Kosmos 2003/5 side 115
Om mig selv og min mission
I 1954 befandt Martinus sig i Japan, hvor han deltog i en kongres som havde det formål at skabe en ny religion, der kunne garantere varig fred i verden. De forskellige deltagere skulle efter tur fremsætte deres syn på nogle vigtige spørgsmål. Fx om videnskabens fremtid og menneskenes almindelige velfærd. Som vi skal se, var det ikke uden betænkelighed, Martinus gav sig i kast med at besvare dette spørgsmål.
Enhver af læserne, der kender mit livs historie, vil her kunne forstå, at mine svar på kongressens spørgsmål måtte blive noget afvigende fra det almengældende. Jeg tilhører ikke nogen som helst organisation, idet jeg i religiøs henseende er absolut suveræn. Jeg får al min kosmiske viden igennem min egen kosmiske selvoplevelse. Jeg har derfor ikke nogen organisations historie, anskuelser eller principper at kunne henvise til. Som følge heraf havde jeg naturligvis heller ikke nogen organisationsleder eller noget organisationsoverhoved at berette om. Ligeledes havde jeg heller ikke noget som helst studium af bøger, af filosoffer eller videnskabsmænd at henvise til, da jeg, rent bortset fra min primitive almueskoleundervisning hverken har læst eller studeret den religiøse eller åndelige side ved livet. Jeg måtte derfor i modsætning til næsten alle andre mennesker i en sådan situation fremhæve mig selv som ophav til min kosmiske viden, hvilket naturligvis for den ukyndige iagttager, der ikke kender til kosmisk suverænitet og oplevelsesevne, mildest talt må tage sig temmelig ubeskedent ud, ja, for nogle måske endog som storhedsvanvid. På trods af risikoen for denne eventuelle ubehagelighed måtte jeg, for at være helt trofast og ærlig over for min mission, ikke desto mindre næst Gud opgive mig selv som kilden til den kosmiske visdom, viden eller åndsvidenskab, som Gud har givet mig at skulle fremføre for menneskeheden. Jeg kom ikke med en organisations anskuelser eller principper. Jeg kom ikke med andre menneskers opfattelser, dogmer eller anskuelser. Jeg kom således ikke med en anden- eller trediehåndsviden. Jeg kom udelukkende med min egen viden, som Gud igennem min egen selvoplevelse havde givet mig. Jeg måtte derfor fremtræde i min egen åndelige suverænitet, hvad enten man ville forstå mig eller ikke. Besvarelsen af kongressens spørgsmål om min rent personlige historie og min religiøse suverænitet måtte derfor blive det primære i mine besvarelser . . .
– Og her er mit svar:
Med hensyn til min egen person skal jeg oplyse, at jeg er født i fattigdom og oplevede min barndom i huset hos min onkel og tante. Jeg har ikke fået nogen akademisk uddannelse. Har fået den almindelige tvungne folkeskoleundervisning. Har været vogterdreng, mejerist og senere kontormand. Jeg har været velsignet med et medfødt inderligt gudsforhold, der allerede i min barndom åbenbarede for mig visse af de i den autoriserede kristendom forekommende fejlagtige opfattelser og dogmer. Men det var først efter mit tredivte år, at Gud indviede mig i min mission, og jeg blev aktiv i verdensgenløsningens tjeneste. Nogle vidunderlige psykiske oplevelser i blændende lysvariationer, jeg oplevede, viste sig at være en organisk indvielse af mig til den mission eller det hellige kald, der nu igennem ca. treogtredive år har udgjort hele mit liv, min bevidsthed og væremåde. Denne min indvielse eller denne hellige begivenhed efterlod mig i en tilstand, hvor jeg var blevet vågen dagsbevidst i verdensaltets struktur, love og principper. Jeg oplevede i min vågne dagsbevidste tilstand løsningen på livets mysterier. Jeg så, at alt hvilede i Gud. Jeg så, at alt var levende. Jeg så, at hele universet blev båret og styret af kærlighed. Jeg så, at alle skabelser i naturen altid uundgåeligt førte til et slutfacit, hvor de var til glæde og velsignelse for levende væsener, og at det var dette princip, der måtte blive fundamentet for vor egen manifestation og skabelse. Jeg så alle skæbners årsag, og at de levende væsener i virkeligheden selv er deres skæbnes ophav. Jeg så, at vi alle levede i en vedvarende genfødelse eller reinkarnation. Jeg så, at vi alle var udødelige væsener. Jeg så mange andre af livets store skjulte årsager, principper og manifestationer. Og den evige Fader velsigner mig stadig med denne kosmiske oplevelsesevne og den heraf affødte kosmiske bevidsthed. Og udelukkende på denne måde kommer jeg i besiddelse af min kosmiske viden. Jeg har ikke studeret eller læst religiøse værker ud over bibelen. Det er derfor en kendsgerning, der kan kontrolleres, at jeg får min viden helt ved den guddommelige udvidelse af mit sansesæt, der blev skænket mig igennem de forannævnte guddommelige oplevelser. Det er blevet min mission at gøre denne kosmiske videnskab forståelig for den menneskelige intelligens, så menneskene selv teoretisk kan opleve den som videnskabelige kendsgerninger. Denne videnskabeliggørelse af kosmos eller verdensbilledet nedskriver jeg i mit store hovedværk Livets Bog. I denne skabelse er jeg nu nået til nedskrivningen af 6. bind. Over to tusinde kapitler eller afsnit rummer den til dato færdige del af nævnte værk.
Jeg kan ikke her gå i detaljer med dette store værks indhold, men blot udtale, at det har til mission at opdrage menneskene til at lære det sprog at kende, der åbenbarer sig i alle naturens og livets processer og tilskikkelser. Thi hele naturen i universet er jo Guds direkte tale til menneskene. Her åbenbarer Gud hele sin alvisdom, almægtighed og alkærlighed i et sprog, der nu igennem åndsvidenskaben kan læres, så menneskene kan komme direkte i kontakt med Gud. Denne almægtige Guds tale eller åbenbaring viser sig altså for os som det samlede verdensalt med sine kloder, sole og mælkeveje og den uendelige udfoldelse af livsformer eller levende væsener, Gud igennem denne almægtige storhed indblæser livets ånde. Den del af dette vældige sprog, den altoverskyggende guddommelige åbenbaring, i hvilken Gud mest henvender sig til mennesket, er den, der kommer til udløsning igennem vore nærmeste omgivelser af levende væsener og naturprocesserne, igennem vore fjender såvel som igennem vore venner, igennem lidelserne og genvordighederne, igennem krigene, mord og drab og igennem freden og kærlighedsmanifestationerne. Alt er her udtryk for sammensætningen af den påvirkning af mennesket, der skal til for at hæve det op til den mentale højde, der hedder "Guds billede". Igennem Livets Bog eller åndsvidenskaben vil man således også opleve, at verdensfreden ikke kan skabes alene ved traktater og overenskomster mellem nationer. Traktater og forbund kan være ustabile. Verdensfreden kan derimod udelukkende være dette, at det enkelte menneske må slutte fred med verden. Det er ikke verden, der skal slutte fred med mennesket. Verden er Guds åbenbaring. Det er igennem verden, at Gud skaber og udvikler de levende væseners organismer og mentalitet. Det er i kraft af verden, at vore sanser, syn, hørelse, lugt osv. og ligeledes vore intellektuelle evner er blevet til. Det er igennem verden eller naturens processer, at Gud har velsignet os med forstand. Det, der således har skænket os disse vore store goder, må da være det, vi skal søge at komme i kontakt med. Der, hvor vi ikke er i den guddommelige harmoni med verden, er vi ikke i harmoni med Guds åbenbaring for os. Og der, hvor vi således ikke er i harmoni med Gud, der opstår disharmonierne, sygdommene, hadet og fjendskabet mellem menneskene. Det er her, at mennesket saboterer livet i stedet for at befordre det.
Denne min foran beskrevne mission har efterhånden samlet mange interesserede mennesker omkring sig. Disse mennesker er ikke tilknyttet min sag eller mission ved nogen foreningsdannelse, medlemskort eller noget andet kontraktligt bånd. De er derimod udelukkende knyttet sammen ved den store fællesinteresse for studiet af mine kosmiske analyser og kærligheden til mig og min mission. Ved hjælp af flere i mit arbejde uddannede medarbejdere udgør mit arbejde nu en institution for studiet og udbredelsen af kosmisk videnskab. Foruden min sags hovedbygning, instituttet på Mariendalsvej, hvor der om vinteren gives foredrag, kursus og undervisning i kosmisk videnskab, har vi også en ferieby, hvor flere hundrede mennesker kan feriere og studere åndsvidenskab. Vi har også her foredrag og undervisning.