Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2005/9 side 287
Notitser
Bogudgivelse "Religioner i Danmark"
Lars Steen Larsen, der er religionshistoriker og i dag doktorrand ved Lund Universitet, har på forlaget Frydenlund (tlf. 33 93 22 12) i bogserien Religioner i Verden udgivet en bog "Religioner i Danmark" på 86 sider, ISBN nr. 87-7887 172 7, hvor der er en del med om Martinus. Ifølge forlaget har bogen fået en positiv lektørudtalelse (intern anmeldelse til bibliotekerne) og heri nævnes bl.a., at Martinus' lære også omtales. Bogen er derfor allerede nu at finde på mange biblioteker.
ot
Historien om Munksgaard
Ja, Lars Larsen er et kendt navn inden for Sagen. Som de fleste ved, var Martinus' mor husbestyrerinde hos godsejer Lars Larsen, der menes at være far til Martinus. Men der er måske færre, som véd, at Lars Nibelvang, der var Martinus' nærmeste og mest fortrolige ven i de syv første år efter 1921, faktisk oprindeligt hed Lars Larsen.
Den tredje Lars Larsen, der er nævnt i ovenstående notits i forbindelse med sin bogudgivelse "Religioner i Danmark", fortæller her om sit møde med Martinus takket være vismanden Munksgaard:
"I 1970-72 var der altid en række artikler i Jyllands-Posten af en Munksgaard – undertiden med billede. Min far, som var fabrikant i Ikast, læste kun denne avis; aldrig bøger, så faldt han i søvn. Al hans viden stammer dengang som nu fra Jyllands-Posten – og hans viden er ganske stor.
Disse artikler handlede oftest om filosofi: Heraklit, Platon etc. Alle regnede med, åbenbart, at Munksgaard var lektor et eller andet sted. Min far holdt meget af at læse Munksgaards indlæg.
En dag havde min far fået en lagermedhjælper ansat, ikke af ham selv, men af lagerchefen. Min far blev præsenteret for Munksgaard og synes, at navnet og manden var ham bekendt. Nogle dage senere kom min far lidt oprevet til mig og sagde meget tæt på følgende: "Er du klar over, at den Munksgaard, som skriver i Jyllands-Posten, er den mand, som er den nye lagermedarbejder?" – Nej, naturligvis ikke, men min far insisterede på, at jeg skulle tage med ud på lageret og møde manden. Og der mødte jeg Munksgaard, som slæbte store kartoner garn på en slags trillebør. Ja, der var manden bag alle artiklerne.
Min far insisterede nu på, at Munksgaard skulle være min lærer i filosofi, hvis jeg ønskede det. I ca. 1 år var Munksgaard min lærer og kom ofte i mine forældres hjem. Han var ekstremt vidende og kom altid ydmyg og lidt usikker. Sådan var det i starten af 70-erne. Min far var jo fabrikanten, Munksgaard ufaglært arbejder, men mine forældre tog altid imod Munksgaard på den høfligste og bedste måde.
En dag sagde Munksgaard, at han ville lære mig den bedste og "højeste" filosofi, han kendte til, bedre end Heraklit, Spinoza og andre. Han ville lære mig om Martinus. Og derfor fik jeg første bind af Livets Bog. Senere samme år tog vi sammen til København, jeg husker det som Frederiksberg – og mødte Martinus".
Sådan afslutter religionshistoriker Lars Steen Larsen sin interessante historie om Munksgaard og Martinus.
ot