Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En læser skriver: "Min mand og jeg har levet vegetarisk en del år, før vi fik børn. Nu har vi en søn og en datter, som efterhånden er blevet hhv. 7 og 4 år. Vi har aldrig gjort et stort nummer ud af, om børnene spiste kød eller ikke. Vi ville ikke lave et direkte forbud, fordi vi regnede med, at det ville gøre det ekstra interessant at spise kød. Og vi er af den overbevisning, at dét at undgå kød skal komme indefra hos børnene selv og ikke som noget, der er dikteret fra os. Nu er der sket det, at vores søn på 7 år er blevet ret begejstret for kød, han be'r om kødpålæg og elsker frikadeller, pølser mv. Hans lillesøster er derimod ikke interesseret i at spise kød.

Mit spørgsmål går altså på, om Martinus har skrevet noget om kødspisning hos børn. Ifølge Martinus repeterer børn jo tidligere inkarnationer, så det at spise kød må jo også være en slags repetition. Hvis deres krop og psyke ønsker kød, vil det vel ikke være særlig kærligt at forhindre dem i det? Men samtidig er det jo ikke kærligt over for dyrene at servere dem som mad for børnene. Har Martinus skrevet noget om dette emne og om børneopdragelse i forhold til kosmologien?"

 

SVAR: Efter min personlige mening ville et forbud være det værste, man kunne byde barnet. Kødspisning er jo en del af barnets repetition, og hvorfor skulle man dog tvinge barnet til at udsætte den pågældende repetition til senere? Min kone og jeg har det samme problem i forhold til vore børnebørn. Da ingen af os vil stå og arbejde med døde dyr ved køkkenbordet, køber vi "færdigsyede" frikadeller og pølser til børnebørnene.

Med dette citat fik vi en præcis og ganske kort forklaring på den repetition af fortidige livstilstande, der ifølge Martinus' analyser finder sted i fostertilstanden. Men nu fødes barnet, og hvad sker der så? Jo, her kan man også spore denne repetition af fortidstilstande. "Barndommen og ungdommen er i virkeligheden slet ikke andet end principmæssige genoplevelser af vildmands- og naturmenneskestadier," skriver Martinus, og han fortsætter: "Det er en kendsgerning, at menneskene er mere brutale, rå og hensynsløse i barndommen og ungdommen og med større forkærlighed leger "røvere og soldater" i denne alder end i en modnere alder. Dermed er jo ikke sagt, at der ikke findes mange mennesker, der er så fremskredne i udvikling, at de allerede i barnealderen fremtræder som kærlige og sympatiske og med stor afstandtagen fra al brutalitet og hårdhed. Tværtimod, af sådanne findes der heldigvis ikke så få. (....) Men sådanne børn bliver i almindelighed betragtet som svæklinge, som "kujoner", af kammeraterne. Den gængse ånd inden for børnenes rækker er jo endnu beundringen af magtprincippet."

Nu forstår vi altså, at alle mennesker på vort nuværende udviklingssted i spiralkredsløbet må repetere primitive naturmenneskestadier, – men at der er stor forskel på forløbet af disse repetitioner. Hvor voldsomme eller drastiske disse repetitioner er hos et barn eller ungt menneske, vil være "afhængigt af, i hvor høj grad disse er udtryk for det pågældende individs virkelige tilstand, hvilket vil sige, den udviklingsstandard, som vedkommende væsen vil komme til at repræsentere, når det kommer til "skelsår og alder", hvilket i dette tilfælde vil sige ca. trediveårsalderen. Den karaktertilstand, væsenet da indtager, er dets normale standard. Det er den højde i udvikling, det er nået frem til i tidligere liv. Denne højde kan det ikke straks repræsentere ved sin fødsel, men må i det nye liv og legeme gennemløbe alle de underliggende stadier en miniature for at blive fuldt dagsbevidst i denne sin virkelige normale standard."

I Livets Bog 4-1203 omtaler Martinus et andet eksempel på børneopdragelse. Vi har sikkert alle oplevet, at visse børn og unge mennesker har en uforståelig lyst til at pine, lemlæste og dræbe dyr. Disse anlæg for grusomheder kan være totalt forsvundet hos de samme mennesker, når de har nået en moden alder. Og så tilføjer Martinus, at de samme mennesker somme tider "er de ypperste til at påtale og revse deres egne og andres børn for den samme grusomhed."

Også i Kosmos har Martinus sporadisk været inde på børns individuelle opførsel. I artiklen "Når man spiller hasard med livet" (nr. 11-2000) nævner han børns repetition af tidligere liv og skriver: "Det er også derfor, at ønsket om krigslegetøj kan være så stærkt hos drengene i en vis alder, hvor de repeterer tidligere inkarnationers krigsmentalitet. Derfor behøver de ikke at blive særlig krigeriske senere i livet, hvor de måske netop har overstået disse tilstande."

Vi kan altså konkludere, at kødspisning, leg med krigslegetøj og andre stadier i børns og unge menneskers udvikling ikke er udtryk for deres virkelige mentalitet, men kun er repetitioner af mindre udviklede karaktertrin, som de pågældende egentlig har overvundet i tidligere liv.

Lad os slutte med et citat (Livets Bog 7-2512), hvor Martinus i en hel anden forbindelse (børn på børnehjem) skriver om det ideelle, nemlig kærlige forældres "individuelle opdragelse, tilpasset efter barnets særlige, individuelle mentale struktur og opfattelsesevne."

Det må vi stræbe efter –!