Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For Martinus var den uberørte natur et vældigt kærtegn. Alt var perfekt og indrettet på at skabe glæde, og han var altid i kontakt med denne tanke. Vi andre er det vel også, men kun i små glimt, hvor vi tillige undrer os over, så fint det hele er indrettet. Men så kommer vi i tanker om noget andet, og så kan der måske gå lange tider, før vi igen strejfes af den store undren. Her fortæller Martinus, hvorfor vi har det sådan.
 

Kloden kan give mad nok, kan give materiale nok for den menneskelige arbejdslyst, opfindsomhed og kunnen. Der er føde, lys og brændselsmateriale nok, ja, indtil en sådan overdådighed, at ingen behøver at sulte, fryse eller være fattige og bekymrede for det daglige udkomme, selv om de ønskede at bo på selve klodens polarregioner eller i dens solhede, brændende ørkener. Med de transportmidler og kraftmaskiner, der efterhånden af naturen er givet menneskeheden mulighed for at skabe, og hvormed den behersker millioner af hestekræfter, står hele den fysiske materie jo til menneskehedens rådighed. Når dette herredømme over materien ikke skaber lykke for menneskeheden, men krig og atter krig, kultursammenbrud, nød, elendighed, invaliditet, lig, grave og ruinhobe, kan årsagen udelukkende kun være de i menneskeheden eksisterende selviske eller egoistiske kræfter, det overdrevne ejendomsbegær, nationalisme eller overdreven fædrelandsdyrkelse, tåbelige, egoistiske begreber om idealisme, ære eller om forholdet til næsten. Men udenom denne menneskenes ufærdige sindstilstand og dette heraf fremkaldte ragnarok eller helvede lyser og funkler de skønneste naturscenerier, morgen- og aftenrøde, vidunderlige solopgange og solnedgange i sande strålende farveorgier. Med frysende hjerter og bitterhed i sindet vandrer menneskene undertiden rundt i sommersolens varmende lys, indåndende engenes balsamiske blomsterdufte og skuer imod himlens hvide sommerskyer, medens deres kinder kærtegnes af den samme sommerdags milde vinde, uden at de ænser noget som helst af dette væld af kærtegn fra naturens side. De vandrer ved skønne, solvarme strande med hvide klitter, marehalm og herligt badeliv og ved andre strande med eksotisk trylleri, palmelunde, farvede mennesker etc., men ser i mange tilfælde slet ikke nogen af disse naturens åbenbaringer, fordi de er fuldt optaget af at fordømme, bagtale og kritisere andre væsener og ting. De har fyldt deres bevidsthed op med utilfredshed med næsten alt. De er utilfredse med solskin, de er utilfredse med regnvejr, de er utilfredse med natten, og de er utilfredse med dagen, rent bortset fra den store stab af medvæsener, de også har lyst i band. De tror, at livet er et brutalt, tilfældigt spil, og at de er uskyldige martyrer eller ofre for dette formentlige onde eller djævelske spil. De glemmer helt, at det er dette formentlige "onde" eller "djævelske spil", der har bevirket og stadig bevirker, at de har øjne at se med, øren at høre med, ligesåvel som det er det samme misforståede spil, der betinger, at de har hjerte, hjerne, lunger og alle de øvrige organer, igennem hvilke de kan sanse, fornemme og dermed opleve livet. De glemmer, at det er disse organers samlede mission eller formål at give individet en absolut fuldkommen organisme, og at dette, der hvor individet ikke selv griber ind og forstyrrer det, lykkes indtil en sådan fuldkommenhed, at det slet ikke mærker noget som helst til denne organismes hundreder af små organers umådeligt komplicerede samarbejde. Det mærker slet ikke til, at det har en sådan organisme. Den er i sig selv ikke forstyrrende, generende eller smertefrembringende, men udgør derimod et vidunderligt redskab i individets tjeneste. Bliver det ikke netop derved en kendsgerning, at den er en kærlighedsgave fra naturens hånd, er et supplement til alle de andre nævnte goder fra det samme guddommelige skaberværk? – Det kan således ikke nægtes, at jo mere naturens love bliver opdaget, udforsket og erkendt, desto mere bliver det til en urokkelig kendsgerning, at alt i naturen, der er uberørt eller upåvirket af de mere eller mindre udviklede væsener, er strålende logisk, hensigtsmæssig og overalt uden undtagelse stiler imod opbyggelsen af et for de levende væsener kærligt, guddommeligt eller lykkeligt formål. At dette ikke kan bestrides, bliver til kendsgerning igennem dette, at intet i naturen går til spilde, alt bliver udnyttet, alt bliver bragt til at gøre nytte eller gavn og er dermed til glæde og velsignelse for alle levende væsener. Men derved bliver tingene jo til kærtegn eller udtryk for kærlighed.

Fra Livets Bog 5, stk. 1757