Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus Thomsen blev født d. 11. august 1890 i den lille stationsby Sindal i Vendsyssel, Nordjylland, Danmark. Opvækstforholdene var enkle. Hans skolegang begrænsede sig til nogle få år i landsbyskolen, hvor der om sommeren og under høsten kun undervistes to gange om ugen. Da han var tolv år gammel, blev han hyrdedreng, og fire år senere begyndte han at uddanne sig til mejerist. Han arbejdede på flere forskellige mejerier i Danmark. 1918 blev han vægter, og 1920 blev han kontorist på mejeriet "Enigheden".

Gennem en serie bemærkelsesværdige hændelser, der indtraf 1921, kom Martinus i kontakt med det, som han selv kalder "kosmisk bevidsthed", altså et bevidsthedsniveau, som er grunden til forståelse af hele vort kendte og ukendte univers. Gud er alt, siger han lakonisk efter denne indvielse eller denne "kosmiske fødsel". Og de følgende meget anstrengende år måtte han bruge til at forsøge at transformere sin nyvundne indsigt ned til et niveau og et sprog, som kunne forstås af almindelige mennesker. Han gjorde det i begyndelsen ved at skabe en slags kort over de åndelige verdener og udforme det hjælpemiddel for den almindelige forståelsesevne, som senere kom til at kaldes "symboler". Da vort sprog normalt ikke omfatter ord og begreber for detaljer inden for dette ukendte område, blev symbolerne et vigtigt redskab for forståelsen af de kosmiske analyser.

Gennem sin meget beskedne boglige uddannelse kom Martinus relativt upåvirket gennem samtidens og fortidens videnskabelige og religiøse strømninger. Han var bogstaveligt talt et ubeskrevet blad, da han 1921 i trediveårsalderen gennemgik sin forvandling fra at befinde sig på et temmelig uvidende niveau til det, som kom til at blive en fuldt udviklet, dagsbevidst intuition hos ham. Han havde fået helt nye oplevelses- og forståelsesevner, som i kraft af deres natur gennemlyste alt, hvad han rettede sin bevidsthed imod, og dermed kunne han gennemskue naturens og tilværelsens forsøg på at hemmeligholde deres mysterier. Det bør her nævnes, at denne evne ikke kom efter en eller anden ejendommelig trancetilstand eller lignende, men var et direkte dagsbevidst indblik i det allermest skjulte i tilværelsen, uden andre hjælpemidler end hans nyvundne intuitive evne. Alle mennesker kommer før eller senere i udviklingen til at opnå samme evne, siger han også, men det kræver et vist "minimum" af livserfaringer, og at en tilsvarende moralsk modning er opnået, noget som ifølge Martinus med den nuværende udviklingshastighed kommer til at tage nogle yderligere tusinde år. Men han understreger kraftigt, at alle når frem.

Martinus' kosmologi er således en analyse af tilværelsen, som først og fremmest er beregnet til det fremtidige menneske. Men takket være Martinus' aldeles specielle evne til at transformere analyserne ned til et normalt forståelsesniveau, så kan den eller de, som i dag har en nogenlunde balance mellem følelse og intelligens, tilegne sig dem, i hvert fald i principiel og teoretisk betydning. At hans verdensbillede med dets 6000 sider skreven tekst kun udgør det, han kalder en introduktion til det kosmiske verdensbillede, antyder i hvilken udstrækning, vort begrænsede sprog har mulighed for på tilfredsstillende måde at beskrive omfanget af det. Vort sprog, skriver han, er først og fremmest i menneskets udvikling beregnet til at håndtere den fysiske virkelighed og savner derfor både ord og begreber til at beskrive den primære virkelighed, den åndelige. En del mennesker, som er kommet i kontakt med Martinus' kosmologi, og som måske lidt halvhjertet har bladret i bøgerne, har reageret på den sproglige syntaks og de ydre omstændigheder i sproget og så afstået fra at fordybe sig yderligere. Men der findes gode bevæggrunde for den måde, på hvilken han har beskrevet og behandlet de emner, han tager op; dels er det for at fjerne læserens vanetænkning med at opfatte et vist begreb eller forhold rutinemæssigt, og dels findes der en pædagogisk hensigt med gennem bestandigt mere og mere avancerede forklaringsmodeller lidt efter lidt at kæde tankerne sammen og dermed gøre svært tilgængelige analyser lettere at få overblik over. Det er en metodik og en pædagogik, som hele tiden højner læserens indsigtsniveau, i begyndelsen næsten uden at man bemærker det, men efterhånden er det meget tydeligt. Der er altså ingen bekvem og let fremkommelig genvej til indsigt, men den kræver både tålmodighed, anlæg og interesse, men fører på den anden side til indsigter om både livet og universet, som jeg personligt ikke har fundet andre steder, hvis der i det hele taget findes noget lignende.

Martinus' overblik giver læseren mulighed for at følge hans beskrivelser, så langt evnerne rækker, og her er hver analyse fuldkomment logisk underbygget. Når man siden – på grund af egne manglende livserfaringer – ikke formår at følge ræsonnementet videre, så fornemmer man alligevel den logiske stringens og kan derfor i de allerfleste tilfælde slutte sig til, at det logisk set må være, som han beskriver. Hans tekster appellerer derfor ikke blot til læserens trosevne, men appellerer hele tiden til den logiske sans, hvilket også er forfatterens hensigt. "Jeg skal ikke skabe en ny religion eller et nyt trossystem", siger han. Sådan er hele hans kosmologi fremstillet, og det gør den også mere egnet for samtidens mere videnskabeligt indstillede menneske, men frem for alt for fremtidens.

To sådanne logisk vel underbyggede, men for det almindelige menneske endnu ukendte elementer i kosmologien, er for eksempel de, som handler om reinkarnation og karma. Hvis man accepterer Martinus' forklaringer af disse, så får det store spørgsmål om tilværelsens tilsyneladende uretfærdighed et naturligt og logisk svar. Og selv om man til at begynde med har svært ved at forstå eller acceptere disse begreber, men alligevel indtil videre anvender dem som en slags arbejdshypoteser, så kommer man til at fornemme, at hele verdensbilledet kan forklares fuldstændig logisk. Martinus mener, at den åndelige verden styres af lige så urokkelige love som den fysiske, og har med meget vel underbyggede analyser bestræbt sig for at forklare disse love. I den fysiske verden findes der for eksempel en lov om årsag og virkning, (at man inden for kvantefysikken ikke har haft held til at forstå, hvorfor en speciel tilstand synes at mangle en bagvedliggende årsag, betyder ikke, at en sådan ikke findes, men at fysikerne, af naturlige grunde, endnu ikke har overblik over denne lilleputverden), og begrebet karma repræsenterer samme årsags- og virkningslov på det åndelige eller psykiske plan.

Det, man dagligt forbinder med begrebet reinkarnation, er måske blandt de mest misforståede ord, der findes. Alle verdensreligioner har i mere eller mindre tilslørede vendinger og begreber antydet, at livet er evigt, og at vi permanent genfødes. I de mest oprindelige og primitive har man troet, at genfødslen sker lidt tilfældigt, og at mennesket nu og da genfødes som både det ene og det andet. Men ifølge Martinus er som sagt hele tilværelsen baseret på åndelige og fysiske naturlove, som bl.a. indebærer, at når et menneske på ny inkarnerer fra den åndelige verden, så starter det helt enkelt der, hvor det sluttede sidst. Det er de samme love, som betinger, at elefanter kun føder elefantunger, og mennesker kun mennesker. De samlede egenskaber, et menneske har, når det dør, har det helt enkelt med sig næste gang, det genfødes. Man skal altså ikke forveksle de mange mere eller mindre fantasifulde og primitive opfattelser om reinkarnation, der findes mange steder, med den blændende smukke logik, Martinus forklarer fænomenet med. Alt er en naturlig følge af dets forudsætninger.

Som sagt: Disse to begreber, reinkarnation og karma, har altid eksisteret i en eller anden form i de fleste verdensbilleder. Det, der gør Martinus så unik, er hans evne til at underbygge hver eneste analyse med logiske forklaringer, der taler direkte til både følelse og fornuft. Hver eneste side af hans samlede livsværk – Det tredje Testamente – røber betingelsesløs kærlighed til alt og alle. Næstekærligheden er selve universets grundtone, siger han, og er den kraft, der holder såvel makro- som mellem- og mikrokosmos sammen. Han forsømmer heller ikke at nævne, at det er indsigten i dette, som er den jordiske udviklings nuværende mål. Mennesket har, helt fra det dukkede op på vor planet, begået fejltagelser, som det så småt har lært af og korrigeret, og det er denne udvikling, som stadig fortsætter, trods modgang og afsporinger på vejen. Men alle når målet "den betingelsesløse næstekærlighed", og har så nået det delmål, som er hensigten med denne udviklingsspiral; derefter fortsætter rejsen, men det er en anden historie.

Karma og reinkarnation er som sagt to vigtige begreber i Martinus' kosmologi. Men i øvrigt findes der næsten intet område i livet, som ikke tages op eller belyses i dette verdensbillede. Ikke et eneste spørgsmål er fejet ind under måtten på grund af, at forfatteren ikke kender løsningen. Alt, hvad enten det drejer sig om naturvidenskab eller religion, er der tilfredsstillende svar på og falder på plads med en elegance og stringens, der savner sit modstykke. Den gør det også med et sprog og med referencer til den kendte verden, idet Martinus aldrig ville, at kosmologien blot skulle kunne forstås og assimileres af en elite. Alle, som gennem normal udvikling er kommet frem til den før nævnte balance mellem følelse og intelligens og kan læse, kan også få noget ud af hans kosmologi. Den indeholder også svar på de spørgsmål, som alle levende væsner før eller senere møder og aldrig kommer forbi.

God introduktionslitteratur om og af Martinus kan fås via de adresser, hjemmesider, biblioteker og andet, som verden begynder at blive mere og mere rig på, og jeg kan love, at verden aldrig mere bliver som før efter bekendtskabet med kosmologien. En meget dyb forståelse af tilværelsen og et varmt forhold til alt plejer at følge efter. Menneskets håb om en lys fremtid er også den naturlige følge af, at man har forstået, hvorfor alt er, som det er. Modgang i livet bliver som regel hurtigt overvundet, hvis man har Martinus i bagagen, og jeg kan garantere, at den, der er moden og har sat sig ind i analyserne, kommer til at se en klar skillelinje mellem "før" og "efter" Martinus. Er du en alvorlig søger efter mening og er moden for kosmologien, så kommer du til at mærke, hvorledes du lever i en kæmpeorganisme, i hvilken du selv er det samme for alt, som bor i dig. Størrelser, hastigheder, bevægelse, tid og afstand plejer efterhånden at fremstå som relative og ophører undertiden helt med at være, hvad de plejer. Alt synes at gå op i en højere enhed nu, og en ny absolut virkelighed begynder at vise sit rigtige ansigt og indgive forvisningen om, at "alt er såre godt", en grundsætning, der ofte går igen hos Martinus.

Martinus mener endvidere, at hans hensigt med kosmologien ikke er at formå nogen til at opgive det verdensbillede, den religion eller disciplin, som skænker sin udøver inspiration, glæde og tilfredsstillelse. Tværtimod, mener han, er hans kosmologi et eneste forsvar for, at man skal blive der, hvor man føler sig hjemme, og ikke opgive det, som er fundamentet for ens eksistens. Alt i udviklingen har sin tid, og meget lidt kan gøres for at forcere forudsætningerne for grundlaget til indsigten om altings enhed og helhed. Kun livserfaringer af både følelsesmæssig og intellektuel natur kan blive årsagen til menneskets vækst fra primitivitet til intellektualitet. Den følelsesmæssige udvikling betinges af lidelseserfaringer, som jo fremmaner en genkendelse af andre væsners vanskeligheder og en dermed følgende opvågnen og mobilisering af empati eller medfølelse. Man genkender helt enkelt vanskeligheder hos andre i kraft af sine egne lignende erfaringer – hvad enten denne erfaring er erhvervet i individets nuværende inkarnation eller i en tidligere: (Denne genkendelses- eller indlevelsesevne er altså ikke afhængig af vor nuværende dagsbevidste erindringshorisont.) Den intellektuelle udvikling følger senere, ved at mennesket forsøger at forstå, hvad det er, der er årsag til dets lidelse, og derved udvikler det intelligensen. Disse to "energier" – følelse og intelligens, vekselvirker under menneskets udviklingsrejse, og i nogle perioder dominerer den ene, og i andre udviklingszoner den anden – historien er rig på eksempler. I den nuværende dominerer væksten af intelligens, hvilket lidt efter lidt, på grund af at følelsen "halter efter", kommer til at medføre verdensomfattende stridigheder af en art, der ikke tidligere er set, som Martinus siger. Men han siger også, at der ikke er noget at være bange for; det er en naturlig følge af den stærkt forcerede udvikling, og det bedste, man kan gøre, er selv at forsøge at forbedre sit forhold til sin næste. Og her er det igen, at Jesu eksempel når sin højeste aktualitet, idet hans bud om at elske sin næste er en vej til "sandheden og livet". At elske sin næste som sig selv, mener Martinus, er det samme som at elske Gud over alt andet, idet Gud viser sig eller fremtræder for os i form af vor næste.

Dette, at elske sin næste, er ikke blot et religiøst bud; det er videnskab. Det er lykkedes Martinus at intellektualisere og gøre forståeligt, at der egentlig ikke findes nogen adskillelse mellem mig selv og det øvrige univers. Alt er evigt forenet og under udvikling, og et af menneskets vigtigste mål er at forstå dette og derefter handle i overensstemmelse med denne indsigt. Heldigvis tager naturen sig automatisk af denne forædling, så den kommer til at ske, hvad enten vi forstår det eller ej. Vi behøver ikke at sætte vor lid til, at enten religiøse, videnskabelige eller politiske kræfter skal forårsage et "himmerige" på jorden; det bliver skabt af naturens egne love og forudsætninger. Denne indsigt er fuld af håb og fortrøstning og gør, at de vanskeligheder, der er i vente, bliver erfaringsberigende i stedet for nedbrydende og ødelæggende. Der findes en "plan" for udviklingen, som gør al oplevelse af livet meningsfuld. Det er ikke alt, der er behageligt, men det er godt, idet erfaringerne skaber et nyt menneske og en ny verden, i hvilken "retfærdighed bor", for at citere en gammel kendt bog. At alle disse gamle profetier har fået en moderne og videnskabelig profil gennem Det Tredje Testamente, kan vi takke Gud, naturen, universet eller Martinus for, samt alle dem, der gik forud for ham med antydninger i samme retning. At alt er såre godt, mener Martinus, er livets og tilværelsens allerhøjeste analyse.

Oversættelse: EG