Kontaktbrev 1966/16 side 5
Mogens Møller:
OM AT BLIVE FØDT PÅ NY
"Det er ikke mere forbavsende at blive født to gange end én."
Voltaire
"Dette ene liv"
Hvordan former et moderne menneskes liv sig i store træk i denne verden? Det begynder efter undfangelsen som foster og udvikles gennem ni måneder i moders liv, en forberedelse, man ofte slet ikke regner med til "livet". Det fødes, og efter de første barneårs beskyttede tilværelse, der også er en form for forberedelse, begynder skolens og derefter faguddannelsens forberedende opøvelse i færdigheder og kundskaber, der efterhånden skal gøre det unge menneske tjenlig til "selve livet" som voksen og selvbevidst samfundsborger. Den første trediedel af livet er altså en forberedende del. Og lad os med det samme, som Tage Voss gør det i sin bog "Tøven foran to tærskler", springe frem til den sidste trediedel: den bruges til at tage afsked og se tilbage. "Og derimellem", skriver Tage Voss, er der så "en trediedel i åndeløs aktivitet uden tid til at se nogen som helst vegne hen og uden tid til at gøre noget som helst andet end det, "man skal" – som mange siger: uden tid til at leve! Og i tiltagende rædsel for ikke at kunne følge med. Hvornår er da selve livet?" slutter Voss med at spørge, og "hvad er det mon, vi i alderdommen tager så tungsindigt afsked med"? Han svarer selv: "Det er afskeden med vore muligheder".
Det er et ret pessimistisk syn på livet, men det er alment, og det har sin rod i det moderne menneskes vanetænkning og tillærte fordomme, hvortil hører den indgroede forestilling: man lever kun én gang. Så er det jo trist, hvis man den ene gang ikke får tid til at leve! Tage Voss forsøger også med sin bog, som mange andre forfattere gør det, at hjælpe menneskene til at få mere ud af dette korte liv ved at forsøge at leve mere intenst og åbent og ikke være så afhængig af statussymboler, penge og hele den forjagede konkurrenceverdens enerverende tempo. Mange moderne forfattere forsøger – ofte ved chokvirkninger – at få mennesker til at se, at de i deres daglige tilværelse blot optræder som "funktioner af tingene", og vil vække dem af deres dvale. Som Leif Panduro engang udtrykte det: "Vi er bilister, husejere, køleskabsindehavere og fjernsynskikkere. Til sidst får vi udstyret os selv sådan, at vi ikke mere kan komme til for tingene, og så må vi smide den største af tingene i hovedet på de andre – nemlig A-bomben – for at vi skal kunne ånde". Samme forfatter sagde ved samme lejlighed: "Mid budskab? Jo, sådan en fin tingest har jeg naturligvis også – det er, at hverdagen er pragtfuld. Tænk at være menneske og have lyst til så meget..." – "Jeg ved godt, der er ulykke til – men den er jo også på en eller anden måde pragtfuld".
Om at gå på opdagelse i sig selv
Kan ulykke, lidelse, smerte, modgang og vanskeligheder være noget pragtfuldt? Det vil mange mennesker vist absolut protestere imod. Nogle vil blive irriterede og sige: "Disse overlegne kunstnere og forfattere skal bare gøre sig interessante". Det er der måske også nogen af dem, der er ude på. Reklamens magt siges jo at være underfuld. Men mode- og reklamemagernes ord vil aldrig få anden betydning end en vis øjeblikkelig sensation. Det vil derimod de alvorlige (og muntre) forfattere og kunstnere, som ønsker at vække folks opmærksomhed, ikke om deres egen person, men om det liv, som vi alle har fælles, selv om vi oplever det hver på sin måde. Et kunstværk vil altid på en eller anden måde være udtryk for et menneskes indre opgør med sig selv, ganske uafhængigt af om dets form er dramatisk, lyrisk, humoristisk eller en blanding deraf. Og når en læser, tilskuer eller tilhører forsøger at træde ind i et kunstværk, hvilket absolut ikke er en passiv tilstand, er det i virkeligheden også sin egen bevidsthed, vedkommende trænger ind i, nemlig den del af bevidstheden, der forsøger at tage stilling til kunstværket. Gennem sin reaktion får man noget at vide om sig selv, og mennesket med det åbne og modtagelige sind vil opdage, hvordan nye muligheder åbnes i dets indre verden i forhold til, som det modtager impulser udefra. Dette gælder naturligvis ikke kun i forhold til bøger og kunst, men overalt, hvor vi vekselvirker med livet omkring os. Vi får meget at vide om naturen, om livsfunktioner og andre levende væsener, om alt, hvad vi under ét kan betegne som "det" (der omgiver os). Men vi er måske mindre tilbøjelige til at tænke over, at vi, når det gælder måden at reagere på over for "det", også kan få noget at vide om os selv, om "jeg", og at dette sidste er mindst lige så vigtigt, da det gælder hele vor fremtidige udvikling på basis af de enestående muligheder, hvert eneste menneske har – mere eller mindre latent – i sit sind. Muligheder, som vi, hvis vi vil forsøge at se på livet i kosmologiens perspektiv, ikke behøver at tage tungsindigt afsked med, når vi er nået frem til "livets aftenrøde", som man med et gammelt poetisk udtryk har benævnt alderdommen. I dag opfattes udtrykket vel nærmest som en banal kliche, ikke mindst fordi alderdommen i vor tid er forbundet med så mange samfundsmæssige problemer, at den ikke just får skær af en strålende solnedgang. Ikke desto mindre er døden kosmisk set en solnedgang fra denne verden og en solopgang til en anden tilstand. Og hvert eneste menneske kan selv gøre noget til, at såvel solnedgang som -opgang ikke er helt dækket af mørke "skyer", der forhindrer os i at opleve, at også døden er (for at blive i Panduros sprog) noget pragtfuldt.
Den sunde fornuft
Inderst inde søger alle mennesker en mening med deres liv fra vugge til grav, eller i alt søges en slags retfærdiggørelse af de menneskelige forhold i almindelighed og deres egne i særdeleshed. Mange har tilsyneladende opgivet at finde begge dele og søger at slå sig til tåls med, at alt blot er baseret på tilfældighed og naturens luner. At vi har degraderet os selv til at være "funktioner af tingene" ligger bl.a. i, at begrebet "sjæleliv" efterhånden også blot opfattes som en funktion af de kemiske processer i vor organisme. Historien om lægen, der har opereret masser af mennesker og dissekeret masser af lig og aldrig fundet nogen sjæl og som derfor udtaler, at hans sunde fornuft siger ham, at der ikke findes nogen, er typisk for den materialistiske indstilling – og samtidig også for dens inkonsekvens. Det sidstnævnte har den sunde fornuft i et eller andet menneske reageret imod, og han har føjet et nyt led til historien, nemlig manden, der siger til lægen: "Det lyder interessant, men sig mig, hvor De da har fundet den sunde fornuft?"
Den sunde fornuft tager vi det alle som givet, at vi har, og vi kan måske være tilbøjelig til at mene, at vor egen er noget sundere end adskillige andres, der har andre meninger om tingene, end vi har. Det kan hænde, vi ønsker at overbevise dem derom, og heftige diskussioner kan blive resultatet, diskussioner, som begge parter kan lære noget af, hvis de da ikke kun er indstillet på at få ret, for da kan resultatet let blive en krigstilstand med efterfølgende bitterhed, ja, måske ligefrem had mod "denne forstokkede, stædige fyr, der ikke er modtagelig for sund fornuft". "At leve er at fødes hvert minut", skriver Eric Fromm, og at fødes hvert minut vil sige ustandseligt at forny sig. Men en sådan fornyelse står vel også i forhold til den sunde fornuft? Ja, den sunde fornuft er jo netop en del af denne fornyelse. Den er ikke noget bastant, uforanderligt og stillestående, hvis den virkelig er sund; den er som en flod, der baner sig vej gennem stadig nye områder og landskaber. Og selv om den måske nok vælter et og andet på sin vej, er den frugtbargørende og livgivende for de områder, den strømmer igennem. For at være sund må fornuften afbalanceres af menneskelig følelse, medfølelse, finfølelse og følelsen af samhørighed med alt andet levende. Denne afbalancering virker gensidigt befrugtende, således at fornuften forhindrer den efterhånden udviklede følelse i at udarte til overfølsomhed, nærtagenhed, sentimentalitet og tossegodhed. "At blive fuldstændig født, at udvikle sin bevidsthed, sin fornuft, sin evne til kærlighed i en sådan grad, at man overvinder sin egocentriske binding og opnår en ny harmoni, en ny enhed med verden", således karakteriserer Eric Fromm, hvad han kalder menneskeligt velbefindende. Det er interessant at bemærke, at denne kloge, internationalt berømte psykoanalytiker i sin dybdeboring af det menneskelige sind nærmer sig en livsopfattelse, der står kosmologien nær.
Reinkarnation og sund fornuft
Men hvordan skal et menneske i sit korte liv fra fødsel til død have mulighed for virkelig at kunne realisere den af Fromm karakteriserede menneskelige fuldkommenhed? Gennem ca. to tusinde år har en sådan fuldkommenhed stået som eksempel for millioner af mennesker gennem Kristi væremåde uden at blive eksempel til efterfølgelse. Det er for meget, der forlanges, mener man, det er urealisabelt. Men så har teologerne skabt "nåden" og "frelsen ved forsoningen" og meget andet, som gennem tiderne har talt til menneskenes religiøse instinkt og trang til blindt at tro. Det har været til gavn og støtte, og det er det for nogle mennesker endnu. Men for flere og flere kan det ikke forbindes med, hvad de nu kalder sund fornuft eller logisk tænkeevne. De glider ud af det dogmatisk-religiøse tankeklima og bliver, hvad man kalder "fritænkere". Vi skal alle lære at tænke frit, hvilket vil sige at tænke i overensstemmelse med livets love. Det er jo også det, den sunde fornuft (der ikke må forveksles med begrebet snusfornuft) forsøger at gøre. Og efterhånden som kendskabet til livslovene udvides på basis af erfaringer, må fornuften naturligvis også skifte karakter, hvis den vil vedblive at være sund.
Der kan vist for det humant indstillede menneske ikke være tvivl om, at Eric Fromms definition af "at blive fuldstændig født" som menneske er rigtig. Men mange, der læser den, vil have svært ved at acceptere, at man i et enkelt liv kan nå en sådan tilstand. Deres sunde fornuft vil benægte det. De mindre standhaftige trækker på skuldrene og lukker sig inde i en skal af resignation, der til tider kan føre til depression. Andre bliver søgende, og mange af disse finder løsningen på dette dilemma i reinkarnationstanken. Gennem en række liv er det muligt "at udvikle sin bevidsthed, sin fornuft, sin evne til kærlighed o.s.v. og opnå en ny harmoni, en ny enhed med verden". Det er jo i virkeligheden den tilstand, Martinus kalder "den store fødsel". Den opnås ganske rigtigt ved at "fødes hvert minut", nemlig selve forvandlings- og fornyelsesprocessen i bevidstheden, efterhånden som "jeg" gør erfaringer om "det" og derigennem også lærer mig selv at kende og lærer at beherske mig selv og mine tanker og følelser. Men "hvert minut" ophører ikke, fordi mennesket dør. Ved døden "fødes" det til en psykisk stråle- og bølgeverden, i hvilken dets oplevelser er afhængige af, hvilke evner og talenter det har udviklet i sin fysiske tilværelse. "Skyerne", jeg omtalte, der eventuelt kan formørke både den menneskelige "solnedgang" og "solopgang", består for en meget stor del af den slags tanker og følelser, som "jeg"et har vendt mod "det" (som oftest i betydningen "andre mennesker") uden at bruge denne erfaring til også at få noget at vide om sig selv, bl.a. gennem den psykiske faktor, vi kalder samvittigheden. Hvad der hober sig op i vort sind af bitterhed, forurettethed, manglende evne til at tilgive eller bede om tilgivelse, af had, vrede, sorg og depression, kan dels blive medvirkende årsag til mange – også fysiske – sygdomme, og dels i en kortere periode formørke overgangen fra den fysiske tilværelse til den psykiske. En, der var "fuldstændig født", som Fromm kalder det, har vist os eksemplet ved ordene: "Fader, forlad dem, de ved ikke, hvad de gør". For Kristus var livet heller ikke blot et "jeg- og det-forhold". Det var forvandlet til et "du og jeg" i alle relationer, fordi han vidste, at han overhovedet ikke kunne møde andet end det, der på en eller anden måde var en vekselvirkning med det "Du", som er helheden, hvori vi lever, røres og er. At realisere "Kristi efterfølgelse", som det kaldes med et teologisk udtryk, lyder for os i dag noget højtideligt og verdensfjernt, men i virkeligheden er det noget jævnt og dagligdags, fordi det er i hverdagen, vi må forsøge at realisere vore menneskelige muligheder i vor væremåde. For at kunne realisere den menneskelige bevidsthed, må den udvikles gennem en række fysiske liv, hvis årsager og virkninger som "kosmiske dage" er kædet sammen som årsag og virkning i almindelige "jordiske dage". Martinus gør reinkarnationen til sund fornuft ved at fortælle om dens lovmæssighed. Vi siger aldrig farvel til vore muligheder, og vi vil bestandig få nye. Modgangen er hverken straf eller tilfældighed, men den belæring, uden hvilken en virkelig menneskelig sund fornuft aldrig ville udvikles. Altså har Panduro ret, når han siger, at også den "på en eller anden måde er pragtfuld". Med reinkarnationen som baggrund får hans ord: "Tænk, at være menneske og have lyst til så meget ..." et endnu større perspektiv, end han måske selv har tænkt sig. Og lad mig slutte med citatet af Voltaire, der står over denne artikel: "Det er ikke mere forbavsende at blive født to gange end én". Nej, eller mange gange, indtil mennesket igennem denne skabende forvandlingsproces, hvor det skabes ved selv at skabe, bliver "mennesket i Guds billede".
Tilbage til artikelregister
Forrige