Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Vi kender sikkert alle den vidunderlige følelse, der kan være forbundet med at forstå et mysterium, som hidtil har været uopklaret. Da jeg som 10-årig blev indviet af min mor i kønslivets grundlæggende finesser, var min begejstring overvældende: "Aha, akkurat som med skrue og møtrik. Hvor smart!" Endelig lå mysteriet om de to køn fuldstændig blotlagt for min 10-årige bevidsthed.

Men som enhver voksen nok kan regne ud, så var mysteriet endnu kun blotlagt på et indledende stadium. Da jeg kom i puberteten, forstod jeg lidt mere, og senere lidt mere endnu. Og sådan kan man blive ved med at forstå gennem hele livet. Ikke bare det med kønnet, men også det med livet og døden og en hel masse andre ting. Vi modnes, og det er herligt at opleve, hver gang man er blevet en smule klogere.

Fra gammel tid er selve det "at forstå" blevet sammenlignet med en cirkel. Lykkelig er den, skrev Goethe, der kan forbinde sin alderdom med sin barndom. Kan man se sit liv som en sluttet cirkel, så har man forstået meningen. Så kan man fortælle historier og eventyr om sit liv. Og sådan er det med alting. Som ringe i vandet breder forståelsen sig. Vi forstår ved hjælp af analogier, det er selve forståelsens princip.

På de næste sider fortæller Martinus om det evige liv. Han fortæller, at det kan sammenlignes med en spiral uden begyndelse og ende. Men visse ting gentager sig, og det gør det muligt at forstå evigheden som en række fortællinger med begyndelse og ende. Jeg har ofte tænkt på, om dette er overraskende eller blot er, hvad man kunne forvente sig. Vi jordmennesker har jo alle dage forklaret alverdens ting og sager ved at marchere ud ad årsagernes og virkningernes lige landevej. Men først når noget gentager sig, forstår vi i grunden, hvad det drejer sig om. Så kan vi konkludere, hvilket kommer af det latinske claudere og betyder lukke og afslutte.

Måske er det denne konklusion, der vækker så megen begejstring og kommer til udtryk i et – aha! En 10-årig kan tale med om de mest fantastiske ting, han ikke har oplevet. Og sådan er det vel også med os, der er begejstrede for Martinus. Vi oplever noget i hans "voksne" verden, som vi kender fra vores egen verden. Så vidt jeg har forstået, er det denne proces, han kalder en "analyse".

Ofte er det oplevelser i barndom og ungdom, der sporer os ind på de mysterier, vi arbejder videre med gennem hele livet. For Martinus blev Bibelens fortællinger et sådant spor. Vi ser det i den anden af hans artikler i dette nummer af Kosmos, hvor han benytter det kendte motiv med "fårene og bukkene". I flere af bladets øvrige artikler følges der op på dette spor. Det gælder fx to artikler om påsken. Martinus opfattede selv sit forfatterskab som konklusionen på den bibelske tradition. Cirklen var sluttet, og derfor kaldte han sit samlede forfatterskab for Det Tredje Testamente.