Kosmos 2007/8 side 254
Livets opståen og inkarnering på jorden
Man regner med, at jordkloden blev dannet som en glødende ildkugle for 4,6 milliarder år siden. Ifølge en artikel i det ansete naturvidenskabelige tidsskrift "Nature" tyder nye fossilfund i flere stromatoliter i det vestlige Australien på, at livet er opstået allerede så tidligt som for 3.4 milliarder år siden (Abigail Allwood, Nature 8. juni 2006). Det drejer sig ikke om et enkelt fossil, men om et helt komplekst økosystem i form af store brede bølgede måtter af bakterier, der skulle have levet på havbunden, hvor tidevandet kom og gik. Noget tyder på, at der en tale om cyanobakterier, der beherskede kunsten at lave fotosyntese, for bakterielaget har samme tykkelse set i en bestemt retning, måske netop i retning mod lyset.
"Ifølge denne nye forskning ser det ud som om, at livet blev etableret på jorden, lige så snart det var blevet fysisk muligt at overleve. Det er et centralt og vigtigt aspekt, for det øger sandsynligheden for, at livet på en eller anden måde er indbygget i universets struktur, snarere end at det kun indtræffer helt undtagelsesvist på en enkelt planet", konkluderer en ekspert i tidligt liv, Stefan Bengtson, Naturhistoriska Riksmuseet i Stockholm, ifølge den svenske avis Dagens Nyheter (11.06.2006).
At livet på jorden skulle være opstået lige så snart, de fysiske betingelser var til stede, stemmer helt overens med Martinus' analyser af, at livet helt lovmæssigt og obligatorisk inkarnerer overalt, hvor de fysiske betingelser er til stede (LB6 stk. 2167).
Ole Therkelsen
Bog om Jesus Menneskesønnen på internet-side
Hjemmesiden "Livets Eventyr" http://hjem.get2net.dk/LivetsEventyr er blevet udvidet med en ny bog af Harry Rasmussen, "Jesus Menneskesønnen" – Jesu personlighed, liv og lære skildret på baggrund af Martinus' kosmologi.
Ole Therkelsen
Martinus nævnt i Svend Triers nye bog
Svend Trier er især kendt som meditationslærer og arrangør af "Quantum seminars", der bl.a. skaffer mange internationale foredragsholdere til Danmark. I efteråret 2006 har han på Borgen fået udgivet sin bog "Vær dit eget lys" – 108 meditationer over livets dybere formål, www.borgen.dk.
I afsnittet om "Livet som en læreproces", nr. 23 "Er lidelse nødvendig?" skriver Trier følgende: "Når vi desuden er åbne for at lære noget af enhver situation, vi kommer ud for, vil vi være bedre i stand til at vende tilsyneladende negative omstændigheder til noget positivt og se muligheder, hvor andre kun ser hindringer. Alt afhænger af vores "talent for skæbnemodtagelse", som den danske filosof Martinus udtrykte det." Citat slut
Martinus har ikke brugt denne vending i den skriftlige del af sit værk, men den 14.10.1968 har han netop afholdt et foredrag med titlen "Talent for skæbnemodtagelse".
Ole Therkelsen
Martinus omtalt i bogen "Tal og bogstavers skjulte sprog"
Per Jan Neergaard, der har studeret Martinus Kosmologi i 30 år, har på Borgen fået udgivet sin første bog "Tal og bogstavers skjulte sprog". Martinus bliver omtalt i et af bogens afsnit. Man kan få mere information om bogen på www.borgen.dk.
Ole Therkelsen
Martinus nævnt i Ib Michaels nye bog "Blå bror"
Den danske succesforfatter Ib Michael har fået udgivet en ny bog "Blå bror" på Gyldendal 2006. På den store bogmesse i Forum, hvor bogen blev præsenteret, oplyste forfatteren mig, at han i studentertiden havde læst meget Martinus, dog ikke hele værket.
Bogen, der er en fiktiv erindringsroman, handler bl.a. om hovedpersonens døde tvillingbror, der aldrig er blevet født – altså en skytsengel. På side 321 i kapitlet "En Ufo fra Ørninge" bliver Martinus nævnt af bipersonen Ingeman:
"Vi er nogle stykker, der mener, at noget er under opsejling."
"Hvad mener du? En invasion fra Mars eller sådan noget?"
"Nej, nej. Ikke sådan noget med grønne mænd og antenner. Jeg snakker om noget åndeligt – har du hørt om Martinus?"
Der følger en længere udredning om højere bevidsthedssfærer og en lysende genkomst. Jeg lytter med en sjette sans. Så snart han er færdig, fortæller jeg om mit syn ude på marken." Citat slut.
Ole Therkelsen