Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At normer og samvittighed ikke rigtigt er samme sag, er ikke nogen nyhed for den, der har læst Martinus. I mange tilfælde er det, man kalder normer (f. eks. normerne i et vist samfund på et vist tidspunkt), mere et udtryk for ydre præg og opdragelse end en virkelig indre sindstilstand hos det enkelte individ. Det er denne indre tilstand, der er individets virkelige samvittighed, og det er det, der bestemmer, hvad han eller hun kan nænne eller ikke kan nænne at gøre.

Resultatet af en holdningsundersøgelse blandt 381 elever i en svensk ungdomsskole i 1990'erne giver en interessant belysning af det, der er den virkelige forskel mellem normer og samvittighed. Denne undersøgelse blev lavet af læreren Kenneth Wilson og førte til en teologisk licentiatafhandling, som blandt andet blev refereret i Svenska Dagbladet 21. januar 1997. Wilsons konklusion var, at det er manglen på "dårlig samvittighed" snarere end manglen på normer, som er årsag til f.eks. den omdiskuterede ungdomsvold:

Jeg fandt ud af, at en elev, selv hvis han ved, at en handling er meget alvorlig, alligevel ikke har det dårligt, hvis vedkommende skal udføre denne handling, siger han.

Eleverne skulle først svare på nogle følelsesspørgsmål. På en skala fra "have det rigtigt dårligt" og "fortryde" til "føle ingenting" skulle de graduere, hvordan de ville føle det, hvis de udførte handlinger som at mishandle, mobbe, lyve, skulke og stjæle. Denne del af undersøgelsen kan man kalde en "samvittighedsgraduering". Derefter skulle eleverne "normgraduere" samme handlinger på en skala fra "meget alvorligt" til "helt rigtigt".

En sammenligning mellem resultaterne i undersøgelsens to dele viste f.eks., at hver femte elev, som på "normskalaen" havde gradueret mishandling som "meget alvorlig", alligevel ikke ville have det dårligt, hvis de selv havde udført mishandlingen. For hver såkaldt bebrejdelsesværdig handling var der ca. 10 elever, af de ialt 381 elever, som deltog i undersøgelsen, som hverken så dem som alvorlige eller ville have det dårligt over dem. I den kategori var der altså, til forskel fra den førnævnte gruppe, en større grad af overensstemmelse mellem normer og samvittighed, idet de heller ikke accepterede samfundets "normale" normskala.

Ved hjælp af Martinus' verdensbillede kan vi som sagt forstå, at den delvis manglende overensstemmelse mellem normer og samvittighed hos unge mennesker, som undersøgelsen afslører, i virkeligheden er et resultat af forskellen mellem "ydre" og "indre" moralstyring. Den indre moralstyring – som er det samme som samvittighedens stemme – kan hverken skabes gennem undervisning, information eller den "dressur", som vi kalder opdragelse. Den kan nemlig kun være resultatet af mange inkarnationers selvoplevede lidelser. Den er en blomst, som kun kan vokse i smertens jordbund.