Kosmos 2004/11-12 side 262
Nye Martinus-skrifter i bogform Den Intellektualiserede Kristendom – baseret på efterladte, uafsluttede manuskripter.
Martinus Institut udgiver nu en bog, som indeholder en samling af efterladte, uafsluttede manuskripter af Martinus. De stammer fra den periode i 1970'erne og frem til hans bortgang i 1981, hvor han forberedte den første offentlige publicering af sine værker med den fælles overordnede titel "Det Tredje Testamente"
I de efterladte skrifter fortæller Martinus nærmere om sin baggrund, sin mission og berettigelsen af at kalde sine værker Det Tredje Testamente. Han beskriver sammenhængen mellem den intellektualiserede kristendom og de to tidligere epoker repræsenteret ved henholdsvis Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Herunder uddyber han sin forklaring af fænomenet "Kristi Genkomst" og giver et indtryk af kerneindholdet i det åndsvidenskabelige verdensbillede og den alkærlighedens videnskab, som er blevet manifesteret gennem hans hovedværker. Bogen er på ca. 270 sider, pris kr. 300. Den kan købes på Instituttet og via boghandlerne (ISBN 87-21-02471-5, Borgens Forlag).
I forbindelse med udgivelsen har Instituttet udarbejdet en orientering om udgivelse af Martinus' efterladte manuskripter m.v. Orienteringen kan læses på Instituttets hjemmeside www.martinus.dk
ser
For 75 år siden – Forsidesymbolet
Originalsymbolet til forsiden på Det Tredje Testamente er underskrevet af Martinus og dateret 1929, altså for 75 år siden. Om dette symbol kan man sige, at det er konkret opfyldelse af den bibelske profeti om Kristi genkomst på skyerne med megen herlighed og kraft (Matt. 24,30, Mark. 13,26).
ot
Caféseminar – et vellykket eksperiment
Rundvisningen i Klint med centrets leder Eigil Kristensen blev i alle sommersæsonens seks uger flyttet fra kl. 11 til kl. 14 for at give plads til et nyt eksperiment – "Caféseminar". Efter et kort oplæg med en interessant problemstilling i forbindelse med ugens tema blev deltagerne inddelt i grupper og fordelt rundt omkring på Terrassen ved caféborde, bl.a. forsynet med blyanter, så man kunne skrive og notere på papirdugen. Efter et bestemt system skulle man et par gange i forløbet skifte bord, så der også blev mulighed for at høre, hvad man havde talt om ved de andre borde. Mange deltagere syntes, at det var en god start på ugen at få mulighed for allerede om søndagen at træffe mange nye ansigter. Eksperimentet blev så vellykket, at det også kommer på programmet næste sommer.
ot
Martinus om Kosmologi i 1959 og 1960
Hvornår begyndte Martinus at bruge udtrykket kosmologi? – I et brev, dateret september 1959, stilet "Til alle mit arbejdes trofaste venner!", skriver Martinus, at resultatet af Erik Gerner Larssons to rejser til Indien blev det, at der blev oprettet et center for vor kosmologi eller åndsvidenskab. Længere nede i brevet skriver Martinus, at man nu i Indien er begyndt at forstå "den kosmologi eller den åndsvidenskab, det er blevet min mission at bringe menneskeheden". I 1960 går Martinus ind for at bruge udtrykket Martinus Kosmologi i stedet for Martinus åndsvidenskab. I januar 1960 skriver han i et brev til Erik Gerner Larsson i Indien således:
"Når du kommer hjem, tror jeg, vi skal snakke lidt sammen om navnet på vor Sag. Jeg tror, det vil være mere rigtig og mere praktisk at kalde vort arbejde for "Martinus Kosmologi" i stedet for "Martinus Åndsvidenskab". I ordbøgerne udtrykkes "kosmologi" som det samme som "Læren om verdensaltet, dets oprindelse, udvikling og indretning, ligesom kosmologisk bevisførelse står opgivet som slutning fra verdensbygningens eksistens til Gud som dens årsag." Citat slut
I samme år 1960 bliver Martinus færdig med Livets Bog 7, hvor han i stk. 2658 pkt 40 skriver om, at livsmysteriets løsning er det samme som "den allerhøjeste kosmologi eller åndsvidenskab".
Martinus ønskede altid at holde sin egen person i baggrunden, men i 1977 ændrede han alligevel navnet Kosmos Ferieby til Martinus Center. Han begrundede det med, at alle kunne bruge det almindelige ord Kosmos, men navnet Martinus gjorde det mere klart og entydigt, og desuden var det mere praktisk. Tidligere var Martinus i et interview af Surya Green blevet spurgt om, hvorfor han havde valgt navnene Martinus Institut og Martinus Kosmologi, hvortil han helt enkelt svarede, "så er det lettere at finde i telefonbogen!" – Og i dag er det også let at finde Instituttets hjemmeside på adressen www.martinus.dk.
ot
Menneskelighedens skæbne på portugisisk
Den første bog af Martinus, der er oversat til portugisisk, er bog nr 1 Menneskehedens skæbne, og den kan nu købes på Martinus Institut. Oversætteren er Darcy Werneck, der er uddannet journalist. Han har boet i Danmark i over ti år. Den næste bog der bliver udgivet er bog nr. 5 Den Ideelle føde.
ot