Kontaktbrev 1965/25 side 5
Mogens Møller:
ORDET OG VIRKELIGHEDEN
Ord og liv
Koen brøler, hunden gøer, mågen skriger, hanen galer, lærken slår sine triller, frøen kvækker og fiskene – ja, efter sigende udstøder også fiskene lyde, som mennesket blot ikke kan høre. Men mennesket selv, der både kan brøle, gø, skrige, gale, slå triller og kvække, mennesket kan også tale. Det kan udtrykke meninger i ord, beskrive sine oplevelser, karakterisere ting og væsener, give dem navne og så at sige gøre verden ny og levende gennem sproget. Lige så vidunderligt det er, at mennesket kan tale, lige så besværligt kan det imidlertid føles at forsøge at give udtryk for oplevelser og meninger, så andre virkelig fatter og oplever blot en smule af det, man gerne vil overføre til deres bevidsthed. Dels fordi det er svært at udtrykke netop det, der fylder ens sind, og dels fordi det er svært at fatte netop det, andre vil sige med deres ord.
Efterhånden som menneskene har udviklet en evne til at opleve og opfatte mere og mere detaljeret og har koncentreret sig om naturens detaljer for at bruge dem og omskabe dem til gavn og glæde for mennesket, er sproget blevet helt anderledes end før. Engang var ordene nærmest magi, i dag er de tekniske beskrivelser, følelsesladede udtrykformer, bærere af abstrakte ideer og i stærk grad brugt som propaganda, der strækker sig fra en ansporing af positiv art til fuldstændig camouflering af sandheden for derigennem at opnå goder eller magt på de menneskers bekostning, der er godtroende nok til at lade sig påvirke. At ordet er en magtfaktor, et middel til at få magt over ting og væsener, er en gammel viden, og at ord kan vække både sorg, glæde, raseri og forbitrelse, at de kan få mennesker til at juble og le og til at græde og hulke eller til at blive tavse på grund af uudsigelige følelser af ophøjet natur eller stumme og stive af chokerende rædsel, ved vi alle. De samme ord kan kombineres på forskellig måde, og, selv om indholdet tilsyneladende er det samme, kan de virke vidt forskelligt på et menneske, der har sans for andet end beskrivelse. F.eks. kan man beskrivende sige: "Den blå bølge". I et digt kan det imidlertid føles nødvendigt at sige: "Bølgen, den blå". Hvor det første udtryk kun er beskrivende, er det andet også på anden måde en bro mellem genstand og opfattelse, nemlig ved sin rytme. Udtrykket bærer bølgens rytme i sig og er derfor mere identisk end blot beskrivende.
Når jeg har fået lyst til at skrive lidt om ord og sprog, er det naturligvis for at forsøge at forbinde det med Martinus kosmiske analyser og også for at prøve at få et lille overblik over fortidens, nutidens og fremtidens sprogbrug og muligheder for forandring og udvidelse af denne jordmenneskelige geniale og levende form for vekselvirkning af følelser, tanker, ideer og erfaringer.
Forskellige livsrytmer
I alle primitive kulturer spiller den religiøse myte en meget væsentlig rolle. Religionshistorien kan berette de mytologiske fortællinger for os, men alligevel kan disse fortællinger ikke komme til at betyde det samme for mennesket af i dag, som de har gjort for fortidens mennesker. Livsrytmen er anderledes i vore dage, og derfor må vi nøjes med fortolkning, hvor menneskene i fortidens kulturer oplevede en magisk virkelighed, som vi kalder overtro. Nogle vil endda trække overlegent på skuldrene og sige: "Tænk at menneskene har været så naive at tro på den slags". De ser på myten og mytologien med en nutidig bevidsthed og smiler, ligesom man i dag smiler ad en gammel fordmodel, der engang var genstand for den højeste, alvorlige beundring, uden at vi i dag er berettiget til at kalde beundrerne naive. Både når den ældgamle mytedannelse og den knapt så ældgamle fordvogn ses i et nutidigt perspektiv, kan følelser, tanker, ideer og erfaringer blandes sammen på en besynderlig måde. Såvel fordvognen som myten udgør – hver på sin måde naturligvis – virkninger af en speciel livsrytme eller energirytme, som var aktuel og levende for en tidsepokes mennesker. De havde et levende engageret forhold til enten fordvognen eller myten på grund af den måde, de blandede deres bevidstheds energier på, medens vi, der er børn af en anden tidsrytme, kun kan se begge dele i et historisk tilskuerperspektiv. Vi presser det gamle ind i nutidens synsvinkel, og denne ejendommelige kontrast udløser, alt efter vort temperament, humoristisk sans, så vi synes det gamle er latterligt, eller sentimentalitet, så vi synes det er rørende, "sødt" o.s.v., hvad det absolut ikke var i sin egen tid.
Forskellen i livsrytme og energiblanding gør sig også gældende som forskel i ordvalg og udtryksform, ja, endda i ordenes betydning. Derfor er oversættelser fra gamle sprog til nutidigt sprog, f. eks. af hellige skrifter, der for en stor del består af myter og speciel religiøs symbolik, altid forbundet med store problemer og vanskeligheder. Mulighederne for forvanskning, misforståelse og misfortolkning er meget store, da oversætteren, hvor dygtig han end er, tilhører en anden livsrytme, og kun en særlig indlevelsesevne og en udviklet intuition kan sammen med teknisk dygtighed give et positivt resultat.
Ordet som magi og myte
Selv om en dygtig og inspireret oversætter er i stand til så at sige at gendigte gamle myter og religiøse skrifter til et nutidigt sprog, vil der stadig være den mulige forhindring, at læseren, som der stilles næsten lige så store krav til, ikke er i stand til at modtage den bølgelængde eller livsrytme, som det særlige ordvalg og de specielle ordsammensætninger er udtryk for. Han læser det muligvis kun som en beskrivelse af hændelsesforløb, og som sådan har det ingen speciel værdi. Han tænker i sine vanetankebaner, og hans følelsesbaner er også "lige ud ad landevejen", medens ordene i det, han læser, er som strømme af bølger, der kommer fra et dyb under dagsbevidsthedens overflade og udfolder sig i nu'et som ordbilleder, der ganske vist spejler den omliggende verden, men samtidig med større eller mindre gennemsigtighed omslutter hemmeligheden om livsmysteriet, der næsten ikke er til at udtrykke.
Fortidens mennesker havde gennem deres religiøse instinkt og deres primitive følelser en ubevidst kontakt med denne underbevidste verden. Lige så umuligt det er for os at se på myter, ritualer, religiøse symboler og ceremonier med samme øjne som de, lige så umuligt ville det være for dem at have blot en anelse om vort syn på de samme ting. For dem havde ordet en magisk magt, en forbandelse f.eks. var en forfærdelig og realistisk virkelighed, en ordsammensætning, der kunne skabe rædselsfulde virkninger, og ikke, som det er for det moderne menneske, en måde, hvorpå det er muligt at få udløsning for dårligt humør, et tankeløst udtryk man bruger, når tingene går en imod. I barnesindets indstilling over for "bandeord" er der en rest af det primitive menneskes blanding af angst for og tiltrækning til den sorte magi.
"Mythe" er et gammelt græsk udtryk og betyder egentlig "ord" eller "tale", men er i nutidigt perspektiv betegnelse for en bestemt art fortællinger, der beretter om verdensforløbet som et stort kosmisk drama. Mytedigterne har gennem intuitiv skuen søgt at løse tilværelsens gåde, og de har iklædt deres syner og oplevelser et billedsprog, der passede til deres egen og det folks mentalitet, i hvis midte de befandt sig. Mytens dynamiske og ofte dramatiske handling udfolder sig gennem personificerede væsener, guder og halvguder, dæmoner og naturånder, og mennesket forekommer som oftest kun som staffage i beretningerne, selv om det naturligvis er mennesket, beretningen er bestemt for, og meningen med menneskelivet, der ses i et bestemt universelt perspektiv, som taler til en særlig menneskegruppes religiøse instinkt og følelse.
Også kristendommen har sin mytologi, og dens dogmer og teologiske forklaringer er en slags forsøg på "oversættelse" af mytologiens billedsprog til formularer og lærersætninger, en forvandling, der absolut ikke kan overleve i en tid som vor. Myten i sig selv var en afsluttet skabelse som en dugdråbe, der sluttede sig om sit indhold og spejlede verden. Dogmatikken er som de spor i sandet, dråben har efterladt, da den faldt, og som snart tørrer ud og bare er sand. Derfor taler man også om nødvendigheden af kristendommens afmytologisering, for at nutidens mennesker skal få et mere positivt syn på den, end man kan få gennem ord, der ikke mere har den samme betydning, de engang havde.
Kristendommens afmytologisering
Vil man være kristen i dogmatisk forstand, skal man tro på mange mærkelige ting. En svensk forfatter, Morten Grindal, har i et moderne beskrivende sprog givet udtryk for, hvad det er, man skal tro på, hvis man tager dogmerne helt bogstaveligt, og der er ikke noget at sige til, at det er svært for nutidens mennesker. Sveriges "radiodoktor", Bertil Søderling, har i sin bog "Vi och verkligheten" citeret Grindal, og det er fra denne bog, jeg har lånt og oversat følgende citater: "Gud skabte verden på seks dage. Materien blev skabt af intet. Mennesket, d.v.s. manden, blev skabt den sjette dag. Kvinden blev senere fremstillet af et af hans ribben. Hun fik navnet "mandinde" og streng besked på at være manden underdanig. Disse første mennesker var uden synd, de var fuldkomne og behøvede ikke at arbejde. Men en slange, som kunne tale, havde en samtale med kvinden og foreslog, at hun sammen med manden burde erhverve sig kundskaber, hvilket var forbudt af Gud. Det fik de lyst til, men blev derfor straffet og jaget ud af Edens have og dømt til at arbejde. – Hos Gud i himlen findes der engle, de afbildes som en slags mellemting mellem mennesker og fugle. En af de øverste engle hedder Gabriel, lysets engel hedder Lucifer. Engang ville sidstnævnte tage magten fra Gud, men det blev opdaget i tide, og sammen med sine sammensvorne blev han forvist til helvede og fik navnet satan eller djævelen. Han tog kampen op med Gud om retten til menneskenes sjæle efter døden. Efter nogle tusind års forløb ville Gud befri menneskene fra den forbandelse, som har hvilet over dem lige siden syndefaldet i tidernes morgen og fra den farlige magt, som den faldne engel har over sjælene. Det sker gennem følgende proces: guden består af tre personer i en samlet enhed, faderen, sønnen og den helligånd. Den sidste tredjedel besvangrer en ren jomfru, som ni måneder senere sætter den anden tredjedel til verden. Denne anden tredjedel ofres nu til den første tredjedel (Faderen ofrer sin søn til sig selv). Dermed er frelsningsakten fuldbyrdet. Nu kan menneskene blive frelst og komme til himlen, når de dør eller på dommens dag, forudsat at de er døbt og tror på Jesus som gud. Efter sin opstandelse sidder Jesus, den anden tredjedel, ved siden af den første tredjedel, og derfra skal han på dommens dag komme tilbage og dømme levende og døde. Sjælene genopstår på denne dag i kød og blod i deres tidligere jordiske form, og så skal dommen falde. Nogle kommer til himlen og bliver evigt salige, andre, der ikke har været tilstrækkelig gode og ikke haft den rette tro, bliver forvist til helvede, hvor de skal pines i en ild, som aldrig slukkes, men som heller ikke forbrænder de dømtes kroppe. Lidelsen varer i evighed"!
Og så tilføjer Bertil Søderling: "Har mennesket i vor kultur ikke først og fremmest brug for en ny og mere sand og virkelig livsanskuelse med bedre tro på menneskenes muligheder i forhold til en ydmyg iagttagelse af naturens processer både i og uden for det selv"? Dette spørgsmål vil vist de fleste besvare bekræftende. Men så må et andet spørgsmål naturligt følge efter: er det kristendommen der er forældet, eller er det blot dens iklædning, der er det? Dette spørgsmål skal jeg forsøge at besvare i min næste artikel "Mythos eller Logos".
Tilbage til artikelregister
Forrige