Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Læs her, hvordan Senaca i et brev til vennen Lucilius argumenterer for tre af kardinalpunkterne i Martinus' verdensbillede. Det drejer sig dels om den påstand, at der er bevidsthed bag alle naturens skabte foreteelser, dels at alt er såre godt, og endelig at Gud skaber mennesket i sit eget billede. Seneca viser også, hvordan det ubehagelige i tilværelsen i virkeligheden er et "ubehageligt gode", som Martinus ville kalde det. Hele denne argumentation finder vel at mærke sted i det første århundrede efter Kristi fødsel. Seneca var filosof, jurist og politiker i det gamle Rom.

 

Du har rettet det spørgsmål til mig, Lucilius, hvordan det dog – under den forudsætning, at verden styres af et forsyn – kan forklares, at så mange onder kommer over de gode mænd. Dette ville der mere bekvemt kunne gøres rede for i et sammenhængende værk, hvori vi beviste, at et forsyn styrer hele tilværelsen, og en guddom våger over os.

Men siden du nu ønsker, at en enkelt lille del skal løsrives fra helheden, hvori den hører hjemme, og vil have en enkelt indvending gendrevet, mens stridsspørgsmålet i sin helhed vedbliver at stå uafgjort, så vil jeg gøre noget, der ikke er vanskeligt: jeg vil forsvare gudernes sag.

Det er lige nu ikke nødvendigt at påvise, at hele dette store verdensværk ikke står hen uden en eller anden vogter, og at himmellegemernes bevægelse, som vi ser, ikke skyldes en tilfældig drift. Heller ikke regner jeg det for nødvendig at minde dig om, at det, som tilfældet sætter i bevægelse, ofte ender i kaos og forvirring, hvorimod denne hastige kredsbevægelse af himlen, uden hindringer skrider frem efter en evig lovs bud, mens den i sit skød bærer alle de mange ting, der sker på jorden og i havet, og fører med sig hele denne store vrimmel af de klareste lys, som stråler ned mod os fra hver især den for dem bestemte plads.

At en på må og få omflakkende stofmasse ikke kan opvise en sådan orden, som vi her er vidne til, og at de ting, der har forenet sig i kraft af det blinde tilfælde, ikke hænger svævende i verdensrummet efter en så kunstfærdig plan som den, der bevirker, at jordens så overmåde tunge vægt sidder urokkelig fast i verdens midte og beskuer den omkring den selv fremad hastende himmels hurtige flugt, – ja alt dette er det slet ikke nødvendigt at minde dig om. Heller ikke det faktum, at vældig store virkninger kan affødes af selv de mindste sædekorn.

Men heller ikke de naturtildragelser, der synes at være forvirrede og indtræde uden nogen bestemt orden – således som regnskyl, lynnedslag, den vaklende jordbunds rystelser og den ildsprudlende lava, der strømmer ud af bjergenes sprængte tinder, – heller ikke disse ting indtræffer tilfældigt uden nogen ordnet plan, hvor pludseligt og overraskende de end indtræffer. Også de har deres årsager. Og det gælder i samme grad de ting, som vækker vor forundring, når de kommer til syne på steder, hvor de ikke hører hjemme. Således som varme kildespring midt ude i bølgerne og nye øers flader, der pludseligt springer op ude i det vidt udbredte hav.

Hvis fremdeles nogen iagttager, hvorledes strandbredderne lægges blot, ved at havet viger tilbage i sig selv, og at de så dog igen efter en ganske kort tids forløb helt dækkes af vandene, så vil han måske komme på den tro, at det sker i kraft af en blind og planløs rullen frem og tilbage, at bølgerne snart trækker sig sammen og drives indad i sig selv, snart atter bryder ud og med vældig fart genindtager deres plads. Og dog er forholdet dette, at de vokser i regelmæssige trin og til den bestemte time og dag løber frem mod kysterne med større eller ringere vandmasser, alt eftersom månen har lokket dem frem, thi det er dens indflydelse, der bestemmer flodbevægelsen i verdenshavet.

Alle disse ting vil vi ikke tale om nu, og det så meget desto mere, som du jo ikke tvivler om Forsynet, men klager over det.

Nuvel, jeg vil stifte forsoning mellem dig og guderne, som netop er allerbedst mod de bedste mennesker. Thi naturens fornuftmæssigt ordnede tilværelse tillader ikke, at noget, der er godt, nogen sinde skulle skade de gode. Imellem de gode mænd og guderne er der et venskab, som dyden stifter.

Siger jeg venskab! Nej, lad mig hellere sige: der hersker endog nært slægtskab og lighed imellem dem, siden jo den gode kun ved længden af sin levetid adskiller sig fra Guddommen selv, hvis lærling, efterligner og sande ætling han er. En ætling, som denne store og herlige Fader, der ikke er nogen mild håndhæver af dyderne, opdrager med hårdere hånd på samme måde, som strenge, alvorlige fædre opdrager deres sønner.

Derfor, når du ser, at gode og guderne velbehagelige mænd døjer besværligheder, sveder under anstrengelse, arbejder sig op ad en stejl skrænt, mens derimod slette mennesker lever i kåd lystighed og svømmer i nydelser, så skal du tænke på, at hos vore sønner glæder vi os over beskeden og sømmelig opførsel, hos vore hjemmefødte husslaver over deres kåde løjer. De første holder vi i ave ved streng tugt, de sidstes dristighed giver vi næring.

Lad det stå klart for dig, Lucilius, at på samme måde bærer Guddommen sig ad: for den gode mand kæler han ikke. Nej, han prøver ham, han hærder ham, han tildanner ham for sig, således som han vil have ham.
 

Frit efter Seneca's Breve og andre Skrifter til Lucilius, oversat af M. Cl. Gertz, København 1927.