan opleves i forbindelse med det modsatte køn, opstår der uundgåeligt et rivaliserende modsætningsforhold til dets eget køn, og denne konflikt er med Martinus ord den inderste årsag til "det ondes" opståen. Martinus røber med andre ord her den enkle og klare teori, at "det onde" er en konsekvens af en halveret polseksuel personlighedsbygning. Martinus skriver blandt andet således (V 1653): Det hundrede procent "halvkønsvæsen" har intet talent for sympati- eller kærlighedsmæssig forbindelse eller kontakt med væsener af dets eget køn. Der er ingen ild i et sådant væsen, der her varmer instinkterne op til længsel efter at udveksle kærtegn med disse væsener. Og da de samme væsener samtidigt er medbejlere til det modsatte køns væsener, der jo er en livsbetingelse for deres mentalitets eller sjælelivs ligevægt, bliver de, som allerede tidligere beskrevet i "Livets Bog", en gene eller noget, der er med til at gøre livet sværere for deres eget køn. Dette køns væsener vil derfor i værste tilfælde indbyrdes betragte hverandre som dødsfjender, som væsener, man helst ser ryddet af vejen, for at man selv kan blive enehersker blandt det modsatte køns væsener. Denne mentale indstilling til væsener af eget køn er den allerførste form for det såkaldte "onde" og kendes i dag under begreberne "jalousi" eller "skinsyge".

Betragter vi nu plante- og dyreriget fra den kønslige side, er det karakteristisk, at planterne i højere grad end dyrene er tvekønnede eller seksuelt dobbeltpolede. Samme plante har ofte både hanlige og hunlige kønsorganer. Planterne kan desuden i betydeligt omfang forplante sig ukønnet, simpelt hen ved celledeling eller knopskydning. Den ukendte formering har derfor også fået betegnelsen vegetativ formering, selv om den også finder sted som elementære processer i dyrets organisme, fx. i celledelingen under opvæksten eller ved en sårheling. Planterne er derfor i højere grad end dyrene "helvæsener" i Martinus forstand, og deres livsform er af denne grund mere harmonisk og i større overensstemmelse med universets grundtone. Dette viser sig ved, at de ikke har en dræbende levevis som dyrene, men tværtimod spreder glæde omkring sig med deres skønne farver og dufte. Som vi senere skal belyse, står dette forhold også i forbindelse med den omstændighed, at planterne ikke er klart bevidste i den fysiske verden, men har hovedparten af deres oplevelsesfelt i en skjult åndelig verden, hvorfra de ubevidst, som en refleks af denne, kaster et lysskær af livsglæde og skønhed ind i den fysiske verden. Udviklingen fra plantestadiet til dyrestadiet medfører – eller rettere er betinget af – en polseksuel forandring, idet den dobbeltpolede tilstand reduceres til en énpolet seksuel fremtræden. Dette er som nævnt ensbetydende med tabet af en hel og fuldstændig kærlighedsevne til fordel for en partisk parringskærlighed, der medfører et fundamentalt fjendskab mellem henholdsvis hannerne og hunnerne. Kærlighedens rene og stærke flamme er således i dyreriget blevet til en osende væge, og det mentale mørke sænker sig over dyreriget. Det er imidlertid ikke blot den seksuelle ufred, som skaber denne mørketilstand, men også ernæringsformen, som hos dyrene kræver dagligt drab af andre levende væsener. Denne negative levevis når sit klimaks hos rovdyrene, som må flænse i medvæseners kød og blod for at stille deres sult. Den centrale drivkraft i dyrenes tilværelse er således selvopholdelsesdriften, der animerer det enkelte individ til at sikre sine egne behovs tilfredsstillelse uden hensyn til medvæsenernes liv og sikkerhed. Dyrenes livsform rummer derved en overordentlig stærk kontrast til det "virkelige" liv, som det finder sted først og fremmest i de sidste af spiralkredsløbets verdener. I Martinus skildring af spiralen ser vi således, at de levende væsener fra en ubevidst tilværelse i mineralsk- og planteform, som er præget af harmoni på grund af en dobbeltpolet seksuel struktur, vokser ind i en dyrisk tilstand, hvor selviskheden bliver dominerende på basis af en enpolet seksuel natur. At selviskheden medfører, at dyrets bevidsthed er overordentlig koncentreret på det fysiske stof, som kan tilfredsstille dets fysiske behov. Dyret har udviklet skarpe sanser som syn, hørelse og lugtesans, hvormed det kan opleve de fysiske stoffer meget intenst. Da dyret samtidig ikke har erhvervet sig nogen viden om livet og derfor må siges at være åndeligt sovende, kan man med Martinus sige, at dyret i overvejende grad er i besiddelse af en fysisk bevidsthed.

Dyrenes begær og dræbende levevis falder således tilbage på dem selv og medfører, at de selv må leve i farlige omgivelser, hvor der ikke findes nogen barmhjertighed og ingen nåde. Ingen kan vide sig sikre her, men selv de stærkeste dyr kan finde deres overmagt, om ikke på anden måde så i form af tørke, skovbrande, oversvømmelser eller andre naturkatastrofer. Dyrene kan naturligvis ikke vide noget om skæbneloven, men ikke desto mindre bliver de til stadighed ramt af dens virkninger i form af drab, lemlæstelse, smerte og angst. Netop herved afslører den drastiske tilværelsesform i naturen sin betydning i udviklingsspiralen, idet disse voldsomme påvirkninger vækker dyrets sovende bevidsthed og tvinger det til vågen agtpågivenhed i dets færd i naturen. Dyret bliver derved mere og mere bevidst i sin fysiske omverden og lærer først og fremmest at skelne mellem jeg og det, en sondring, som ifølge Martinus ikke er mulig for planten eller det primitive dyr. Dets intelligens begynder at vågne og afføder et begyndende kendskab til årsager og virkninger mellem de enkelte begivenheder i naturen. Kravet herom skærpes yderligere, eftersom nervesystemets følsomhed stiger med udviklingen og intensiverer smerteoplevelserne. Derved udvikles dets farefantasi, og endelig opstår, som et klimaks på hele denne udvikling, der naturligvis strækker sig over årtusinder, en begyndende religiøsitet. Når smerteoplevelserne ved drab eller lemlæstelse overskrider en vis tærskel, udstøder dyret på grund af sin farefantasi et dødsangstskrig, før det bukker under for overmagten. Dette skrig udløses instinktivt, uden at dyret har nogen mulighed for at forestille sig en hjælper, men Martinus giver udtryk for, at dette skrig alligevel er den første spire fra de latente religiøse anlæg i dyrets bevidsthed. – Med den vågnende intelligens og religiøsitet er der ikke længere tale om dyr i renkultur, men om begyndelsen til et menneske.