Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Gennem nogen tid har jeg med den største interesse fra sidelinien fulgt en livlig debat og tankeudveksling på internettet vedr. virkelighedsbegrebet og den rolle, de såkaldte tre X'er her spiller.

Foruden at blotlægge megen skarpsindighed – isprængt et velgørende indslag af humor nu og da – røber der sig også gennemgående nogle grundlæggende forståelsesproblemer. Både mht. karakteren af de tre X'ers form for 'sameksistens', og hvad angår deres indbyrdes kommunikation eller samspil.

For eksempel rejses gang på gang spørgsmålet om, hvorledes princippet skaberen/X1 bærer sig ad med at beherske og kontrollere sin skabevne/X2 og på dette grundlag mere eller mindre formålstjenligt frembringe det skabte/X3? Eller for at nævne den omvendte problemstilling: hvorledes energierne og bevægelserne i X3-sfæren i praksis forplanter sig til X1 via X2 og for X1 bliver til subjektiv oplevelse, som igen kan lægges til grund for reaktion og dermed ny skabelse? Dette sidste kræver jo, at X1 så at sige kan 'vende' energierne, og hvorledes bærer det sig i praksis ad med dette ...?

l betragtning af, at ovenstående er spørgsmål, der fra første færd (1957) var brændende hos mig selv, og som jeg derfor også den ene gang efter den anden bragte på bane i forbindelse med undervisningen hos Martinus i sin tid, må det være både rimeligt og nærliggende, at jeg her – stillet over for de samme spørgsmål og problemer hos andre – føler lyst og tilskyndelse til at videregive den forståelse og de løsninger, som undervisningen hos Martinus førte frem til. Det så meget mere, som disse åndelige facts lige siden har tjent som de faste ledestjerner i min egen videre beskæftigelse med det kosmiske verdensbillede.

Vigtigere end dette sidste er det imidlertid at forstå, at der som sagt er tale om et funktionsprincip. Altså en måde, Noget fungerer på. Men hvad for Noget, kan man spørge?

Netop dette spørgsmål peger på selve det springende punkt i sagen, idet det leder frem til en 'faktor', der ifølge al relevant erfaring tjener som grundlag og udgangspunkt for al anden virkelighed, man både i fortid, nutid og al fremtid vil kunne tale om, og som derfor gør sig fortjent til prædikatet "initial virkelighed". Dvs. en virkelighed, hvoraf ALT andet fødes og udspringer. Herunder det treenige princip med dets tre X'er, idet disse begreber simpelthen dækker over en særlig måde, som den initiale virkelighed fungerer på. Nemlig en måde, der sikrer den status som levende. Som et levende Noget, der ér, men som hinsides treenighedspræget er totalt uudsigeligt og dermed navnløst.

Også hos Martinus møder vi dette initiale Noget, men ikke så klart præciseret og defineret, som bl.a. diskussionerne på internettet røber behov for, idet Martinus ud fra ønsket om forenkling af tingene ikke har lagt vægt på at skelne mellem det pågældende Noget på den ene side og specielt det første af dets funktionsaspekter – X1 – på den anden side. Kun ét eneste sted (så vidt undertegnede er orienteret) skelner han klart og tydeligt mellem det ene og det andet. Nemlig i en gammel skitsebog fra 1920'erne, hvor han foretager de allerførste famlende forsøg på at fremstille symboler med tilhørende forklaringer.

Den omtalte skitsebog omfatter i alt 10 symboler, hvoraf nr. 2-10 er kendt ugyldige af Martinus. Kun det første har af ham selv fået accept som gyldigt, og det er netop her, han klart og tydeligt skelner mellem alle tre X'er og så det Noget, der er altings første eller årsagsløse årsag, og som de pågældende X'er i treenig samdrægtighed er funktionelle aspekter af.

Selve symbolet er som her vist den velkendte, ligesidede trekant, der som bekendt henfører til det levende væsen som treenigt princip betragtet. Og det, som i denne forbindelse særligt har interesse, er derfor den ledsagende symbolforklaring, der lyder som følger:

"X.l. som Faderen, Forsynet eller Altet".

X.2. som den i Altet eksisterende "Skabende Evne" eller "Gnisternes verden".

X.3. som "Formernes Verden" eller "Det skabte".

Tager man i betragtning, at det reelt er et signalement af GUDDOMMEN, Martinus her tegner, ligger det i kortene, at trekanten som helhed henfører til en virkelighed af guddommelig natur. En virkelighed, der som "et guddommeligt Noget" er forud for overhovedet alt andet, man vil kunne tale om. Herunder de tre X'er, der tydeligt nok skal opfattes som aspekter af et treenigt funktionsprincip, der er virksomt i dette Noget. For det pågældende Noget udpeges jo udtrykkeligt som både "Den årsagsløse Årsag" og som "Den første Årsag" og dermed som Noget, der er forud for både X1, X2 og X3, der med henvisning til deres respektive roller samtidig på treenig vis får status som principielle funktioner i dette Noget.

Svaret er, at den strengt taget slet ikke kan beskrives. I det mindste ikke som det, den faktisk er, men højst mht. den rolle, den spiller, samt hvad angår de forudsætninger, den må opfylde for at have betydning overhovedet. For som første årsag til ALT andet, er den jo forud for hvad som helst, vi vil ligne eller udtrykke den ved, og vil dermed være noget andet end dette. Men noget, vi ikke har ord eller begreber for. For den er hverken stof, energi eller bevægelse. Og ej heller noget, der som fx tid og rum kan afledes heraf https://ekstrabladet.dk/nyheder/Udland/article10568176.ece hverken direkte eller indirekte. Og følgelig må den tages til efterretning som et navnløst eller uudsigeligt Noget af tomhed og absolut stilhed hinsides tid og rum, helt i tråd med de erfaringer, der enslydende råder inden for den såkaldte mystikertradition.

Som bekendt har Martinus udpeget bogstavet "X" som symbol for denne navnløshed. Men han er ikke den første, der har grebet til en sådan udvej. I pagt med egne tilsvarende erfaringer greb i sin tid skaberne af hindureligionen (jfr. Vedaerne) til en lignende løsning, nemlig gennem valget af tallet 0 (nul).

"Idéhistorisk stammer nullet (iflg. Danszig's "Tallenes historie") fra det gamle Indien, hvor det tager udgangspunkt i forestillingen om sunyata; dvs. den store, mystiske tomhed, hvori alting har sin væren og sit udspring.

Omsat til matematisk praksis bliver tanken om sunyata til talbegrebet sunya, der betyder tom eller blank, men ikke med biklangen 'intet'.

Da den arabiske kultur blomstrede op, overtog den begrebet, men omdannede sunya til sifr (jfr. ciffer). Og da den europæiske kultur endnu senere tog over, latiniseredes sifr til zephirum, hvoraf det engelske ord for nul opstod: zero

Med andre ord: i begyndelsen var nullet, summen af alle positive og negative tal." (kilde: Bent Christensen).

Ved sin gådefulde og utilgængelige natur var "Det guddommelige Noget" eller "X"/(0) naturligvis straks fra første færd genstand for min udelte nysgerrighed. Og i medfør af denne også utallige samtaler med Martinus om spørgsmålet. Og af disse fremgik det, at ligesom man i nullet (som jo også Martinus har behandlet i sine værker) kan se udspringet for hele vort talsystem, således kan man også i "Det guddommelige X" se udspringet for ALT, hvad vi p.t. kender til, og i fremtiden yderligere vil komme til at kende til. Det ligger alt sammen på umanifesteret vis i svøb i dette Noget, akkurat som hele talsystemer på umanifesteret måde kan siges at ligge i svøb i nullet. Og ligesom talsystemer med nullet som grundlag og udgangspunkt kan bringes til praktisk udfoldelse, således kan også alt, hvad der ligger i svøb i "Det guddommelige X" bringes frem til manifestation og synliggørelse – både som fysiske, parafysiske og åndelige verdener, samt som objektive såvel som subjektive former for virkelighed.

Man kan så rejse det spørgsmål, hvad der tilskynder "Det guddommelige Noget" til at bryde sin virtuelle tilstand til fordel for en mere eller mindre omfattende synliggørelse af de muligheder, der her ligger i svøb, således som fx. hele det fysiske univers med sine utalte stof- og livsformer er et eksempel på?

Svaret er i første række fra Martinus' side den faktor, han kalder urbegæret, og hvorved han grundlæggende forstår begæret efter livets oplevelse. Dette begær er nemlig en simpel konsekvens af netop den virtuelle tilstand på den ene side, og muligheden for at bryde den til fordel for 'synliggørelse' på den anden side, idet det skal tilføjes, at den rent virtuelle form ifølge sagens natur IKKE som sådan kan give anledning til oplevelse for nogen eller noget. Altså heller ikke for det guddommelige Noget selv. Og følgelig råder der på det virtuelle plan en konstant udfordring til urbegæret, som dette besvarer ved lige så konstant at være aktivt i den forstand, at Det guddommelige Noget umiddelbart tilskyndes til at udfolde sig skabende. Skabende på den måde, at større eller mindre 'kvanta' af det uendelige, virtuelle forråd af skabekim bringes til manifestation og synliggørelse. Og altså med livsoplevelse og dermed også bevidsthed for "Det guddommelige Noget" til følge.

Og det er netop herved, det treenige princip med dets tre funktionsaspekter kommer ind i billedet som en betingelse for urbegærets løbende tilfredsstillelse. Thi for at den nødvendige skabelse kan blive eksekveret i praksis, kræves det som minimum, at "Det guddommelige Noget" manifesterer sig (eller 'fungerer') som princippet skaber/X1 – dvs. som iværksætter af skabelse. Endvidere kræves det, at det samme guddommelige Noget også kan mønstre en EVNE til at skabe, dvs. kan fungere som skabeevne/X2 (der eksisterer jo kun "Det guddommelige Noget" selv at tage det hele af). Og endelig kræves der, at det guddommelige Noget oven i alt dette yderligere stiller sig til rådighed som 'produktet' af skabelsen, dvs. fungerer som princippet "det skabte"/X3. Og netop den omstændighed, at det er det samme guddommelige Noget eller "X", der optræder i alle tre funktioner eller roller, gør det til kendsgerning, at det i praksis fungerer som et treenigt princip. Og set under denne synsvinkel er problemet omkring karakteren af de tre X'ers sameksistens og indbyrdes kommunikation på forhånd løst, i og med at det er det samme guddommelige Noget, der lig væsken i forbundne kar optræder i dem alle tre. Samtidig med at det på det virtuelle plan i al evighed vil have et uendeligt forråd af nye, ukendte 'kort' parat til skabende udspil...

For fuldstændighedens skyld bør det tilføjes, at Martinus' udbredte brug af udtrykket "Det guddommelige Noget" som synonymt med dets egen X1-funktion retfærdiggøres af, at netop denne funktion i praksis eksekveres på det virtuelle niveau og således beskrivelsesmæssigt stort set er sammenfaldende med dette.

Vedr. mystikertraditionens vidnesbyrd om den initiale virkelighed:

1. Stefan Einhorn: "En dold Gud", Forum/Stockholm 2001.

2. Andrew Newberg m.fl.; "Why God won't go away", Ballantine Books 2002.