Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det er mange tusind år siden, et menneske første gang kløede en ko bag øret. Og den vel at mærke fandt sig i det. Gennem årtusinder har vi mennesker tæmmet naturen og vores husdyr, og alt imens har vi også tæmmet os selv. Det kræver stor selvdisciplin at indgå i et landsbyfællesskab, og endnu mere at skulle møde til tiden på en fabrik eller et kontor. Men alt dette er for længst blevet en selvfølge. Det utæmmede menneske er der ikke længere plads til i det offentlige rum, det må holde sin vildskab for sig selv. Det må skjule sig under en venlig maske, og det må tage sig sammen for ikke at vise sin usikkerhed. Alt dette giver stress, og det er snart en gammel historie, som der er talt og skrevet om i årtier. Mange gode råd er givet, og masser af timer er brugt på afslapning og terapi. Bedst ville det dog være, hvis det helt tydeligt kunne påvises, at alt dette på længere sigt fører noget godt med sig. Tænk, hvis man kunne påvise, at menneskets tæmning af naturen og sig selv var naturens egen måde at tæmme det på. At mennesket indgik i en økologisk orden, hvor det for en tid fik lov til at tro, at det herskede over naturen, – skønt det i virkeligheden var lige omvendt!

Det er den tanke, Martinus anbefaler sine læsere at tage op på ny. Der var engang, hvor menneskene gik med tøvende og usikre skridt på udviklingens vej, alt imens de klyngede sig til deres guder, deres profeter eller til en "Vorherre", der foreskrev visse love og betingelser for et lykkeligt liv. Mange mennesker kan ikke forlige sig med disse gamle forestillinger, og dog hænder det, at de mister troen på sig selv og kigger sig om i verden efter noget mere stabilt at læne sig op ad. Og så melder naturen sig atter som et forbillede for det fuldkomne, det som trods alt fungerer bedst i det lange løb. Naturen er den store læremester, nu som den altid har været. Lad os da vende os mod naturen, foreslår Martinus, lad os lure dens teknik af. Og ikke nok med det, lad os se, hvor den bringer os hen på sin lange udviklingens vej. Måske er der godt nyt at hente, måske er det værd at overveje, om vi ikke skulle give os tid – give os selv tid – til at nyde tanken om, at vi er i gode hænder. Ingen kan vel forbyde os at tage hele verdens skæbne på vores skuldre, men skal det nå så vidt, så lad os i det mindste le ad os selv og vores egen ihærdighed. For der er en meget større magt, og den er det nok værd at holde øje med.

Det er det synspunkt, du vil møde i dette blad, det er månedens tema. Du vil se, at man kan tale om fremtiden efter naturens egen recept, man kan lægge planer, få nyt mod på livet og få noget at snakke om. Det er sådan, Martinus' forfatterskab melder sig midt i en tid, hvor mennesket har tæmmet ilden, markens grøde, husdyrene og også sig selv. Der er tid til eftertanke, ikke mindst nu, hvor sommeren lukker op for varme og udendørs liv. Det er nu, vi kan blive overvældet af naturens eget sprog og komme til erkendelse af, at det nok skal gå alt sammen. Solen skinner, fuglene synger og alt i naturen ånder fuldkommenhed. Og sådan skal det bare være.

God sommer!