Kosmos 2006/8 side 254
Peter Høeg nævner Martinus i ny bog
Den danske forfatter Peter Høeg har udgivet en ny bog, "Den stille pige" (Rosinante, 411 sider), over ti år efter verdenssuccesen med "Frk. Smillas fornemmelse for sne" (citat fra "Smilla" i Kosmos 1995/9). Peter Høeg, der har læst en del Martinus, er meget åndeligt interesseret, hvilket også kommer til udtryk i bogen. Denne åndelighed falder imidlertid ikke i god jord hos alle anmeldere.
Bo Bjørnvig skriver: "Det er ikke nemt at få det spirituelle ind i virkelighedens verden. Af den grund, at det jo ikke hører til der".
En anden anmelder skriver "[…] mens et spirituelt mandekor af "dybdepsykologiske" stemmer som Søren Kierkegaard, Goethe, C.G. Jung, Stanislaf Grof, Martinus, Rudolf Steiner og Johan Sebastian Bach samler sig på og mellem linjerne i et rungende esoterisk "Halleluja"."
Bjørn Bredal skriver: "Jo tak. Lad os alle bede til Fru Herre. Det gør de hele tiden i bogen. På sådan en new age-agtig måde, mens de konkrete orakler er store mænd, lidt Augustin her, lidt Bach og Beethoven der, og så gamle danske Martinus."
Peter Høeg skriver i sin bog på side 92: "Engang havde Martinus sagt, at for at holde ud at bo på Frederiksberg, var han nødt til at bede uafbrudt". (På side 16 i "Martinus – som vi husker ham", 1989, bliver Martinus refereret af Lars Nibelvang: "Jeg må næsten bede uafbrudt", sagde Martinus, "for at holde min bevidsthed upåvirket af det tryk af de mange strømme af indflydelser, som følger med en storbys atmosfære!" – "Jeg forstår ikke, at menneskene tør være til uden at bede!").
På side 234 skriver Høeg: "Et sted havde Martinus sagt eller skrevet, at Eremitagesletten var en jordisk refleks af et spirituelt faktum i en bedre verden. Lige nu forstod Kasper ham, fra nøjagtig det sted de nu sad, var det muligt at leve med lyden af Charlottenlund og Hellerup, og bag dem storbyen". (Se også side 131 i "Martinus – som vi husker ham", 1989).
ot
Sommersæsonen 2007 i Klint
30/7-11/8
Højsæsonen i Martinus Center starter den 30.06.2007, og den afsluttes med Martinus' mindedag lørdag den 11. august – på selve fødselsdagen. De to internationale uger falder således i perioden 28/7-11/8. Udlejningen til sommeren 2007 starter mandag den 2. okt. ved henvendelse til Martinus Institut.
ot
Dansk besøg i Varnhem
Den 26.-28. maj afholdt Ole Therkelsen et weekendkursus i Kosmosgården, der var fuldt besat med 18 deltagere. I de seneste årtier har der været meget langt mellem de danske kursusledere i Varnhem, men tidligere har Erik Gerner Larsson, Mogens Møller, Svend Åge Rossen og Per Bruus-Jensen holdt mange foredrag og kurser i Varnhem. I 1964 var Martinus første gang i Varnhem, og derefter kom han fem år i træk 1965-1969 med foredrag og spørgetimer, hvoraf de fleste er blevet optaget på bånd. 1969 blev det sidste år, hvor Martinus holdt foredrag i udlandet og i provinsen. Efter han blev 80 år holdt han kun foredrag i Klint og København.
I 1951 købte Sigbritt Therner "Hälsokolonin", der senere kom til at hedde Kosmos Feriehem, og som i dag hedder Kosmosgården, Varnhem (se Pia Hellertz' artikel i Kosmos 1996/7). Bestyrelsen for "Stiftelsen Kosmos Varnhem" består i dag af Viljo Mentu, Lasse Malmgren, Eva Andersson og Margaretha Bendefors. På Sigbritt Therners 90-års dag den 14. juli 2005 blev der som en gave og en værdsættelse af hendes store indsats ved indgangen opsat et fint messingskilt, der oplyste om kursuscentrets historie og formål. Sigbritt har igennem alle disse år været med i ledelsen og samarbejdet i Varnhem. Gården ejes i dag 2006 af stiftelsen og et kollektiv af ca. 20 delejere, der skød penge i foretagendet i en kritisk periode, hvor Sigbritt af økonomiske årsager var lige ved at sælge gården. Da Martinus den 19. juni 1965 takkede Sigbritt for hendes store støtte til Sagen, sagde han, at selvfølgelig skulle feriehjemmet ikke sælges, for det var Guds vilje, at det skulle eksistere. Der skulle opstå en skole, hvor folk kan komme til at lære de højere analyser at kende, ligesom på Instituttet i Danmark.
ot