Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Man kunne med ligeså stor selvfølgelighed sige, at alle veje her i livet fører til udvidet bevidsthed i form af indsigt og visdom, der til sidst vil føre til indvielse eller kosmisk bevidsthed. Det kan for den uindviede, sandhedssøgeren eller den, der søger at finde en farbar vej til en udviklingsproces, hvor man selv står ved roret, være overordentlig vanskeligt at finde en sikker vej gennem den "jungle" af tilbud om opnåelse af højere bevidsthed, der eksisterer på "markedet". Mange af "tilbudene" lyder overordentlig lovende, så det kan være fristende at tage spirituelle kurser, lære clairvoyance, deltage i meditationscirkler, hypnose, mantraer o.m.a. Nu er det jo ikke sådan, at al udvikling foregår ved et bevidst tilvalg af det ene eller andet kursus o.a., for den fysiske tilværelse er selve udviklingens vej og indebærer i den daglige færden udvikling i sig selv.

Det skal ikke opfattes som et angreb eller en nedgørelse af de omtalte tiltag, for de har alle deres plads i det store verdensbillede og har en stor værdi for masser af mennesker. Der findes ikke kun én vej til "den store fødsel". Det kan imidlertid være klogt at udvikle en vis skelneevne og holde disse tilbud op mod de kosmiske analyser for at spare sig selv for eventuelle fejltagelser og vildfarelser. Hvis man bruger Fadervor som bøn, så husker man velsagtens den tankekoncentration, der siger, "led os ikke i fristelse", og netop dette, at blive ledt uden om fristelserne, kan være ikke at tage en af de "nemme veje til frelse". Det, man beder om, er i virkeligheden ikke at ignorere eller overhøre erfaringer, man allerede er i besiddelse af, og hvor man bagefter siger; "ak ja, det kunne jeg da have sagt mig selv"!

Det kan dog være en udmærket efterrationalisering at være fortrolig med den indsigt, at erfaringerne ikke er spildte og på denne måde forebygge frustrationer, men det kræver megen årvågenhed og tilstedeværelse at være opmærksom på de valg, man foretager. Det er, som i skakspillets ædle kunst, værdifuldt at tænke et par træk frem i "spillet".

Der er rigtig mange mennesker, der vånder sig under de daglige byrder, som livet byder på, og helt naturligt ønsker sig til en lykkeligere tilværelse. Det er, så at sige, hele drivkraften i vores tilværelse som ufærdige mennesker at ønske os til en bedre tilværelse og ligeledes ønske os den korteste vej til indfrielsen af dette ønske. Her er det dog, at man kan opleve, at den tilsyneladende korteste vej kan blive den længste og omvendt, at den tilsyneladende længste vej kan blive den korteste. Umiddelbart kan det lyde selvmodsigende, men forklaringen er ganske simpelt, at vi er nødt til at vurdere de pågældende "veje" på baggrund af livets fundamentale love for at få et overblik over, hvilke "veje" der er farbare, og hvilke veje der fører til vildfarelser.

Til datidens søgende sagde Paulus i et brev til Galaterne: "Som du sår, skal du høste", et sprogbrug, der var til at forstå for datidens mennesker, der ikke var vant til vanskelige abstrakte problemstillinger og udredninger. Sætter man æbletræer, får man æbler, sår man hvede, får man hvedemel, det var en logik, der var indlysende, og lige så indlysende er det, at det, man skaber i både den fysiske verden såvel som i tankeverdenen, vil vende tilbage til sit ophav. Det er dog en logik, som de færreste er fortrolig med, fordi vores primære sansning foregår i den fysiske verden. Her ser vi jo masser af eksempler på, at en tyv slipper af sted med at stjæle, at en voldsmand slår sit offer ned uden "at blive opdaget", at en trafiksynder kører vanvittigt, dræber et menneske og forsvinder, og folk spreder urigtige rygter om et andet menneske, uden at de kan beskytte sig imod det!

For at vende tilbage til emnet, så vil det være helt forståeligt, at ønsket om at slippe ud af depressionen, smerten, sygdommen, det kaotiske liv, den manglende livslyst, narkomani, kriminalitet, eller hvad problemet ellers måtte være, afføder trangen til at engagere sig i en åndelig søgen. Som udgangspunkt er det dog essentielt at forstå, at den givne ulykkelige situation er opstået, fordi man på et tidligere tidspunkt er kollideret med områder af livets grundlove, og resultatet taler sit eget tydelige sprog. Der er forfærdelige situationer, som faktisk ikke kan undgås i bestemte livsfaser. Der skal fejltagelser til og på de felter, hvor erfaringer totalt mangler, er det kun de direkte livserfaringer, der kan være den sande "næring", da man jo ikke kan betjene sig af en livserfaring, man endnu ikke besidder. Når man har gjort sig nogle erfaringer på et eller andet felt, så begynder man at kunne modtage teoretisk undervisning i form af åndsvidenskab eller andet og kombinere de forskellige erfaringer, man er i besiddelse af. Man behøver f.eks. ikke at brænde sig på en brændeovn, på et komfur, på åben ild osv., man kan kombinere erfaringerne.

Skæbneloven er usvigelig sikker, hele tilværelsens dynamik hviler på denne "kosmiske grundlov", og ingen nok så seriøs åndelig træning eller teknik kan eliminere virkningerne af tidligere "synder". Det ville være forkert ikke at kunne opleve de sande virkninger af egen handlemåde, for hvis man ikke kan det, sætter man indlæringen af erfaringer ud af kraft. Det er det samme som at nægte enhver den retmæssige adgang til lærdom, hvilket er stik imod det, vi oplever hver dag.

Der er dog et begreb, der kendes fra bl.a. katolicismen, – syndsforladelsen! Her er det tilstrækkeligt at skrifte sine synder over for præsten, der tildeler "synderen" en passende bod. Det har haft en stor betydning for det religiøse menneske at kunne få denne syndsforladelse og på denne måde lægge sine synder bag sig og få sjælefred. I kosmologien tales der også om "syndsforladelsesprincippet", men ikke i den forstand, at "syndere" får en umiddelbar tilgivelse. Der er her tale om, at lidelseserfaringer, måske over flere liv, kan eliminere større skæbneslag. Det, der er vigtigt, er jo, at den fornødne erfaring opnås. Når det er sket, vil nogle af "skæbnebuerne" blive neutraliseret i den åndelige aura, inden de kommer til udløsning. I kosmologien er der ingen personificeret Guddom, der straffer "synderen", – man kan kalde "syndsforladelsesprincippet" for en af Guds evige automatfunktioner.

Men hvad er en højere bevidsthed da? Er det ikke at gennemskue livsmysterierne og at blive bevidst om tilværelsens love og den fysiske verdens illusioner? Er det ikke at blive bevidst om sin egen udødelighed? Jo, det er det ganske rigtigt, men det er ikke det, der er målet i sig selv. Vejen til "kosmisk bevidsthed" går via "den stenede vej", som er alle de helt almindelige og ualmindelige problemstillinger, vi møder her i livet, alle sammen forårsaget af vores manglende kærlighedsevne. Når vi udvikler vores evne til "at elske vor næste som os selv" og uddanner os til "moralske genier", så er belønningen ganske enkelt indsigten og adgangen til "den store fødsel". Det er den sikre vej uden unødige risici.

Det er faktisk muligt ved optræning af koncentrationsevnen og suggestivt at fokusere på højere bevidsthedssfærer i en dyb meditation at få adgang til disse energier. Det kan dog vise sig at blive en ren katastrofe, hvis den moralske udvikling ikke er fulgt med, for her vil denne kontakt med de højere energier resultere i en decideret kortslutning i hjernen og nervesystemet og i yderste konsekvens gøre vedkommende vanvittig og i andre situationer skabe følelsen af at være "kristusvæsen" eller lignende. Under alle omstændigheder er det en voldsom belastning for nervesystemet, der kan tage varig skade. I de nævnte forhold kan man bruge det gamle udtryk om, at "dåren vandrer trygt, der hvor selv engle ikke tør træde". Man skal være utrolig forsigtig i disse anliggender.

Denne historie skal beskrive, hvordan den "yngste søn" er symbolet på det materialistiske menneske, der har forladt den religiøse tro og har været "ude i verden", som skal forstås som den omtalte "stenede vej", og her lært om forskellen på godt og ondt. "Han" har i praksis fået den moralske ballast via de daglige strabadser og udfordringer, som er nødvendige for at udvikle krop og bevidsthed til at "modtage den åndelige fødsel". Omvendt forholder det sig med "den ældste". "Han" blev hjemme hos faderen, hvilket i denne betydning er det samme som, at han kender ordene, ritualerne og magien, men helt mangler den moralske ballast, som "den yngste søn" har fået, da han "åd sammen med svinene" og dér blev klar over, at det var bedre at være daglejer hos faderen end at blive i denne lazarontilværelse. Han havde med andre ord opnået den ydmyghed, som er en absolut forudsætning for at opnå en højere bevidsthed, – i modsætning til "den ældre broder", der ikke i praksis havde samme indsigt.

Som man kan forstå, er det ikke nødvendigt at arbejde målbevidst med teknikker, der kan hæve bevidstheden. Det daglige liv og løsningen af de problemer, der opstår, er rigelig træning for opnåelsen af den "suveræne moral". Med de risici, der er i forbindelse med "genvejene" til opnåelse af en højere bevidsthed, kan den korte vej nemt blive den længste, og den tilsyneladende længste tilsvarende vise sig at være den korteste.

At træne den nye menneskelige adfærd frem til ren vanebevidsthed vil ligeledes kræve dannelsen af talentkerner, og det kan kun foregå i en verden, hvor materien/stoffet giver den modstand og efterfølgende smerte, der er nødvendig. Det er som i nyere videnskabelige forsøg, hvor man adfærdsmodificerer forsøgspersoner via påvirkninger med elektriske stød af forskellig styrke. Smerten viser vej til en anden adfærd. På samme måde vil selvisk, egoistisk adfærd kollidere med livslovene og give modgang og smerte i et eller andet omfang, hvilket vil stimulere behovet og lysten til at ændre væremåde.

Vores erfaring og livsoplevelse vil efterhånden vise os, at vejen til et godt og lykkeligt liv går via daglig træning i ovennævnte menneskelige adfærd. Martinus kalder mennesket i vor verden for "en såret flygtning mellem to riger", og udtrykket er meget rammende for situationen i verden i dag. Vi er ikke længere dyr ej heller mennesker, men et overgangsvæsen som den berømte sfinks med dyrets bagkrop og menneskets hoved.

Jeg vil nævne endnu engang, at der ingen "forkerte" veje findes, for alle veje vil sluttelig føre til samme mål – "kosmisk bevidsthed". Det er af samme grund frugtesløst at diskutere, om den ene eller den anden vej er rigtig, for de ender alle med det samme resultat. Ingen er fortabte eller dømt til udslettelse, der er mange, mange forskellige veje, der fører til indvielsen og det lykkelige liv. Det er dog væsentligt at være opmærksom på dette, at det er muligt og unødvendigt at gå ad omveje, omveje der kunne være undgået med den fornødne koncentration og opmærksomhed på "livslovene" og med bønnen som støtte.

Man kunne sikkert godt tænke, at det synes urimeligt hårdt med alle de smertelige oplevelser, vi skal igennem. Er det virkelig nødvendigt? Det er værd at huske på, at det faktisk "kun" er fra udgangen af det egentlige dyrerige til indvielsen som "et rigtigt menneske", at denne komprimerede udviklingsfase er så smertefuld. Efter indvielsen vil de humane anlæg være en automatfunktion, som vil bære bevidstheden og livsoplevelsen og udelukke muligheden for sorg, sygdom, smerte og mørke i mange tusinde år i "det rigtigt menneskerige" og derefter videre ind i de åndelige tilværelsesplaner/verdener.