Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For nogle måneder siden var jeg på kunstgalleri med en god ven. Det er noget, vi gør med jævne mellemrum, og så får vi samtidig en snak om livet i al almindelighed. Han syntes, at tilværelsen havde budt på en del modgang, både på jobbet og i privatlivet. I samtalens løb gik det op for mig, i hvor høj grad vi beskæftigede os med alle de fortrædeligheder, der enten var sket eller kunne ske, og i hvor høj grad det overskyggede "lige nu", dvs. samværet, kunsten, der omgav os osv. Den erkendelse, at sådan forholder vi os ofte til livet, inspirerede mig til at søge i Martinus' litteratur efter nogle svar, hvilket førte til denne artikel.

Ofte bærer vi mennesker rundt på "mentale sandsække" i form af nag, bitterhed, jalousi, sårede følelser og vrede, der er opstået i situationer, som ligger tidligere i vores liv. På denne måde trækker vi vores opmærksomhed ud af "nuet" og binder os til oplevelser fra fortiden, der for længst er overgået til "livsarkivet", som Martinus kalder vore erindringer. I samme grad er vi ofte domineret af frygt for fremtiden, negative forventninger eller måske helt urealistiske forhåbninger og drømme, der ikke i tilstrækkelig grad er baseret på realiteter. En forfatter, Eckhart Tolle, har skrevet, at vi er 80 % ude af nuet og 20 % til stede, i stedet for omvendt. Hvorfor er vi mon det? Har det en negativ indflydelse på vores livskvalitet og i givet fald, hvad kan vi gøre ved det?
 

For at forstå dette til fulde skal man først forstå "tidsmysteriet", altså hvad tid egentlig er for noget. Det burde være ret enkelt at finde ud af, for tid er jo en urgammel "opfindelse", hvis oprindelse baserer sig på solens gang, og siden er sat i system som sekunder, minutter, timer, dage osv. Tiden bruger vi til praktiske formål, med den indretter vi vores dagligdag, – for "uden tiden går det ikke".

Jeg vil i denne sammenhæng kalde en sådan form for opfattelse af tiden for "objektiv tid", forstået på den måde, at en time til enhver tid er en time, uanset hvem man er, hvor man befinder sig, og hvad man oplever. Parallelt med denne "objektive tid" har vi vores "subjektive" opfattelse af tiden, som kan få os til at opleve, at en time er "fløjet af sted", men også at fem minutter kan føles som "en evighed". Ofte er det sådan, at gode og lykkelige stunder føles kortere end smertelige og triste stunder, skønt der "objektivt" er tale om det samme tidsrum. Jamen så er det jo afklaret og altså slet ikke noget mysterium, – eller er det?

Set ud fra et praktisk, fysisk synspunkt er det afklaret, men set fra et åndsvidenskabeligt synspunkt er vi slet ikke i nærheden af løsningen på tidsmysteriet, idet tid slet ikke er en fysisk realitet.
 

Tiden, sådan som den i realiteten fremstår, kan opdeles i tre tidszoner: Fortid, nutid og fremtid. I dette tidspanorama udfolder vores tilværelse sig. Fortiden kalder Martinus for vores livsarkiv, idet kopier af alle vore erindringer er "arkiverede" dér. Hvad fremtiden angår, så har den ligeledes status som en åndelig realitet, idet den udelukkende består af forventninger, forhåbninger og forestillinger, der ofte i meget ringe omfang kommer til at forløbe, som man håber eller frygter.

Vi kan således slå fast, at fortid og fremtid er åndelige realiteter, idet det kun er muligt at komme i kontakt med disse tidszoner ved at indstille bevidstheden på dem. Med "nuet" forholder det sig anderledes, idet vi igennem "nuet", og kun gennem "nuet", kan skabe fuld kontakt med den fysiske verden.

Martinus skriver i artiklen "Tiden, et åndeligt rum" i Kosmos nr.4 – 2008, at "Tiden er det samme som evigheden, spaltet i åndelige rum", og i denne analyse godtgøres således udtrykket "tidsrum" som et kosmisk facit, idet tid og rum er uadskillelige. Uden rum ingen tid – uden tid ingen rum. Som nævnt har "nuet" i denne sammenhæng en enestående status som den eneste tidsdimension, hvor vi reelt kan opleve, skabe og have fuld kontakt med den fysiske verden. Om "nuet" siger Martinus, at det er "det kortest muligt midlertidige" og understreger dermed også "nuets" uendeligt flygtige natur. "Nuet" kan ikke fastholdes, for i samme øjeblik det er oplevet, overgår det som erindringer til "livsarkivet".

På trods af sin flygtige natur er nuet dog den mest realistiske og autentiske kontakt, vi kan opleve. Det er således i dette "nu", man skal handle, hvis man vil ændre sin livssituation, gøre noget for andre mennesker eller revurdere og bearbejde fortidige holdninger og oplevelser, forædle dem og dermed forædle sit erfaringsmateriale for fremtidigt brug.
 

"Nuets" enestående status understreges således af den kendsgerning, at fortiden udelukkende er "arkiverede nuer", og fremtiden udelukkende er "kommende nuer" og altså reelt ikke eksisterer som andet end en åndelig udvidelse af "nuet". I forlængelse af Martinus' definition af "nuet" som "evigheden spaltet i åndelige rum" er det interessant at tænke på, at "nuet" og evigheden altså har samme "destination" og er identiske med "livet".

Martinus skriver: Dette vil igen sige, at "nuet" dækker hele det levende væsens bevidsthed eller tankesfære. "Fortid", "fremtid" såvel som "nutid" eksisterer dermed udelukkende kun som det levende væsens samlede "oplevelse af livet". Ingen som helst direkte oplevelse kan eksistere eller blive til uden for "fortid", "fremtid" eller "nutid". Men da disse tre foreteelser er det samme som det, vi kalder "tiden" (nogen anden form for tid eksisterer jo ikke), og det levende væsens samlede oplevelse af livet udelukkende kun kan bestå af disse tre foreteelser, vil det samme væsens "oplevelse af livet" og "tiden" være identisk."

Evigheden kan i sagens natur ikke opleves direkte, idet den jo er karakteriseret ved, at alt er til stede i samme nu, altså er både mørke og lys, godt og ondt, stort og småt osv. – og altså ikke sansbart. Først når vi retter vor bevidsthed mod "evigheden" eller det umanifesterede energiocean, krystalliseres den til oplevelser, der som nævnt nærmest omgående fortoner sig ind i "livsarkivet". Tilbage er kun de reaktioner, oplevelserne har affødt i vor bevidsthed. "Nuet" er således "broen", der forbinder den omgivende verden med vort "jeg" og bevidsthed, og samtidig er "nuet" "broen", der manifesterer vore reaktioner over for samme omverden.

Det er på denne baggrund ikke underligt, at de fleste af fortidens og nutidens store filosoffer og tænkere i større eller mindre grad har beskæftiget sig med dette mystiske "nu", ligesom Martinus har ofret emnet betydelig opmærksomhed.

Ikke kun tænkere, filosoffer og mystikere har beskæftiget sig med "nuet". For nylig læste jeg en bog, Elinor Rigby, skrevet af forfatteren Douglas Coupland, som skriver: "Et af mine store problemer er tidslede. Når jeg er ensom, tror jeg, at sindsstemningen aldrig hører op – at jeg vil føle mig ensom og elendig resten af livet, hvilket betyder, at jeg både har ødelagt nutiden og fremtiden. Og hvis jeg ser tilbage på min fortid, ødelægger jeg også den ved at rette opmærksomheden mod alle de ting, jeg har gjort forkert. Det frygtelige ved tidslede er, at det ikke hjælper at give den et navn."
 

Hvad er det for "reaktioner", omverdenen afføder i vor bevidsthed? Det afhænger naturligvis af, hvilken kontakt med den omgivende verden, der er tale om. Det kan være omfavnelsen af en god ven, oplevelsen af en vidunderlig koncert eller af et storslået kunstværk. Det kan også være "mørke" begivenheder som skænderier, konflikter eller ulykker. Det vil alt sammen gøre indtryk. Og afhængig af, om oplevelsen er gammel og velkendt eller ny og ukendt, vil "fordøjelsen" af den vare kortere eller længere tid.

Vi taler om, at begivenheden udløser en bestemt "følelse", og her er det, at "livsarkivet" spiller ind. For på brøkdelen af et sekund vil bevidstheden hente et indtryk af en lignende situation frem, og det afføder straks grader af enten behag eller ubehag. Hvis vi således blot var overladt til ren automatik uden mulighed for at revurdere vores reaktion, så var det ikke livet, vi oplevede, men "døden". Man kan groft sagt tale om, at selv om de reelle situationer ikke ændrer sig nævneværdigt, så gør vores reaktioner det i takt med, at vi høster flere og flere erfaringer. Når Martinus således forklarer, at "mørket" i realiteten er "forklædt lys", så beror det netop på den sum af erfaringer, der fortæller os, "at alt afhænger af øjet, der ser".
 

At være "ude af nuet" behøver ikke at have dramatiske konsekvenser, men hvis det sker på grund af nag, bitterhed, had, hævntørst o.a., der relaterer til begivenheder i fortiden, så er det jo indlysende, at man er "fængslet" i fortidens fortrædeligheder. For det første kan man ikke ændre på "det, som er sket", og for det andet skader man sig selv ved at befinde sig i dette negative, mentalt giftige tankeklima. Tanker er jo energiformer, der magnetiserer blodet og på denne måde kommer rundt i hele den fysiske organisme. Man burde i stedet koncentrere sig om at være bevidst i "nuet" og her bearbejde disse gamle tankemønstre og returnere dem til "arkivet" i en forbedret udgave, en udgave, der godtgør, at den pågældende har indset, at det, der er sket, ikke kunne være anderledes. Martinus skriver:

"I skabelsesberetningen lader man Gud sige: "Se alt er såre godt".

Alting er i dette øjeblik, så fuldkomment, som det overhovedet kan være på grund af fortiden og med henblik på det, det skal blive i fremtiden. I dag er det ikke, som det skal blive i fremtiden, men det er i dag så fuldkomment, som det kan være." Citat Kosmos nr.2-2008 (artikel "Guds øjne").

Ligeledes kan man skaffe sig selv unødige vanskeligheder, hvis man i for høj grad baserer sin livslykke på, at "i morgen" bliver alt bedre, hvis dette er baseret på falske forhåbninger og urealistiske drømme. Håbet er den sidste rest af det guddommelige lys fra de højere verdener, skriver Martinus. Håbets flamme vil aldrig slukkes her i "mørket", men håbet skal have kontakt med realiteterne, ellers risikerer man at befinde sig i tungsind og depressioner, fordi drømme og virkelighed ikke kan nå hinanden.