Kontaktbrev 1965/26 side 5
Mogens Møller:
ORDET OG VIRKELIGHEDEN II
MYTHOS ELLER LOGOS
Kristendommens sprog
På den tid, Jesus levede i Palæstina, var aramæisk det almindelige talesprog, som han og hans disciple også har talt. Det gamle Testamente er skrevet på hebraisk, det gamle israelitiske sprog. Da kristendommen senere kom til europa, specielt til det romerske rige, hvorfra den spredtes over store dele af verden, måtte evangeliet udtrykkes på græsk, der var det "dannede" sprog i hele romerriget. Senere blev latin det sprog, munke og gejstlige benyttede, og fra græsk og latin og delvis fra hebraisk er det gamle og det nye testamente senere oversat til et væld af sprog, hvoraf hvert af dem havde sin tone og farve, sin rytme og, hvad der i dette tilfælde især har betydning, sit historiske indhold. Ligesom et menneske er præget af sin fortid, er et sprog det også, og hverken menneskets eller sprogets "indhold" kan på én gang laves om. Har man i forbindelse med et ord som "gud" i lange tider tænkt sig en Odin eller en Thor, kan selve tankeklimaet ikke straks ændres, selv om man antager nye guder. Og tankeklimaet og sproget er nøje forbundet med hinanden. Endnu i vor tid ser man, hvorledes naturfolk, der tager imod kristendommen, blander den med deres egen religion, og således er kristendommen gennem tiderne blevet som et krystal, der er slebet i mange facetter, som tilbagekaster lyset i hver sin nuance og farvestråle. Oversættelser og oversættelser af oversættelser og i lige så stærk grad den varierende evne til at tage imod det oversatte har bevirket, at det sikkert skulle være svært for en Matthæus, en Markus, en Lukas eller Johannes at genkende sit "glade budskab" rundt omkring i verden. For Jesus ville det nok være endnu sværere, hvis ikke han med sin bevidsthed måtte vide, at det i øjeblikket ikke kunne være anderledes. For Paulus, der var farisæernes lærling, inden han blev apostel, ville der nok også være meget, som kunne give anledning til en af de formaningstaler, man kan læse i hans breve. Selv om man vist må sige, at Paulus er den, der har præget kristendommen i Europa mest, mere end Jesus selv.
Der kan siges meget godt om Paulus, men hans farisæiske arv fornægtede sig ikke. Det er en af årsagerne til, at synd og anger, straf og nåde er faktorer, der har spillet en meget stor rolle inden for kristendommen. Pietisme og Indre mission har holdt de troende i deres faste greb. Fordømmelsen ramte alle, der ikke blindt troede på de dogmer, der var en slags forsteninger af den kristne mytologi. I ordene "synd" og "synder" ligger fordømmelsen også og lurer som en arv fra vore nordiske forfædre. Noget tungt og mørkt, der som tankeklima passer til vort nordiske klima. Sprogforskere kan imidlertid oplyse, at det gammeltestamentlige; ord "chata", som i almindelighed oversættes med "at synde", nærmest betyder "at tage fejl (af vejen), at fare vild". I det sidstnævnte findes ikke den tone af fordømmelse, som "synd" og "synder" gennemsyres af. Og "teschuba", der i almindelighed oversættes "at angre", betyder egentlig "at vende tilbage" (til vejen, til Gud eller til sig selv). Der er ikke nogen hysterisk omvendelsesekstase i de oprindelige ord, de er smukke symboler, der fortæller om naturlige jordmenneskelige tilstande. I den jødiske "Talmud", jødedommens "lærebog", står der ikke noget om en "angrende synder", men om en, "som er en mester i at vende tilbage". At de to udtryk på sin vis dækker hinanden, er klart, men tanke- og følelsesklimaerne bag dem er alligevel ikke de samme. Den, der "farer vild", har en mulighed for, når han begynder at blive klar over sin vildfarelse, at forsøge at finde tilbage til vejen, medens "synderen" er "skyldig", hans "fortabelse" er sikker, hvis ikke han "sønderknust af anger" vender sig mod troen på "forsoning ved Kristi blod". Ellers vil den "almægtige", "alvidende" og "alkærlige" gud ikke have noget med ham at gøre. Mange tænkende mennesker spørger så, om en sådan gud da er værd at have med at gøre. Deres tanker og følelser passer ikke ind i det gamle mentale klima, som dogmerne repræsenterer, det er "dødt sprog" for dem. Kristendommen skulle ellers repræsentere "det levende ord", "ordet, der blev kød", så det vil vel så komme til at betyde kristendommens fallit og forsvinden? Det vil det ikke, for det levende ord er, som alt andet levende, noget, der stadig væk fornyer sig, og en sådan fornyelse er netop ved at finde sted.
Mythos og dogmet
Man siger, at en statue fødes i leret, dør i gibsen og genopstår til liv i marmor eller bronze. Gibsstadiet er dog et nødvendigt mellemled mellem det første og det sidste stadium. Noget lignende kan man sige om sproget. Det fødes i myten og det magiske ord, det dør i dogmet, og det genopstår som "logos". "Ja, men vi har dog lært, at "i begyndelsen var logos" (ordet)? Jo, i begyndelsen VAR det, det blev ikke til, fordi det er væren og evighed. Det var ordet som myte, "mythos", hvormed religionen begyndte i denne verden. Men bag denne begyndelse VAR ordet som "logos", de evige loves og princippers verden, på basis af hvilken begrebet "logik" kan fremkomme i denne verden. Da menneskene "i begyndelsen" imidlertid ikke var modtagelige for logik, måtte "logos" have en iklædning, der passede til menneskenes bevidsthed, hvori det religiøse instinkt, primitiv følelse og en endnu mere primitiv intelligens sammen med den dominerende tyngdeenergi var de ledende kræfter mere eller mindre forbundet med mediumisme, og hvad vi i dag kalder "psykiske evner", de degenererede rester af en tidligere eller underliggende udviklingsspirals kosmiske bevidsthed. Ordets iklædning eller iklædninger, for der er mange, er alle de former for mytologisk billeddannelse, sprogene gennem umindelige tider har været bærere af. Hver gang nogle af disse billeder stivnede i dogmatik, måtte ånden sprænge de "kar", der indesluttede den. Det vil sige, at hver gang en stor del af menneskene trængte til fornyelse, virkede verdensgenløsningsprincippet, og et væsen med kosmisk viden og indsigt og med den udsigt over livet, som just nu kunne bringe fornyelse, inkarnerede og gav en gruppe mennesker en ny impuls, som de kunne give videre. Det måtte naturligvis også føre til fornyelse af sproget, som gang på gang sprængtes i sin gamle form for at kunne bære vidnesbyrd om åndens kraft til stadig nye områder af livet. I denne store forvandlings- og udviklingsproces er den mytologiske iklædningsperiode ved at være slut, og "logos" har mulighed for mere direkte at skabe den virkning i menneskenes sind, der er symboliseret i "Det gamle Testamente" med Guds ord: "Der blive lys".
Kristendom og kosmologi
Jesus sagde: "Jeg har endnu meget at sige eder; men I kan ikke bære det nu. Men når sandhedens ånd kommer, skal han vejlede eder til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende ting skal han forkynde eder. Han skal herliggøre mig, thi han skal tage at mit og forkynde eder. Alt, hvad Faderen har er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde eder". Disse ord viser tydeligere end noget andet, hvorledes Jesus kendte verdens genløsningsprincippet og vidste, at det fortsat ville virke blandt menneskene, og at det, når tiden var moden dertil, ville vejlede menneskene til "hele sandheden". "Sandhedens ånd" er ikke en person, det er "logos" eller ordet inkarneret som den logiske tankerække, der afslører ikke blot fysiske, men også åndelige love. Hvorfor kunne Jesus da ikke gøre det? Fordi menneskene på hans tid ikke "kunne bære det". Kan menneskene af i dag da bedre "bære" en sådan indsigt? Nogle kan, og i de kommende århundreder vil flere og flere kunne det, og så er "sandhedens ånd" i denne verden i form af et verdensbillede, der samtidig med at det bekræfter, hvad religionerne rummer i deres kerne, går den fysiske videnskab i møde, der allerede i dag er ved at blive en grænsevidenskab", og viser, hvorledes de af dens opdagelser, der er rigtige, passer som detaljer ind i en levende helhed af ånd, den guddom, hvori vi alle lever, røres og er.
Naturligvis vil mange mennesker sige, at de kosmiske analyser blot er baggrund for en sekterisk religiøs bevægelse. Og det må mennesker have lov til at sige, så længe de ikke ved bedre. For de mennesker, der virkelig har evne og lyst til at studere Martinus Kosmologi, vil det komme til at stå klart, at sektdannelse ville være så stik imod kosmologiens ånd, som noget kan være. Den er ikke en tro, som kan "frelse" mennesker. Den fortæller netop, at den "evige fortabelse", som de troende gerne vil frelses fra, overhovedet ikke eksisterer som andet end angst og illusion i menneskesindet. Men kan man da sige, at Jesu ånd, det han i ovennævnte citat kaldte "mit", findes i kosmologien? Det kan man, thi den næstekærlighed, der gennemtrængte hele Jesu væremåde, gennemtrænger også hele kosmologien. Blot taler Martinus ikke i lignelser. Martinus fremhæver gang på gang Jesus som forbilledet på guddommelig-menneskelig væremåde, og den samme kærlighed til Gud og til alt levende gennemstrømmer de kosmiske analyser. "Kristus-bevidstheden" taler på en ny måde gennem kosmologien, og "kristusbevidstheden" betyder ikke personen Jesus, men "den kosmiske bevidsthed". "Der kommer en time, da jeg ikke mer skal tale til eder i lignelser, men frit ud forkynde eder om Faderen. På den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til eder, at jeg vil bede Faderen for eder –". Disse ord af Jesus står lige som de tidligere nævnte i Johannes- evangeliet. Det "jeg", der der er tale om, er jo netop det, der er "ét med Faderen", det er altså "kristusbevidstheden" eller "den kosmiske bevidsthed", der ikke mere skal tale i lignelser, fordi menneskene begynder at blive modne til at modtage "logos", den logiske tankerække, der "frit ud forkynder eder om Faderen".
Intellektualiseret følelse
Martinus analyse af det treenige princip, "skaberen, skabeevnen og det skabte" i universet og i det enkelte individ, giver unægtelig et andet billede af "treenigheden" end det, jeg sluttede med i min forrige artikel, hvor jeg citerede en svensk forfatter, der i et moderne beskrivende sprog forsøger at gengive indholdet af den kristne mytologi. Disse "tre personer", hvoraf "den sidste tredjedel" besvangrer en ren jomfru, for at den "anden tredjedel" kan fødes og ofres til den "første tredjedel" bliver til det rene nonsens i et moderne menneskes øre, fordi det uvilkårligt vil tage beretningen bogstaveligt, som man i vesterlandet er vant til det. Den åndelige "ild", der engang har levendegjort dette billedsprog, er borte, kun slaggerne er tilbage, når det oversættes til vor tids sprog. Vort sprog må sættes sammen på en anden måde, for at "ordet" kan levendegøres nu og i fremtiden. Viden om naturen og dens love ligger bag sproget i dag, og viden om ånden og dens love er de levende faktorer, der i fremtiden vil levendegøre sproget. Nogle tror, at al ting så blot skal blive "tør analyse", men de glemmer, at følelsen er den dominerende energi i "det rigtige menneskerige". Analysen må blot til for at regulere og intellektualisere følelserne, så de hverken bliver til sentimentalitet eller fanatisme, men konstruktiv skabende medfølelse og indlevelsesevne.
"Dommens dag" og kristusbevidstheden
I den del af den kristne mytologi, der er blevet til den kristne trosbekendelse, forekommer bl.a. disse ord om troen på Jesus som gud (som "den anden tredjedel" af treenigheden): – siddende ved Gud Fader, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme igen og dømme levende og døde". Er det den Jesus, der sagde: "Dømmer ikke"? Det lyder ulogisk, at han skulle gøre noget, han fraråder andre. Det ER ulogisk, for det er ikke ordet som "logos", men ordet som mythologi. Hvem er da dommeren, og hvor og hvornår er "dommens dag"? Dommeren er ingen anden end den "kristusbevidsthed", der spirer frem i det enkelte jordmenneskes sind, bl.a. som samvittigheden. Og svaret på "hvor" må blive: i det enkelte menneskes egen bevidsthed, der er "dommens dag". Og hvornår? Lige indtil samvittigheden ikke mere er en byrde af skyldfølelse, men en faktor i bevidstheden, der FORHINDRER mennesket i at gøre "det onde, det ikke vil" og tilskynder det til at gøre "det gode, det vil". Martinus analyser af talentkerneprincippet og et talents udviklingsstadier kan fortælle os, hvorledes vi kan blive genier – engang – ikke blot inden for kunst og videnskab m.m., men også i livskunst. Jo før, desto før vi går i gang i dette liv. Martinus analyser af reinkarnation og karma, organisme-fornyelses- og kredsløbsprincippet, er heller ikke noget "nyt", men de gamle forestillinger må blive sande på en ny måde for hver tidsalder. For os og fremtidens mennesker som love, der gælder for både makro-, mellem- og mikrokosmos. "Men den tanke har da ikke noget med kristendommen at gøre", siger nogle. De ved ikke, hvad det vil sige, at "fødes igen af vand (materie) og ånd". En mand, der kendte noget til de kosmiske love, spurgte engang i en venskabelig samtale en præst, hvad det betød, når han messede: "Herren bevare din indgang og din udgang, nu og til evig tid". Præsten tøvede med svaret og fik så et nyt spørgsmål: "Mon ikke det er reinkarnationen I messer om"? Det kan vel være svært at svare på, men "logos", den evige lov, vil "til evig tid" bevare vor "indgang" og "udgang" i fysiske og psykiske legemer.
Tilbage til artikelregister
Forrige