Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med hensyn til Judas, da skal man ikke tro andet, end at han handlede ud fra de for ham selv formentlig bedste og ædleste forsætter. I modsat fald ville han jo have været det, vi udtrykker ved begrebet "bandit". Men da Jesu personligt valgte omgangsfæller og venner ikke kan tænkes at være "banditter", kommer det her til syne, at Judas må have haft et af ham selv opfattet ædelt motiv til sin ulykkelige gerning. Og dette bliver yderligere til kendsgerning gennem hans selvmord. Tror man ikke, det netop var begrundet på anger og fortvivlelse over den virkelighed, der åbenbarede sig for ham, da han havde bevirket Jesu tilfangetagelse? Tror man ikke, det var sorgen over den mishandling, hans dispositioner bragte over hans højtelskede Mester? – Hvad skulle det ellers være? Men havde han da ikke forstået i forvejen, at hans handling uundgåeligt ville bringe denne forfærdelige mishandling over verdensgenløseren? – Ak nej! Det havde han i sandhed ikke forstået. "Tærskelens vogtere": hans egne ufærdige naturer, hvilket altså i dette tilfælde vil sige hans stærke begær efter at få vist verden, få vist sin skeptiske familie og sine tidligere venner sin Mesters storhed, havde for længst foregøglet ham, at "Guds søn" var almægtig og dermed fysisk urørlig. Og at alle, der ville lægge hånd på ham, måtte blive slået af lammelse, og verdensgenløserens storhed og guddommelige herkomst dermed, ved hans (Judas') handling, blive åbenbaret og afsløret for alt folket.

Men guddommelig storhed åbenbares ikke ved brutal psykisk eller fysisk magtudfoldelse. Verdensgenløserens virkemidler er ikke død og uskadeliggørelse over modstanderne og skeptikerne ved jordskælv, lyn og torden, lige så lidt som ved sværd og spyd, buer og pile. Han virker derimod udelukkende kun ved at "vende den højre kind til, når han bliver slået på den venstre". –

Men en sådan virkemåde er alt for langsom for stærkt "troende" og interesserede væsener af den art, hvis ufærdige naturer endnu gør dem til sensationslystne og ærgerrige brushoveder. Men for at få sådanne lysters og begærs tilfredsstillelse forenet med den udviklede samvittighed, må de retfærdigt begrundes. Og Judas fandt altså begrundelsen i Jesu formentlige fysiske usårbarhed. Ja, denne begrundelse blev så stærk i hans bevidsthed, at den helt overdøvede Mesterens egen permanente fortolkning og tilkendegivelse af, at hans rige "ikke var af denne verden". Og Judas gik forblændet sin "egen vej". I troen på at gå ind, gik han ud af "Guds rige". I troen på at være verdensgenløserens hjælper og dermed menneskehedens velgører, blev han sin Mesters forfølger og menneskehedens symbolske udtryk for forræderi gennem alle tider.

Og her er vi ved grundårsagen til hans selvmord. Som det gode og udviklede menneske han ellers var, og som havde bevirket, at han var blevet verdensgenløserens discipel, kunne han ikke bære at se sin handlemådes virkelige konsekvenser, dens nøgne og sande virkelighed, kunne ikke udholde at se sin elskede Mesters forfærdelige tortur og mishandling. Og da han ikke magtede at gøre noget for at udfri ham af lidelsen, ja ikke engang kunne komme til at græde sin anger ud over for ham, grundet på den stærke og brutale vagt omkring ham, følte han, at han kun kunne bøde med sit eget liv. (Se for øvrigt min bog Påske).
 

Fra Martinus' artikel "Tærskelens vogtere". Gengivet i Artikelsamling 1.