Kosmos 2006/3 side 90
Om tilgivelse!
af John Klemens Nielsen
Jeg har kendskab til en nabostrid, hvor en nabo har lagt hindringer i vejen for en anden nabos byggeri af et skur i haven.
Sagen er egentlig banal, men parterne er alligevel blevet så uenige, at den ene har valgt at flytte og samtidig erklære, at det simpelthen ikke er muligt at tilgive vedkommende denne handling.
Umiddelbart kunne man mene, at det er let at finde ud af, hvem "skurken" er, og hvem "helten" er, men det ændrer jo ikke på det resultat, at der her er opstået en fjendtlig atmosfære mellem to forhenværende gode naboer.
Martinus sagde engang, at "Tilgivelse bliver det helt store tema for fremtidens mennesker", og når man tager et hurtigt overblik over den måde, mennesker lever sammen på i dag, så må man give ham ret. Martinus mener, at vi en dag i den nære fremtid vil indføre dette tema, som et fag, der undervises i lige fra skoletiden.
Hvordan forestiller man sig, at situationen i mellemøsten mellem Israel og Palæstina kan løses uden tilgivelse?
Hvordan kommer vi videre efter krigen i Irak, efter krigen på Balkan og alle de øvrige forfærdelige krige, der har været, uden at kunne tilgive?
Hvordan skulle vi få fred i verden, når vi selv i de små perspektiver ikke kan tilgive?
Tilgivelse er selve fredens akse.
Alt er såre godt!
Gennem kosmologien har vi fået kendskab til skæbneloven, der fortæller, at "ingen kan gøre uret, ligesom ingen kan lide uret". Det er den højeste analyse af skæbneforholdet mellem de enkelte individer og opfyldelsen af det bibelske udsagn "Alt er såre godt". Det faktum, at al energi går i kredsløb og uvægerlig vil vende tilbage til den, der skabte en bestemt energiudladning som f.eks. vrede, sikrer, at vi ikke kan undgå at lære af vore egne fejltagelser, og således er alle sikret den højeste retfærdighed. Selvom man til fulde har forstået dette faktum, kan tilgivelse alligevel for rigtig mange være den sværeste "disciplin" af alle, fordi følelsen af at have været udsat for en uretfærdighed er svær at eliminere på trods af den fornuftsmæssige indsigt.
Det kan sikkert lyde besynderligt, ja nærmest fornærmende, at det skulle være "såre godt", at et barn har været udsat for en forbrydelse, eller at et menneske har pådraget sig en smertefuld sygdom, og det er da i denne forbindelse også vigtigt at huske på, at udsagnet "Alt er såre godt" er et slutfacit eller evighedsfacit. Det er et udtryk for "tankedril" at forveksle analyserne af et delfacit med analyserne af et slutfacit. At "Alt er såre godt", betyder bestemt ikke, at alle vores primitive, morderiske og lidelsesvækkende handlinger er "gode" set fra et fysisk, jordisk synspunkt. De er absolut det, de er, handlinger udløst af et primitivt eller ufærdigt væsen, som dog ikke rammer "uskyldige" helt meningsløst.
At dette væsen ikke kan præstere noget, der er mere kærligt og mere fuldkomment, hænger sammen med en ringe udviklet kærlighedsevne og ikke, som mange fejlagtigt kunne mene, at vedkommende er "ond" og handler "ondt" ud fra et ønske om at gøre nogen ondt, selvom det dog skal nævnes, at der eksisterer afsporede væsener, der søger ondskab.
I den skabte, fysiske verden er oplevelsen af smerte, sorg, sygdom o.a. et delfacit på vej mod det store facit: "At alt er såre godt". Det er ikke sådan, at det ene facit ophæver det andet, men at det er samme "virkelighed" set med forskellige sansebegavelser. Det fysisk begrænsede sansesæt oplever det som smerte og "uretfærdighed", medens det kosmiske sansesæt netop oplever samme begivenhed som værende "såre godt".
Loven for bevægelse!
I lighed med alle naturlovene, som det har været videnskabens arbejde at påvise, eksisterer der er række livslove. Det har været Martinus' privilegium og arbejde at påvise og redegøre for disse livsloves eksistens og funktion. Således eksisterer der en "lov for bevægelse", der omfatter hele tilværelsen, altså både det fysiske og det åndelige univers. Denne lov er ret enkel, men ikke desto mindre genial, idet den sikrer, at al stof og energi, som tidligere nævnt, går i kredsløb.
Når vi kigger rundt i naturen, ser vi jo ikke andet end kredsløb. Årstidernes vekslen, kredsløb der sikrer nedbør og fortætning af vanddampe, kredsløb som også ses i både menneskers, dyrs og planters tilværelser fra vugge til grav, eller sagt på en anden måde, fra fødslen til den fysiske verden og bortgangen fra samme. Der findes overhovedet ingen undtagelser fra denne lov, for hvis der gjorde, ville det ikke være en livslov, og uden livslove ville der slet ikke eksistere noget liv. Enhver ved jo, at hvis vi trodser de fysiske love som f. eks. tyngdekraften, omgang med ild o.l., så er der "kontant afregning" i form af ulykkestilfælde og skader. Det samme gælder for de kosmiske livslove, der afstikker betingelserne for adfærd og moral.
For det enkelte menneske betyder det, at alle – absolut alle – handlinger fra det mindste suk til de mest skelsættende udfoldelser uvægerlig vil vende tilbage til sit ophav, i princippet som samme energiform eller handling. Hvis energierne eller handlingerne blot forsvandt ud i det "store intet", ville intet væsen have nogen som helst mulighed for at kunne erfare og lære noget. Et gammelt ord siger: "som du kalder i skoven får du svar" og i dette udsagn ligger der en større sandhed, end man umiddelbart tænker på. Tænk, hvis man i bund og grund er et godt menneske og opfører sig godt, klogt og kærligt overfor sine medvæsener, og kredsløbsprincippet ikke eksisterer. Så vil dette gode menneske, helt tilfældigt, måske ikke "få løn som forskyldt", men måske blive overfaldet verbalt eller korporligt, og det er der jo ikke megen retfærdighed i. Retfærdighed er, at alle kan handle og opføre sig det bedste de har lært, handlingerne vil uvægerligt vende tilbage, således at man kan erfare i sit eget liv, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.
Guddommen og Guds søn!
I vores almindelige hverdag kan vi af og til godt få det indtryk, at hende, der lige sprang mig over i køen uden at blinke, og ham, der gav mig "fingeren", fordi han ikke syntes jeg kørte ordentligt i min bil, ligesom en horde unge mennesker, der chikanerede mig i toget, kan kategoriseres som "idioter".
I stedet for denne antagelse er der jo også den mulighed, at det blot er mennesker, der mangler at indhøste lidt erfaringer om, hvordan man opfører sig overfor sine medmennesker. At man overhovedet er i nærheden og bliver udsat for disse forskellige udgydelser, skyldes, at man har lidt skæbnemørke, som tiltrækker disse begivenheder. At reagere ved at skælde ud, forarges o.a. viser, at man ikke forstår disse skæbnesammenhænge. Medens den tilgivende attitude, at det er mennesker, der ikke kan andet, fordi de endnu ikke har lært det, og at de kolliderer med vores tilværelse via skæbnekredsløbet, bryder denne skæbnebyrde.
Martinus gør opmærksom på, at der set fra det enkelte individs synsfelt kun eksisterer to væsener i tilværelsen, gudesønnen og Guddommen. Så uanset i hvilken skikkelse, vore medvæsener end måtte fremtræde i, så er det Guddommen, vi møder. Gudesønnen er os selv, og det er et privilegium, alle levende væsener kan titulere sig med, at være gudesønner på vej i den evige ind- og udviklingsproces. Alt omkring os, uden undtagelse, er Guddommen, og afhængig af vores "henvendelser" til Guddommen vil "svaret" være nøje afstemt herefter, helt i overensstemmelse med kredsløbsprincippet og de personlige skæbneforhold.
Det kan i den forbindelse være godt at huske på, at vi hver gang, vi i en konflikt skaber fred, tilgiver og danner venskaber, letter vi vor egen skæbnebyrde og bryder et kredsløb af negativ art og danner i stedet et kredsløb af positiv karakter.
Tanker og kredsløb!
Når alle stof- og bevægelsesarter indgår i et kredsløb, så gælder det også vores tanker. Det er ikke lige meget, hvad vi tænker på, da vores tanker jo i reglen er tæt knyttet til vore handlinger. Tanker indgår også i kredsløbet, og tankernes art fortæller, hvor langt de er kommet i dette kredsløb, præcis ligesom vores egen fremtræden som enten mineral, plante, dyr eller jordmenneske fortæller, hvor vi befinder os i kredsløbet og fortæller hermed, hvor udviklede i livskunsten eller kærlighedskunsten, vi er.
Tanker kan også være mere eller mindre udviklede, og det kommer næppe bag på nogen, at de egoistiske, voldelige, fanatiske, begærlige tankearter er nået til dyrerigets stadium, medens de uselviske, alkærlige, humane, hører til menneskeriget, og ligeledes hører tankearter med humanisme og dominerende intelligens til visdomsriget. Geniale kunstnere, arkitekter, verdenshistoriens store humane skikkelser, store musikere og komponister samt forfattere o.a. vil alle i et vist omfang være modtagelige for intuition og hermed kunne besvare og bearbejde disse tankeenergier fra det tilværelsesplan, Martinus kalder "den guddommelige verden".
At have integreret indsigt i livslovene og det humane, fredelige sindelag, hvor tilgivelse er naturligt, fortæller, at man som primære tankeenergier har følelse og intelligens i balance. Disse tankearter er dominerende i det, Martinus benævner som "det rigtige menneskerige", som er den tilværelsesform, hele menneskeheden bevæger sig frem imod. Jesus, som var fuldstændig i kontakt med dette tilværelsesplan, sagde jo, at vi "skule tilgive ikke syv gange, men syv gange halvfjerdsindstyve gange", hvilket i realiteten er det samme som hver eneste gang.
Hvorfor tilgivelse!
Nutidens mennesker er ikke vant til at tro på noget som helst, de kræver facts og "beviser". At tro er ikke noget, man kan beslutte, at man vil, det er en evne. man har eller ikke har. At have mistet evnen til at tro har ikke noget med syndefald e.a. at gøre, men derimod med at man har udviklet sig udover trosstadiet, som har båret menneskeheden igennem de religiøse stadier. Det vil derfor være sandsynligt, at man vil blive mødt med spørgsmålet "hvo´ffor det?" hvis man postulerer, at man skal tilgive sine "uvenner" eller "fjender".
Først og fremmest må man sige, at man skal tilgive, fordi verden vånder sig under de evindelige hævntogter, både på globalt plan såvel som på personligt plan, og vi kommer ikke et skridt videre, før vi er "store nok" til at tilgive. Dernæst kan man sige, at begrundelsen for tilgivelse også ligger i den kendsgerning, at det jo er handlinger og dermed energier, man selv har skabt, der via kredsløbsprincippet vender tilbage, og at man således kun og alene har sig selv at takke for de opståede situationer. At man muligvis ikke kan huske disse fortidige begivenheder, ændrer jo ikke på kendsgerningerne. De er sandsynligvis ofte skabt i tidligere inkarnationer. Om det er andre mennesker, dyr, naturen eller andet, der sender energierne tilbage, er ligegyldigt. Det, der er det vigtige at forstå, er, at disse tilbagevendte handlinger repræsenterer et udviklingstrin, vi selv har befundet os på, da vi skabte dem, og "budbringeren" er således midlertidigt på et niveau, der gør, at vedkommende kan viderebringe disse handlinger. Man kan ikke bebrejde nogen, at de ikke er mere udviklede, end de er, for det er ikke en viljessag at udvikle sig, skønt man ofte kunne ønske sig det. At udvikle sig er noget man gør ved at leve efter sine principper og idealer i stedet for kun at tænke på dem.
At tilgivelse er noget af det vigtigste for menneskets videre færd frem mod en tilværelse, hvor fred, tolerance og frihed er en selvfølgelighed, udtrykkes nok tydeligst af Jesus, hvis sidste tanker, før han udåndede, var rettet mod hans bødler i udtalelsen: "Fader tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør".
Tilbage til artikelregister
Forrige