Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selvom jeg taler med en del mennesker om åndelige emner, er det relativt sjældent, at emnet bøn bliver diskuteret. Overfor mennesker, jeg ikke taler om åndelige emner med, bringer jeg det faktisk aldrig på bane. I sidstnævnte tilfælde er det en nøje afvejning af, om det overhovedet ville kunne bidrage til en god stemning og eventuelt være til hjælp for de pågældende, og i de allerfleste situationer oplever jeg, at emnet ville være for kontroversielt til, at det ville være umagen værd. Jeg synes faktisk også, at jeg ville blotte mig unødigt og åbne et, for mig, meget privat anliggende. I førstnævnte tilfælde oplever jeg, at der er rigtig mange mennesker, selvom de i dette tilfælde har åndelige interesser, der ikke synes, at de kan finde ud af at bede Gud om noget. Mange synes, at det er noget, man gør i yderste nødstilfælde, når alle andre muligheder er brugt. Der kan opstå den overbevisning, at det alligevel ikke nytter noget, og den tanke kunne godt få næring, hvis man læser overfladisk i Martinus' lille bog "Bønnens Mysterium". Martinus skriver her, at en bøn ikke kan ændre den situation, den bedende befinder sig i. En bøn kan selvfølgelig ikke ophæve skæbneloven og ændre de handlinger, der har ført til den tilstand, den bedende er i, det ville sætte den guddommelige vilje helt ud af drift og i stedet sætte det enkelte menneskes mere eller mindre egoistiske behov. Det siger sig selv, at det storslåede skaberværk, vi er vidne til i form af livet omkring os, ikke ville kunne eksistere på disse betingelser, så det er vigtigt at få afklaret, hvad bøn egentlig er, og hvorledes det kan gavne det søgende menneske.

At bede kan sammenlignes med en meditation. Med hensyn til de fysiske rammer kan man have mange forskellige behov, men jeg synes, at det er vigtigt, at man sidder godt i et rum for sig selv, hvor man er tryg, og hvor telefoner eller andet ikke pludselig flænser stilheden. Man kan sagtens have forskellige rituelle genstande, musik e.a. omkring sig, men det er i denne forbindelse kun for at bringe sindet i den rette stemning. Det har ingen speciel direkte indflydelse på bønnen. Martinus blev engang spurgt om, hvorvidt det var vigtigt, at man knælede og foldede hænderne, når man bad, hvortil Martinus svarede: "Vorherre har ingen interesse i, at man ligger og får ondt i knæene, eller at man folder sine hænder, det der er vigtigt er, at man har den rette kontakt og indstilling". I mange nyreligiøse og spirituelle bevægelser bruges mange forskellige meditative teknikker, hvor åndedræt, tantra, symboler, farver og dufte o.m.a. spiller en stor rolle. I den moderne tilværelse, hvor mange mennesker er betydeligt mere optaget af den fysiske tilværelse i forhold til det åndelige liv, er behovet for at kunne trække sig ind i sig selv meget stærkt undervurderet. At slippe kontakten til det indre, åndelige liv, og så at sige være ét med den fysiske verden, har sine omkostninger. Oplevelsen af tomhed, meningsløshed, depression og livslede kan ofte være resultatet, og i denne tilstand er udtalelsen, "her lades alt håb ude", måske født.

Når man henvender sig til et medvæsen i den fysiske verden, er det naturligvis af en vis betydning, at man er koncentreret om vedkommende og har en god kontakt. Det er ødelæggende for en god samtale, at modparten er optaget af noget helt andet, f.eks. hjemlige problemer, den nye kæreste, arbejdssituationen osv., medens man forsøger at få etableret en seriøs kontakt. Kender du det, at man sidder og vender "vrangen" ud på sit sjæleliv over for en god ven, og vedkommende så er fraværende og siger:" øhhh, undskyld, hvad var det du lige sagde?"

Jeg ved af erfaring, når man begynder at bruge bønnen lidt mere seriøst og samtidig får indsigt i de kosmiske principper, at man kan få problemer med at finde ud af, hvad man skal sige, og hvordan man henvender sig. Igen må det understreges, at det ikke er formen, ordene eller ritualet, der er vigtigt, men at man er nærværende, intens og ærlig i sin henvendelse. Det er ikke nødvendigt at bruge "store hellige ord" i sin bøn. De "engle", der lytter, hører ikke tanker som lyde og ord, men oplever dem på en helt anden måde, nærmest telepatisk. Kvaliteten og hensigten med bønnen kan sagtens formuleres i enkle, helt jordnære vendinger. I de fleste situationer er det, når vi er i nød på den ene eller den anden måde, at motivationen for at bede er i top, og det er ganske naturligt. På den anden side kunne bøn sagtens være en daglig kontakt i både "godt" og "ondt" med Guddommen, så man også i givne situationer kunne give udtryk for taknemmelighed og glæde ved tilværelsen. Hvis man imidlertid bruger Fadervor som genstand for en sjælelig, meditativ proces, så behøver man strengt taget ikke andre formuleringer, idet Fadervors væsen er lig med den fuldkomne bøn. Den omfatter absolut alt, hvad man har brug for, men derfor kan man naturligvis sagtens indflette personlige henvendelser uden begrænsninger.

Et gammelt ord siger, at "når nøden er størst, er hjælpen nærmest", og det er der faktisk en dybere sandhed i. Når et menneske er i nød eller er lidende, så udsender det ubevidste bønner eller "smertesignaler", der svarer til dyrets brøl eller barnets gråd. Disse udsendte energier, der ligger før den formulerede bøn, høres og opleves af væsener i den åndelige dimension, de såkaldte "engle". Disse væsener kan ikke lade være med at reagere, de drages mod de lidende mennesker, fordi det er deres mission i kraft af deres humane standard. Disse væsener er Guds lytteredskaber. Martinus fortæller, at der i den åndelige verden, der er lige så virkelig som den fysiske, er mange forskellige niveauer, afhængig af de forskellige væseners udvikling og interessesfære. Helt sikkert er det, at selv det mindste suk høres. De, der hører den bevidste eller ubevidste bøn, samarbejder med mange niveauer i den åndelige verden, og den samlede reaktion på bønnen vil være afhængig af flere ting. Dels er det, som allerede nævnt, helt afgørende, hvilken intensitet og hvilken ånd bønnen afleveres i, og i denne forbindelse hvor humant den pågældende lever sit daglige liv, og dels vil den individuelle skæbne spille en meget stor rolle. Her er der altså kun tale om bønhørelse, der kunne ændre en konkret situation, men måske ikke altid på den måde, som den bedende kunne ønske sig. Dette er en anden meget vigtig forudsætning, at man indstiller sig og åbner sig for den bønhørelse, som gives. Man er nødt til at stole fuldt og fast på, at den hjælp, man modtager, er den absolut rigtige og kommer på lige præcis den måde, der er mest hensigtsmæssig i den givne situation.

Det er i nærværende artikel blevet nævnt, at det er vigtigt, at man har den rette indstilling, når man beder, men hvad er så denne "rette indstilling"? Det er at være i kontakt med bønnens højeste mening og struktur. Jesus overbragte den fuldkomne bøn til eftertidens mennesker sammen med budskabet om, at "alt hvad I beder om i mit navn, skal blive jer givet". Det har ført til den vildfarelse, at når man blot afslutter sin bøn med ordene "i Jesu navn, Amen" så vil man blive bønhørt. Så bogstaveligt skal det imidlertid ikke forstås, det ville da også være lidt for let at bede om stort set hvad som helst og så afslutte med nævnte sætning for at sikre bønhørelse, og så i øvrigt fortsætte med at skabe ulykkelige situationer, baseret på ukærlighed og uvidenhed. Når det tidligere er nævnt, at Martinus fortæller, at bønnen ikke kan ændre de eventuelt ulykkelige omstændigheder, man måtte befinde sig i, så skal det dog nævnes, hvad bønnen kan gøre. Her vil jeg gerne citere Martinus ("Bønnens mysterium", kap. 2): "Bønnen kan blive så fuldkommen, at den i forbindelse med kosmisk viden helt kan udelukke sorgernes og ulykkernes mørke skygger fra individets sjæleområde."

Det er uløseligt forbundet med det nuværende menneskes fysiske tilværelse, at modgang og problemer i stort set alle afskygninger gør tilværelsen mere eller mindre problematisk og lidelsesfyldt. Det ufuldkomne liv er afstedkommet af skæbnebyrden fra tidligere tilværelser, en skæbnebyrde, der kun og alene har til formål at udvikle både vores intellektualitet og vores følelsesliv frem imod en human kærlighedstilstand. I denne proces er bønnen af uvurderlig betydning, undertiden kan man opleve, at det er det eneste, man har at støtte sig til. Martinus skriver i den lille bog "Bønnens Mysterium", at bønnens endelige mission vil være "som en daglig korrespondance eller samtale med Guddommen."