Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2009/7 side 221
Nyt fra sagen
Infohæfte: Martinus og det levende verdensalt
Per Bruus-Jensen har udgivet et 20-siders informationshæfte, som indeholder en introduktion til Martinus og hans kosmologi. Det er især skrevet med tanke på at inspirere de humane materialister, som ifølge Martinus vil være særligt modtagelige for de kosmiske analyser. I hæftet omtales bl.a. Martinus' kosmiske bevidsthed, det treenige princip og forståelsen af den levende immaterielle virkelighed, som ligger bag vores materielle verden. Per slutter med en udfordring til naturvidenskaben om at anskue fænomenet "energi" som værende immaterielt i sin grundnatur, og dermed at åbne for et åndeligt livs- og verdenssyn. Interesserede kan rekvirere gratis eksemplarer hos Forlaget Nordisk Impuls, Svanevej 38.2.tv., 6920 Videbæk, mail@nordisk-impuls.dk, tlf.(+45) 97381700.
 
Aktiviteter på Instituttet efterår 2009 og forår 2010
Det er igen blevet tid til den nye sæson på Instituttet, hvor der er mulighed for fordybelse i Martinus' analyser. Vi byder på studiegrupper, foredrag, torsdagsaftener og lørdagsseminarer.
Studiegrupperne mødes første gang i uge 37. Der er 6 forskellige grupper (tilmelding nødvendig):
Mandag den 7/9 kl. 17.30: Livets Bog 2 (Gruppe A)
Mandag den 7/9 kl. 17.00:Det Evige Verdensbillede 1 (Gruppe B)
Mandag den 7/9 kl. 19.00: Livets Bog 4 (Gruppe C)
Tirsdag den 8/9 kl. 14.00: Citatsamling. Systematisk studium for viderekomne (Gruppe D)
Tirsdag den 8/9 kl. 17.00: Artikelsamling l. (Gruppe E)
Tirsdag den 8/9 kl. 19.00: Det ikke tids- og rumdimensionelle gudsbegreb og bøn. (Gruppe F)
Kosmologiske torsdagsaftener, 2. torsdag i hver måned (Undtagen juni, juli og august. Ingen tilmelding – kom de dage du kan):
Torsdag den 10/9 kl. 19.00 byder vi velkommen til første kosmologiske aften, hvor interesserede i dialog relaterer analyserne til hverdagen.
Første lørdagsseminar gennemføres i uge 40 (tilmelding nødvendig):
Lørdag den 3/10 kl. 13.00-16.00: Introduktion til Martinus Åndsvidenskab
Lørdag den 14/11 kl. 10-16 (13-16 ved færre tilmeldte): Formidling af Martinus Kosmologi
Lørdag den 13/2 kl. 13-16: Introduktion til Martinus Åndsvidenskab
Foredragene er som vanligt hver anden lørdag kl. 15.00:
Det første er lørdag den 26/9 kl. 15.00 hvor Ib Frendø holder sæsonens åbningsforedrag med titlen "Hovmodets forskellige ansigter" med efterfølgende spørgetime. I pausen serveres frugt, kaffe og te.
Priser og nærmere oplysninger kan ses på Instituttets hjemmeside: www.martinus.dk, eller program for Martinus Institut kan tilsendes.
Vi glæder os til at se jer alle
Med kærlig hilsen,
Martinus Institut
 
Solopgang over videnskaben – ny bog
Hvad er videnskab for noget? Hvordan kan man forholde sig videnskabeligt til en teoristruktur, der ikke rummes inden for dagens videnskabelige rammer? Disse spørgsmål behandles i den nye bog "Soluppgång över vetenskapen". Magdalena Rossell, som er velbevandret både i den videnskabelige forskningsverden og i Martinus Kosmologi, belyser spørgsmålenes kompleksitet ved at tage læseren med på en guided tur gennem det videnskabsteoretiske område, en tur, som til sidst viser, hvor mange af dagens videnskabelige og videnskabsteoretiske problemer der havner i et nyt lys, når de betragtes ud fra de rammer, som Martinus Kosmologi repræsenterer.
Bogen kan bestilles på Världsbild förlag, www.varldsbild.se.
Ulf Sandström
To nye bøger på italiensk
Småbog nr. 5, Den ideelle føde, og nr. 8, Menneskeheden og verdensbilledet, blev trykt og udgivet af Martinus Institut i juni 2009. Bøgerne er oversat til italiensk af Bo Edvinsson i samarbejde med Paola Martinelli, lærer i italiensk ved Göteborgs universitet. Filantropen og Martinus-ynderen Henry Nold fra Tyskland har været så venlig at støtte hendes arbejde økonomisk.
Martinus' åndsvidenskab er endnu relativt ukendt i Italien, og de nu udgivne bøger, som begge behandler meget interessante og vigtige emner, er gode introduktionsbøger, som kan være til nytte for åndeligt søgende i det smukke Italien på deres vej til Martinus Kosmologi og løsningen på livsmysteriet. Bo Edvinsson har yderligere skabt en ny hjemmeside (www.martinus.it), med information om Martinus Kosmologi. Hjemmesiden har oftest flere besøgende hver dag, så en begyndende interesse for de kosmiske analyser findes også i Italien.
Redaktionen
 
Har du overvejet at skrive
en artikel til Kosmos?