Ældre Kosmos og Kontaktbreve

– Hvad mener De om Martinus' verdensbillede, hr. professor?

Stillede man dette spørgsmål til den tyske filosof ved Institut for Socialforskning i Frankfurt, Theodor W. Adorno (1903-1969), ville han sikkert svare, at et hvilket som helst verdensbillede, man kunne forestille sig, ville overse noget meget vigtigt.

Nu kendte Adorno næppe noget til Martinus, men hans kritik var også rettet mod den videnskabelige metode i al almindelighed. Alene det at forske krævede jo, at man på forhånd søgte efter noget ensartet, noget, der gik igen, og som kunne ophøjes til begreb eller princip. Derved kom man uvægerligt til at fokusere på det ensartede og glemte eller overså forskellene. Ved begrebet "hest" bliver fx alle heste gjort til sammenlignelige størrelser, de bliver alle skåret over én kam. Det er jo godt nok, men det har også sin pris. Alt det individuelle, det "ikke-identiske", bliver dermed skåret væk.

Adorno anbefalede, at man i sin tænkning ligesom prøvede at kigge ved siden af de fastlåste tankefigurer, altså på en måde tænkte den modsatte vej eller indbyggede en negativ kritik mod sin egen måde at tænke på. Men det var ham af naturlige grunde ikke muligt at opstille faste retningslinier. Blot gjaldt det om gennem konkrete analyser bestandigt at gøre opmærksom på fortrængte og oversete sider af virkeligheden, og han pegede på, at det netop var, hvad kunst kunne udrette i modsætning til videnskab. Kunsten gav indblik i noget uudsigeligt i modsætning til videnskaben, hvor alt blev formet i sproglige vendinger og sat i skema.

På en mærkelig måde kom dette vanskelige projekt til at ligne Martinus' forsøg på at formidle et verdensbillede, der åbnede for en større og mere abstrakt virkelighed end den gængse og konkrete fysiske verden. For det var rigtigt nok, som Adorno sagde, at det kunne lade sig gøre at opfange nogle finere nuancer af virkeligheden, hvis man ikke lod sig fange i et traditionelt tankemønster. Det lykkedes faktisk for Martinus at vise, at der indvævet i den fysiske verdens kendte love og principper findes en poetisk eller kunstnerisk virkelighed, som peger tilbage på universet som et levende og tænkende væsen, der som en kunstner i sit atelier udvikler den ydre fysiske verden med et bestemt formål for øje. Martinus kunne i første bind af Det Evige Verdensbillede, stk. 7.7 konkludere:

"Dette gigantvæsen, der således har hele verdensaltet til organisme eller legeme, kan kun være den igennem alle tider af menneskene søgte og på mere eller mindre fuldkomne måder tilbedte, evige Guddom."

Og ligesom Adorno anbefalede også Martinus, at man anlagde et kritisk syn på den materialistisk, videnskabelige måde at anskue verden på. I modsat fald ville det enkelte menneske kun se "nogle tomme fodspor i sandet af det væsen, i hvis levende favntag det evigt hviler," skrev han i Livets Bog 3, stk. 701.