Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Gennem de sidste to årtusinder har mennesker under den kristne tro hørt fra kirkerne og de religiøse autoriteter, at vejen til et kristent og anstændigt liv blandt andet indebærer, at vi lever op til et af de bud, der ikke nævnes i Moses' ti bud, men bl.a. i Matt. 22.36-40, hvor Jesus spørges om, hvilket bud der er det største.

Det hedder "Du skal elske herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og hele dit sind". Det er det største og det første, men der er et andet, der står lige med det: "Du skal elske din næste som dig selv", svarede Jesus.

De idealer, Jesus præsenterede menneskeheden for, lå på daværende tidspunkt meget højt i forhold til den gængse moral, idet den forudgående epoke med "tand for tand og øje for øje" stadig havde et godt tag i kirkerne og befolkningen. Denne blanding af de gamle og de nye idealer nærede den opfattelse, at blot man gjorde sine ugerninger i en god sags tjeneste, så var det i orden, – hvilket tydeligt afspejles i de kristnes korstog, der bl.a. trak deres blodige spor hen over Europa.

Den misforståelse, at mennesket har "skabt Gud i menneskets billede" – og dermed tillagt Guddommen menneskelige sympatier og antipatier – har affødt, at mange mennesker i dag er blevet "gudløse ateister", fordi de ikke oplevede nogen favorisering fra forsynet, på trods af at de både gik i kirke og bekendte sig til den kristne tro. Følelsen af at være uretfærdigt behandlet af Gud og tilværelsen har stimuleret flugten fra religionerne, en flugt, der også delvis har sin årsag i den manglende forståelse af "lidelsens mission" som "næring" og dermed vækst for de humane anlæg og næstekærligheden. Selvoplevede lidelser, som er forårsaget af ukærlige handlinger, giver en langt større forståelse for éns medmenneskers adfærd og problemer end det skrevne eller talte ord. Endvidere spiller det jo en afgørende rolle, at mennesket mister sin evne til at tro i takt med intelligensevnens vækst, som kræver viden og facts og ikke kan basere sin virkelighedsopfattelse på dette blot at tro.

Der har gennem tiderne været tusindvis af fromme og kærlige helgener, munke og mange andre, som har været glimrende repræsentanter for buddet om næstekærlighed. Man skal heller ikke glemme, at de første reelle "hospitaler" og "skoler" udspringer af fromme munkes initiativer på fortidens klostre. Men tungt på vægtskålen vejer alle de formørkede og bibellærde autoriteter og prædikanter, der tordnede mod menighedens syndefulde levned i "den hævnende, straffende Guds navn" – i menneskets eget billede – mod de bøjede, kuede hoveder i kirkerne. På daværende tidspunkt var præster formentlig de mest anerkendte autoriteter på området: "På hvilken måde skal jeg leve mit liv for at stille Gud tilfreds?".

Argumenter for at forkaste religionerne og de religiøse dogmer har der – som allerede nævnt – været nok af. Men det er ikke i sig selv ensbetydende med, at næstekærligheden, der er selve kernebudskabet i de humane religioner, er forkastet.

Det er den ikke af den enkle grund, at humanismen eller kærlighedsevnen er et rodfæstet "organ" i det enkelte menneskes inderste struktur og ikke dikteret af nogen autoritet eller kirke. Den er opstået og forfinet igennem årtusinder og er resultatet af de "lidelseserfaringer", det enkelte menneske har indhøstet. Her spiller den åndelige vejledning en sekundær, men dog meget vigtig rolle. Vi har sikkert alle oplevet, at vores egen evne til at have medfølelse med et andet menneske beror på, om vi kender til den situation, det befinder sig i, – f.eks. ved at vi selv fornemmer at have oplevet noget tilsvarende. Medfølelse er ikke styret af hverken forstand eller vilje, men opstår ganske automatisk, når vi oplever et andet menneske, der lider, som vi selv har gjort det. Det siger således sig selv, at den, der har lidt meget, har megen medfølelse. Det er ikke muligt at "ville" opleve medfølelse eller næstekærlighed til et andet menneske, det er en følelse, der udspringer fra den mere eller mindre udviklede humane evne.

– At elske sig selv er et meget omdiskuteret emne i moderne selvforståelse. Adskillige terapeuter, psykologer m.m. mener, at mange af de personlige kvaler, vi mennesker kæmper med, udspringer af den kendsgerning, at vi ikke elsker os selv nok. Umiddelbart kunne det lyde som en uendelig selvoptaget påstand, der leder tankerne hen på myten om den græske prins Narcissus, der blev forelsket i sit eget spejlbillede i en skovsø og derefter viede sit liv til at falde i staver over sin egen skønhed. Hvordan kan denne selvoptagede adfærd harmonere med buddet om "at elske sin næste"? Det skal lige slås fast, at buddet hedder, "du skal elske din næste som dig selv", og her er det jo klart og tydeligt sagt, at man skal elske sin næste lige så højt, som man elsker sig selv. Her starter det store arbejde.

Vi skal huske på, at den væremåde, der har været dominerende helt tilbage fra dyreriget og til nu, er, at "enhver er sig selv nærmest", – en væremåde, vi nu er på vej væk fra. Dette at tænke på sig selv, før man tænker på andre, er et område, der ikke kræver så megen pleje i forhold til at lære at "elske næsten". Selviskheden er jo – som allerede nævnt – et automatiseret og temmelig velfungerende talent.

Lige så vel som det ikke er næstekærlighed – betingelsesløst og ukritisk – at føje sine medmenneskers mere eller mindre urimelige ønsker og krav, lige så lidt uselvisk er det at have et underminerende vrangbillede af sig selv. Hvis man tænker, at det er udtryk for uselviskhed at vurdere sig selv som værende ringere end alle andre og kun se gode egenskaber hos andre mennesker, så er man – for at bruge et vending, Martinus benytter i forbindelse med omtalen af skyldfølelse – ude i en mental aksehældning. En sådan permanent undervurdering af ens egen formåen har jo ofte en tendens til at føre til sin opfyldelse, dvs. resultere i en undergravende tilstand i form af det, man i daglig tale kalder "mindreværdsfølelse". I denne situation opstår der et svælg mellem ens egentlige natur og væremåde og den rent faktiske fremtræden. I disse situationer er det dog ikke kærligheden til næsten eller én selv, der er på spil, men følelsen af eget værd, og det er noget ganske andet.

Mennesker, der er åndeligt søgende, har i stort omfang udlevet materialismen og religionerne. Sporene fra de mange liv under den ene eller den anden religion – og ikke mindst livets egen store "slibesten" i form af skæbneloven – har lidt efter lidt udviklet den væremåde og opfattelse, at man skal elske sin næste og stile efter at udleve og kontrollere egne egoistiske tilbøjeligheder. Det er jo også helt i kontakt med kosmologien, men som sagt kan man godt få "overbalance" og komme ud i en unuanceret undervurdering af egen formåen. Det er væsentligt at acceptere sig selv, præcis som man er. Derfor er det også vigtigt at finde ud af, hvem man er, ligesom det er vigtigt at tilgive sin næstes fejltrin på samme måde, som det er vigtigt at tilgive sine egne fejltrin. Det er jo umuligt for et menneske at være andet, end det lige præcis er. På det punkt skal man ikke stille sig selv ringere end sin næste, men acceptere de fejl, som man endnu måtte besidde.

At være et "selvudslettende" menneske er en talemåde, der næsten bogstaveligt taler for sig selv. Det drejer sig netop her om den før omtalte underminerende adfærd, der kan ende med, at vedkommende nærmest har "udslettet" alle personlige karaktertræk og fornemmelser og i stedet gjort sig til et spejlbillede af omverdenens forventninger og krav.

Hvordan i alverden kommer man så til at erfare det store bud: "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv"? I denne artikel er specielt det sidste interessant, for hvordan kommer man til at elske sig selv? Kan det mon være meningen, at man skal ofre mere opmærksomhed og hengivenhed på sig selv end på omgivelserne? Skal man trække sig lidt tilbage for at pleje sig selv? Nej, det kan bestemt ikke være meningen, for det vil i stedet føre til den omtalte "narcissisme", – altså en selvforherligelse. Ifølge buddet skal man ikke elske sig selv – hverken mere eller mindre – , end man skal elske sin næste eller Gud. Hvordan det lader sig gøre, beskriver Martinus i en artikel i Kosmos nr. 7/2006, side 203:

"Menneskeheden trænger til en gennemgribende forklaring på, hvad det vil sige både at elske Gud, at elske sin næste og at elske sig selv, en forklaring der vil vise, at det i virkeligheden er det samme blot i tre forskellige perspektiver".

Hvad kan Martinus dog mene med, at det at elske Gud, sin næste og sig selv er en og samme ting, blot i forskelligt perspektiv? Jeg tror, det vigtige her er at "elske Gud" som det første og det største, som Jesus siger. Og det gør man ved at elske sin næste, som jo i egentlig forstand er Gud. Når man opfylder dette bud, så sikrer man sig selv en tilværelse præget af fred, harmoni og kærlighed. Og kan man elske sig selv bedre end ved at sikre netop det, som man i sit "inderste lønkammer" sukker efter?

Set i perspektivet af "årsags- og virkningsprincippet" er det indlysende og let at forstå, hvorfor nogle mennesker oplever megen kærlighed og beundring fra omgivelserne i forhold til andre mennesker, idet det er et resultat af, at den pågældende selv har udvist en sådan kærlig væremåde.

Det skal dog lige understreges, at der ikke her tænkes på den "kærlighed", som dyrkelse af idoler, royale, mediemennesker, sportshelte m.m. kan være en del af. De har en helt anden rolle i vores tilværelse. Disse mennesker kan sagtens være både selvoptagede, forfængelige, excentriske og ødelagte af den uhæmmede tilbedelse og eventuelle rigdom, – tilstande, der kan være en sand prøvelse for ethvert menneske. Deres popularitet skyldes for manges vedkommende ganske andre omstændigheder end de ovenfor nævnte, et emne, der vil blive belyst i en senere artikel. Dog skal det slås fast, at der som princip ikke er noget menneske, der får noget, "de ikke fortjener". Således heller ikke ovennævnte mennesker.

Mennesker, der er venlige, hjælpsomme og kærlige i respekt for deres eget værd, vil i deres omgang med andre mennesker møde præcis den samme væremåde. Så det vil være en "rigtig god investering", som Martinus plejede at sige, at være så kærlig og tolerant som muligt. At elske sig selv som en slags selvdyrkelse er jo helt indlysende i modstrid med samtidig at elske sin næste. Det vil blot føre til selvforherligelse og storhedsvanvid, hvorimod "at elske sin næste" uden betingelser er den eneste farbare vej til selv at opleve kærligheden.

Det kan være meget svært at sætte sig ind i næstekærlighedens væsen, og man fristes til at tænke på det gamle ord: "Hvordan skal jeg forklare vennen for en, for hvem han ikke er en ven?". Man skal huske på, at "næstekærlighed" er det samme som Guds bevidsthed og væremåde. Guds væsen er at give, og netop det at give er vejen til "salighed" og "frelse". At ville "eje" kærligheden for sig selv er mod "alkærlighedens væsen", som jo netop er at give. Det er altså "næsten" og Gud, der bør være objektet for vores kærlighed, ikke os selv.

Det er dog slet ikke dén kærlighed, der tales om i forbindelse med næstekærlighed, idet denne kærlighed jo ikke er præget af forelskelse eller "partiske" sympatier. Hvis man deler sine medmennesker op i nogle, man elsker og nogle, man ikke elsker, så er man langt borte fra alkærlighedens betingelsesløse væsen. Der er dog ingen grund til at ringeagte den "partiske kærlighed" mellem mennesker, for den har båret vores attrå og har været et kolossalt lyspunkt i en verden, der ofte har været præget af mørke og armod.

Når vi "elsker" en anden på grund af passende højde og drøjde og på grund af en for os passende væremåde, der behager os, så har vi jo i virkeligheden blot fundet "én at elske os selv med". Sæt nu vedkommende pludselig ændrer sig, som vi så ofte ser det i mange "kærlighedsforhold", så er sagen pludselig en anden, og så kan vi ikke længere "elske" vedkommende og vil skilles. Kærlighedsforhold, der er baseret på dette grundlag, er på denne måde "forklædt egenkærlighed", idet betingelsen for dette forholds beståen er, at partneren elsker os "på den rigtige måde".

Alkærlighedens væsen er at elske sin næste, og her skal det tilføjes, at vores næste ikke kun omfatter vores medmennesker, men alle levende væsener i det hele taget – inklusiv de millioner af mikroskopiske væsener, vor egen krop består af. I det sidstnævnte tilfælde vil resultatet af et "gensidigt kærlighedsforhold" til vores mikrovæsener resultere i "sundhed". At elske sin næste er ikke dikteret af, at denne næste på den ene eller den anden måde skal gengælde vores kærlighed eller foretage sig noget, der eventuelt behager os. Alkærlighedens væsen er at give – ikke at tage, at tjene og ikke at lade sig tjene.

Det kan måske forekomme noget abstrakt, at man en dag vil komme til at elske alle levende væsener i hele tilværelsen uden forbehold for udseende eller adfærd, men det er ikke desto mindre det, der vil ske med hvert enkelt menneske på et eller andet tidspunkt. Martinus fremhævede ofte, at det vigtigste i vores samværsrelationer skulle være at fremme og dyrke venskabet, uanset om man er indbyrdes enige eller ej. Verdenssituationen afspejler jo med al tydelighed manglen på venskab, kærlighed og tolerance, – for man bekriger og udsletter da ikke sine venner, vel?

Når man i det daglige bestræber sig på at skabe en balance i sin opfattelse og i sit forhold til medvæsenerne, en balance, der ikke er præget af sympatier eller antipatier, så nærmer man sig "alkærlighedens væsen". Vi er så vante med, at det er enten-eller i vores sympatiske forbindelser, men alkærlighedens væsen er hævet over dette at være for eller imod. Med alkærligheden i sit væsen træder man ind i en helt anden verden med en dyb accept af alle levende væseners plads i tilværelsen. Og med en respekt for at de netop er det, de er, fordi de ikke kan være andet, hvor de så end måtte befinde sig i deres udvikling. Det er en fysisk og åndelig umulighed, at de kan være andet. At indse og respektere dette er at nærme sig alkærlighedens væsen og Guds eget udsyn.

Det er – som tidligere nævnt – ret indlysende, idet ethvert levende væsens situation er den at måtte leve og eksistere i et levende univers, og at hele tilværelsen i denne sammenhæng er baseret på oplevelsen af "jeg" og "det". Hvem "jeg" er, giver jo sig selv, idet det er den personlige fornemmelse og oplevelse af at være til, – et umisteligt privilegium. Hvem eller hvad "det" er – altså tilværelsen omkring os i både mikro- , mellem- og makrokosmos, som jo netop giver os oplevelsen af at være til – kan kun være Guddommen. Uanset hvilken form eller fremtræden vores "næste" repræsenterer, så er denne "næste" for os Guddommens organisme eller væremåde. Guddommen vil i kraft af de kosmiske love, f.eks. "loven om årsag og virkning", fremtræde på en sådan måde, at det afspejler vor egen væremåde, således at vi kan lære og indse, at det at "elske sin næste" er det samme som "at elske sin Gud over alle ting". Set fra det enkelte levende væsens perspektiv er der kun to væsener i tilværelsen, os selv og Guddommen. Når vi elsker vor næste, elsker vi altså Guddommen, og på samme måde elsker vi os selv. På denne måde giver det mening at "elske sin Gud over alle ting og sin næste som sig selv".

Jeg vil afslutte artiklen med et meget vedkommende citat fra Martinus' lille bog "Den længst levende afgud", kap. 25:

"Til menneskets dyrkelse af sig selv, har almagten knyttet den velsignelse, at den gør livet til en smeltedigel. I denne smeltedigel forvandles det hedenske motto "enhver er sig selv nærmest" til den kristne livsbasis "enhver er sin næste nærmest". Med ildbogstaver prenter Gud således i verden: "Du skal elske din næste som dig selv, det er al lovens fylde".

At elske sig selv højest af alt er således hedenskab. At elske sin næste ligeså højt er kristendom. Selviskhed er – afgudsdyrkelse. Uselviskhed er – gudsdyrkelse. At "elske sin næste som sig selv" er at være "ét med Faderen". At blive "ét med Faderen" er livets største løsen. Det er den sæd, i hvilken "alle jordens slægter skal velsignes". Kun denne velsignelse er den eneste absolut sande kristendom. Kun den alene kan "frelse" verden."