Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fysikerne leder i dag febrilsk efter en grundlæggende teori (teorien om alting), som skulle kunne forklare de fire grundlæggende naturkræfter. Man håber jo, at bl.a. partikelacceleratoren i Cern vil kunne hjælpe til med dette. Frem for alt savner man i dag en kvantemekanisk model af Einsteins almene relativitetsteori om gravitationen. Martinus skriver, at alt, hvad der findes i den fysiske verden, har sit udspring i de seks grundenergier. Først og fremmest tyngde- og følelsesenergierne (som tilsammen skaber den tunge fysiske materie). Hvis dette er sandt, burde man altså kunne skabe en grundlæggende teori ud fra kosmologien, som kan forklare det, som fysikerne ikke rigtigt kan få til at hænge sammen.

At forene kosmologien og naturvidenskaben, at bygge bro dem imellem, tror jeg personligt kan blive et næste skridt for at få lidt nyt friskt blod ind i kosmologien. På et eller andet tidspunkt i fremtiden vil denne forening utvivlsomt ske. I hvert fald hvis vi skal tro Martinus. Således skriver Martinus i DEV 1 stk. 14.7 (min fede skrift):

"Det rent materialistiske verdensbillede vil derfor kun udtrykke et billede af et ocean af højst forskellig bevægelsesarter, uden at disse af den samme videnskab er kendt som udtryk for det bag disse eksisterende liv eller bevidsthed. Men denne videnskab er alligevel absolut nødvendig for menneskene og vil efterhånden blive opklaret og forbundet med den åndelige eller kosmiske videnskab. Disse to videnskaber vil således efterhånden blive til én videnskab, der vil udgøre den absolutte sandhed og dermed selve livsmysteriets løsning. Den materialistiske videnskab er jo netop begyndelsen til sandhedens opklaring eller åbenbaring på det rent stoflige eller materiemæssige område i livsmysteriets løsning."

For at undersøge, om naturvidenskaben kan "belyses af kosmologien og forenes med denne", som Martinus skriver, afprøvede jeg i løbet af sommeren 2008, om det kunne være tilfældet. Jeg begyndte med at undersøge, om Einsteins specielle relativitetsteori kunne forklares ved hjælp af at gå ud fra tyngde- og følelsesenergiernes objektive egenskaber. Tyngdeenergien er jo i følge Martinus udvidende, og den energi, som til sidst bliver til "fysisk materie" (sammenpresset af følelsesenergien). Se LB6, stk. 2174, 2175 og 2181. Følelsesenergien er i følge Martinus sammentrækkende og desuden den energi, som er ophav til det, fysikerne kalder gravitation. Martinus skriver desuden, at denne gravitation er et resultat af en automatisk viljeudløsning hos et levende væsen. Se LB2, stk. 377-378, LB6, stk. 2175, LB2, stk. 524-527, To slags kærlighed, kapitel 11.

Desuden skriver Martinus, at spændingen mellem følelses- og tyngdeenergien er årsagen til "kraften", som ligger bagved al form for bevægelse i den fysiske verden. Se LB6, stk. 2175.

Jeg bemærkede, at den specielle relativitetsteori mærkeligt nok uventet fint kan forklares ved hjælp af følelse- og tyngdeenergiernes objektive egenskaber, som beskrevet ovenfor. Eksalteret af dette begyndte jeg at undersøge, om Einsteins almene relativitetsteori (handler bl.a. om gravitationen) kunne forklares på samme måde. Også der faldt brikkerne uventet fint på plads i puslespillet. Men ikke bare det, oven i købet så jeg, at også vigtige dele indenfor kvantefysikken kunne løses ved denne måde at arbejde på. Jeg så f.eks., at Einsteins bøjede rum, som han forklarer gravitationen med, kunne sammenføres rimeligt godt med kvantefysikernes ønske om at kunne forklare gravitationen med en partikeloverføring ved hjælp af de tænkte gravitationer (de som endnu ikke er opdagede). Det virker altså som om, kosmologien ganske godt kan lappe hullet mellem Einsteins almene relativitetsteori og kvantemekanikken, præcis det hul, som fysikerne nu forsøger at lappe sammen ved hjælp af de to teorier om loopkvantegravitation og strengteorien. Man tror jo, at en af disse to teorier, eller en kombination af disse, kan være grunden til "teorien om alting".

For mig faldt puslespillet uventet fint på plads, selv om der selvfølgelig er spørgsmål at arbejde med. Dette gjorde mig enormt glad og i højt humør. Næste skridt for mig var at teste mine hypoteser med nogen, der er rigtig dygtig til fysik. Jeg ringede derfor til omstillingen på et laboratorium i Uppsala og spurgte, om de kunne viderestille mig til en teoretisk fysiker. De koblede mig til en professor i kvantefysik, som arbejder som både forsker og underviser. Jeg forklarede, at jeg ville spille bold med ham om nogle teorier, som handler om Einsteins relativitetsteorier samt kvantefysik. Dette for at jeg ville forsikre mig om, at jeg ikke alt for groft havde misforstået visse dele af disse naturvidenskaber i mine argumentationer. Jeg fortalte, at jeg var uddannet biokemiker, men også var interesseret i fysik. Vi aftalte en tid om et par uger (det blev den 7. nov. 2008).

Jeg må indrømme, at jeg var temmelig nervøs, da jeg gik ind i entreen til laboratoriet. Hvad havde jeg gang i? Ville jeg blive til grin? Jeg tænkte, at nu er det vigtigt at skabe en god kontakt med det samme. Som sagt så gjort. Jeg gik direkte til cafeteriet og købte to gode kager ("støvsugere"), som jeg ville byde ham på, så snart jeg mødte ham. Jeg tog dem med, tog elevatoren op på første sal og bankede med hamrende hjerte på døren. En smilende mand i 55-års alderen åbnede, og vi gav hinanden hånden. Da du jo er så venlig at afsætte en time til mig, vil jeg gerne byde på en "støvsuger", sagde jeg. Vist, jeg henter lidt kaffe, vi kan drikke til, svarede han.

Hvis vi antager, at disse energier eksisterer i tomrummet, burde vi kunne forklare følgende, siger jeg til ham:

Det ser ud, som om du har en hypotese, som forener relativitetsteorierne og kvantefysikken, og som ligner det, som fysikerne kalder loopkvantegravitation, siger han. Men den, der er ekspert på dette område, er Ulf Danielsson, fortsætter han. Interessant, svarer jeg (fuldt bevidst om disse ligheder)! Desuden virker det, som om du vil forklare alt med disse energier. Vi plejer at forklare lidt ad gangen, siger han. Jo, men det her skulle jo være teorien om alting, siger jeg og smiler.

I store træk virker det, som om han køber mine argumenter under de forudsætninger, som jeg har givet ham. Men så kommer det forventede men, da han siger: Men dette er jo ikke naturvidenskab, derimod snarere en filosofi. For at det skal blive en videnskab, må du iklæde det en matematisk sprogdragt, siger han. Jeg er helt enig, men det ville du vel være i stand til, siger jeg med et glimt i øjet. Det ville jeg sikkert kunne. Jeg skal overveje sagen og vende tilbage i så fald, svarer han.

Nu tror jeg personligt, at hans sidste kommentar var lidt af en høflighedsfrase. Jeg følte ikke rigtigt, at han mente det. Men i store træk gik mødet langt over mine vildeste forventninger. Jeg blev ikke smidt ud efter ti minutter, men fik tværtimod lov til at blive tyve minutter længere, end vi havde aftalt. (1 time og 20 minutter i stedet for 1 time). Jeg gik med lette og glade skridt gennem entreen og følte en taknemmelighed og ydmyghed i forhold til livet. En fantastisk følelse faktisk...

Opmuntret af mødet med kvantefysikeren er jeg nu begyndt at skrive en afhandling om dette emne, som i bedste fald kan blive til en bog. Gennem nogenlunde at kunne sammenkæde fysikken og kosmologien kan kosmologien fremstå som mindre usandsynlig af det naturvidenskabelige etablissement. Jeg er overbevist om, at dette markant ville øge interessen for kosmologien hos grupper, som ellers ikke ville være interesserede i denne. Hvis interessen for kosmologien øges, så øges chancen for, at flere og flere også vil tage kærlighedsbudskabet i denne til sig. Der findes mange veje, men alle fører til Rom.