Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2009/6 side 189
Nyt fra verden
Supernova taget på sengen
Det bliver mere og mere almindeligt, at man fortolker stjerner og galakser og andre himmelfænomener ud fra en menneskelig synsvinkel. Det har man nu altid gjort. Stjernebillederne har navne fra den græske mytologi, og stjernerne inddeles i bl.a. røde kæmper og hvide dværge. Forleden dag kunne man læse, at en supernova "var taget på sengen". Man havde fundet et ældre billede fra den egn på himlen, hvor supernovaen nu var kommet mere tydeligt til syne. Ligeledes kunne man læse om en hvid dværg, der "stjal" stof fra en nabostjerne. Dens skæbne var dermed beseglet, for det betød, at den snart ville nå en kritisk grænse, hvor den sprang i luften.
Sandheden er, at stjernerne på mange måder ligner os selv. Man ser stjerner blive født, og man ser dem dø. Derfra og til at opleve stjernerne som virkeligt levende væsener er der naturligvis et stykke vej. Men for folk, som læser Martinus, er vejen i mange tilfælde allerede tilbagelagt. Her indgår stjernerne i en stor mangfoldighed af liv, der indbyrdes står i afhængighed til hinanden. Når vi ser ud i rummet, ser vi lige lukt ind i Guds eget værksted, hvor samtlige grundstoffer bliver til, – bl.a. dem, vi selv består af. Selv indgår vi som "ufødt liv" for nye stjerner i en fjern, fjern fremtid.
Søren Hahn
Brug penge på andre og bliv lykkelig
Under denne overskrift skriver Berlingske Tidende den 6/4 2008, at man får det bedre ved at bruge sine penge på velgørenhed eller ved at købe noget til andre. En undersøgelse, foretaget af forskere fra University of British Columbia og Harvard Business School blandt 630 amerikanere, viser, at det ikke er pengene, men måden man bruger dem på, der har betydning for humøret. De deltagere i undersøgelsen, der brugte penge på andre, angav større lykkefølelse end dem, der brugte mere på sig selv. Undersøgelsen viste også, at en gave til så lidt som fem dollar øgede lykkefølelsen hos giveren markant.
Martinus skriver meget apropos i kap. 7 i sin artikel Gavekultur (se småbog 12): "Kærlighed er jo gave- eller frigivningsprincippet i renkultur. "Kærligheden søger ikke sit eget", hvilket vil sige, at kærlighed er en mental indstilling, hvis tankeretning udløser glæde i at lade andres velfærd gå forud for sit eget. Det er en tilværelsesmåde, der kun kan udløse den højeste lykkefølelse i dette "at ofre sig selv for andre", altså den fuldkomne hundrede procents foræring af sig selv til livet eller omgivelserne, den fuldkomne hundrede procents frihedsgivning for alle andre levende væseners udvikling og oplevelse af livet."
Torben Hedegaard