Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når det i ovennævnte bliver bemærket, at man kosmisk set ikke kan gå tilbage i udvikling, så er det for at gøre opmærksom på, at der også eksisterer et andet perspektiv, som for nemheds skyld kan kaldes for et "lokalt perspektiv". Hvis man f.eks. tænker på de i gadebilledet såkaldte posedamer eller -mænd, så er det jo indlysende, at de tidligere må have haft en anden tilværelse end at bo i busskure eller trappeopgange, kun omgivet af fyldte plasticposer med deres ejendele. Vi ved fra interviews o.a., at de har været velfungerende mennesker, hvis tilværelser f.eks. er blevet væltet af skilsmisse, konkurs, opsigelse fra arbejdet. Eller måske har de simpelthen blot fået nok af det etablerede samfund, hvilket har fået dem til at "melde sig ud" og gå fra hus og hjem. Efterfølgende har de levet på gaden, uden nogen kontakt med andre mennesker og på egne og det offentliges præmisser. Det er jo, hvis man blot betragter dette liv fra vugge til grav, noget af en menneskelig og social deroute, der helt klart er en tilbagegang og indskrænkning af tilværelsen. Man ser ligeledes mennesker gå fuldstændig til grunde i alkohol eller narkotikamisbrug med en deraf følgende fysisk og mental invalidering, som i forhold til en normal tilværelse også må siges at være en tilbagegang lokalt set. Sådanne tilfælde vil sandsynligvis for mennesker uden indsigt i reinkarnationen, bidrage til den opfattelse, at man rent faktisk kan gå tilbage i sin udvikling, ja helt gå til grunde. Reinkarnation er hjørnestenen i det kosmiske perspektiv, der binder vores fysiske og åndelige tilværelser sammen til en logisk helhed og hermed bringer de nævnte ulykkelige tilværelser ind i en større sammenhæng. Som et led i udviklingen frem mod at blive fuldkomne mennesker er der nogle væsentlige og absolut nødvendige livslove, der skal læres. En af de nødvendige lærdomme er at tage ansvaret for sine egne handlinger, og det indebærer selvfølgelig også begivenheder, der ligger før dette liv. Man kan således blive konfronteret med begivenheder og situationer, der er så krævende og belastende, at nogle mennesker giver op og vælger narkotika, alkohol eller selvmord som en flugt fra situationer, de ikke magter. Prisen er dog høj, for ikke nok med at man i værste fald ødelægger sin krop og sine åndsevner med mulige eftervirkninger i flere liv, man vil desuden uvægerlig blive konfronteret med de samme begivenheder igen, som førte til sammenbruddet. For "lektien" skal jo læres. Der er dog ingen grund til at foragte, "pege fingre", af den berusede person eller den bedøvede narkoman, posedamer eller -mænd, for vi skal alle gå den vej eller lignende veje, hvis vi ikke allerede har været der.

Når man forestiller sig alle de enkelte liv kædet sammen til en helhed, så giver det pludselig tilværelsen en helt anden mening. Man kan i det ene liv leve en næsten sorgløs og enkel tilværelse i luksus og med et godt helbred, for herefter i kommende inkarnationer at få udløst meget tunge skæbnebyrder. De enkelte inkarnationer er forbundne af korte eller længere skæbnebuer, der bringer både lykkelige som krævende perioder ind i det nuværende liv. Martinus siger, "at ethvert individ altid er på toppen af sin udvikling", og det betyder i denne sammenhæng, at man til enhver tid har den samlede mængde af indhøstede erfaringer til rådighed i den givne situation og på det givne tidspunkt. De uoverstigelige problemer, man kan møde, er opstået, fordi man ganske simpelt har manglet erfaringer og viden til at håndtere den pågældende situation, eller måske i "åndelig dovenskab" ignoreret den. Erfaring og viden kan man udelukkende indsamle ved rent praktiske, og i et større eller mindre omfang af teoretiske indlæringer, og netop med hensyn til den teoretiske indlæring gælder det, at man er nødt til at have en vis ballast af praktiske erfaringer for at kunne få gavn af den. Ligeledes vil man ofte opleve, at man får et langt bedre resultat af sine anstrengelser, hvis man lytter, mærker, tænker, fornemmer og bruger sin fornuft, inden man beslutter, hvornår "tiden er moden" til at handle. I denne grundholdning indgår den indsigt, at vi ikke er løsrevet fra helheden og den omgivende verden. Vi er hvert eneste sekund og minut i kontakt med verdensaltet og Guddommen, og denne kontakt skal "læses" og forstås. Hvis vi bruger bønnen, vil vi ofte opleve, at en situation kan løses nemmere og rigtigere, end vi havde forestillet os, når vi afventer et svar eller en bønhørelse. Martinus udtrykker det sådan, at "set fra ethvert levende væsens synspunkt er der kun to væsener i tilværelsen, "Guddommen og gudesønnen". "Gudesønnen" er naturligvis hvert enkelt individ, omgivet af – ingen djævle, ingen dæmoner, absolut set heller ingen såkaldte fjender – kun dette ene altomfattende væsen: "Guddommen i hvem vi lever, røres og er." Når vi således er omgivet ene og alene af Guddommen, vil alle de reaktioner, vi får fra omgivelserne, jo være svar fra samme Guddom på vores bevidste eller ubevidste kontakt, – hvad ellers?

... er et begreb, Martinus bruger om det forløb, alle levende væsener befinder sig i. At det udtrykkes som en stige skal illustrere netop dette, at udviklingen forgår trinvis i en ganske bestemt orden. Denne orden i udviklingsforløbet betyder, at udviklingen foregår fortløbende, og ikke som det hævdes i bl.a. Hinduismen, at man fra at være menneske kan blive genfødt som dyr på grund af en "dårlig karma". At vi alle er på forskellige stadier er en åbenlys kendsgerning, det daglige liv bekræfter. At vurdere hvem, der er "foran" hvem i udvikling, er en helt meningsløs spekulation, idet man ikke udelukkende kan orientere sig på den åbenlyse adfærd. Mennesker kan rumme mange skjulte sider og kan være meget humane og ydmyge uden højtlydt at reklamere for det. Kun det moralske udviklingstrin afgør, hvor man befinder sig.

Når vi står i den ovennævnte situation at skulle vælge ud fra vores erfaring, kommer vi ikke udenom at bruge vores "frie vilje" til at gennemføre processen. I denne forbindelse omtaler Martinus begreberne "vilje" og "begær". Den dybeste og mest fundamentale kraftkilde i ethvert levende væsen er "begæret". Martinus kalder det udefinerede begær for "Urbegæret" eller "den højeste ild", som evigt er knyttet til jeget. Dette begær vil altid afføde en længsel efter tilstande af behag, men på de primitive stadier i udviklingen vil denne længsel ofte rette sig imod tilstande og tilfredsstillelse af begær, man ikke kender den fulde konsekvens af. I en sådan situation vil der være tale om, at begæret har haft et selvisk sigte, – den personlige, egoistiske tilfredsstillelse, som meget vel kan have voldt andre mennesker smerte, afsavn og tab. Når man udelukkende tænker på sin egen tilfredsstillelse, så vil det ofte være på bekostning af andre væsener, og det fører til en kollision med livslovene. Livslovene vil man således lære at kende igennem de fejltagelser, man begår. Når man på et tidspunkt har skabt sig en vis mængde erfaringer, skal man være bevidst om, at denne viden forpligter. Det kan ikke nytte, at man tænker: "Denne lille fejltagelse, jeg kom til at begå i dag, den tilgiver du mig nok, kære Gud, for jeg er jo i bund og grund et rart menneske". Det kunne man måske forvente af et andet menneske, at det ville bruge sine partiske følelser og favorisere en god ven, et familiemedlem, eller at det af medlidenhed ville sige "så skidt", men sådan kan de guddommelige love ikke fungere. De er baseret på den fuldkomne balance og de guddommelige princippers fuldkomne upartiskhed. Hvis "skæbneloven" kunne tilpasses hvert enkelt tilfælde, så ville der herske kaos og ikke den logik og lovmæssighed, vi ser. Ethvert væsen er, så at sige, destineret til at starte på et egoistisk grundlag, og det uselviske grundlag bliver et produkt af dette, efterhånden som modstanden i tilværelsen giver de nødvendige erfaringer. Når man, gennem at opleve resultaterne af sine selviske handlinger, har fået disse erfaringer og er blevet "slebet lidt til", kan man begynde at sætte sin vilje bag bestræbelserne på at handle i overensstemmelse med livslovene, så viljen bliver til fornuftledet begær. Kærlighedsloven, "at elske sin næste som sig selv og sin Gud over alle ting", er målet for vores bevidste eller ubevidste stræben.

Det er naturligt at søge imod fællesskaber af forskellig art, og et sådant fællesskab er bundet sammen af en slags "mentalt klæbestof". Det kan være i form af samme livsholdning, at have samme sportsidoler, musik, politik, religion, modeljernbaner, ja selv fællesskaber, hvor misbrug af alkohol og narkotika er det, man samles om. Vi ved fra vores eget liv, at man sagtens kan være en del af mange forskellige fællesskaber, hvoraf nogle er meget vigtige, fordi fællesskabsfølelsen i en eller anden forstand er en væsentlig del af vor identitet. Det kræver et stort mod at forlade et fællesskab, selvom man godt kan se, at man i større eller mindre grad er vokset fra det. Alternativet er jo at stå udenfor, og det kan være koldt og ensomt, hvilket ofte afholder mennesker fra at vende sig bort fra eventuelle nedbrydende fællesskaber, som ofte har uskrevne eller ikke formulerede "ritualer" og "love" for samværet.