Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det, Jesus påpeger, "loven og profeterne", "at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv", fortolkes af kirken som de ældgamle "forsoningsofre", som blev udført for at formilde Gud eller guderne, noget som efter Jesu klare budskab: "Jeg siger jer ikke, at jeg vil bede Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer", dette forsoningsoffer fældes af dets egen urimelighed. (se Joh. 16 v. 26,27). Nej, for at nå frem til det endelige mål: "mennesket i Guds billede", er det kun den praktiske udførelse af Jesu retningslinier og leveregler, der gælder, og som giver resultat. Så når selv vi efterhånden frem til målet ved små, små skridt med praktiseret næstekærlighed og forståelse.

I løbet af advents-, jule- og nytårshøjtiderne 2002 lyttede jeg meget til P1. Mellem de øvrige programmer blev der spillet musik. Alle de kendte, skønne julemelodier blev fremført i forskellige arrangementer.

En melodi der, som jeg husker det, var med daglig i forskellige udførelser, var Adams julesang. Den forekom instrumentalt både solistisk og med orkester, som solosang og med kor, også her ofte med orkesterbaggrund.

Jeg lyttede til de velkendte toner og ord, og pludselig slog det mig: Her er vi jo ved den afgørende skillevej mellem det budskab, som Kristus har formidlet til os, og med den fortolkning, som kirken har givet dette budskab: "Oh hellige nat, oh hellige øjeblik for verden da gudemennesket steg ned til jorden." At det virkelig var "det hellige øjeblik, det store øjeblik for verden", har historien bekræftet. Den lærdom, som Kristus havde at formidle til os, skulle, når vi efterhånden var modnet til at forstå hans ord, give os evnen til at kunne "Se en elsket broder i vor slave – og se, din uven skal du få så kær."

For de gamle aztekere, mayafolk og for den sags skyld også for jøderne, havde ofring og offeralteret en central plads i helligdommen, ligesom det var tilfældet i den oldnordiske gudelære med dens midvinterblot. Alt dette havde fundet sted i flere tusinde år. Derfor er det jo forståeligt, at Kristus-budskabet med dets positive vilje til at forstå hændelser og handlinger, ikke direkte kunne annammes, og derfor kunne man heller ikke helhjertet og med fuld forståelse direkte tilslutte sig Kristi ord: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

Derfor måtte de nye religionsstiftere straks sørge for, at Kristi budskab om at elske sin næste som sig selv kun kunne have gyldighed og praktiseres i forbindelse med, at der blev koblet noget af fortidens tro på ofring til, ja således, at der indgik et forsonende offer også i dette nye budskab. Og hvor fandt man et mere fuldlødigt offerlam end netop Kristus selv.

Dette kommer jo særlig tydeligt frem i fortsættelsen af "Oh hellige nat", "For at sone verdens forbrydelser og synder led han dødens smerte for os."

Men det er jo ikke noget, der er med i det, som Kristus selv lærte sine disciple. Hvis vi læser det i Det Nye Testamente, som anses for at være direkte udtalelser fra Jesus, så finder vi ikke noget om en "stedfortrædende lidelse". Han, der kaldte Gud sin Fader, vidste, at det Faderen havde skabt, var under udvikling, vækst og modning, og at vi alle vil få del i denne udvikling for efterhånden at få del i Kristi rige, det rige, der endnu ikke er af denne verden; himmeriges rige, hvor vi når frem til vor endelige bestemmelse.

Han beviste, at det, han havde sagt, skulle være retningslinier for hans disciples liv: at vende den anden kind til, at tilgive halvfjerds gange syv gange, det var noget, som han, fordi han var et fuldkomment menneske, gennem konkret handling kunne vise fungerede og derfor kunne sige: "Gå du ud og gør det samme".

Den danske tænker Martinus siger, at menneskeheden stadig befinder sig i dyreriget, som er det samme som "det dræbende princips zone". Men fra denne zone fødes så "det rigtige menneskerige", Kristi rige, som vil vokse frem her. Det er et rige, der befolkes af væsener, som har evnen til fuldstændig at forstå og dermed tilgive alt, fordi "hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte onde med at eksistere."

Derfor skal vi ikke, efter hvad Martinus siger, forsøge at lave hinanden om. Vi kan kun lave os selv om. Og han har, blandt meget andet, givet os syv vejledende retningslinjer for vort liv, hvoraf den sidste af disse retningslinjer virkelig er noget at lade tankerne beskæftige sig med:

"Lad aldrig din tanke afvige fra at beskæftige sig med, på hvilken måde du absolut bedst kan tjene dine medvæsener, da udfører du den allerhøjeste form for yoga eller den fuldkomneste træning af den del af udviklingen, der er stillet inden for din viljes rækkevidde, og som i forbindelse med den øvrige del af livets egen bearbejdning af din natur sluttelig vil føre dig til den moralske genialitet eller skabe dig om til at udgøre det fuldkomne væsen eller 'gudemenneske'."

I Johannes evangelium, kap. 3, berettes om Nikodemus, en af jødernes højt studerede og respekterede rådsherrer, hvordan denne opsøgte Jesus om natten for at finde ud af, hvad det var for et budskab, Jesus formidlede til folket. Nikodemus begynder med at udtrykke sin store respekt over for Jesus, fordi de tegn og undere, som Jesus udførte, kun kunne ske ved at de blev sanktioneret af Gud selv. Nikodemus fik et svar, som han ikke var forberedt på. Her kom ingen teologiske spidsfindigheder, men en klar, praktisk konstatering: "I må fødes igen".

Jesus forklarer endvidere for den forbavsede og forvirrede lærde, hvordan menneskene må "fødes af vand og ånd", altså af noget materielt – vand – og noget som har med ånd – bevidsthed – at gøre. Nikodemus stiller da spørgsmålet: "Hvordan kan dette ske...?"

Og han får da den kendte kommentar:" Er du Israels lærer og forstår ikke dette?" Og stadigvæk har vi svært ved helt at kunne trænge ind i den dybere betydning af Kristi ord. Og det til trods for, eller på grund af, at de prædikes over hele jorden fra tusinder af prædikestole og i tusinder af kirker og sammenslutninger formuleret i trosbekendelsens ord: …"de dødes opstandelse"...som på originalsproget, latin, lyder – re in karne – igen i kødet. Altså det, at vi vil blive født fysisk igen, akkurat som Johannes Døberen, som ifølge Jesus var Elias (se Matt 11, v.14), og at vi således får endnu "et år" i livets store skole til at udvikles, ja vi komme sikkert til at opleve mange sådanne skoleår, inden vi har nået målet; vi kommer til at opleve reinkarnationen mange, mange gange. Men Kristus har også lært os, at vi altid, hele livet igennem, gennem hele vores udviklingsepoke, er genstand for Faderens kærlige omtanke og omsorg.

Oversættelse HL