Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1995/7 side 139
Notitser
 
Kosmologi og esperanto i Rusland
I løbet af perioden 21. marts – 4. maj 1995 besøgte Ole Therkelsen 9 russiske byer med foredrag: Moskva, Volgograd, Miass, Tjeljabinsk, Ozersk, Novokuznetsk, Krasnojarsk, Viborg og Skt. Petersburg. Nogle få foredrag blev tolket fra engelsk til russisk, men de fleste fra esperanto. I alle byer var der arrangeret møder med de lokale esperantister, og flertallet af værtsfolkene var også esperantister.
Sören Grind, Sverige rejser en uge til Skt. Petersburg med foredrag i slutningen af august, og ægtefællen, Solveig Langkilde i oktober eller november.
Esperantisternes verdenskongres finder i år sted d. 23. – 29. juli i finske Tampere, og Lilly Lolle og Hanne Thrane planlægger også at deltage i efter kongressen i ugen efter i Skt. Petersburg. Byens 103-årige esperantoklub "Espero" vil således i sidste halvår af -95 få besøg af skandinaviske kosmologer ikke mindre end 3 gange.
Ole Therkelsen
Russisk deltagelse i forårskursus
I Martinus Center fandt forårskurset i år sted i perioden 14. maj - 10. juni. I esperantogruppen deltog Aleksander Kogan og Vladimir Gromov fra Skt. Petersburg, Tatiana Rudakova fra Moskva samt Oleg Sharonov fra Volgograd.
ot
Artikel i Mælkeritidende
I Danmark findes der et fagligt tidsskrift, "Mælkeritidende" for mejeribrug og mælkehåndtering. Det var således med en vis overraskelse, at man i nr. 18, side 412 - 413, 1994 kunne finde en artikel om Martinus kosmologi. Men man forstår jo, at der er en vis sammenhæng, når man læser overskriften: "Mejerist blev verdenskendt filosof." Artiklen, der hovedsageligt er baseret på bogen "Martinus Erindringer" og brochuren "Martinus kosmologi", giver en positiv og saglig beskrivelse af Martinus og kosmologien.
ot