Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2009/5 side 156
Nyt fra verden
Som fisk skyllet op på stranden
Da antropologen og naturforskeren Loren Eiseley en dag var på vej til sit arbejde, snublede han over en kantsten og slog hovedet mod fortovets flisebelægning. Da han så den klare, røde blodpøl, der hurtigt samlede sig fra en flænge i hans pande, skete der noget meget forbløffende. Eiseley har selv beskrevet situationen:
Forpint og forvirret mumlede jeg: "Åh nej, forlad mig ikke. Undskyld." Ordene blev ikke sagt til nogen, men til en del af mig selv. Jeg var ved min fulde fornuft, men det var en underlig løsreven fornuft, for jeg snakkede til blodceller, fagocytter, blodplader – alle de myldrende, levende, selvstændige vidundere, der havde været en del af mig og nu på grund af min dumhed og uforsigtighed lå og døde på fortovet som fisk, der er skyllet op på stranden.
Jeg bestod af millioner af sådanne små skabninger, som nu slidsomt og selvopofrende skyndte sig at reparere og forsegle den brudte flade i det vældige væsen, de var en hengiven del af. Jeg var deres verden, deres oprindelse. For første gang elskede jeg dem bevidst. Det forekom mig dengang og gør det stadig, når jeg tænker tilbage på det, at jeg havde forårsaget lige så mange dødsfald i mit eget univers som en supernovas eksplosion i kosmos.
Kilde: "Det Bedste" dec. 1979.
Søren Olsen
Selvmord kræver flere ofre end krig
Antallet af amerikanske soldater, der begår selvmord, når de kommer hjem fra Irak, er større end det antal, der mister livet i krigen – ifølge en statistik, som er fundet frem af medieselskabet CBS.
Hver dag i løbet af året 2005 begik 17 amerikanske Irak-veteraner selvmord. I alt mindst 6.256 af USA's militærfolk, som i dette år blev hjemsendt, valgte at forlade jordelivet ved at begå selvmord. Det kan sammenlignes med, at USA hidtil har mistet færre end 3.900 soldater sammenlagt under konflikten i Irak.
Hvad siger det om "den fortabte søns" aktuelle tilstand og harmoni med sin gamle "krigsnatur"? Kan man forestille sig, at der fx blandt vikingerne var flere, som begik selvmord, end der faldt i strid?
Kilde: TT (Tidningarnas Telegrambyrå) 2007-11-15
Olav Johansson
Oversættelse: Steffen Juul