Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2005/8 side 255
Notitser
Livets Bog 1 udgivet på esperanto
Første bind af Livets Bog er nu udgivet på esperanto. Oversætteren Ib Schleicher, der rekordlangt i 36 år i perioden 1965-2001 var medlem af rådet, havde ofte lejlighed til at diskutere oversættelsesproblemer med Martinus selv. For Ib Schleicher har esperanto næsten været et modersmål, da alle fem børn er opdraget to-sproget, Ib talte esperanto og hustruen Tove talte dansk til børnene. Senest er de fire symbolbøger blevet oversat til esperanto og herfra til ungarsk, kinesisk og rumænsk, så man kan i fremtiden vente, at Livets Bog 1 vil blive oversat til flere sprog med esperanto som brosprog.
ot
Sommersæsonen 2006 i Klint 1/7-12/8
Højsæsonen i Martinus Center starter nogle dage senere end normalt, nemlig den 1. juli 2006, og den afsluttes med Martinus' mindedag lørdag den 12. august. Det vil sige, at de to internationale uger bliver i perioden 29/7-12/8, og specielt ligger esperantougen i den sidste uge 5/8-12/8. Udlejningen til sommeren 2006 starter den 1. okt. 2005 ved henvendelse til Martinus Institut.
ot
PRISMA – et Martinus-tidsskrift på nettet
På adressen www.kosmologiskprisma.com findes et nyt tilbud til Martinus-interesserede. Sina Sabbagh har med støtte fra Martinus Center Stockholm taget initiativ til at udgive et gratis svensksproget nettidsskrift, som er udkommet med sit første nummer. Prisma indeholder artikler inspireret af Martinus Kosmologi og tillige interviews, spørgsmål/svar, anmeldelser, diskussionsforum og kreative indslag med digte og billeder.
ser
Biografisk værk om Martinus
Kurt Christiansen har udgivet et omfattende biografisk værk, som handler om personen Martinus, hans livsværk og de mennesker, der omgav ham. Biografien omtaler i systematisk form perioderne i Martinus' liv lige fra fødslen til hans bortgang. Den bygger på et omfattende kildemateriale fra mennesker, der har kendt Martinus, og gengiver bl.a. et stort antal citater, dagbogsnotater, breve og billeder fra dette materiale. Et ikke tidligere publiceret manuskript af Lars Nibelvang om hans samvær med Martinus, er gengivet i sin helhed. Kurt Christiansen fortæller om sit syn på mennesket bag det enestående kosmologiske verdensbillede og de menneskelige kvaliteter, hvormed Martinus, efter hans opfattelse, selv levede op til sin kosmologi.
Titel: "Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente". Forlaget Kosmologisk Information, 2 bind med i alt ca. 1.100 sider. Rigt illustreret. Samlet pris 450 kr. Kan købes hos Bogbiksen i Klint og Världsbild Förlag.
ser