Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2009/2 side 63
Nyt fra verden
"Titaner" på Titan?
I artiklen "Astrobiologi og verdensbillede" andet steds i dette nummer af Kosmos kan man bl.a. læse om det vandocean som, ifølge forskningens seneste resultater, formodentlig findes skjult under overfladen på Saturns store måne Titan. I nr. 1-2009 af tidsskriftet Illustreret Videnskab kan man også læse, at ifølge de seneste beregninger og målinger af Titans densitet eller tæthedsgrad består omkring halvdelen af kloden af vand! Citat:
"Desuden tyder månens lave densitet på, at den består af op mod 50 pct. vand, og det får altså forskerne til at tro, at Titan rummer et kæmpe ocean." (Illustreret Videnskab nr. 1-2009, side 22)
I samme nummer af Illustreret Videnskab kan man som en annoncering af en anden artikel, der kommer i det næste nummer af bladet, læse følgende:
"Jo dybere ned, vi kommer i oceanerne, desto større bliver dyrene. Kulden, mørket og det høje tryk giver specielle livsvilkår, som får dyrearterne til at vokse til groteske størrelser – ofte er de 10, 30 og 50 gange større end deres nærmeste slægtninge ved overfladen." (Illustreret Videnskab nr. 1-2009, side 90)
Hvis Titan har et så enormt dybt vandocean – meget dybere end noget ocean på jorden – som forskerne altså nu tror, så kan man jo spørge sig selv om, hvor store eventuelle dyr i dybet af dette ocean kan blive. Bliver de mon som "titaner"? "Titanerne" var jo i den græske mytologi en slags jættevæsener… Her viser virkeligheden sig måske endnu engang at overgå digtet eller myten?
Olav Johansson